Transkription af Grib Dagen Podcast – episode 10

[Magpie song]

Mik Aidt:
Grib!

Christel:
Grib dagen

[Musik]

Christian Nikolajsen:
Grib Dagen for mig er, den-unde-lynende: det’ nu!

Mik Aidt:
I mere end et helt årti efterhånden har jeg haft det her Steve Jobs citat stående på toppen af min Facebook-side: “Lad være med at leve i en illusion om, at du har noget at miste. Du er allerede nøgen,” sagde Steve Jobs. “Der er ingen grund til, at du ikke skulle følge dit hjerte.”

Christian Nikolajsen:
Det er lige her og nu. Og det er sådan et lykkepunkt for mig.

Mik:
Grib!

Christian:
‘Hvor mon den er, den røde tråd?’… Kan du huske den?

Mik:
Kim Larsen?

Christian:
Arrrr. Nu må du holde op! Shubidua.

Mik:
Nåeh!

Christian:
Og hvorfor nævner jeg lige den røde tråd? Det gør jeg fordi det er på sin plads her i Grib dagen 10 – episode 10 – at fortælle, at den røde tråd handler om det at være dansker i Australien – og alt det, det indbefatter.

Mik:
Og meningen med livet skal vi også tale om i Grib Dagen episode 10. Det er jo et emne, man kan sige vi har kredset om i alle de forrige 9 episoder af Grib Dagen. Men i dag, der får vi en ekspert på banen. Sådan én, der forsker i DNA og livets opståen – og hvad ved jeg – som virkelig forstår noget om, hvad meningen med livet er.

Christian:
Evolutions biolog – professor i evolutions biologi. Altså han er fantastisk, denne her mand her, i forhold til alt det, han beskæftiger sig med inden for dette DNA-område. Han er jo dansker, og jeg mødte ham der ovre i Vestaustralien i sin tid, ja lang tid tilbage – i 2008. Og det var faktisk også dér, hvor jeg mødte andre mennesker, helt tilfældigt. Og det var blandt andet familien Rasmussen, som jeg tog ud til. Og dem kommer vi også til at høre om i dag – i et lille klip ovre fra dem af. Men allerførst så skal vi en tur op i den nordlige hemisfære til vores gamle fædreland, Danmark.

Christel:
Grib Danmark

Christian:
Det er en lidt anderledes episode af Grib dagen, vi har med i dag, fordi jeg sidder i kontroltårnet, som Mik jo plejer at gøre, og jeg plejer jo at være i felten. Men nu er det Mik, der er i felten. Og han er ikke bare i felten, han sidder nemlig oppe i Danmark, hvor han kommer fra jo, så det bliver spændende at høre, hvad Mik har at rapportere om fra det gamle Danmark.

Mik:
Og ikke bare sidder jeg i mit fødeland, og i min fødeby, Aarhus, men også i det hus, som jeg voksede op i – siden jeg var ni år gammel – i Risskov, lidt nord for Aarhus, hvor der er udsigt til skov og vand, og det hele er meget, meget smukt sådan en augustdag her. Der er blå himmel, det er vindstille, og ja, det er jo som i min barndom, altså hvor man vågner op om morgenen… Det eneste man lige tager på, er nogle shorts, og så løber man ud i græsset i bare tæer – og lige en tur ned til vandet – at se om der er nogen krabber – eller om man lige skulle have en tur ned og vågne op i det som regel altid rimeligt kølige vand … Og sådan er det også nu her i Danmark.

Det er smukt – Danmark i august. Ikke mindst den grønne skov, som er helt fantastisk med alle de grønne farver, som der jo er i en bøgeskov.

Samtidig så synes jeg også, at det er slående for mig, når jeg kommer fra Australien, hvor stille her er. Naturen… Christian, du taler altid om naturen. Jeg lover dig, jeg har virkelig lagt mærke til denne her gang: så stille Danmark er i august. Jeg ved godt, at i foråret så er der masser af fugle og sådan noget. Men her i august måned, når det er vindstille og der er ikke et blad, der rører sig, så skal man altså lytte rigtig godt efter for at høre et enkelt lille pip fra naturen. Måske en due fjernt fjernt væk, men det er så også det hele.

Og det er sådan set meget betegnende for, hvordan jeg oplevede, da jeg kom til Danmark – du ved, man kommer ind med flyveren, lander i Kastrup. Man ser alle de der fine vindmøller, der står der i det blå vand lige uden for hovedstaden. Og så kommer man ind i et land, som er utrolig stille – og stilrent. Det hele er rent og glat.

Man kommer sådan lynhurtigt ned… så sidder man dér og venter på et tog, så kommer toget. Der er næsten ingen mennesker. Man går ind – finder en plads, og så triller man lige så stille ind mod Hovedbanegården i København. Og det er så fredeligt. Altså. Det er virkelig det første indtryk, jeg får, når jeg kommer til Danmark: Det hele er så fredeligt.

Men, Christian, det hele er ikke så fredeligt, som det har været, kan jeg love dig – i Danmark længere, fordi der er kommet en ny faktor ind, som hedder, at Sverige har en hel masse kriminelle – man siger der er over 30.000 kriminelle med indvandrerbaggrund i Sverige, og de er altså begyndt at komme ind over grænsen på den måde, at de bliver hyret som lejesoldater nærmest og så render de rundt i Danmark og skyder på folk, som de er blevet hyret til at dræbe.

Og der er noget med 25 mennesker, der er blevet enten skudt eller dræbt her inden for det sidste halv år, og det er på nyhederne hele tiden, hvordan disse de her svenske kriminelle raserer især i København, og hvad man skal gøre ved det, selvfølgelig.

Så der er… apropos ‘slanger i paradiset’, så er der altså også kommet slanger i det danske paradis – i den fredelige og glatte overflade…

Christian:
Ugler i mosen!

Mik:
Og ugler i mosen, præcis. Noget andet der bliver snakket meget om i nyhederne er ildsvind. Og det er jo noget, der ikke vil gøre dig glad at høre, men det er altså sådan, at i næsten alle de danske farvande, der er fiskene fuldstændig forsundet. Og i stedet for er der sådan en suppe af grønne alger.

Ildsvind er jo noget, der dræber fiskene. Og det fordi algerne tager den ilt ud af vandet, som fiskene skulle have brugt. Og det betyder, at fiskekuttere står bare linet up inde i havnene. Man skal virkelig langt ud på Østersøen og i Nordsøen for at finde fisk. Og det jo en trist snak, og det noget, bliver snakket rigtig meget om i nyhederne: ‘Hvad skal vi gøre? Hvordan får vi det her omstillet?’

Og det den sidste ting, som jeg vil sige man snakker ufatteligt meget om i medierne hele tiden – og det er ordet ‘omstilling’. Især har man et helt begreb i Danmark nu – man taler om ‘Den Grønne Omstilling’. Og det er jo ikke den grønne alge-omstilling, men det er omstillingen til vedvejende energi og til bæredygtighed.

Det er helt imponerende at komme fra Australien til Danmark og så se, hvor meget det fylder i medierne. Og ikke bare i medierne, men også i reklamerne. For eksempel på TV2, er masser af reklamer. To tredjedele af reklamerne handler om noget med den grønne omstilling. Det er banker og store kommunikationsvirksomheder, som fortæller om, hvor gode de er til at hjælpe med at få denne her Grønne Omstilling til at ske.

Topnyhederne i denne her uge, var, at supermarkedspriserne er de højeste nogensinde i Danmark. Og så var der også en historie om, at prisen på gulv er den højeste nogensinde. Og hvad skyldes det? …sagde reporteren: Det skyldes usikkerhed, det skyldes urolige tider.

Og det nok det, kan sige, ligger lige under overfladen. Hvis man skal komme med en rapport om, hvad der sker i Danmark lige nu, så ligger Ukraine – og truslen fra den store bjørn Rusland hele tiden lige under overfladen. Man har lige sat et nyt ministerium i gang for at sikre beredskabet i Danmark, og for sikre danskernes tryghed, som statsministeren sagde i en tale på Slotspladsen her forleden. Et ministerium for cyberangreb og for klimakrise. Og danskerne er jo også blevet bedt om at sørge for, at de har proviant og vand til tre dage – så de kan klare sig, hvis pludselig vandet og strømmen går. Så skal man lige kunne klare sig i tre dage. Det er jo altså nye tider, at man bliver bedt om at gøre sig klar til det.

Så der er en oprustning, og der er en utryghed i Danmark lige i øjeblikket, som især går på det med truslen fra Rusland.

Men så er der så også kommet for eksempel en ny minister… – i samme ombeværing blev der så også åbnet op i et nyt ministerium for netop Den Grønne Omstilling. Og det der med, at man her i Danmark indfører tiltag, der – man kan sige – begrænser skaderne på vores klima, det er noget, virkelig buldrer frem. Og det meget synligt i gadebillet, for jeg lover dig for, at der er sket en hel revolution i forhold til elbiler og elcykler og opladere og solpaneler og vindmøller. Og den bevidsthed, der er i befolkningen omkring, at ‘Det er ikke noget, vi gør som en form for symbol på, vi går den rigtige retning.’ Nej, det er fordi, at nu tager vi faktisk klimakrisen alvorligt.

Der bliver snakket om det i nyhederne hver eneste aften. Jeg siger dig, Christian, hver eneste aften er der ikke bare, ‘nu kommer vejret’, nej, nu kommer vejret og klimaet. Og så bliver der snakket både vejr og det langsigtede klima blandet ind mellem hinanden, og så bliver der også snakket løsninger. Der bliver givet gode eksempler på folk, har opfundet nye ting, eller nye trends, der foregår.

Og et andet symbol på, hvor langt man er kommet i Danmark med Den Grønne Omstilling og med elbils-omstillingen, er at nu kan man oplade sin elbil på en tankstation. Det er jo noget, er helt nærmest utænkeligt i Australien, at man skulle kunne køre ind på en benzintankstation og oplade sin elbil. Det kan du her i Danmark. Og ikke bare står der sådan to forkølede standere, ligesom i Australien. Nej, der står måske 16 eller 20 af sådan nogle opladere på de her steder, hvor man kan oplade sine biler.

Og de oplader med en hastighed – jeg var sådan helt ved at gå bagover! – De er fem eller seks gange hurtigere end det allerhurtigste, du overhovedet kan få i Australien.

Og det betyder, at skidtet fungerer. Det betyder, at flere og flere mennesker kører rundt i de her el-biler og har ikke noget der ligner det, vi i Australien kalder ‘range anxiety’. Nej. De kører bare, og når de skal oplade, så oplader de. Og det tager lige fem minutter, og så kan de køre en to-trehundrede kilometer igen – og så videre.

Så Den Grønne Omstilling er virkelig i gang i Danmark. Det føles jo, der hvor jeg kommer fra, rigtig godt. Det er noget, der virkelig glæder mig. Jeg føler faktisk lidt som om vi er trådt ind i en fremtidsdrøm. Det her er, hvordan Australien forhåbentlig en dag kan blive – om 10 eller 20 år.

Men – kom til Danmark og oplev, hvordan det er. Det er en god fornemmelse.

Og så vil jeg sige, flotteste måske næsten, som man oplever, når man kommer som gæst fra Australien. Det er det her med, hvordan danskerne har tillid til hinanden. De har tillid til systemet, til regeringen, til politikerne og til hinanden. Og det er jo det, der skaber tryghed.

Det er jo det, gør, folk efterlader deres cykler ulåste. At du ser folk, der bare går fra deres hus uden at låse døren. Danmark er et samfund, er gennemsyret af tillid. ‘Trust’, som de kalder det i Australien.

Og tillid, det er jo også noget med… altså ord som man også hører i medierne hele tiden – som samhørighed og fællesskab. Og den gode gamle Grundtvig med hans andelstanke, den florerer! Alle steder taler man om andele og sharing. Altså det er jo også det med Den Grønne Omstilling at der er meget med delebiler og dele-dit og dele-dat.

Og så på et lidt højere niveau, så kan jeg også mærke, hvordan danskerne er kanongode til det her med at diskutere ting. De har teknikker, så folk føler, de er blevet lyttet til, også selvom de er dybt uenige. Når man ser en debat i medierne, så fornemmer jeg, at danskerne har udviklet nogle metoder, hvor de får sådan nogle ærkemodstandere til at stå i det samme rum og tale med respekt til hinanden – og med hinanden. De lytter til hinanden – eller de får i hvert fald lov til at stille spørgsmål til hinanden. I stedet for bare at og råbe hinanden eller kalde hinanden grimme navne.

Så det er noget af det, der gør, synes jeg, allermest indtryk, når man kommer til Danmark: det er det gode gamle ord dér, med tryghed og tillid. Og det jo også noget, man hører, at Danmark er verdensberømt for, fordi hvad fører det til i sidste ende? Jamen, det fører jo til, at i de der lykkemålinger, der ryger danskerne op i top som – i gåseøjne – ‘det lykkeligste folkefærd’. Men det handler ikke kun om lykke, det handler også om en tilfredshed med tilværelsen. Og den tilfredshed kommer fordi, at folk føler, der er ro på, der er tryghed og tillid. Og der er hygge! Der er tid til hygge.

Når jeg kommer til Risskov, så er en dansk bøgeskov for mig indbegrebet af både hygge og tryghed. Jeg elsker at ud i den skov og bare suge til mig af de smukke farver. Og så måske også den stillhed, der er. Fordi det er også noget positivt. Sådan meditativt, næsten – at der er så stille ude i naturen.

Når alt det er så sagt, Christian, så er der altså også en negativ historie, eller en negativ side af den medalje om tryghed. Og det er, at tryghed – det kan også nogle gange være næsten for meget af det gode. Altså det kan blive sådan omklamrende, som sådan en dyne eller en sovepude, der bare lægger låg på.

Og det er måske noget af det, jeg får allermest røde knubber over, når jeg er i Danmark, det er… Hvor man hører det hele tiden diskuteret i nyhederne – det er ordet ‘hverdag’. Danskerne elsker at tale om deres hverdag, og de føler virkelig, hverdagen er vigtig for dem. De skal ‘forsvare hverdagen’. Og jeg tænker sådan lidt, ‘Åh nej nej, lad mig komme væk! Jeg gider ikke at være i det her hverdags-Danmark!’
Så når man har været her en måned på de her breddegrader, så kommer der også et tidspunkt, hvor man føler sig mæt af den der tryghed, og al den der renlighed og strømlignethed. Og man får lyst til at bare hoppe op på den førstkommende flyver og komme tilbage til Australien, hvor tingene er sådan måske lidt mere råt, og det er lidt mere, hvad skal man sige, som det Vilde Vesten, eller sådan lidt… og rejse tilbage i tiden måske. Tilbage til den utrygge natur med hajer og slanger, og jeg ved ikke hvad, og en masse fugle, der skræpper, og jo, og støj, og forurenende biler – altså det er ikke fordi jeg savner dem, men altså… Der er noget omkring alle de ting, der foregår i Australien, som ikke er rent og glat og pænt, men som er levende, og som holder pulsen oppe. Det er noget af det, som jeg savner, når jeg har været en måned i Danmark.

Christian: (15:16)
Hold da op, Mik. Jeg har bare kunne holde min mund i de sidste 12 minutter, men nu kan jeg ikke holde det tilbage længere, for jeg har meget at sige til alt det, du har sagt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Men… Jeg bor jo i Australien, ligesom dig selv, og jeg kunne høre det der, hvad du siger, at du savner lidt at komme hjem til ‘cowboy-landet’, om jeg så må sige.

Det kan jeg godt forstå, fordi jeg har præcis den her oplevelse med at bo her i cowboy-land.

For det første vil jeg sige, at Australien er 183 gange større end Danmark. Og har en population, altså en befolkning på det, der svarer til… jeg tror, er det, fire-fem gange Danmarks størrelse. Så der er rigeligt plads til mennesker. Det skal jeg da lige hilse og sige.

Og i den forbindelse kan man sige, at så er der også rigtig meget plads til det, som jeg rigtig godt kan lide – det, der hedder ‘endorphin indsprøjtningen’, nemlig naturen. Og naturen for mig er jo ikke, som du siger, sådan en dejlig bøgeskov, hvor der er ingen lyd. For mig handler naturen og en sund natur om, at der rent faktisk er lyde. Og det er selvfølgelig dyrelyde, jeg snakker om. Altså fugle og insekter og så videre. Og dem er der rigeligt af her. Det er det, vi kalder biodiversitet. Den er enormt stor – kontra det, der er i Danmark.

Og lige hvis jeg må parkere lidt ved den der biodiversitet, fordi det der med, at der egentligtaget er mulighed for… at der er så meget liv derude, andet end det vores art, altså os mennesker, det handler jo rigtig, rigtig meget om at der er plads til det.

I Danmark, der siger man jo, at det er cirka 97 procent af Danmarks areal, der er bebygget, altså med veje og huse og jeg-ska’-gi’-dig-ska’-jeg, men også i landbrugsarealer og ja, bøgeskoven, er beplantet. Men de her store, store mængde af landbrugsarealer, det jo det, der bliver gødet. Det er kvælstof, der kommer alt for meget ud af. Og når vi sådan har plantet det hele til i Danmark, så meget som det nu er, så vil alt det, hver gang det regner og så videre, så skyller man jo alt det her ekstra kvælstof ud. Og så får vi det, som du snakker om, og som åbentbart er topic i Danmark og har været det i nogle år, ved jeg: at så får vi iltsvind ude i fjorde og åer, og jeg ska’ gi’ dig ska’ jeg.

Og det gør jo bare, at de her grønalger, de bare lever godt og æder alt ilten, og derfor er der ikke nogen dyr, kan leve der. Det er rigtig sørgeligt at se.

Jeg synes, at… da, sidste gang jeg var i Danmark, der kunne jeg fornemme, at man havde meget, meget OBS ved have brillerne på i forhold til, at nu skal vi altså lige have en grøn omstilling – i hvert fald Den Grønne Omstilling omkring naturen, der handler rigtig meget om, at måske skulle se og få rettet lidt op på den her biodiversitet i Danmark.

Det var meget fedt at se, fordi det handler både om at private boliger, altså parcelhuse og sådan noget, som kan gå op og banke på hos kommunen, og så sige, ‘Jeg kan lige få en pose frø, og så kan jeg plante nogle vilde planter’. Og jeg kunne også godt se det i grøftekanter og så videre. For der havde kommunerne også sået og plantet oprindelige danske plantearter. Så det er godt at se – i forhold til biodiversiteten.

Og jeg vil give dig fuldstændig ret, man er så langt mere fremme i forhold til elbiler og elcykler og kan have standere og alt det der, du snakker om. Men der er jo den der… vi skal lige huske på. Og landet er så rigtig stor som det her cowboyland er, så er det altså rimelig svært at få det første indhente energi, kan smides ud via så transmission towers lang-pokker-i-vold alle mulige steder. Det er en meget, meget dyr ting, og det er også en svær ting at gøre. Men man er jo i gang her i en grøn omstilling, ikke i samme hastighed, men den er man i fuld gang med.

Jeg blev meget overrasket over her for ikke så længe siden, det kan godt fortælle dig, at i South Australia regner man med at i 2030, det er da ikke… der er ikke så lang tid til, så skal man være fuldstændig renewable [vedvarende energi]. Det er alt sammen renewable. Og det synes jeg er spændende.

Mik:
Mmm! Og jeg kan også lige indføje, at her forleden så var Tasmanien op på at levere 102 procent elektricitet fra renewables, altså fra vind- og vandkraftværker.

Christian:
Det er jo fantastisk. Jeg er sikker på, at det skal nok komme. Og det der selvfølgelig er, desværre, det er den infrastruktur, der skal til for at have ladestandere og så videre til elektriske biler. Men lige præcis det her med elektriske biler, det er jeg også helt på røven over. Nu blev de bare kastet ind med – i år – cirka 40 forskellige slags elektriske biler fra Kina blandt andet og så videre. Så… Det skal nok komme. Ro på, vil jeg sige.

Hvis jeg lige kan komme med en kommentarer omkring det, som du siger med, at “der er tillid i det danske samfund”. Jeg boede jo i 45 år i Danmark, og har selvfølgelig rigtig mange gode venner og familiemedlemmer, som bor mestendels på Djævleøen, som man vil sige, når man er sådan én som dig, fra Aarhus. Der er mange, som bor i Københavnsområdet, så der nogle, der bor i Vestegnen, og nogle bor nede i Køge, og nogle bor i Ringsted og så videre. Og jeg kan bare huske, og jeg ved det er sådan, at den der tillid, som du snakker om, og den tryghed, den er ikke helt lige så stor, som du siger, at du oplevede på en måneds tur i Danmark.

Og jeg kan sige dig, altså, det handler om, at cykler bliver stjålet. Der er simpelthen direkte organiserede bander, tyveri-bander, der kommer… ikke fra Danmark, men udefra, og henter dem og smider dem ind i biler og så ryger de ned til Rumænien og alt muligt andet.

Så man bliver nødt til at låse, og det gør også, at man kan se det på forsikringsselskabspriserne. Det er så dyrt, og det handler om, der er virkelig gang i det der utryghed. Sådan er det bare desværre.

Jeg tænkte lidt over, da du sagde det der med… – nu vi taler om kriminalitet, at hold da op! Nu valfarter de over, de bliver hyret fra Sverige af, de der kriminelle bander. Ja, det er rigtigt. Men hvem bliver de hyret af? Det jo nogle danskere, sidder og hyrer dem. Så der ligger en eller anden tanke om… at der sidder nogen i Danmark. Jeg ved ikke, hvem der er. Men der er jo nogen, hyrer dem. Og det, synes jeg ikke, er direkte udtryk for et ‘lykkeligt samfund’. At der er nogen borgere i samfundet, der gør selv den tjeneste at hyre kriminelle bander til at gøre alt muligt. Endda at skyde folk. Så det er bare så min umiddelbare tanke omkring det.

Mik:
Og det er jo rigtigt, Christian. Selvfølgelig er der altid flere eller mange historier, man kan fortælle. Jeg fortæller jo min historie, som er lidt en turisthistorie, kan man sige. Og det er jo sådan, at når man kommer til et land, at den første måned, så får man alle de der positive input. Det er først, når man bor i landet i længere tid, at man finder ud af, så var det måske ikke helt. Men nu fik du sådan lige et frisk, hvad skal man sige, et lille turist-view fra, hvordan jeg oplevede Danmark.

Christian:
Jamen altså, jeg forstår det så udemærket, fordi det er jo altså dér, vi kommer fra, Mik. Der er så mange fede ting ved det. Det at jeg bor her i Australien, det er ikke bare, fordi det er guld og grønne skove, for der er det ikke overhovedet. Der er masser af ting at være nervøse over, at være udtryg over. Men jeg vil sige et ord, som er en af de allervigtigste ting for mig personligt – og for min familie personligt – hvorfor i alverden vi er her. Jeg tror du kom til at sige det handlede om, at i Danmark, der er der jo regelsæt og der er streamlinethed, og så videre. Jeg kan godt lide det modsatte, fordi det giver mig – inde i kroppen – den her følelse af en frihed. Jeg kan gøre hvad jeg vil. Der ligger simpelthen lige foran min næsetip muligheder, konstancer, du! Og jeg skal ikke argumentere histen og pisten, og jeg skal ikke leve op til alle mulige krav om det ene og det andet. Jeg kan simpelthen gøre det. Og det, altså, det vil jeg proppe ind under det der store ord, der hedder frihed.

Det er sjovt nok – det der med frihed. Ordet frihed, Mik. Jeg er jo NLP coach. Og når jeg coacher folk, så vil de gerne et eller andet. De vil gerne have en firehjulstrækker – eller et eller andet. ‘Jeg ku’ godt tænke mig det’ – okay! Og så begynder jeg så at spørge ind. Fordi i sidste ende er det jo en følelse: ‘Fordi så bliver jeg glad. Og så sker det… Og det er derfor, jeg gerne vil have det.’ Og til sidst, der er der ét ord, der altid popper frem. Og hvad er det, tror du, Mik?
Mik:
Frihed!

Christian:
Simpelthen! Og det er der jo også i Danmark, absolut! Men lige personligt for mig selv, kan jeg godt se, at strukturen i Danmark er sværere for mig at give den frihed, som jeg egentlig taget har nu.

Mik:
Frihed – og så jo også det, som du også taler meget ofte om – muligheder for noget, man ikke lige havde regnet med. Det uforventede. Meget af det, som vi taler om i Grib dagen. Noget, som gør én glad, når der sker noget, som man ikke lige havde regnet med. Og så at det giver en god oplevelse. Men Christian, for at komme lidt videre i vores podcast her, så… Du har jo talt med to personer, som har dansk baggrund, men også bor her i Australien, og I har netop talt om det der med det uforventede og tilfældighederne.

Christel: (24:36)
Grib tilfældigheden

Christian:
På et tidspunkt i mit liv, så opdagede jeg, at det er ret godt for mig at opsøge uforventede oplevelser. Altså ting, som jeg ikke selv har kontrol over. Fordi når jeg er der, så… alle de der tilfældigheder, der jo hele tiden findes omkring en, giver mig en mulighed for at få oplevelser. Det kan være oplevelser, som jeg kan bygge videre på. Det kan være oplevelser, som jeg siger, det skal jeg da i hvert fald ikke. Men dog nye oplevelser.

Og nogle gange er de oplevelser, som der opstår af tilfældighederne, det er en oplevelse at møde nyt menneske. Og jeg havde sådan en oplevelse tilbage i 2008, hvor jeg boede i Vestaustralien i Perth. Min datter og jeg var i en situation, hvor vi tænkte, ‘Nah, nu har boet her lidt over et halvt år i Australien, og måske skulle vi lige prøve at hvad det der skandinaviske hus i den tid er for noget.’ Vi kørte derud. Og lige den dag, tilfældigvis, skulle der klargøres til en 75-års fødselsdag. Den her fødselsdag var Tove, som blev 75. Hendes familie var der, og de stod og dækkede bordet og klargjorde til festen, der skulle foregå om aftenen. Jeg havde en snak med den ene søn, han hedder Ken, og det blev faktisk så starten til vores venskab med familien Rasmussen i Perth.

Jeg har sådan en betragtning af livet som en lang kæde bestående af mange små kædeled. Og det dér møde med familie Rasmussen er helt klart et del af den kæde. Uden det kædeled, ville resten, som kom efter, ikke være præcis som det er i dag.

Og så fornyelig tog jeg fat i Tove, som så er 91 år i dag. Jeg spurgte hende, ‘Hvad så, Tove? Jeg synes, det lyder som om, du har har haft et liv, der er indholdsrigt i forhold til det der med at rejse.’ Og jeg var også nysgerrig på, hvad der engang taget havde bragt hende i gang med det her. Altså at bo i Danmark tilbage i 1950erne, og så ellers tage afsted ud i verden, som hun nu har gjort, og bo, her og nu, i Australien.

Det ville hun gerne, men hun ville gerne have sin søn med, Ken. Det er klart, fordi Ken skal sørge for al det der tekniske opsætning. Og så sker der jo det, når man skal gå i gang med at optage, så er det gudskelov sådan, at tilfældighedene spiller igen ind. Uforudsete oplevelser.

Det gjorde bare, at der skulle flyttes rundt på tingene, og vi kom udenfor og det ene og det andet – og til sidst endte også med at blive åbnet op for en lille historie omkring Ken og hans tilfældige møde med et andet menneske i sit liv, som så også har betydet noget for ham.

Men jeg synes, at vi bare skal gå igang med at høre hvad de siger. Så god fornøjelse.

[Hjerteslag – musik]

Tove:
Jeg var ude og danse en aften, og så inviterede han mig til at møde ham dagen efter. Og så, så har vi så været – blev vi så venner fra dengang.

Det har fifty four, I think. Yeah, fordi vi blev gift i 1956.

Jeg kan ikke huske… Jeg tror vi var hos hans far, vi flyttede ned og boede hos hans far, og så rejste jeg hjem og fik ordnet ting til brylluppet og han kom så, samme dag tror jeg det var, de kom op. De kom så fra Lolland op til Thisted, vi blev gift i Thisted.

Da vi mødtes, da havde han jo fortalt mig, at vi kunne ikke blive venner, hvis ikke jeg ville med ham til Amerika. Så tænkte jeg, ‘Nå ja, det ved jeg ikke. Det er jo slet ikke sikkert, det bliver til noget. Så jeg sagde bare ja.’

Vi købte hus og havde hus på Lolland. Så kom det jo så til det tidspunkt, hvor han ville have vi skulle til Amerika.

Vi bestemte, at vi vil rejse til Canada, så nær grænsen som muligt, og derfor tog vi til British Columbia – og det var i nærheden af Vancouver. Vi var der i 7 år. Og jeg fik tre drenge derovre.

Ja, så rejste vi jo hjem, for for det første, min mand havde jo ingen uddannelse, så han var jo kun… når han arbejdede på gårdene og eller også var han i sådan noget træ. De havde meget med træ derovre i Canada, og der var han hos sin bror et stykke tid og arbejde. Og så rejste jeg hjem med børnene. Og på det tidspunkt, der var der så plads ved min far og mor i Thisted, og der flyttede vi så dertil – og vi boede den ene side og han boede den anden side.

På det tidspunkt var min mor syg, og hun var på alderdomshjem. Og så…. Så døde hun så. En måneds tid efter, og så kom han jo hjem. Der var jeg så gravid med Steven, og der kom han så hjem, inden han var født, så han var jo så ikke hjemme, men vi rejste ud….

Så var vi jo nok hjemme i 4 år. Ja.

Så rejste vi så til Australien, fordi derhjemme, hvis vi talte om Canada, så var der ingen der ville høre på os, fordi Canada var jo meget mere foran end Danmark. Og så… så det blev vi trætte af. Det var lige meget hvornår det var, hvis vi begyndte at snakke om Canada, hvad vi havde set og hvad vi havde gjort, og hvordan det var – så var der ikke mere. Så var det så vi rejste til Australien. Vi sejlede herud i 1970.

Jeg tænker det var Bremerhaven vi sejlede fra.

Vi havde jo så det letter selvfølgelig, og så var det meningen vi skulle sejle til Melbourne med den, men vi havde mødt nogle på skibet, der havde været hernede før, og de skulle så til Fremantle, og de sagde, at vi skulle stå af i Fremantle. Det ville blive the best place to live. Og så gik Eigil jo op og snakkede med kaptajnen – eller hvad det nu er han snakkede med, det ved jeg jo heller ikke – om vi kunne gå af – det kunne vi så godt.

Så havde han sagt, Når folkene gik af, så skulle vi bare vente, til de var gone, så ville de afgøre hvordan, hvad vi skulle gøre og hvor vi kunne gå hen.

Så det fik vi så gjort, og vi kom også op til Huit Man’s Point, hvor de havde fundet et sted, hvor immigranter, de kunne slå sig ned et stykke tid.

Så vi var så der i seks måneder, inden vi fik et sted her i… næsten samme sted, hvor jeg bor nu – i Cublock.

Vi kom jo så her til Cublock i en… – ja, vi kan kalde det et hus. Det er jo så lige meget. Det er en unit, eller et hus. Og så kom børnene jo så til at gå i skole.

Men jeg kan ikke huske lige hvad det var, Eigil arbejdede med – han arbejdede lidt forskellige steder.

Så var det jo så meget uheldigt en dag på arbejdet at han blev slået ihjel af elektricitet – og så var det jo enden af det.

Vi havde fem børn, ja.

Jeg skulle så søge for, ja først pension, men også insurance – because he was killed at work. Men det varede jo tre år, tror jeg det var, inden det gik igennem, og vi havde så en second morgage på huset, den skulle jo betales. Men jeg skulle så ikke betale afdrag på huset. Det behøvede jeg ikke. Men da så de tre år var gået, så gik det jo så i orden – and, eh, jeg arbejder stadigvæk, jeg arbejder på hotel og sådan noget forskelligt.

Ja, så det gik. Vi har aldrig skulle gå sultne i seng. Så – men, det var da op og ned.

Da jeg var hjemme en gang, ja, så besøgte jeg jo nogle af mine kusiner og det der, og min kusines datter, Jytte hedder hun. Hun ville jo komme herned på ferie og så ville hun vide, om hun kunne tage en veninde med – og det jo så Grete som så Ken, han… ja, blev gode venner med. Så rejste han jo så tilbage, og de blev jo så gift.

Ja, det var sandelig ikke spændende, for jeg trode aldrig jeg skulle se ham mere.

Ken:
Det var jo nemt nok at rejse til Danmark. Og så… Ja, det var kun ferie den første gang. Den anden gang ville vi så prøve at bo der et stykke tid, og så… Men jeg tror det var for lille og jeg tror vinteren, det var nok nærmest det værste for mig. Fordi vi har jo boet mange år i Australien, hvor solen skinner næsten hele tiden, så… så på et tidspunkt, så skulle vi tilbage til Australien. Det var… Det var bare sådan.

Danmark, det var… Det var nok en af de rigtigt gode ting, der skete for mig, fordi jeg jeg kendte jo sådan set kun den måde de i Australien de boede på, men at komme og bo i Danmark i seks år, der lærte virkelig meget, fordi det er jo en helt anden måde at leve på. Selve menneske-tankegangen, den er helt anderledes, og jeg kan godt sige, at alle de ting jeg har oplevet i de seks år i Danmark, dem har jeg haft virkelig godt brug for her, når jeg kom tilbage til Australien. Også bare det at vide, at der er andre steder i verden, og hvordan vi lever i forhold til i Australien, det er absolut en god oplevelse.

De fleste oplevelser jeg havde i Danmark, det var sådan set de hverdags ting – arbejdsplads og naboer, fest med naboerne og så videre og ja, især arbejdspladsen. Det gjorde virkelig meget for mig, jeg kunne jeg godt lide mekaniske ting, og jeg fik jo hurtigt arbejde på både maskinfabrikker og Hellesens. Dengang blev det kaldt Hellesens – og så beton fabrikker og så videre og så videre. Så var det så heldigt at kunne tale så godt engelsk, at jeg blev rejsemontør og kom ud og se noget mere. Der fik jeg mange oplevelser både i England og USA og Tyskland og helt store dele af Danmark også. Og det var nogle rigtig gode oplevelser.

Så når vi rejste tilbage til Australien, så kunne jeg jo hurtigt bruge nogle af de ting, som jeg havde lært i Danmark. Når jeg fik arbejde her i Australien, så havde jeg de ting, som jeg har lært der, som var en kæmpe fordel, når jeg søgte arbejde her i Australien. Jeg var meget heldig med at få nogle gode arbejdspladser igennem det videnskab, jeg havde tjent i Danmark.

Det var helt ubevidst det hele, men det er i hvert fald frugten… for vores udsyn på verden. Vi har så været heldige at få nogle rigtig gode stillinger og tjent nogle rigtig gode penge, så vi kunne komme ud og se en endnu større del af verden. Så vi har været heldigt stillet, der hvor vi kunne tage vores tre børn med ud og rejse både Afrika og Asien og USA, og så videre – og jeg tænker, det er hvad livet det drejer sig om, det er at komme ud og se sådan nogle ting.

Tove:
Vi taler ikke dansk sammen, ret meget, men så mødes vi med andre, og så er det jo tit, vi snakker dansk og sådan. Og så er det jo alle børnebørnene, de kan jo ikke snakke dansk. Men jeg møder ikke mange danske, men en hel del danske, og så snakker vi jo tit dansk.

Kent:
Desværre, det er svært at snakke dansk til hverdag, fordi at der er næsten altid en eller to inden i sammenkomsten, som ikke kan snakke dansk, så bliver det jo altid engelsk. Og så bliver det så til en vane. Og nogle gange så er det kun danskere, men så snakker man engelsk, det er bare sådan det udvikler sig.

Jeg tror jeg prøver at snakke dansk, når jeg vil have humøret lidt op. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, det… så snakker jeg dansk.

Tove:
Ah, det skal jeg huske!

Christel:
Grib livet

Mik:
Her er vi nået til det punkt i den tiende Grib dagen podcast, som jeg har glædet mig til, Cristian, fordi… Jeg synes, det er fantastisk – du har lavet et interview med en person, som forsker i DNA og i evolution. Og så efter at I har siddet og snakket en hel time, så kommer I frem til noget omkring meningen med livet.

Christian:
Korrekt. Fordi det er jo sådan – jeg kan kun tease for det her en times lange interview med Morten, hvor vi kommer rundt omkring. Altså ikke bare lidt om det her med dyr, hvordan de egentligt taget opstår, og miljø DNA og ancient DNA, fordi ancient DNA, hvad er nu lige det er – jamen det er sådan nogen, hvor han har forsket sammen med andre forskere om, hvordan danskerne blev til, blandt andet. Det er ret spændende at høre om. For 5.000 år siden var der noget, der hed Jamneya Folket, der kom op. Det kan I høre meget mere om i selve Grib dagen Plus-udgaven med Morten Allentoft og jeg selv i den samtale.

Mik:
Og måske skal vi lige til nye lyttere, lige forklare konceptet, vi har udviklet, som jo er, at vi vi her i vores almindelige podcast, de almindelige podcast episoder, der bringer vi typisk kortere interviews, 10-15 minutter, deromkring. Og så hvis vi synes, det har været et godt interview – som i det her tilfælde – så laver vi en ekstraudsendelse. Det er det, vi kalder ‘Grib dagen Plus’, hvor vi så giver mulighed for, at man kan høre den fulde samtale. Det, der ledte frem til de 10 minutter, som du ligesom hørte her i vores normale episode.

Christian:
Ja-ja, og det er dem, vi skal høre på nu, fordi nu synes jeg bare vi skal høre, da jeg stillede et spørgsmål – et meget personligt spørgsmål til Morten – det her med at være videnskabsmand, hvad er synet på meningen med livet med det, men også om hans egen holdning og mening med livet.

Morten Allertoft:
Hvis man så fuldstændig afsondret fra følelsesmæssige og filosofiske aspekter og bare tager Darwins briller på og siger ‘Hvad er meningen med livet?’, jamen så er meningen med livet… det er jo at være slave af vores DNA, og det vil dermed sige: at forplante os, så livet kan gå videre – så nye mutationer kan opstå, og livet kan blive ved med at udvikle sig og tilpasse sig omgivelserne på vores vores planet.

Så en evolutionær mening med livet vil jo altid være og forplante sig, for hvis man ikke forplanter sig, så går livet i stå, og så er der ikke noget… så har evolutionen ikke noget at arbejde med, og så bliver der ikke genereret nyt DNA, og så er så kan livets udvikling i stå. Så det er sådan den darwinistiske mening med liv, kan man sige.

Altså, DNA har jo ikke nogen mening om noget. Det er jo nogle underlige molekyler som ligger der, og vi ved ikke præcis, hvordan de er opstået i fordums tid. Men det er jo sådan en selvforstærkende proces, som – når nye mutationer opstår, og så bliver de aflæst, og så – nogle af dem giver en evolutionære fordel – ved det, vi kalder ‘højere fitness’, og nogle gør måske ikke.

Nogle gange måske nærmere det modsatte: At de giver højere dødelighed. Dem, der giver lidt højere fitness, de øges i frekvens i de kommende generationer, fordi der bliver genereret mere afkom med den type mutationer og derved så udvikler livet sig ganske langsomt i en anden retning fra en generation til næste hen over hundrede tusinder eller millioner år.

Så det var det lidt krøllede svar på, hvad meningen med livet er fra evolutionens synsvinkel. Og så var det det andet – det var hvad meningen med livet er for mig.

Mmmm… Det ved jeg sgu faktisk ikke. Det er et meget godt spørgsmål. Men jeg kan da fortælle noget om, hvad der gør mig glad og sådan noget.

Og i bund og grund tror jeg, at jeg vil sige det så simpelt som, at meningen med livet er at være glad. Jeg kan næsten ikke komme det nærmere end det. Men altså, det er selvfølgelig at have et liv, som er fuld af indhold, og hvor man omgiver sig med nogle mennesker, som man holder af. Og det er et liv… For mig er det et liv med muligheder. Mulighederne og nysgerrigheden skal blive ved med at blive stillet, og muligheden skal helst være der hele tiden.

Jeg tror, jeg har bevidst eller ubevidst, sammen med min kæreste skabt mig et liv, hvor vi ikke nødvendigvis ved, hvad der skal ske til næste år eller om to år. Den der form for usikkerhed, som sikkert for nogle mennesker kan være en stor stressfaktor, og som også i nogen grad er det for mig – men jeg tror bevidst eller ubevidst, at det også er blevet en form for afhængighed – den der usikkerhed. Og det er det meget, når man går ind i forskning – i hvert fald i en årrække, man ved ikke præcist, hvor man ender, og man ved ikke, om man får lov at studere det og forske i det, man allerhelst gerne vil. Man er nødt til at rejse rundt omkring i verden, og på et eller andet tidspunkt håber man på, at man er dygtig nok, og at den rigtige mulighed viser sig på det rigtige tid og sted.

Så jeg tror, det er en stor del. Jeg vil ikke sige, uvisheden gør mig lykkelig, og det er meningen med livet. Men det er i hvert fald en stor del af det, tror jeg. Det der med hele tiden at have… fordi når der er uvished, så ved jeg der der er også opdagelser og eventyr forude. Og det kan selvfølgelig være på godt og ondt, ikke? Men det… Det er en stor del af det, tror jeg, for mig.

Christian:
Ja, og du siger, ‘slave af DNA’et’, og det her med at viderebringe arten. Og der må man sige, det har du allerede sat et hak i, ikke?

Morten:
Jo!

Christian:
Tjek! Så er den lavet. Jeg kan godt li’ du siger, det hele er jo bare molekyler og så videre og de har jo ikke nogen meninger, for fanden. Men hvis du kigger lidt på evolutionslæren, og det at være slave af DNA’et – jamen, der er så åbenbart programmeret i DNA, der handler om at viderebringe arten. Og en af de faktorer, der gør, at jeg egentligtaget gør det, er, at jeg er bygget op af nogle ting, der giver nogle rewards, som for eksempel – det du siger, når du siger du har en mening med livet, der handler om du vil være glad. Jamen, det kan du så med dit sprog og med dine tanker begynde at tale det ned eller chunke det ned og finde ud af: Jamen, hvad er det så, der gør dig glad? Og så fremdeles. Men dette at blive glad. Det er jo en følelse og den følelse af noget kemi inde i kroppen, som som bliver sat af sted. Og det er et eller andet sted jo programmeret. Den egenskab må jo være programmeret i det der DNA, som vi er slaver af. Så jeg tænker lidt, at der må være… altså mening med livet, der må ligge noget i det her DNA her, der hedder: ‘Nu skal du se her. Når alt kommer til alt, så vil mennesket opføre… for det er vores DNA – så vil vi opføre os på den og den måde. Det som andre kalder reptilhjernen. Altså hvor vi ligesom går tilbage til at sige ‘det er mig først her og mit afkom og så videre.’ Så de der belønningssystemer, mening med livet… så er jeg overbevist om, at man kan sige, der er en hen-til og en væk-fra følelse, som vi alle sammen er styret af, og så længe at vi har – det tror jeg på – at hvis vi har en bevidsthed om hvad hvad det egentlig drejer sig om, så får vi den mulighed netop at blive det, som du siger: Glad. Og så kan man jo altid sige, jamen, så er meningen… Det er rigtigt, det er sgu meget godt sagt, fordi – det er det, det går ud på: jeg skal bare være glad!

Jo, jo, det er rigtigt – og man kan sige, de der belønningsmekanismer er jo supervigtige. Altså det er jo… Igen det her med at noget af det der adskiller os som art fra alle mulige andre, er jo den her… i bund og grund en form for, vi har evnen til at filosofere over vores eget liv og finde ud af, hvad der gør os glade, og hvad der er vores drivkraft. Og det er jo ikke sådan, at en skovsnegl nødvendigvis har de evner. Det tror jeg i hvert fald ikke. Men det vil jo også sige, at denne her belønningsmekanisme, det kan jo være en form for… evolutionen har givet os den evne, fordi den ved, at når vi… ikke “den ved” – det er en helt forkert måde at sige det på, men den evne er udviklet, fordi det har det har skabt evnen til at øge vores adaptation-evne i forskellige miljøer.

For eksempel ligger så det her med vores form for eventyrlængsel, at komme ud og kolonisere nye områder og den slags ting, at det er noget, som er blevet evolutionært selekteret, formodentligt, hen over tid.

Christian:
Jeg er absolut sikker på, at du har ret. At det er jo det, der er sket. Og det der med, at – som du siger – Hold da op, det er da fantastisk at menneskeheden gad faktisk at tage ud i rummet og alle mulige ting. Bo på Grønland og hvad det nu var du sagde. Men det må jo også være en del af den egenskab.

Morten:
Jo, jo.

Christian:
Og hvis det pludselig vil vise sig – et eller andet – hvad ved jeg, at et eller andet i vores ydre, klimaet eller hvad det nu er, at så kommer vi… Og det er ikke godt for arten homo sapiens at kunne rejse og have lyst til at rejse rundt og blive belønnet inde i kroppen, der hedder Åh-åh, det er fedt at og bo der, hvor der er mere sol.

Så vil det jo enormt det der faldt ved. Jeg tror også som du siger er altså evolutionært med sin. Så vil det jo ændre sig til at vi måske ikke får et belønningssystem, men får et belønningssystem for at være et sted. Jeg ved ikke om hvis det passer i forhold til overlevelsen og viderebringes til teoretisk og det der er det rigtige og så også evolutionen og ikke går i stå, bare fordi vi lever på en anden måde.

Nu, end vi gjorde for 50.000 år siden og så videre. Vi har en evne. Nogle mennesker har en evne selvfølgelig til at sætte nogle af de evolutionære mekanismer lidt ud af drift. De kan jo behandle alle mulige sygdomme nu, som var de var dødelige. Men for for mig for for 20.000 år siden selvfølgelig, som så gjorde det for 20.000 år siden, der ville de mutationer og gener måske måske ikke ville blev givet videre.

Men når vi nu har vi lært og sætter lidt ud over dette, og det er jo også en form for evolution og så vi har vi har øvelse at udvikle os til at blive dygtige nok til at sætte evolutionen ud af spillet. Et eller andet sted, så ved vi det jo også en egenskab som. Som menneske er vi blevet så forbandet kloge, at nogle steder er så.

Og det bliver jo så også måske der var tale om, hvis man taler overbefolkning alt mulig andet. Det det. Det er jo også noget af det, der måske skaber nogle af vores problemer. Du skal ikke argumentere mod levet en skabende fantasi for alle ledder og kanter. Stik det der med mit argument her, Men det er bare for at sige vi er blevet så dygtige til overlever, at der er kommet så mange af os, ikke laver delen.

Så der er ingen tvivl om, at at vi i noget af det her selvfølgelig på filosofisk niveau. Det er ikke kun evolution, det handler også om hvad der er socialt accepteret og alt muligt. Og man kan sige det er ikke nødvendigvis fordi der opstår nye mutationer, som gør, at nu har vi ikke lyst til at rejse mere. Men man kan godt forestille sig en eller en abekat, som har lyst til at rejse og rejse rundt i hele verden og og blive hjemme.

Om og om 30-50 år vil det være meget umoderne og ekstremt. Hvad kan vi sige forandre på en december dag? Men man ikke accepteret socialt på nogen som helst måde, og hvis man ikke accepteret socialt på nogen som helst måde, så får man måske heller ikke i ligeså høj grad givet sine gener videre og nu vil lidt ud på spekulationerne, så overdrev ikke.

Men det sociale aspekt, seksuel selektion og det her er jo også vigtigt element i hvilke gener og mutation, der får lov at overleve til de kommende generationer. Så hvad der er socialt accepteret nu eller i fremtiden, kan selvfølgelig også spille i, hvordan vores genpulje udvikler sig.

Mik: (53:23)
Med de toner og tanker og mange ord er vi nået til det punkt af den tiende udgave af Grib Dagen, hvor vi skal til at runde af. Og Christian, vi kan jo ikke rigtig sige noget præcis om, hvornår vi kommer tilbage med den 11. udgave, fordi det er noget med at du får travlt nu. Nu er bliver det snart sommer her i Australien, og det vil sige, så starter også en sæson, hvor du begynder at skulle ud med dine kunder i C-Australia – er det rigtigt?

Jamen det er fuldstændig rigtigt, og jeg glæder mig simpelthen som et lille barn til juleaften, som det jo egentligtaget også er her om sommeren. Og en af de ting, der er – udover jeg glæder mig, som jeg altid gør – så er det også fordi har fået nyt udstyr. Jeg har opgraderet hele baduljen, Jeg har fået en ny firehjulstrækker, jeg har fået ny camper trailer.

[Du-dullery-dy-dyyyyy!]

Men det er ikke været nemt, vil jeg så sige, fordi… du ved jeg plejer at sige det her: Der ligger altid en oplevelse gemt i det uforventelige – og det her, det var nogle uforventelige ting, der skete her i starten af året, hvor jeg pludselig stod med den gamle bil, jeg havde, og motoren gik – og det var: hold da op! Der skal da lige love for, at der kunne man godt mærke det nederst i maven.

Men alting vendte sig lynbørge-hurtigt til og jeg fik en følelse af, ‘Hold da kæft mand, jeg har en ny firehjulstrækker. Jeg kan gå ud og investere i noget nyt udstyr, så jeg kan have flere mennesker med på tur’, og de kan vel være i – nu siger du godt nok, at vi skal afsted her om sommeren med mit nye udstyr, så har jeg også fået skulder sæsonen med. Det vil sige foråret og efteråret, fordi nu har jeg et udstyr der virkelig batter, hvor man kan være, selv om det skulle være lidt køligt udenfor så.

Mik:
Og det er jo noget, man kan sige… Altså om den periode er vi lige i midt i nu, og det fik vi også at føle, fordi din nye campertrailer, den har haft sin ilddåb eller var ude på sin første jomfrurejse her for et par uger siden, hvor vi var ti… nah, vi var ni gale danske mænd, der tog sammen ude på en vikinge weekend camping herretur med alt hvad det indbefattede af gåture og vikingespil og bål – og jo også noget snaps og den slags ting, som hører sig til, når man nu er vikinger. Men ikke mindst, så fik vi jo altså hagl og vinden stod ind. Det var stormvejr. Det var ikke ligefrem et campingvejr, men din campertrailer, den stod urokkeligt fast midt i det hele. Mens teltene fløj rundt på pladsen, så stod kun campertraileren – den klarede det!

Christian:
Ja, absolut og jeg vil sige at det var næsten bestilt til en vikinge herretur. Vi havde bestilt de nordiske vejrguder til at komme ind over med hagl og det ene og det andet så 60 kilometer i sekundet. Gust winds… Jeg ved ikke hvad det hedder på dansk, gust… hvad hedder det.

Mik:
Det var i hvert fald en havgus, der ville noget.

Christian:
Det at vi var der – os ni herre-vikinger i det vejr og med min lækre campertrailer… Inde i min mave, der var sommerfugle, der var glæde, der var en delphiner og der var dopamin og alt muligt andet, som vi faktisk her i Grib dagen efterlyser i forhold til at, ja, gribe denne dag.

Mik:
Og der var et magisk øjeblik – det vil jeg sige dig, Christian, lige der, sådan om eftermiddagen, hvor du stod med alle gryderne og den der duft af karry, var det det? – eller forskellige krydderier du havde puttet i de der gryder, begyndte at brede sig, og vi sad alle sammen spændt og ventede i flere timer jo faktisk. Og snakken gik, og der blev skænket op, og det blev simpelthen så fantastisk. Så pludselig kommer solen frem og står ind lige bag ved dig. Og der tænkte jeg, ‘Wow, nu griber vi dagen, det her… Det er simpelthen den ultimative Grib dagen oplevelse!’

Og det kom jo så også til udtryk i, at vi begyndte at give hinanden vikingenavne. I stedet for at have vores almindelige efternavne, så blev der opfundet efternavne som Langspyd eller Røgvender eller Den Lykkelige, Øksesvinger, og så videre. Og Christian, du blev jo til ‘Christian Langgryde’, fordi du stod der med de meget høje og lange gryder, og det tog også meget lang tid, når du stod der i køkkenet og lavede mad.

Jeg fik også et tilnavn… Det ved jeg ikke, hvor glad jeg er for, men det handlede om, at jeg lige var kommet tilbage fra Danmark og derfor i kufferten havde – selvfølgelig – en god flaske Nordguld – altså en en af de bedre snapse, vi har i Danmark, med. Så jeg blev til ‘Mik den Nordgyldne’.

Christian:
Altså, jeg synes jo du var en skjald, altså, den der… Det var sådan en følelse, jeg havde omkring dig. Det er fordi… din indsats. Der var to ting…

Mik:
Men det var jo Kim Larsen, der var vores skjald.

Christian:
Altså det er altså – det er dig, der holder talen og lige går et skridt tilbage. Det er dig, der… En anden ting, jeg har taget et billede af dig, hvor du står og sorterer affald.

Nå ja, men det var fantastisk. Ja, jeg elskede simpelhen bare det her med, at vi var alle mulige slags personligheder i den ene eller den anden ende, og at der er helt sikkert nogen der synes det ene og det andet… Men det var pissefedt. Jeg kan skidegodt li’ der er de her forskelligheder.

Så jeg er heldig. Jeg står foran… ikke andre vikingture. Jeg står foran med en masse kunder, som allerede har bestilt ture med mig, og jeg skal ud på lignende togter her i det australske landskab.

Mik:
På Grib dagen-genlyt og ‘vi’, det er jo så: Mik den Nordgyldne

Christian:
Og Christian Langgryde.

Mik:
Men vi skal også lige minde om, at Grib dagen 10 slutter jo rent faktisk ikke her, fordi vi har jo Grib dagen Plus, som ligger klar med en ekstra time. En slags bonus, hvor du kan høre meget mere om DNA og evolution og livets mening. Grib dagen, lev livet!

Christian:
Så kommer lige vingesuset igen. [SSSSssssuuuihh] Det var måske mere en storm fra Vikingelejren.

[Musik og magpie]