Transkription af Grib Dagen Podcast – episode 9

[Magpie]

Mik Aidt:
Grib!

Christel:
Grib dagen!

[Musik]

Christian Nikolajsen:
Grib Dagen for mig er… den-unde-lynende: Det er jo nu!

Mik Aidt:
I mere end et helt årti efterhånden har jeg haft det her Steve Jobs citat stående på toppen af min Facebook-side: “Lad være med at leve i en illusion om, at du har noget at miste. Du er allerede nøgen!” sagde Steve Jobs. “Der er ingen grund til, at du ikke skulle følge dit hjerte.”

Christian Nikolajsen:
Det er lige her og nu. Og det er sådan et lykkepunkt for mig.

Mik Aidt:
Åh, wow, en mavepuster! Nogle gange kan man altså bare ikke gribe den – dagen altså. Men øh, vi prøver alligevel. Her fra Kontroltårnet er vi klar med en ny udgave af Grib Dagen. Christian, du er ude i felten i dag, skal jeg love for!

Christian Nikolajsen:
Jeg har både været helt oppe i toppen af Australien og helt nede i bunden, var jeg lige ved at sige. Og har været ude i felten. Du bliver altså rusket rundt i det, vil jeg sige, i forhold til forskellige måder hvordan man kan ‘gribe dagen’ på. Vi kender jo dig, Mik, og vi kender Christian, som fortæller lidt om, hvordan VI griber dagen. Men der er også to nye personer, som vi lige skal høre om, hvordan de griber dagen.

Mik Aidt:
Så velkommen til, kære lyttere. Lige nu har du grebet en podcast, der stiller skarpt på, hvordan vi griber dagen.

Christian Nikolajsen:
Præcis. Schhhhsssssss! Det var lige vingesuset.

Christel:
Grib dommedagen

Mik Aidt:
Hvis der er én ting, tror jeg, som vi alle sammen kan blive enige om, så er det at – hold da op! – alting går stærkt i verden nu. Det er som om det hele går mere og mere hurtigt – på alle mulige fronter. Udviklingen! Og så er spørgsmålet, går det stærkt på den gode måde eller på den dårlige måde? Og det er jo tit et spørgsmål om, hvilken synsvinkel man har på det.

Her forleden var jeg til en frokost med en herboende dansker, der bor her i byen, hvor jeg bor, som hedder Geelong. Og så sidder vi derovre i frokosten og snakker – og så kommer spørgsmålet, ‘Nå men hvordan går det så?’ – og når jeg får det spørgsmål, så rammer det mig altid på en måde. For så tænker jeg på den uge, der er gået. Og så tænker jeg, ja det går jo altså… Personligt går det meget godt. Men samtidig, så synes jeg også, at det er væltet ind med alle mulige nyheder på mine forskellige skærme – altså både computerskærmen og tv-skærmen – i forhold til alle de der nyheder, som der er ude i verden. Og det handler både om, hvad mennesker render rundt og laver – radikalisering, EU-valg, hvor det går i højredrejning, Trump, der er ved at vinde valget i USA, konspirationstheorier en masse – og folk, der har alt muligt at sige, som efter min mening minder mig om altså 1930’erne, Hitler. Er der ikke nogen, der kan huske, hvordan det gik, når folk spreder løgne og propaganda og den slags?

Og så er det man måske bliver lidt… jeg bliver i hvert fald sådan lidt bekymret. Når det så samtidig vælter ind med nyheder fra rundt i verden, hvor store byer er under vand – nu har det regnet der, og nu har det regnet der – og så er der andre byer, der smelter under hedebølger. Og så er der pludselig dengefeber, der breder sig i nye områder, hvor der ikke har været det før. Og temperatur-graferne løber amok – ikke noget, som man hører om i nyhederne, men det gør man til gengæld i de sociale medier, for eksempel på X, eller det der engang hed Twitter – og så videre og så videre. Så den der hyggelige frokostsnak med vennen, det blev pludselig til… ‘Jamen altså, hvordan kan man overhovedet leve med alt det her? Og hvordan finder man en måde at holde humøret oppe?’

Og så i mit tilfælde går tanken jo så også på mine børn. Teenage-børn. Hvordan lever de med det? Og hvordan formidler vi et eller andet, som er positivt omkring deres fremtid? Fordi de er jo fuld gang med at tænke på, at de skal dygtiggøre sig til deres fremtid og så videre.

Men lidt som Greta Thunberg sagde i 2018, dengang hun kom på banen og sad og strejkede foran det svenske parliament – eller Folketing, som det jo hedder deroppe – hvor hun sagde: ‘Hvorfor skulle jeg bekymre mig om min fremtid, når I voksne har så travlt med at ødelægge den for mig?’

Og det er jo helt grundlæggende – det dér med, hvad er det for en fremtid, som vi er i gang med at skabe for vores børn?

Men der går ikke ret lang tid i hvert fald, ihvertfald da vi sad der over frokosten… og det var jo både leverpostej og det var sild og det var ‘blå ost’, som vi kalder det her i Australien, men altså, roquefort og den slags gode ting, som smagte rigtig dejligt og som var netop det gode liv i forhold til, hvad vi havde foran os på bordet.

Og det, som jeg så prøvede at sige, og som jeg også siger til mine børn, det er: ‘Jamen, hallo hallo! Husk lige: hvad er det, der giver livet mening?’ Fordi mening er virkelig vigtigt – at man kan finde mening med tilværelsen. Det har vi snakket meget om i Grip Dagen, Christian. Men for mig er det i virkeligheden, at mening er at være i gang med at løse nogle problemer. Så man kan sige, at hvis man har nogle gode problemer, som man er i fuld gang med at løse, så har man også en meningsfuld tilværelse. Og dét tror jeg er kernen til, hvordan man skal takle de ting, jeg lige har snakket om. Altså: At man er i fuld gang med at løse problemer. Og at man også gør det i fællesskab med andre.

For mig er det et eksempel netop med Anden Verdenskrig – nu snakkede jeg om Hitler lige før. At det kan da godt være, at det var en frygtelig tid, og folk blev dræbt ude i verden. Men jeg ved fra den måde, som mine bedsteforældre har fortalt om Anden Verdenskrig på, at det var også en meget… Man kan sige en stærk tid. Fordi det, at der var så voldsomme problemer, det gjorde også, at der blev et voldsomt fællesskab. Og at man måske levede lidt stærkere, og i virkeligheden ‘greb dagen’ noget mere.

Og så var man i min farfars tilfælde også i gang med at løse problemerne. Han gik ind i modstandsbevægelsen og endte så i en koncentrationslejr, men overlevede. Så han fik, kan man sige, smæk for skillingen på det der ‘meningsparameter’. Der var virkelig mening med tilværelsen, da han kom ud af den koncentrationslejr. Og så er livet slet ikke så skidt endda.

Christian Nikolajsen:
Jeg synes, jeg har hørt, du talte fra den ene ende, at ‘livet går stærkt og hold da op, hvor der er meget lort derude!’. Og så slutter du af her efter et stykke tid og siger: ‘Og så alligevel ikke så slemt endda!’

Mik Aidt:
Ja, lige præcis, Christian! Og noget jeg har tænkt meget over her i den seneste tid, fordi vi i vores arbejde er begyndt at interessere os mere og mere for det her begreb, der hedder ESG, som er noget, som alle virksomhederne skal forholde sig til, fordi nu kommer der en ny EU-lovgivning om, at alle store firmaer skal forholde sig til deres ESG. Og hvad er ESG?

Jo, ‘E’ står for environment, ‘S’ for det sociale og ‘G’ for governance, altså ledelse. Og det der er det spændende ved det for mig, det er at gå tilbage og prøve at undersøge, hvor startede det egentlig henne? Hvem kom med ideen og den slags?

Og det viser sig, at det hele startede for præcis 20 år siden med en rapport, der kom fra FN, som blev lavet i samarbejde med nogle banker og med den schweiziske regering – en rapport der hed ‘Who Cares Wins’.

Og bare tag den titel: ‘Who Cares Wins’ – altså: ‘Dem, der drager omsorg, vinder’.

Det handler i forhold til forretningsverden om at skifte spor fra det her… fra 1980erne og 1990erne, hvor der i mange tilfælde var det der ‘greed-is-good’, og vi skal bare score kassen, og også nogle gange skære nogle hjørner af, hist og pist, og sådan noget. ‘Det er lige meget, bare vi vinder nogle dollars!’, og så videre. Der kommer så en FN-report i 2014, der ligesom siger, ‘Hov hov, hør nu her, venner, vi bliver nødt til at drage omsorg for hinanden og for den klode, som vi bor på.’ Og pointen i rapporten er, at på den lange bane, så bliver det dem, der gør det, som vinder også i forretningslivet, som tjener flere penge – som jo er det, det tit handler om i forretningslivet.

Og den rapport… ej, da jeg fandt ud af det, det gjorde mig glad! ‘Who cares wins’. Det er sgu da et slogan! Hvorfor har vi ikke hørt om det? Men det har vi så nu her, hvis man lytter til Grib Dagen.

Christel:
Grib drømmedagen

Christian Nikolajsen (08:48):
Mik, det er altid sådan – kæmpestort for mig at sidde og lave radio sammen med dig. Fordi du er så passioneret om lige præcis det, du lige har fortalt mig. Og for mig er det sådan, at når du slår det store brød op, eller puster ballonen op, som du gør, som jo starter et sted – din historie – hvis jeg lige må minde om det – rent faktisk så starter du med at sige, at jeg griber min dag i dag ved at sætte mig med en god ven for at spise noget frokost, og pludselig så kommer der nogle bekymringer på bordet, og vi taler de store ord, som du siger – som ikke bare handler om jer to, men også om jeres børn. Så det er meget forståeligt.

Jeg kan også godt lide, at du sådan set slutter af med at puste noget af luften ud af ballonen og komme tilbage til – med nogle meget fine ting, der bliver testet og kørt af ude i samfundet. Nemlig at det er sgu de gode, der vinder. Og så kan man altid diskutere, hvem er de gode og hvem er… Men jeg tror i hvert fald, at du og jeg er enige om, hvem de gode er.

Jeg vil sige noget andet, fordi jeg ikke kan slå det store brød op, som du kan. Det kan jeg måske godt, men ikke lige nu. Jeg sidder i en følelse … et helt andet sted. Man kan måske høre, at det lyder lidt anderledes, end når jeg plejer at sidde i studiet. For jeg sidder ikke i studiet. Jeg sidder oppe i det nordlige Queensland. Og det hedder Far North Queensland. Så det er helt oppe i toppen.

[Musik]

Det er fedt at være ude i felten. Men når man er derude, så er det altså lidt svært at få det hele til at lyde super dejligt og godt. Og et af de der problemer det er, at internettet er ikke alle steder lige godt. Så for eksempel – jeg sad på en svalegang, hvor vi havde lejet en lejlighed, fordi det var det eneste sted jeg kunne finde internettet. Men desværre så betyder det også, at det er lige ned til en parkeringsplads og en tennisbane. Så det må vi altså leve med at høre på tennisspil og brummende biler. Gudskelov er der også noget naturlyde.

Når jeg og min kone bevæger os heroppe og hopper ud af flyet, det er tre timer – med det samme, bliver jeg så lykkelig. Jeg bliver hver eneste gang så lykkelig over, at der findes noget så smukt som de her planter. Der er meget grønt, det er regnskov, det er et tropisk område. Og så alle de her lyde – naturens koncerter – af både fugle og insekter, jeg-skal-gi’-dig, ska’ jeg. Som jo altså bare… På en eller anden måde, jeg ved ikke hvorfor, men det gør mig glad. Og det er dér, det starter for mig.

Og jeg tror, jeg hev fat i dig her den anden dag – jeg lige sagde, ‘Hva’ så Mik, hvordan går det?’ Og så kunne jeg bare høre de bekymringer, som du lige luftede fra vores lyttere også. Og jeg skyndte mig at sige med det samme, at det er jo ikke dér jeg er, for fanden. Der er der også noget andet i det her.

Jeg tror, det er vigtigt ud over at kære – jeg ved godt, at det hedder ‘care’, men jeg tror også, man kan sige, at man kan ‘kære’ om sine medmennesker. Så vi kan godt kære om vores medmennesker og være en del af noget større. Men der skal også være pauser – vil jeg sige – til at du kærer om dig selv, for at kunne gribe den her dag.

Og der er det jo vigtigt… og jeg synes, det er fint, det du siger: at i virkeligheden, hvis du er passioneret om noget, og du beskæftiger dig med det, ja, så er du godt på vej til at få et godt og lykkeligt liv.

Men der er også alle de andre punkter, hvor en passion, som for eksempel den passion jeg har, ikke altid lige omhandler, at jeg skal være omsorgsfuld for andre mennesker. Der er jeg omsorgsfuld for mig selv.

Jeg er godt klar over, at du snakker om, at der er mennesker, som hovedsagligt, up front, ser ud til at arbejde der efter i deres udeliv omkring, at ‘jeg skal bare have penge og magt’. Men jeg har jo en oplevelse af, at der er et indeliv, som hverken du og jeg ved noget om, hvad der sker hos de der mennesker, som du tager en beslutning om, som et eller andet sted handler om at kære om sig selv. Og at kære om sig selv, hvis det starter dér, hvis det starter om at man kærer om sig selv, så tror jeg meget på, at der er mulighed for at så spreder det ringe til at kære om andre.

Det er jo ikke alle, der har… Der er jo faktisk også nogle i verden, som jo på det nærmeste ikke har andre muligheder end at starte med at kære om sig selv. Jeg har rejst i Sri Lanka og andre dele af verden, hvor mennesker stort set ikke har oplysning om, hvad der sker udenfor deres lokalsamfund, deres landsby. Så de starter med at kære om sig selv. Altså ‘Jeg skal have noget at spise.’ Det er næsten… Det er Maslows Behovspyramide, for fanden. Så vi skal lige spise, før vi begynder overhovedet at kunne tænke over at kunne gøre noget godt for andre. Der er nogle vilkår på Jordkloden for os alle sammen, som der lige skal opfyldes først, tænker jeg.

Mik Aidt:
Men Christian, hvis jeg lige må være djævlens advokat, fordi nu sidder du der omgivet af skønne grønne planter og tropisk varme og den slags. Men der er vel også nogle slanger i det paradis? Eller hvad? Altså fordi man ved jo, at når du tager i troperne, så er der pludselig også en hel masse meget mere farlige, også meget små dyr. Og ting man kan blive stukket af eller blive brændt af og så videre.

Christian Nikolajsen:
Ja, jamen det er da rigtigt. Jeg vil bede dig om et ganske kort øjeblik at lige tænke på at hele den her klode, the blue dot… så skal du tænke på, at liv på jorden er i konstant indbyrdes kamp om at slå ihjel. Det er et livsvilkår. Så i virkeligheden, som du starter med at blæse den her ballon op og sige: ‘Hold da op – der er meget at være bange for!’ Jo, det er der da. Altså, hvis jeg gerne, altså mig i Christian gerne vil overleve, så skal jeg da passe på nogle ting. Men jeg i Christian har den underløbende en tanke om, at der skal være plads. Det er den der: ‘Jeg kærer’, ‘Jeg har omsorg om ikke bare mine medmennesker alene, men også mine planter og dyr omkring mig.’ Sådan har jeg det, vitterlig. Jeg sprøjter ikke gift ude i min have, fordi der er skide edderkopper eller noget som helst.

Og jeg har det også sådan, at når jeg snakker med folk heroppe i Far North Queensland, som har [en attitude i stil med:]… ‘Ja ja nu bor jeg her, så de der krokodiller – det er ikke så godt, dem er jeg selvfølgelig bange for. De skal bare ned med nakken, ikk’?’

Altså der har jeg en anden tankegang til det. For jeg synes, der er plads til os alle sammen. Og selvfølgelig, hvis det var mig, der havde et lille barn, der kravlede rundt [ved flodbredden], så ville jeg da bare sørge for, at det skal det lille barn ikke!

Jeg kan fortælle jer, at min datter, da hun var halvandet-to år gammel, så havde jeg hende med ned… Jeg boede på det tidspunkt på Sjælland. Og så er der et lille sted, der hedder Stevns, og der kendte jeg en person, som havde et terrarie. Altså han havde skole og alt muligt andet – for at se på slanger og alt sådan noget. Vi havde det supergodt sammen, fordi vi havde den samme interesse omkring reptiler.

Og jeg havde den her deal med Sara – en lille pige på halvanden år, der sad i en klapvogn. Hun skal den-undelynende ikke være – når hun bliver voksen – bange for slanger. Hun skal have en forståelse af, at de har en rettighed til at være der, ligesom os mennesker. Men de har deres plads, og vi har vores plads. Sådan er det.

Og den eneste måde at gøre det på, det er at formidle til hende med det samme – ikke det dér ‘Uuuh, pas på, den skal væk!’ og ‘Uuuh, det er ulækkert!’, eller hvad.. Det er at tage den her klapvogn, og jeg laver en aftale med ham og min gode ven nede på Stevns, og kører klapvognen ud til ham, og så siger jeg, ‘Se! Sara, for helvede’ – og der er jo ikke mange ord i hende på det tidspunkt, men ‘Prøv at se!’ Hun sidder med sin sut i munden, og så rækker hun hånden ud, for det var godt nok sjovt med den der lange tunge, der kom ud – tve-delt.

Det var en stor pythonslange på fire meter, som blev holdt, men hun er naturlig interesseret. Alle menneskebørn er naturligt interesseret i alt levende. Alle reaktioner, som der bliver påduttet dem, altså mor og far: ‘Ouh! Det skal vi passe på!’ og sådan noget – det kommer til at forfølge dem resten af deres liv som små programmer, der vælger om de skal være angst for det ene eller andet, om der så er hvepse eller hvad det er.

Så, er der ikke nogle slanger i paradis? Ikke rigtigt for mig. Slanger i paradis er måske mere… For jeg troede da, at du begyndte at sige det – der sad jeg med følelsen, at der er nogen, og det er mennesker, som er greedy. Det er jo menneskelige egenskaber. Der er altid mennesker, der er greedy.

Heroppe er de ramt af elementerne. Her taler vi om, at der er cykloner. Det er skide godt, at Christian tager herop i juni måned, for det ser flot ud, ikk’? Men der er altså også andre tidspunkter på året, hvor det er overhovedet ikke flot. For så er der to meter vand, cykloner og alt muligt andet. Men det, jeg vil sige med det – i forhold til slangen i paradiset – det er det tidspunkt, hvor der så kan komme mennesker op. Det er det, de stort set lever af, de mennesker der. Det er turisterne. Og de her turister, der kommer op… Der er turister – sådan nogle som mig – og så er der turister, der bare lige skal op og have noget varme, og så er der turister, som skal fyre den af med at være rigmand på rigmand i store yachts. ‘Fuck det der Great Barrier. Vi smider bare et stort anker ned i ryggen på det hele’, og sådan noget. Det er det, jeg troede, du sagde med slanger i paradis. Ikke et små insekter.

Mik Aidt:
Christian, det er tankevækkende, fordi det er jo i virkeligheden rigtig meget af det, som vi kan være bekymret omkring, når vi kigger på verden og fremtiden og alle de ting – det er jo i virkeligheden ikke naturen og de der frygtelige katastrofer, som vi skal frygte. Nej, det er menneskene, vi skal frygte, fordi det er jo dem, der render rundt og laver unoder, kan man sige, fordi når der ikke er mere mad, eller når tingene falder fra hinanden i forhold til vores demokrati, og den slags, så er det, at der begynder at komme pistoler og våben på banen. Og så er vi alle pludselig hinandens fjender i stedet for venner.

Christian Nikolajsen:
Er det ikke vildt, Mik? Er det ikke vildt at tænke på, at menneskearten i virkeligheden er på vej til at udslette sig selv? Og så kunne du måske sidde og tænke på, at der er jo krige og klimaforandringer. Det er ikke det, jeg mener. Det er ikke på grund af det – at jeg tænker på klimaforandringer. Fordi vi er ved at udslette os selv på to måder. Det er sådan en tanke, jeg har:

Hvis du skal bevare populationen i et land, så skal man have et gennemsnit på 2,1 barn. Og i øjeblikket er alle vestlige lande… og nogle ekstremt meget mindre – Kina er jo helt langt, langt nede på 1,2 eller 1,4. Og det går bare nedad – i forhold til vores lyst at gå i gang. Om det er så fordi, vi lever i en kultur, hvor det er der ikke lige råd til… eller det er der ikke lige. Men hvis du bare kigger langsigtet, og det kan man godt gøre, når man er sådan en som mig, som tænker på evolutioner, hvornår ting sker og alt muligt, så er det jo ikke en skid med 100 år. Altså hvis du bare tager 1.000 år, så er der bare ikke mennesker tilbage, hvis vi ikke lader være.

Hvis vi ikke, ja, rent ud sagt går i seng med hinanden og laver børn. Det er jo den ene ting, jeg synes, at altså udover det her med krig og klimaforandringer, som jeg ikke tror på, at det er det der udstilles. Jeg tror simpelthen, at vi ikke laver nok børn. Og det næste ting, som jeg kan se, og det tror jeg, det var dig, der sendte mig et link på et tidspunkt, der handlede om, altså hvis man laver test i vores sæd, altså mindre sæd, så kan man fandme finde plastikmaterialer inde i det. Men ikke det stort mindre, det jeg måske vil sige, det er, ja okay, vi har open body ikke med dem ørene lyst til og sige, at nu skal vi lige viderebringe arten, altså i hvert fald den hastighed der skal til for at forblive den antal vi er.

Det næste som er endnu værre, det er: vores forplantningsevne er ikke god nok længere. Altså alt det vi spiser, alt det vi indånder, alt det vi drikker, gør faktisk i virkeligheden det – slangen i paradis. Altså igen mennesket. Det er simpelthen det, vi skal være bange for. Det er ikke de her små insekter. De skal sgu nok overleve. Det kan jeg love dig for. Det er ikke dem, vi skal være bange for.

Mik Aidt:
Så Christian, det er jo altså noget skidt, kan man sige. Men der er heldigvis også gode historier og ting, der er ved at vende. Og det synes jeg er vigtigt, at man også får fortalt det i samme åndedræt. Og en af dem er for eksempel, at der jo er mennesker, der går og eksperimenterer med, hvordan man kan lave andre måder, hvor man kan lave ting, man kan pakke ting ind i. Altså i stedet for at bruge plastik, som jo er genereret af olie og en industri, der bygger på stadigvæk de fossile brænsler og alt den slags. Men nej, man kan lave plastik lige så godt ved at tage noget tang og så pulverisere det og så få et produkt ud af det som har de samme egenskaber som plastik. Men med den forskel at det ikke ligger ude i naturen i 200 år eller går ind i vores krop som mikroplastik til sidst. Nej, det bliver nemlig optaget. Det er organisk og det bliver optaget i naturen ligesom blade, der ligger og visner.

Christian Nikolajsen:
Jeg synes simpelthen det her er så vildt. Jeg kunne godt have ønsket, at det var mig, der opfundte det. Jeg har et lille firma, der hedder C-Australia. Men tænk hvis jeg havde opfundet ‘C-weed as Plastic’ – det havde været ekstremt fedt. Men jeg er bare glad for, at der er nogen, der har opfundet det. Men vi går den rigtige retning i forhold til det.

Mik Aidt:
Ja, altså der er en hel masse gode løsninger derude. Det handler sådan set bare om at få sat skub i tingene. I virkeligheden også vores regeringer – vores regeringer bliver nødt til at få øjnene op. Og hvis ikke de kan få øjnene op, så må vi mennesker derude jo skubbe lidt til. Og det kan vi gøre hver eneste gang, der er et folketingsvalg, for eksempel.

Og det er i virkeligheden der, tingene starter. For mig er der jo rigtig mange ting, der starter lige præcis der. Og det er en længere historie, men jeg synes, Christian, at alt den snak, vi lige har haft nu, den leder perfekt hen til det næste, der skal ske her i Grib Dagen podcasten. Fordi det er jo, altså, når du snakker om det der med, du har været i Sri Lanka og set, hvordan folk er sig selv nærmeste i forhold til overlevelse. Der har vi jo altså gang i noget her i vores Grib Dagen, fordi vi begynder at åbne op for, at Grib Dagen er ikke kun noget, der foregår i Australien. Der er folk, der er især danskere, som er ude rundt omkring i andre steder i verden, og som også er i fuld gang med noget, man kan sige, der kører meget parallelt på et parallelt spor i forhold til de ting, vi laver her.

Christian Nikolajsen:
Åndedrættet i det her… Det er meget fint, at jeg starter med at sige, ‘Sikke du puster en ballon op og snakker om alt det der med at kære om andre mennesker, have omsorg for andre mennesker.’ Og så ind, hvor jeg så lige som siger lidt, det er, men det er også lige mig selv til at starte med.
Og jeg synes, min gode ven i Kenya er et stjerne-eksempel på, hvordan han som et enkelt menneske føler et eller andet i sig selv hjemme fra Danmark af, hvor han boede, til hans bevægelse ned til Kenya for at hjælpe andre mennesker.

Så nu tager vi et spring her fra Australien op til ækvator, nærmere betegnet Kenya, i Afrika, hvor Carsten bor.

Jingle: (23:38)
Grib Dagen i Afrika

Carsten Willersted:
Der er et par ord hernede, som betyder rigtig meget. Det ene af dem er taknemlighed. Taknemlighed kan godt lyde som en floskel, især når man nævner det for danskere – for at bruge den referenceramme. Jamen, man skal være taknemlig for det, når man står op om morgenen, når man ikke er syg. Man skal være taknemlig for, om man er rask og hvad det nu er. Taknemlighed får man for noget at spise. Det kan godt lyde som lidt fortæsket begreb.

Men når man befinder sig i den her del af verden, hvor ingen kender morgendagen før solen går ned, som et gammelt ordsprog siger, der fylder taknemmighed utrolig meget. Man siger tak for ting, som vi i en dansk kontekst nok vil tage for givet. Og det er for eksempel noget med mad. Den periode, hvor jeg har været hernede, har vi været frygtelig ramt af tørke.

Hungersnød. Jeg har været ude og aflevere nødhjælp. Jeg har været så heldig og privilegieret for at være med til. Ja, der kan man godt sige, at man gør en forskel. Der gør du virkelig en mærkbar forskel. Det vil sige, at alt det LORT, jeg har set hernede, at se folk, der sulter – det er det værste. Det er så svært at forstå, og det er så svært at kunne håndtere.

Det er virkelig, virkelig ubehageligt. En desperation, og hvor man i øjnene på de folk ikke kan se noget som helst. Der er bare fuldstændig tomhed. Derfor er der en taknemlighed for, når man får noget at spise. Så man bliver ikke bordbøn, den ville man nok kalde det i Danmark, men man har en taksilse hver gang man får noget at spise. Det synes jeg egentlig er en meget smuk tanke.

Fordi man værdsætter det, man får. Og den taknemmighed er alt overskyldende, uanset hvor du er. Tak fordi man kom hjem sikkert, tak fordi vi har haft en god dag, eller tak fordi I har tid til at møde os. Man takker rigtig meget, igen, fordi man ikke tager tingene for givet.

Det er den ene ting og så den anden ting, som man også skal lære en hel del af, og som også er svært for rigtig mange mennesker, det er at være ydmyg. Og ydmyghed er… eller beskeden, eller hvad man kan bruge af sammenlignelige ord. Men hernede på kontinentet har det en helt anden betydning end så mange andre steder. Vi bruger jo i dansk kontekst, der prøver vi det her med janteloven. Hvis der er nogen, der ligesom stikker næsen meget frem, så bliver de slået i hovedet og får videre. ‘Du skal lige tilpasse dig mængden, ikk’?!’.

Hernede er man meget ydmyg, så uanset hvilken baggrund man kommer fra eller hvad man har, er man meget ydmyg. Man praler ikke ret meget. Man er i sin tilgang til andre mennesker meget ydmyg. Som er en svær ting, når man kommer til – sådan én som mig, som kommer ud fra. Jeg vil ikke sige jeg har store armbevægelser, men jeg får altid at vide, at man kan høre mig før man kan se mig. Så jeg har lidt svært ved at skue mig i mængden, og jeg er måske personificeret i modsat af at være ydmyg.

Men den proces, og de år jeg har været boet hernede, har jeg virkelig været igennem sådan en ting, hvor jeg lærer at være meget mere ydmyg. Det har været med til at forandre mig. Jeg kan mærke det, når jeg kommer, især når jeg kommer hjem til Danmark: Jeg er meget mere ydmyg, når jeg ser på alt det der sker. Og jeg kan også godt mærke noget af den respekt eller forståelse, som rigtig mange sorte mennesker har overfor for hvide mennesker, fordi man tænker, at ‘de er lidt overmennesker’. De har så mange ting, og de kan så mange ting. Og den kan jeg godt mærke, over årene er jeg også blevet ramt af, så når jeg kommer hjem på ferie, eller kommer tilbage til Danmark på ferie, så er det virkelig sådan… Wow! Wow, alt det lys der er. Wow, ej, har I to biler?

Virkelig blive ramt af den der følelse af ydmyghed. Men det er to ord, der fylder rigtig meget. Sammen med et tredje ord, og det er glæde. Det er fuldstændig umiddelbar glæde. Og noget af det som… Ja, som man kan sige, et af mine mål, når jeg rejser rundt med gæster – uanset, hvor det så er henne i Afrika – det er, at de lige skal være med til at opleve. Og så forhåbentlig tage den med hjem og være med til at præge derhjemme. Og det er den der glæde, den der fuldstændig umiddelbare glæde, som er altid så nærværende. Og det er så smittende. Det er helt fantastisk. Og det er virkelig noget, som jeg ikke har oplevet andre steder.

Altså det er imponerende. Uanset hvor lidt du har, eller hvordan du bor, eller hvad du laver, så er der altid plads til et stort smid. Der er altid plads til at man lige kan danse lidt. Der behøver ikke engang være noget musik. Og du kan altid – især for kvindernes vedkommende – du kan altid svinge rundt med rumpetten, uanset i hvilken størrelse eller facon eller form den kommer i. Det er virkelig fantastisk. Og det er simpelthen så smittende.

[MUSIK]

Derfor vil man ofte opleve, når man er hernede, og også som hvid, når man møder de lokale, at det smitter. Altså den der… smil og glæde, det smitter.

Et af de spørgsmål, jeg oftest får af mine rejsende, det er spørgsmålet om det her: ‘Carsten, hvordan kan det være, at de her folk er så glade, når de har så lidt?’

Og der kigger jeg så hen på gæsten og siger, ‘Ved du hvad, jeg tror faktisk, du stiller det forkerte spørgsmål. Jeg tror, du skulle spørge dig selv, ‘Hvordan kan det være, at vi i vores del af verden, hvor vi har så meget, er så lidt glade?’

Fordi hernede, hvor man ikke forventer ret meget, jamen så er man glad over den mindste lille ting. Og jeg tror også, at når du lever i en verden, hvor der er så mange udfordringer på den ene og anden måde, og hvor morgendagen ikke er givet, jamen – så lever du meget mere i nuet.

Og det vil sige, at du er til stede nu og her. Du bekymrer dig ikke om i morgen, fordi du ved ikke, om du er der i morgen. Så lige nu og her bliver du glad.

Og et af de steder, hvor man… Altså, man kan se det på mange måder, men et af de steder, man… For eksempel, når man ser, hvor børn, det er, at hvis de får et stykke slik, der glemmer man… Man tager det med det samme. Man spiser det, fordi det er nu og her, man nyder øjeblikket. Man gemmer det ikke, og siger ‘Oh ja, når klokken nu bliver fem, eller når solen går ned, så kan jeg sætte mig over ved træet.’ Fordi du ved ikke om den tid kommer. Så du griber virkelig øjeblikket og nyder nuet.

Og i en verden… igen for at bruge det som referenceramme – i Danmark, hvor rigtig mange mennesker er på lykkepiller og rigtig mange mennesker er deprimerede – og vi kigger hele tiden på hvordan kan vi gøre tingene meget mere effektive og effecient, og sådan noget. Folk bliver stresset, og folk går ned med stress. Og hver gang man taler med nogen, jamen så er de jo alle sammen så stressede over det ene og det andet. Hold da op, ikk’!

Og vi har ellers forsøgt at gøre vores tilværelse i Danmark så enkelt som muligt. Du har maskiner til stort set alt. Du skal ikke gå fem kilometer for at hente vand. Du skal ikke ud og fælde træer for at få brænde, så du kan lave mad. Du skal ikke stå nede ved floden for at vaske tøj og lignende. Der er maskiner til det.

Men vi har gjort det efter om så effektivt, at de fleste mennesker er nødt til at tage knokle så meget, at de er ved at gå ned og stress af denne her ting. Og så kigger man til den her del af verden, hvor der er så mange udfordringer i dagligdagen. Og så møder du en befolkning, som måske ved førstehånds indtryk virker absolut som det modsatte af at være stresset. Som virker som om, at ‘Jeg har al tid i verden.’ Det her fantastiske ordsprog, ikk: ‘In the western world we have all the watches, but in Africa we have all the time in the world.’

Og der er det… Det er her, hvor man tænker: Hold da op! Der bliver lavet kurser på kryds og tværs om meditation og yoga og lære at være til stede i nuet og lære at sætte pris – og sådan noget. Og så, når du er hernede, så er du omgivet af det.

Og sådan er der jo er mange ting, og som jeg jo også kan høre fra de gæster, jeg får besøg af og rejser med, som blandt andet oplever det her. Og siger, ‘Hold da op, hvor er der mange ting, vi kan lære fra det her, vi kan tage med.’ Og det er jo også et af mine ønsker, et af målene, når jeg laver rejser i denne her del af verden, det er, at det er det her, de skal få med. Det kan man jo ikke skrive om i et rejseprogram. Det er noget, folk skal finde ud af, når de er her.

Musik

Christian Nikolajsen: (34:10)
Ja, lige pludselig så tog vi fra Afrika og lynbørge-hurtigt så landede vi hernede på den sydlige halvkugle, hvor vi holdt Sankt Hans, som vi så havde vinter her, og der vi står og fryser, og derfor er bålet endnu bedre, end når vi står deroppe på en midsommerdag i det danske.

Mik Aidt:
Og der er noget utroligt varmt og smukt, synes jeg, over at være et andet sted på kloden og så ligesom finde sammen med sin egen stamme, som det jo sker i den slags sammenhæng, altså til jul eller Sankt Hans og sådan nogle tidspunkter, hvor danskere finder sammen, altså i det her tilfælde rundt om et bål, og gør nogle ting, som ligger dybt i vores kultur.

Og den oplevelse, det er sådan en, jeg elsker at give videre til mine børn også, fordi det handler lidt om, synes jeg, at der finder man lidt frem til, hvad er det vi danskere kan, og hvad er det vi står for? Hvad er det for nogle værdier, vi bringer ud i verden, når vi tager ud?

Når jeg ser med udlandsdanskerbriller på de dele af den danske kultur, der handler om vores ærlighed, vores tilgang til hverdagen i forhold til at gribe dagen. Og mange andre ting i forhold til det, der ligger i den danske kultur, som jo gør, at Danmark gang på gang på gang, når FN laver sine undersøgelser, det der hedder den årlige ‘Happiness Report’, hvor der er nogen, der undersøger, hvordan folk har det med deres liv, og så laver de en rangliste, hvor man kigger rundt i hele verden, og så viser det sig, at Danmark og Finland år efter år bonger ud som nogle af de – i gåseøjne – “lykkeligste steder” på planeten. Altså hvor folk er tilfredse med deres tilværelse. Og for mig er det et eksempel på, at vi har altså noget gemt vores kultur, som for mig at se er et rigtig godt eksportprodukt. Men vi er ikke så gode til at sælge det.

Christian Nikolajsen:
Altså jeg har sådan her med det her, som du lige forklarede, at vi som en stamme, og det er vi jo – vi er en stamme, og dem er der jo masser af. Altså bare inde i vores land, så er der Jyderup-stammen mod Tølløse-stammen. Og så videre. Der er Københavner-stammen, og – jeg var lige ved at sige: Træstammen – nej, Aarhus-stammen, og så videre. Det er bare mit take på det. Det er… Hver enkel slags kultur, der kommer ind i et land… Da jeg boede i Danmark., så oplevede jeg, at… jeg var for eksempel toastmaster til et bryllup. Det her bryllup stod imellem en dansk/skottisk person og en japansk person. Så der var kulturer, der kom ind med det ene og det andet.

Min historie går på, hvor svært hun havde det bagefter i Danmark. Og hvordan… som jo er den her stamme, som H.C. Andersen jo beskriver, holder… Det er meget fint, at du siger det her med, at “Jeg er stolt af… og danskerne er lykkelige og alt muligt andet.” Men jeg tænker altså, der burde være et eller andet selvjustits på, som der ikke ligger i de spørgsmålrækker, som gør at finnerne og danskerne bliver nummer 1 i verden som verdens lykkeligste folk.

Og det jeg taler om, det er… i selve landet, altså Danmark, der bor danske stammer. Og så kommer der nogle andre stammer ind, som for eksempel fra Japan, og så bliver der kanøflet på dem. Og det der sker, det er, at når de bliver kanøflet, så går de ind i en stamme og faktisk gør præcis det samme som den danske stamme her til midsommeraften: Har nogle kulturelle ting, hvor vi er sammen omkring det. Vi samles omkring det.

Ligesom du startede med din svateda tidligere… at under Hitler og Anden Verdenskrig, så skal jeg da lige love for at så begynder folk at stimle sig sammen. På trods alle de der yderområder, hvor vi er uenige. Nej, så finder vi et fælles slagpunkt.

Og det fælles slagpunkt… – hver eneste gang det gør ondt et eller andet sted. Det kan være en nationalitet og en genkendelse i nogle nationalistiske ting og sager – ikke nationalistiske forstået som højredrejning. Noget, som vi kender hjemmefra. Som for eksempel at danse omkring juletræet. Eller synge midsommersangen. Eller have et bål… Ikke Klu Klux Klan bålet, men et bål, der bringer os sammen.

Jeg tror faktisk, det er sådan her: Ikke-etniske danske samles på samme måde som etniske danske, udenlandsdanskere i udlandet. Der er ingen grund til at ophøje os som værende en stamme, der er bedre end de andre i forhold til det. Det tænker jeg ikke vi er.

Jeg tænker faktisk, at når du nævner lige præcis det her med lykke – der er mange, mange ting, som jeg godt kan genkende i forhold til det, du siger. Det her med at der bliver kigget hen til danskerne i forhold til miljø, og til cyklister. Der er masser af ting at være stolt af som dansk. Det er jeg fuldstændig med på. Men lige den der følelsesmæssige ting, der handler om at samle sig sammen og gøre noget sammen, det gør alle folkeslag, eller skråstreg stammer. Det gør de bare.

Og faktisk… Jeg kan huske, jeg var københavner, du. Jeg kom ud til… Jeg mødte Cristel. Jeg var 18, Christel var 15, og vi mødte hinanden i Spanien. Det vidste vi ikke noget om – at hun boede ude ved Jyderup, ud mod Kalundborg. Jeg boede inde i byen. Det vidste vi ikke om. Det fandt vi først, da jeg kom til Danmark igen. Så var jeg derude, og vi var på diskoteket. Den stamme derude, der kiggede på ham, der kom fra en anden stamme, altså mig, Christian, fra Københavner Stammen. Hold da kæft, der skulle bankes. Der skulle tæv på banen. Den der, H.C. Andersen der. ‘Han skal kanøfles’, den der.

Det her med, at hos os mennesker, der har vi en pandelap, som faktisk gør det muligt at være sociale. Det er jo en ekstrem fed ting at være social. At være empatisk, kunne føle empati. Det er jo også desværre der, hvor der opstår noget andet, der handler om, at ‘Jeg skal lige passe på mig og min børn. Og den her gruppe. Den her gruppe her, vi passer på os. For det kan være, at den der gruppe derovre, de har noget, et eller andet. Men mindre vi kan se – ah, vi kan jo lave en byttehandel her,’ så kan der godt ske noget.

Så når jeg siger, at det er desværre en ting… så er det det… Det er jo det, der giver krig og slåskampe og alt muligt andet.

Men det er også det, der gør, at vi kan føle det, som du udtrykker. At når du møder op nede i Lara, i Geelong, og skal fejre sammen med din egen stamme – en midsommer. Så sker der noget i en selv, om at det er dejligt. Det er en god følelse. Og det er jo rart. Det er jo derfor, det fortsætter med at være sådan.

Men minuset, synes jeg, det er, når vi begynder at sige, at ‘Det her er i orden med os. Det er ikke i orden med jer andre.’ Altså hvis man ikke lige ser, at hov, det er jo vilkåret. Ligesom det, jeg snakker om med de der skide dyr: Der er nogen, der siger, at ‘Krokodilene er noget lort, den skal skydes!’ Bang! Farvel!

Så kan man se, at hov hov, vent lige lidt. [Krokodillen] er jo noget lort, hvis du går derned og den er der og du er bange for noget. Så må jeg være derovre, og så må du være der. Eller også så må vi finde en løsning. Nu er det jo et vildt dyr.

Homo sapiens – mon ikke vi kan gøre det, som vi gør her i Australien – eller i almindelighed? Altså, vi er jo 33 procent, der er født i et andet land. 8-9 millioner ud af de 25 millioner er født i et andet land. Til hverdag, der har jeg det sådan her – altså også når jeg er på ferie her og nu: Der er ligeså mange forskellige folkearter, andre stammer, som jeg synes er fedt. Jeg synes det er fedt.

Men jeg synes også, at det er fedt at være til en midsommerfest. Der er nogle ting… Jeg ved ikke med dig Mik. Men det var ihvertfald sådan med mig: Måske var jeg ikke helt lige så juleglad i Danmark. Måske var jeg ikke lige så glad for at stå ved bålet. Der skal jeg ærligt indrømme: Der var mange gange, jeg ikke lige nåede hen til det Sankt Hansbål. Men det er jeg mere her.

Grib Dagen, startede vi med – er edderma’me… Det er derfor, vi kan lave den ene episode efter den anden episode. For det er ikke nemt. Det er ikke nemt at tænke på. Jeg står op hver morgen, og nu skal jeg være i den her dag. Du starter med at sige, at ‘hele verden kan være alt muligt’. Og jeg starter med at sige, at ‘lige her hvor jeg er nu, det er fantastisk grønt og alt muligt’. Som det er i dag. Den her dag, hvor jeg står.

Og så er der noget – alt det der midt imellem – som handler om, at vi er mennesker, som ser farer. For det er det, jeg tænker det er. Vi ser farer. Og altså, enten om det er så slange i paradisen med insekter det er noget andet. Så ser vi også farer i medmenneskerne.

Og det er jo fandme ikke ligesom i Ukraine. Der er der jo ekstremt god grund til at se farer. Men her er der jo sådan set ikke, altså her hvor jeg er, den helt store… Det er en grund til at se far. Andet når det begynder at brænde på. Og jeg kan huske, Mik, på et tidspunkt, du og jeg har talte om. ‘Av for helvede, nu kradser krisen’. Og hvad sker der ikke om et par år?

Og så stillede du et spørgsmål, dengang, og jeg var helt uforberedt. Og du sagde så, ‘Hvad tænker du, der kommer til at ske om et par år?’ Eller ‘down the road’, ikke?

Og jeg kan have sådan her: jeg går ned og handler ind, og så bliver nogen, der bliver fyret. Kan du huske, jeg fortalte om det? Og alt det, det er ‘full on’ lige nu: ‘Cost of living’ er ekstremt højt. Der er folk, der bliver fyret – og alt muligt andet. Og så begynder de ting, som du sammenlignede med Hitler.

Altså ikke Hitler, men hvordan tingene kan opstå. Og det kan jeg godt fornemme nu. Der begynder at blive peget i samfundet. Og det første, der bliver peget på, det er… Ta-da! Emigranterne. Ikke dem, der er her, men de nye emigranter.

De nye emigranter, dem der står og banker på, dem der… Lige i øjeblikket er, der kommer der 10.000 nye ind hver uge. Det er 520.000 på et år.

Der er god grund til at stille spørgsmål omkring det, men jeg kan ikke lide den der højredrejning, der sker, når tingene gør ondt i folks pengepung og levevis og sådan noget. Så bliver der peget på noget i samfundet. Og lige nøjagtigt, så er det det her man peger på.

I bund og grund, så er det en god diskussion, fordi har vi egentlig taget det, der skal til? Er der huse? Er der læger, er der hospitaler, er der skoler? Er der veje? Er der det, der skal til, når der kommer en halv million mennesker ind? Og hvor vil de, den halve million, være?

Det er der en god grund til at snakke om: Hvis vi alle sammen skal have det godt, hvad skal vi så gøre?

Det går bare lidt for stærkt lige nu, så derfor synes jeg, at samtalen, eller hvad skal man sige, diskussionen er god. Det jeg ikke kan lide, det er, at der stikker de grimme mennesker frem. Hver eneste gang. Som ikke handler om bare de her logistiske ting og sager, men også handler om… ‘Det er dem. Kan du høre hvad jeg siger? Det er dem.’

Det er måske lidt det, der bliver vækket i mig, når vi… Altså, det er dejligt at være et stolt folkefærd. Men det er alle folkefærd. Altså, det er ikke kun os danskere, der kan være stolte over at være sammen og være unikke. Det er de andre os, der er jugoslaverne, der er grækerne, de er alle sammen unikke, og jeg synes, det er alle tiders.

Og jeg er enig med dig i, at vi har noget at være stolte af. Altså noget, som er meget dansk og unikt i forhold til det lille bitte land, vi er. Og hvor der ikke er langt fra den ene til den anden. Og vi har jantelov og sådan noget. Der er nogle kulturelle ting, som er helt unikke – som er både plat og krone – altså der er en side på den ene side, og en side på den anden side.

Christel:
Grib morgenstunden.

Christian Nikolajsen: (46:23)
Jeg vågnede op her til morgen i min campertrailer, som lige nu er placeret i The Grampians i Victoria i Australien. Det var en rigtig, rigtig god måde at vågne op på. Fordi jeg havde stort smil på læberne. For uden for mit telt, campertraileren, der blev jeg nemlig vækket af top 10-listen på Spotify af Bird Songs – fuglesange.

Det er vinter – juni måned, sidst i juni måned. Så det er en smule halvkoldt. Jeg var lidt bekymret over at skulle tage afsted her på den her research tour, som jeg er på – for mit lille firma, der hedder C-Australia Tours. Jeg var lidt bekymret over vejret, fordi det så ud som om det skulle blive koldt. Så noget der ligner 10-12°C grader om dagen, og så ned til 2-3°C grader om natten.

Men det går fint. Det er ikke slemt overhovedet, fordi solen er fremme, dyrelydene er der – og så er jeg helt alene. Normalt så har jeg mine kunder med, og så skal jeg fortælle og gøre ved – som jeg elsker. Og det er lidt mærkeligt så at være alene. Men så er det godt, at jeg har en smartphone, som jeg kan tale lidt til.

Hold da kæft, nu kommer der en stor wedge-tail lige over mig. En wedge-tail, det er Australiens største ørn. Den har en vingefang på over 2,5 meter. Så det er absolut en skygge, der kom lige indover. Nu ligger den og kredser indover her. Så jeg kan godt forstå, at de små fugle, de begynder at pippe lidt mere: ‘Vi skal lige passe på den’.

Nede på jorden hopper der masser af kænguruer rundt. En hel flok kænguruer. Kænguruen, det ikoniske australske dyr, pungdyr. I det her tilfælde så er det Eastern Grey Kangaroo, en af de store kænguru-arter. De er i flokke, fordi kænguruen er et flokkdyr. Her nede i Australien kalder de dem kangaroo mobs.

Altså det er bare vildt fedt.

Og den, vi lige hørte, det var en magpie. Som mange af mine kunder siger, ‘Hvad det er for en fugl, der lyder som robot?’

Og dem sidder der også nogle stykker deroppe af. Der er den igen…

Det er en lidt sjov ting at stå her i Grampians Paradise Caravan Woodland Park. Fordi dem, der ejer det her sted, Aidan Banfield og Nessa, har inviteret mig herud. Hvor jeg kunne hjælpe dem lidt med deres hjemmeside og tage nogle billeder og noget video. Og så har de så til gengæld lovet mig, at de vil stille op til et lille interview. For jeg er lidt interesseret i at høre: hvad var det egentlig taget, der gjorde, at de kreerede – for det er det, de har – det er et virkelig smukket sted, som man med det samme kan forstå, hvorfor de kalder det ‘Paradise’.

Det er nemlig masser af beplantninger, som de selv har stået for de sidste. Såvidt jeg har hørt, så er de nu i 5. generation. Så det er noget, der er gået over lang tid, men det er allerseneste, der er sket. – det er det, som jeg skal ind og interviewe Aidan Banfield om – nemlig tilblivelsen af alle de her wetlands – en masse små søer, han har gravet ud og som har tiltrukket utrolig mange dyr.

Den, der fløj over her – det er en Butcherbird. Så er der altså… ja bare mens jeg står og taler det her, så har jeg bare set i hvert fald fire forskellige papagøjer i øjnene. Den langnæbede korella hører til her. Det er også de af flokke. Der er den gultoppede krakadue, som man kan høre i baggrunden.

Ja, det er simpelthen bare et paradis, det her. Men nu vil jeg gå ind og prøve at tale lidt med Aidan Banfield.

Aidan Banfield: (Oversat)
Sov du godt?

Christian Nikolajsen:
Fantastisk!

Aidan Banfield:
Godt!

Christian Nikolajsen:
Som altid her. Skulle vi gå ind? Jeg vil blive færdig med det her om cirka fem minutter. Ah… du skal lige lave din daglige rutine? Alright! Så hvad tænker du… 20 minutter, en halv time.

Aidan Banfield:
En halv time.

Jeg bliver let passionet om tingene. Jeg har ingen problem med det. Det er bare en del af min make-up. Hvad jeg end fokuserer på, det er jeg passionet om.

Folk siger, at jeg er obsessiv. ‘Oh, der er Aidan Banfield, afsted farer han ud af sin næste tangent, sin næste store drøm. Nu skal vi høre på ham fortælle om wetlands i de næste 100 år, indtil han finder på, hvad hans næste næste passion skal være.’

Men i alle de passioner har der været underliggende strøm. Et stabilt fokus igennem hele mit liv har været naturen. De vilde dyr, plantene, bjergene, nattehimlen – tingene, der er større end os.

Og det tog et stort skridt frem, da jeg begyndte at se – sammen med min familie – David Attenboroughs ‘Livet på Jorden’-serien. Du ved, det er 1979 eller 1980 i Australien. Jeg er 10 eller 11 år. Og det nye program, BBC program, starter på tv med denne her fantastiske stemme, fantastiske tv-vært, der frembringer en dybde og følelse og forståelse af naturen, som ingen havde gjort på tv før.

David Attenborough (klip fra tv-udsendelse):
“… Hvis det handler om at lægge dine æg et passende sted, så er der nogle insekter, der overtaler andre insekter til at gøre jobbet for dem…”

Aidan Banfield:
Det var transformativt. Så det begyndte at udvide min allerede eksisterende kærlighed for naturen, og virkelig begyndte at fasttømre det som en underliggende strøm i forhold til hvem jeg er.

Så senerehen får jeg mulighed for at arbejde på at bygge de vådområder her. Jeg er blevet noget ældre på det tidspunkt – det var i 2000, da vi startede det. Og det var et 12 år langt rewilding projekt, hvor jeg med min families støtte hældte så mange penge i det, så meget tid, så mange anstrengelser, så meget læring, så meget fokus på at skabe det, vi nu har.

Christian Nikolajsen:
Så meget alt muligt, vil jeg sige, for det er jo ikke bare en lille dam, eller…? Hvor stort er det?

Aidan Banfield:
Der er 30 damme – vådområde-økosystemet. Vi tænker, det er godt 4 hektar, så ja, plus minus 2 hektarer af vandoverflade-område. Det er lavvands damme med mange planter i dem, men det er ikke alt. Så har du alt det omkringliggende land af sædger, trøm, langgræs og fugtig jord, og det er godt fire gange så stort. Og det er vigtigt. Hvis ikke du har det, så har du ikke et vådområde-økosystem.

Og så spol hurtigt frem til nu, 2024, hvor vi har det mest fantastiske økosystem, fuldt af den største mangfoldighed af liv. Det er bare helt vildt. Vi har, i nærheden af en million frøer af otte forskellige arter. Jeg mener, bare at have otte arter er jo helt vildt. Måske 100 fuglearter, af hvilke godt halvdelen af dem sætter deres afkom i verden her og giver dem deres opvækst. Vi har kænguruer, svamp-wollabies, vi har to forskellige typer af possums i træerne. Fra tid til anden kommer emuene ind på campingpladsen.

Vi har kun vores egen flok af emuer. De er helt vildt. De kan gå hvor de vil, men de kan godt lide at være her på vores område. Der er 20 af dem. I nogle år finder vi deres reder. Det er bare fantastisk.

Der er så meget liv pakket ind i dette små område. Og det er her, fordi af hvad min familie gjorde. Det er her, på grund af den rewilding, som vi lavede.

Og jeg vil håber, det kan inspirere dig at starte dit eget lille rewilding projekt. Og det betyder ikke noget, hvor stort eller småt det er. Det kunne bogstaveligt talt være et fuglebad, og de rigtige ting, så fuglene ved at – ‘Ja, dette er et sikkert hjem.’

Eller det kunne være kvadratkilometer af sump, som vi restaurerer.

Alle disse er virkelig vigtige.

Christian Nikolajsen:
Hvad giver det egentlig, at bringe naturen tilbage?

Aidan Banfield:
Ah det får hjertet til at synge. Det er ikke andet at sige om det: Det får det til at synge hver eneste dag. At være så heldig at kunne gå udenfor og have en 50-50 chance for at støde ind i nogle kænguruer – at høre cuckaborrows om morgenen. At have en lydlandskab, som 95 procent af tiden i dagtimerne er fuldt af fuglekald og på visse årstider også frøernes kald. Det løfter sjælen til et helt andet niveau. Det gør det virkelig. Jeg føler – uanset hvor stresset livet kan være, og tro mig, livet kan være meget stresset – jeg føler mig lykkelig. Måske 80-90 procent af tiden. Den her dybe, dybe lykkefølelse.

Christian Nikolajsen:
Så naturen kan gøre det?

Aidan Banfield:
Absolut, ja. Som ingenting andet her på Jorden.

Christian Nikolajsen:
Og det er lige udenfor. Det er fantastisk.

Aidan Banfield:
Ja, helt sikkert. Selv her hvor vi står indendørs, vores øjne er gået forbi hinanden over til vinduerne, hvor vi kan følge med i hvad der sker udenfor: De store træer, familien har plantet i løbet af de sidste 90 år, fuglene, tingene der foregår, bare det at nogle blade flytter på sig, vinden bevæger dem. En fugl kommer lige ind på tværs, eller en sumpkænguru hopper forbi og forsvinder ud til siden.

Fra tid til anden stopper samtalen og vi sidder bare og kigger, fordi vi er blevet distraheret af, hvad der foregår ude i naturen. Så selvom vi er indendørs, er det der sammen med os. Og i det øjeblik, du går ud, så befinder du dig lige i midten af dette menneskeskabte økosystem. Det er fantastisk.
I taler om at gribe dagen. Tænk på, hvordan naturen lever, hvordan dyrene lever. De lever i øjeblikket – de griber virkelig dagen.

Det er let at komme langt foran dig selv, og det er let at begrave sig i fortiden. Og jeg har gjort begge dele. Men det er kun i det øjeblik, der er lige nu, at du har muligheden for at gøre noget, at forandre noget, at opleve.

Ja, hvis du have tingene til at ske, hvis du vil have et tilfredsstillende liv, hvis du gerne vil have, at når du kommer til slutningen kan du se tilbage og sige, ‘Jeg har haft et godt liv, der har mening’, så har du virkelig brug for at gribe dagen. Hver eneste dag skal du prøve at gøre ting, der føles meningsfulde, der føles belønnende. Og det – som jeg oplever det – hjælper naturen og hjælper andre mennesker.

Mik Aidt:
Sådan, og med de ord – en hel time er gået – sådan greb vi dagen. Podcast-dagen. Grib Dagen.

Christian Nikolajsen:
Hold da op, hvor er det fedt at tale med andre mennesker om, hvordan de griber dagen. Jeg er helt sikker på, at der skal være meget mere feltarbejde. Du klarer det fint, dér, som kontrolmesteren derinde i kontroltårnet. Så mere af det.

Mik Aidt:
Helt sikkert, og jeg vil også sige, altså, Christian, der er ikke noget bedre her i tilværelsen, end det der med at være sammen med andre mennesker. Altså at dele erfaringer, at udvikle ting, gøre ting sammen. Taknemlighed, samhøjhed, fællesskab – alle de der ord. Det er simpelthen det, vi har brug for. Det er sådan, man griber dagen.

Christian Nikolajsen:
Netop! Og hvis nu du skulle have lyst til at møde Carsten fra Kenya, ja så har han jo faktisk rejseleder på rejsen, som hedder ‘Safari og Stammefolk i Kenya’. Og jeg ved, at det er sådan noget, der bliver sat på den hjemmeside, der hedder Victors Farmor. Der kan man altså finde den her rejse.

Og her til sidst, der hørte vi jo Aidan Banfield. Og Aidan Banfield han er jo indehaver af campingpladsen, der hedder Grampians Paradise, som jo sjovt nok hedder grampiansparadise.com.au på websitet. Men nu synes jeg, at det er tid til at gå ud i det almindelige liv her imellem episode 9 og episode 10.

Mik Aidt:
Og se om vi kan og om vi tør gribe dagen, sådan som vi har talt om i en hel time nu, med nye oplevelser.

Christian Nikolajsen:
Ja, ikke bare nye oplevelser, men helt nye, uforventelige oplevelser.

Mik Aidt:
Yes.

Christian Nikolajsen:
Tak for denne gang.

Mik Aidt:
Vi høres ved.

Christian Nikolajsen:
Schhhhhuiwww… Så kom vingefanget.

[Musik og magpie]