Transkription af Grib Dagen Podcast – episode 11

[Magpie song]

Mik Aidt:
Grib!

Christel:
Grib dagen

[Musik]

Christian Nikolajsen:
Grib Dagen for mig er, den-unde-lynende: det’ nu!

Mik Aidt:
I mere end et helt årti efterhånden har jeg haft det her Steve Jobs citat stående på toppen af min Facebook-side: “Lad være med at leve i en illusion om, at du har noget at miste. Du er allerede nøgen,” sagde Steve Jobs. “Der er ingen grund til, at du ikke skulle følge dit hjerte.”

Christian Nikolajsen:
Det er lige her og nu. Og det er sådan et lykkepunkt for mig.

Christian:

I Australien, hvor vi bor, der siger man g’day. G’day. G’day! Og det her er afsnit G’Day 11. 

Mik:

Grib dagen 11. Så her for 11. gang byder vi indenfor til et rum… Grib dagen er jo for dig og mig, Christian, sådan en slags rum, hvor vi jo altså bruger noget tid på at finde ud af, hvordan vi griber dagen, men vi får også talt om mange andre ting. Og i dag kommer det måske til at en lille smule navlebeskuende? 

Christian:

Ja tak, siger jeg bare. Jeg siger ja tak. Jeg er ego-centreret, fordi det det jeg tror på. Jeg tænker, at hvis jeg gør det bedste for mig, hver gang jeg står på morgenen, så er der den-undelynende mulighed for, at resten af verden får det meget bedre. Bare du har også et overskud, så du kan give noget til resten af verden. Jamen altså, hallo, det er ekstremt fedt at opdage noget i sit eget liv, gør at wow, sikkert en energi jeg fik der. Og jeg ved jo, at vi kommer ind på det her i dagens afsnit. 

Mik:

Det gør vi nemlig, så Christian, lad os komme i gang.

Mik: (02:21)

Christian, du er jo lige tilbage nu fra endnu en af dine ture med C-Australia, dit lille firma, hvor du tager folk ud i den australske natur, og I har været i Grampians, kunne jeg se. Og jeg må nok sige, jeg så på Google, hvad hedder det – Google Review, altså der hvor folk kan lægge anmeldelser, sikker dog en flot anmeldelse, du fik fra dine gæster, der du havde med sidste gang! Og ikke bare en anmeldelse af dit firma og rejsen, som du tog dem med på, men også at de skriver jo om dig: “Christian ved alt om alt. Og han deler gerne ud af sin viden. Og det gør turen meget mere lærerrig.” 

Ja, det må man nok sige. Det synes jeg er flot, Christian, at du simpelthen ved alt om alt. Og så skriver de også, at hvis de kunne finde en pop quiz, så ville de meget gerne have dig med på holdet. Fortæl lige, Christian, hvordan kan det være, at du er blevet så den, der ved alt om alt? 

Jeg sætter først og fremmest… alt om alt, men… Jeg tror, det, der ligger bagved i forhold til at kunne komme til at vide noget, er… i mit tilfælde er det jo nysgerrighed, jeg er drevet af. Kæmpestor nysgerrighed om alt muligt. 

Og det er faktisk sådan, at efter jeg startede C-Australia Tours, så har jeg jo lige pludselig kommet til at være sammen med mennesker 24 timer i døgnet. Og haft det over 24 ture omkring det. Det er ligesom, er sådan en – Jeg kan godt mærke, at jeg er sgu nok lidt anderledes end de fleste. I forhold til det der alt om alt, fordi den nysgerrighed, den er sgu meget stor, må jeg indrømme. Og det kan jeg så sige 100 % nu, når jeg sammenligner mig med andre. Det gør jeg jo ikke normalvis, når man bare går på en arbejdsplads eller mødes med sin familie en aften. 

Men når man er sammen med folk på den her måde. Så begynder man virkelig at forstå, at jeg er nok lidt anderledes. Og den der nysgerrighed, jeg begynder at stykke nogle ting sammen, Mik. Når nysgerrigheden ligger sådan for mig, så har jeg også nysgerrig i, hvordan kan det være, at jeg er nysgerrig i forhold til de andre? Så skal jeg finde ud af det. Og så har jeg kunnet se, ind over de 55 år, så begynder jeg kigge på, er et eller andet der. Der er for eksempel en ting, som er helt anderledes. er, at jeg såger ikke lige så meget som alle andre.

Jeg kan huske, da jeg gik i skole, og også da jeg var helt ung, så besøgte jeg læger. Alle siger, man skal sove otte timer. Christian, er du frisk, når du står op? Ja, der er ikke noget der. Jeg har det her fem, nogle gange seks timer. Så er det klaret. Så har jeg så sovet det der skole. Det sjovete, er også, at jeg kan resonere over det lidt i dag. er dermed, at når jeg vågner i morgen, så har jeg ligesom hele min krop er proppfyldt af dopamin.

En af alle de forskellige ting, der nu findes inde i kroppen fra vores kemiverksted. Dopaminer er jo det stof, som i den grad giver noget energi og lyst til at gå videre med alle mulige ting. Og i mit tilfælde er det sådan, herinde for de sidste mange år, er den her skidesmarte lille ting, som kaldes sin smartphone, den ligger min hånd meget hurtigt lige fra jeg vågner, og så ligger der de her spørgsmål inde i mit hoved, der lige skal findes ud af.

Og så, ja, så er den vej, så bliver akkumuleret det. Den viden akkumuleres, og så ved jeg lige pludselig alt om alt. Jeg levede i hvert fald meget mere end lige det, inden jeg stod op, kan man sige. Og så er der den anden ting, som jeg også har lagt mærke til, det er, jeg også er til at huske. Så det gør jo, at jeg kan begynde at sætte ting sammen. Når jeg lærer en eller lille ting, så, det var fandme spændende. så pludselig så møder jeg en anden lille ting, det var også spændende, men hoho, vent nu lige lidt. Det hænger måske sammen.

Så det holistiske, som faktisk helt baggrund for, arbejder, som C-Australia Tours, hvor jeg ligesom decideret gik ind og undersøgte i maven. Det her, det synes jeg er enormt fedt. Der ligger også en kæmpe stor ting inde i det her, der hedder også, det kunne jeg godt tænke mig at dele med andre. Og den her deling handler jo om også at få en fornemmelse af det holistiske i alt ting. Og jeg mener sku i alt ting. Altså for nylig, jeg tror lige, vil sige det her.

Så her for nylig, der var jeg en sted med min kone på tur, som vi ofte er, og i den her gang, er det så med vores helt nye opsætning med helt nye camper trailer og jeg skal give dig skærer. Så vi var off-grid, som det hedder. Altså ude i bussen, uden adgang til strøm, ud adgang til vand, ud adgang til toilet osv. Kun den rå, dejlige, flotte, smukke, omfavnende natur omkring os. Med naturlyde, ikke, biler og alt muligt andet.

Så bliver vi nær, tror jeg. Og det bliver min kone og jeg. Vi bliver nær der. Så når jeg er derude, så begynder det også det holistiske i forhold til. Der kommer hele tiden de nysgerrige ting for mig også. Hvad fanden er nu lige det her for noget? Så der er for eksempel det her med, er 80 liter vand. Vi skal være der fem dage. Hvordan får de her 80 liter vand til at stå til? Fordi vi skal jo både være bad. Vi har sådan et afgligat med noget, en lille gasflaske kan varme vandet op i gennem strømning, og så kan man stå og få varmt vand i en brugsekabine, som vi har som vedring. Og så har vi selvfølgelig et toilet, og det bruger ikke så meget vand, kun de testretten. Resten, det gør vi selv med vores urigen og så videre. Og så er der selvfølgelig lige det til at lave kaffe og til at vaske op i og sådan noget. Men det der er ligesom… Jeg havde sådan en fornemmelse efter de der fem dage, som jeg hænger sammen med alt om alt. Viden. Fordi det er sådan, at jeg så sidder og tænker, det er jo vildt, at det rent faktisk, når vi gik i bad, så havde vi 6 liter, vi brugte, per bad. Altså jeg ved, er noget med, at man siger af en ganske almindelig bruse i den almindelige husholdning, bare sådan er, at det er sådan noget, hedder 10 liter per minut, ryger ud, hvis du har en vensbarer på. Og man står jo måske i fem minutter, så er det lige 50 liter, så kan vi godt regne ud. Men der var en anden ting, også har tænkt over, er at, okay, så står jeg der med den smule vand, der lige pøser på mig, og så stopper man den jo, så vasker man sig.

Og det gør jeg så i det her tilfælde med noget sæbe. Hallo, det gør man jo. Men det var noget sæbe, som jeg havde valgt anderledes den her gang, end hvad jeg ellers har gjort. Og det kom så nemlig af, jeg så har været, og det kommer vi til at have lyt på senere i den her udsendelse, at jeg har været ude og høre lidt omkring høre, lyd, fordi jeg også været meget optaget af, hvad musik og lydet kan gøre.

I samme forbindelse er det her menneske, som jeg nu taler med og vi har interview med, nævner også lidt omkring, hun har en masse problemer omkring kemi, hun er allergisk overfor. Og så har lige det her lille stykke håndtæppe med, som hun selv har lavet, som er fri for alle monekemikalier. Og det satte mig i gang med det næste Kristian ved alt og veltænk, nemlig at sige, hvad fanden er det for noget det her med de her kemikalier, hvordan er det lige med huden? Og så blev jeg bare fuldstændig opslugt af det, fordi…

Ja, huden, hvis man ikke lige ved det, så er det vores største organ. Det er kæmpestort på menneskekroppen. Og der er jo det, hedder mikrobiom på kroppen. Altså en samsur af alle mulige virer, bakterier og svampe. Og faktisk på huden er der også bittesmå midler. Men de andre ting er også med til faktisk at sørge for at mennesket som helhed rent faktisk kan fortælle inden i kroppen. Ikke bare via det vi spiser, når vi åbner munden og får mad ned igennem spiserødder og hele systemet der. 

Vi har jo talt om tidligere omkring mikrobiom nede i vores tarme, vores ‘gut system’. Men det, var helt nyt for mig, var, at det her mikrobiom, har udenpå kroppen, taler med det, der er inden i kroppen, og det vil sige, faktisk sige, hallo! Er I godt klar over, at jeg møder nogle giftstoffer her? I skal lige være på vagt herinde. Der kommer sikkert noget ind, som ikke er godt. Så går hele immunforsvaret – hvis det ellers fungerer, som det skal, og der er balance i systemet – så går hele det system i gang med at virke indeni os. 

Hvad ellers vil komme ude fra? Og ikke nok med det. Hvis der så bliver udskilt giftstoffer indenfra ud, så kan vi jo opleve alle mulige hude. For eksempel psoriasis, eksem og rash i det hele, altså udslæt i det hele taget. Så det er et meget fint spil, ligger i det her. Det er jo sådan en ting, som så tilbage til Chris og alt der valgte, så synes sidder jeg, kæft hvor det vildt, det er fantastisk, det hænger sammen, som jeg nu også virkelig kigger på ude i naturen. Altså jeg ved jo det der med, at det er så sådan en ting, der lige har været valg. 

Trump han har kommet ind, og så tænker jeg, fuck, Mik bliver ked af det, fordi nu siger Trump, USA skal ud af Paris-aftalen, og hvad betyder det? Så tænker jeg pludselig på kul, fordi der jo kul derude, og hvad er nu det er for noget? Og så med det samme, siger man, at ved nu lige lidt, hvad det lige kul er, og så begynder jeg simpelthen at dykke ned i, hvad er kul? Så her inden for de sidste par dage, simpelthen efter han blev valgt, så jeg fundet ud af en masse ting omkring kul – at det faktisk kun kunne lade sig gøre, at der er kul i verden fra 360 millioner år siden til 300 millioner siden. De 60 millioner år, der er det, der hedder mikrobiomerne i jorden. det, skal nedbryde planter i det hele taget, for planter kan ikke nedbryde sig selv. De opfattede lige pludselig nye ting, altså fra 360 millioner år, så der kom noget nyt. Og det her nye ting, det var så, hvad hedder det, sådan nogle ‘lignate’. Jeg ved ikke, hvad det hedder, lignate. ved faktisk ikke, hvad hedder på dansk, det har jeg ikke fundet ud nu, men lignens er… af det, gør det muligt, at faktisk kan komme træer. Så det er, der kommer et træ, ellers har det bare været plantet indtil da. Og lige præcis de der 60 millioner år, hvor lignende er ny i verden og spreder sig i hele verden, der kunne alle de her mikrobiomer overhovedet ikke finde ud af at nedbryde det. Og det vil sige, at alt det, skete der, det blev forstenet. Alle træer, er forstenet sgu. Og det det, vi kalder kolde i dag.

Det fede ved det, at det kunne nok høre, at der ligger en eller anden motor i mig. Der hedder jo kæft det spændende, nysgerrig af. Som selv, og højst sandsynligt fordi det også de der dopaminer, er der osv. Men ja, så det nok derfor. Og jeg elsker også at befinde mig i den der rum, hvor jeg deler en masse ting med andre i det der med at være på tur med andre mennesker. For der sker også noget andet. Andre mennesker stiller en masse spørgsmål, eller kommer med noget ny viden. Og så…

Er det fodret til mig med ny nysgerrighed? Og så ved jeg masset af det er skide fedt. 

Og det er også det, Christian, som vi er glade for her i Grib dagen podcasten. Hvor du også fortæller om mange ting. Og i virkeligheden jo gør det til en del af det der med at i leve – at føle, at vi griber dagen. 

Jo jo, altså jeg personligt har det sådan her, at det er lidt svært for mig at forstå, at så mange i virkeligheden går i gennem hver dag uden at stille spørgsmål til tingene. Simpelthen. Og det gælder alt muligt. De spørgsmål, der kommer til at lige pludselig være op i deres ansigt, det hvis der sker et eller andet. Åh, nu bliver jeg syg. Jeg bliver nu til at vide hvad det er. Åh, nu skal jeg på plejehjem. Åh, nu har vi fået barn, skal i skole. Åh, nu… Altså et eller andet. Der er et eller andet indring i liv. Der må jeg hellere lige finde ud af det. Altså næsten nød. I nød. Jeg synes det er svært håndterligt for mig, at det fungerer for rigtig mange mennesker. For jeg tænker nemlig det er sådan her. Jo ældre vi bliver, så det hylster vi er i. Det genereres ganske langsomt. Det er simpelthen indiskutabelt. Vi kommer simpelthen til at dø, ganske langsomt. Celle delingerne bliver værre og værre. Der kommer flere flere mutationer og alt muligt andet.

Og til sidst så rent fysisk, så kan vi sgu ikke gøre ret meget mere, så dør vi. Men hele rejsen til det der afslutende punkt, der synes jeg, er det jo det der, i min optik, der er det der med, at det der er mellem ørene, at holde gang i det på alle mulige måder, er ekstremt vigtigt, fordi det er jo den, der sætter i gang i at få en fornemmelse af, og give en følelse af, at leve.

Mik:

Og det er jo også det, Christian, kommer til at gøre en kæmpe forskel. Desto mere er din krop degenererer, som du siger, desto mere er det jo vigtigt, at du faktisk har et godt humør, og at du har en modstandskraft mentalt. Så du ikke sidder og bliver trist, men faktisk har arbejdet med det, som du siger, det er opmeldende øvrigt, så man også kan få en glad alderdom og komme glad herfra.

Absolut. Altså det, er med at komme til at grine, ekstremt vigtigt. Det gør en masse ting. Men det, med, når man sidder og griner, det er højst sandsynlig sket sammen med andre mennesker. Fordi det det absolut vigtigt også. Så sammen med andre mennesker initierer og motiverer en til at ligesom sætte nogle nye tanker i jer. Så det ikke… Jeg hører mange ældre mennesker sige til mig, Christian, nu bliver du 56, nu går tiden hurtigt. Jeg ved det ikke, men jeg tror, er sådan, at jo mere du propper ind i dit eget hoved af nye ting og nye oplevelser, som for eksempel at være sammen med andre mennesker, så føler tiden gået langsommere. Jeg tror, er vigtigt, at vi beskæftig os mentalt med nye indtryk. Om det er vi er andre mennesker, eller det noget, man selv sætter sig i gang med.

Fordi når man gør det, så ligesom om, at man sætter tiden i stå. Den føles længere tiden. Det tror jeg er vigtigt. 

Og det er jo også det, som H.C. Andersen sagde med ‘at rejse er at leve.’ At når du er på rejse, så har du den der intensitet omkring tilværelsen. Det er i hvert fald det, jeg kan huske fra alle de mange rejser, har været på. der føler man sig lige gang ti mere til stede inde i uge. Det er fantastisk. 

Christian:

I går var jeg nede i vores lokale grønthandler. Jeg har lige for tiden lidt ondt i knæet. Så jeg har bestilt tid hos en fysiolog. Og jeg havde lige en time at slå ihjel, inden jeg skulle til fysiologien. Og der stod jeg så nede ved den lokale grønhandler, nede i Bagos Mars. Og ude foran der, der går jeg ud i bilen, og så humber jeg lidt ud. Der er så en ældre kvinde, som siger, at det ikke godt ud. Og så vi i snak. 

Jeg fik aldrig handlet ind hos den grønthandler, men vi fik snakket en masse ting. Det vi snakkede om, var jo, at hun skulle lige høre, hvad det for en aksange jeg synes, kan høre der et eller andet. De fleste, der har hørt mig i tal engelsk, de vil høre med det samme, det er danglish. 100 millioner procent. Så det hun meget flink at sige, at synes, kan fornemme lidt.

Men anyways, det sætter så i gang historien om Christian og Kristel og Sara. Og så begynder hun så at fortælle om hendes børn, og hendes selv og hendes mand. Hun var så 76 år gammel, og hendes mand er så de her 81 år gammel. Og han er sådan en, bare ikke gider at flytte sig fra sin sofa. Og hun har bare haft så meget lyst til igen, hun ville så gerne bo i Europa og alle mulige ting.

Jeg kunne bare høre, der var sådan en… Ja, så det er hans skyld. Så jeg er her nu, Men nu hendes børn, begge hendes børn, er ude at rejse og oplever en masse ting i verden. Især hendes ældste barnebarn kommer jo hjem og fortæller om det her med at møde andre mennesker, men også møde sig selv, Mik. Man møder jo sig selv på en ny måde, når man er derude. Man begynder lige pludselig at tænke, hoho. Det er ikke sort og hvidt. Der er mange ting imellem her. Det er der, man siger, at det er sådan og sådan. Det er det bedste. Måske ikke. Måske er det, men måske er ikke. Det tror jeg, er en spændende ting i et liv. Det var en lidt sjov oplevelse at snakke med hende. Vi snakkede i lang tid, og jeg måtte simpelthen droppe og gå ind herind, fordi jeg skulle til fysioterapi. Men det var skide hyggeligt. Ligesom vi siger her i Grib dagen, så ligger der altid en oplevelse gent i det uforventlige. Og i det her tilfælde hos sin grønthandler i Bachhus March.

Christian: (20:03)

Det er efter min bedste overvisning sådan. For mig selv, at når jeg står op om morgenen, så vil jeg gerne have en rigtig god dag. Jeg vil have det bedste ud af den dag. Og det kan jeg så angribe på alle mulige forskellige punkter. I mit eget verdensbillede så er jeg på det seneste begyndt at tænke meget på lyd og musik. Men Mik, du fortalte mig noget den anden dag. Du har ligesom et andet mønster i dit liv i forhold til det der med at gribe dagen på en speciel måde. er jo nogen, bruger altså i den professionelle verden ordet terapi. 

Mik:

Jamen det sjovt, fordi tingene udvikler sig hele tiden, Christian. Nu har vi lavet den her podcast i over et år, og jeg synes, undervejs har vi jo hørt små historier om hvordan man udvikler sig og begynder at se tingene på en anden måde. Jeg har fortalt om mine venner ude i badeværelset, edderkopperne, som jeg har fået en form for samliv med, og som jeg i dag co-eksisterer sammen med. Vi er blevet venner.

Og på samme måde er der sket andre ting, hvor tingene flytter sig op i hovedet på en. Og nogle gange er det jo fordi, møder mennesker. Altså det er her meget det der med, at vi er sociale dyr, og vi kommer ud, vi ser jo nogle andre mennesker, gør noget, og så bliver vi inspireret af hovedet, det kan jeg da også. Og sådan var det for mig. 

Jeg blev jo kontaktet af en dansker, bor her i min by, Geelong, som sagde til mig, ‘Du skal komme ud en søndag, fordi der er noget, jeg vil vise dig.’ Nå? Og hun ville ikke sige, hvad det var.

Og så kommer jeg ud en tidlig morgen, faktisk rigtig tidligt kl. halv 8 om morgenen, en søndag, hvor er helt stille, der er ingen trafik i gaderne. Og så efter vi lige har snakket lidt, som man jo gør, når man ikke har set hinanden i et stykke tid, så tager Heidi mig ud i haven, og så viser hun mig sit skur, der er fyldt med flasker. Poser, sække, massevis af flasker. Og det viser sig så, at nu skal vi ud, eller nærmest altså, sanke flasker. Men mere end det, vi skal ud og samle affald op. Altså plastik, ligger og flyder alle mulige vejen. 

Så vi går en lille tur. Hun bor i nærheden af en skole. Og det skal jeg love for. Det flyder med plastik alle mulige steder. Det sidder inde i hækken, det ligger rundt omkring på fodboldbanerne osv. Og det som er anderledes ved den måde Heidi griber det her an på, er, at hun er meget effektiv. Og i det her tilfælde, så har hun sådan en tang. Og så har hun handsker på, og så har hun en spand. Og hun har også sådan en stor plastikpose. Fordi så ryger flasker, hun finder, ryger ned i plastikposen, fordi de skal hjem, de er nemlig penge værd. Og så er der andre ting, der ryger i spanden. Og grund til, hun har handsker på, det jo fordi, skal ikke… Altså der kan jo være muligt bakterier, og der kan også være edderkopper, der bidder, og sådan noget, så hun beskytter sig lidt der. Og det virkelig ramte lige ind i nærven på mig, det hun gjorde der, fordi jeg havde ikke tænkt så langt…

Jeg var faktisk selv i de sidste års tid, måske også inspireret af den snak, vi har i Grib dagen, begyndt at samle plastik op, når jeg går tur med hunden i parken. Min logik fungerede på den her måde. Jeg skal jo alligevel samle hundelorten op. Og jeg har en lille pose med til det. Så mens jeg går hen til skraldespanden, som ligger et stykke inde i parken, hvorfor så ikke, hvis jeg passerer et stykke plastik, lige lægge det ned i posen? Det er sådan logik for burhøns i mit univers.

Altså selvfølgelig skal jeg lige fjerne lidt plastik fra den her park, hvis jeg lige kan tage det med på vejen hen til skraldespanden. Men jeg havde jo ikke tænkt på, at jeg skulle gå rundt med en tang og en span og en pose og alle de andre ting, som Heidi gør. Og der kom så inspirationen. Altså at jeg faktisk er begyndt, når jeg går tå med hunden nu, så har jeg en span med, så har jeg enten nogle handsker på, eller også har jeg den der sådan en tang, du ligesom når man står og laver barbecue. Man kan købe den for fem kroner i en genbrugsforretning. Og der hvor, som du siger Christian, der bliver lidt terapi i det. Det er, at jeg har fundet ud af, hold da op, hvor gør det mig en glad. Så det har virkelig grebet om sig. Og mere end det, så pludselig en dag, så møder jeg en mand, der kommer hen til mig og vil give hånd, og han er så glad, fordi han har mødt mig, siger han. Jeg står der med min spand og tager handskerne af, så jeg kan give ham hånd. Og det viser sig, han er 80 år gammel, og han har i de sidste 25 år haft en hel time af folk, der samler plastik op rundt. Og de kalder sig The Lit beaters. Lit er en australisk forkortelse for litter. De tager kampen op mod plastik, der ligger og flyder. 

Christian:

Hvad er det lige litter betyder, hvis dem der ikke lige ved det? 

Mik:

Litter betyder vel bare affald. Skrald. Det breder sig nu. Nu er blevet en lille soldat i hans team også. Han arrangerer en gang til to gange om året at man tager ud til steder og siger, ‘Det ser jo frygteligt ud her, skal vi lige få gjort noget ved det?’ 

Og det er jo sjovt, fordi så kommer det socialt også ind på en ny måde. Man møder nye mennesker, og man skulle tro, at det der med at samle plastik, det er noget frygteligt kedeligt noget, men det faktisk både godt for kroppen, du får rørt dig, og samtidig, hvis du går og snakker sammen med andre, ligesom Heidi også gør, så er det også en social ting, så er det en måde at være sammen med andre mennesker på, hvor man gør noget, der giver mening på flere planer på samme tid.

Men jeg synes, vi skal lige prøve at Heidi’s historie. Og jeg lavede jo interviewet med Heidi på engelsk. Men det er jo blevet vant til her i Grib dagen: Vi snakker engelsk en gang imellem. Så lad os prøve at høre, hvordan Heidi fortæller om, hvad det er, driver hende, og hvorfor hun gør det.

Heidi:

I want to share something that I’ve done by myself for a long time, but I realised that other people do it too. So I thought it’d be worth it, like, letting people know about it. I work hard at the moment, probably 70 to 80 hours a week. And I know that it’s so important for me to get exercise. So I’ve just got myself a bit of a new sport to make exercise happen for me. And that is that in the day, just before lunch time, I get out with my dog and we bring a bucket and a pair of tongs. And then we go for a walk and we just pick up garbage. And just like little pieces of plastics, sometimes it’s a lot, sometimes it’s a little, and sometimes I find bottles. You know, my optimistic self: I bring a plastic bag for the overflow of the bottles that we might find. And then I bring my bucket and my tongs. Sometimes I just got some gloves in my back pocket. 

And I went for a walk with a friend one day, and we met down by the river and then I brought my bucket along. And she goes, ‘What’s the bucket for?’ And I’ve had another person that actually goes, ‘Are you going to go looking for mushrooms?’ And I was like, ‘No, I’m looking for garbage.’ And then she goes, ‘I wanna do that too!’ 

So now we meet every Tuesday afternoon for 45 minutes. Couple of weeks ago, we went down to the bike hill on Shannon Avenue, near the river, and we walked down there and there was a young couple that came over to us and they go, ‘We thought we were just the only ones that did that.’ And that was pretty cool! 

I always get excited to see when there’s nothing [no litter]. I think that’s a great outcome and there’s lots of places where there’s nothing to pick up.

I went for a… probably a 4K walk last week, and all I found was somebody that had chucked a poo bag. And I chucked that in the poo bag that I had, you know? So, you know, like, 4 kilometres of beach with nothing is a great outcome. My friend that meets once a week, we got places that we don’t want to go again because there’s nothing to pick up. 

It’s just so easy. So let’s… I’ll show you where we go this morning.

I hang out with people that get stuff done and it’s motivating to hear what they get done and we go out together and do stuff, for example, like this, picking up garbage, but that’s also just a way of getting, I have time to catch up and catching up over a cup of coffee is kind of nice, but you don’t really get anything done.

So, you know, I’ve got friends like, you know, like we do this picking up, that’s, know, 90 per cent of the time that I do it, I do it by myself because it’s just my brain space. And, but, you know, I do other things, you know, members of a couple of committees and we do olive pressing, you know, we do, you know, yeah. It’s just nice to be around people that engage in what they can do.

You learn so much, you build your skills and knowledge about life and then when you do that you’ve got something that you can pass on to your kids. I find that my kids couldn’t give a hoot about who I met, not who I met but what we talked about at the coffee place because we haven’t done anything. The person at the coffee shop that’s made the coffee, she or he has done something but I haven’t done anything.

And to me in my life it’s really important that I do something.

We’ve to look after the litter at the source. If it’s unsustainable, it’s because it’s a poor design. For example, we haven’t designed that the bin sits in the right places where the waste gets generated and therefore instead of becoming waste in a landfill bin, it becomes litter. That’s our…

See that one here is probably a Spurro. Been sitting there for quite some time. Alright, done.

What did you watch something like…

So when I walk around, I meet a lot of people. Often I do it in the morning or in the middle of the day when people are working, but I often meet people and sometimes they say something. I usually don’t approach them and it’s just what I do. What I do is for me. 

Mik:

What do people think about you?

Heidi:

Maybe they think that I’ve got no money if they see that I pick up a bottle or two, but for me, the bottle holds a piece of energy and that energy needs to go to the best place where they can recover that energy and then translate that energy into a new product so that you don’t have to go out and then dig for virgin materials. So that’s just what it is for me and I don’t put it on people.

Some people when they see me they think it’s a great idea, some people kind of like a bit standoffish but I don’t actually, I don’t make an issue out of it, I just do it, you know, I’ve got to go back to work so, yeah, I do it for me. It’s a way of, and I go out, get some fresh air, I just get that relaxation in my body, and that I need because I probably got another 10 hours of sitting in my chair when I get home.

. . .

Mik: (32:55)

Heidi Fog fra Geelong, som man jo kan høre, er meget fokuseret på energi. Og det skal siges, at det er hun jo fordi, at hun er sådan en, hjælper firmaer med at holde CO2-regnskaber, og hun er meget fokuseret på CO2 og vedvarende energi og den slags ting. Så det er også hendes fokus i det her. Og så kan jeg mærke på dig, Christian, at du jo også er vej ud af en ny tangent. Ligesom jeg nu har været ud af en skraldetangent, så har du også bevæget dig ind i noget nyt, som vi skal høre mere om i de næste 10 minutter. Fordi… Fortæl, hvad det handler om, så det kan blive igen på engelsk. Lad os lige sætte scenen. Hvad er det for en rejse, du har været ude på? 

Christian:

Jeg har haft det sådan her i meget lang tid, og jeg kan simpelthen ikke sætte dato på, hvor nogen startede, men det har i hvert fald været sådan, at det altid været inde i min krop sådan her. Hvor er det sindssygt mærkeligt, at jeg kan lytte til noget musik.

Og så har det alle muligt emotionel. Jeg kan føle alle mulige mærkeligt ting og sager i min krop. Jeg kan simpelthen også se det på min krop. Jeg får goosebumps. Og jeg har mange hår på mine arme. Der er mange ting, der foregår fysisk hver gang jeg hører noget. Jeg må indrømme, at jeg er en person, som ikke 100 % starter med at lytte til, hvad synger om teksten. Det simpelthen lydende.

Det handler en af lydene, hvordan de er komponerede, hvordan de hænger sammen og hvordan det harmoni, som gør et eller andet inde i min krop. Men på det seneste har jeg gået kraftigt i gang med at undersøge, hvad fanden handler der indtaget om det her? Hvordan kan det være, at vi rent faktisk får gåsehud? Det jeg ud af, at handler om, at tidligere, før vi var Homo sapiens i den her lange række af artsforandringer. Der har det været sådan, at gåsehuden, som er bunden der hvor håret sidder, gør at håret stritter op. Og da vi havde meget mere hår dengang, så ser vi større ud. Så gåsehuden er faktisk også det, når man ser en kat, møder en hund, begynder at håret virkelig rejser sig på katten, så er det faktisk gåsehud? Ja, altså det er jo så en anden form, som er samme principt. Det handler om at jeg skal se større ud.

Men jeg starter jo med at sige, her undringen jeg har om musik kan gøre noget i den retning. er jo vildt. Og hele den rejse gør så, at jeg faktisk finder ud af, det handler ikke bare alene om komponerede musik, som vi lytter til. Det handler også om lyd. Fordi lyd… Jeg tror alle os mennesker ved, at der er nogle lyd, der virkelig kan putte os op. I mit tilfælde er det trafiklyde.

Og så skærer jeg åbenbart ind i min krop, og så sætter hele hormonforbrækningen i gang med at lave kortisoner. Jeg bliver stresset, det er ikke rart, jeg må hellere se at komme væk. Fantastisk værktøj, men der også den anden der. Nej, hvor er dejligt. Og det jo den der, som jeg jo bruger på daglig basis. Og det er meget mærkeligt, at jeg søger altid musik, som giver mig en emotionel følelse. Og det er sådan en mærkelig, jeg synes jo også mærkelig, faktisk, at jeg har lyst til at være i en situation, hvor jeg skal græde. Men det giver mig en release i min krop, så jeg kan fortsætte min dag. 

Det er jo det terapien, som har samlet noget affald op, som Heidi om ikke gør. Men i mit tilfælde, har jeg bare været opmærksom på, at det her med musik, det kan fandme gøre noget at løde. Og i den forbindelse med lyde. Der er jo tidspunkter, og der har været tidspunkter, hvor jeg er derude med mit arbejde og mine kunder, hvor jeg møder nogle mennesker. Og en af de mennesker, som jeg har mødt på min tur, det er Nessa. Og Nessa er lige præcis inde i det felt, handler om terapi. Men det er lydterapi. det er sådan en… Altså, da hun præsenterede mig for det, tænkte, hvad sagde den er, det flot. Jamen, det handler om, at hun har nogle krystalskole. Og jeg har jo set det i de tibetanske og nepalaisiske verden, at der har de sådan nogle…

Det er mere metalskål, og så har de drejer ind i, og så giver det en resonans, og så giver det en eller anden lyd, og så kan man meditere til det, og man kan… bedte Gud, jeg ved, jeg synes, var sådan, hængte sammen, men fordi jeg har lavet den her rejse om lyd og musik, så har jeg simpelthen valgt at sige, mig lige undersøge det. Så det var en fantastisk møde med hende, og hun allerede dengang, mange år tilbage, sagde til mig, må det være…

Du skal bare komme her, så skal jeg nok vise dig, hvad det her kan, fordi det kan mere end du tror. Og så lå det i baghudet på mig i rigtig mange år, indtil jeg… Jeg ikke for så lang tid siden, når jeg rent ind i… Jeg skal simpelthen finde ud af, hvad fanden det er, musik og lyd, indtil det gør med mennesker. Og det er mind-blowing, Mik. Det ikke bare noget, hvor det er ved at få gåse hud. Nu ved man faktisk, der er flere instituter i verden, altså videnskabelige institutter, som deciderer at sige, at er simpelthen empireske data på, at cellerne, vores menneskeceller, ændrer sig ved lyden. Og det er ekstremt spændende. Og hele den der rejse, været på, jeg synes, vi skal høre. Jeg laver lige det interview med Nessa og skulle ikke prøve lige at høre på det?

Nessa:

I was very fortunate, I guess, to be born into a family of sound appreciators. Both my parents absolutely loved music and as a tiny child I learned to play the violin. I actually was playing the violin on stage at a theatre in Launceston in Tasmania at the age of four. And I can remember the spotlights and the tiny violin.

But my teacher moved away and my violin playing didn’t continue. I had continued with piano, I played guitar. Music was always part of family life for us, but I started to lose some frequencies of sound around the age of 13, 14, basically as puberty came on. Some changes in my body led to the loss of hearing and that was very complex situation because I was told at the age of 16 I needed hearing aids and I really didn’t want to have things stuck behind my ears. At that point, looks were more important than sound. But by the time I reached 21, All I wanted to do was hear the birds again. So I’d lost all those high frequencies of natural hearing and my goal in life was to hear the birds again. But I was working as an outdoor guide and people were asking me every day, what’s that bird? And all I could say to them was, if you can show me the bird, I’ll tell you what it is. But I can’t tell you from the sound because I can’t hear it.

It wasn’t really until I got my cochlear implants 14 years ago that I started to hear the birds again. the beauty of the cochlear implant was that it started to bring back all the high frequencies that I’d been missing, which meant that music and sound started to come back seriously into my life again.

But even 10 years before the cochlear implant, I’d been introduced to singing bowls in a very, it’s a bit of a long story, but I was in a place where someone mentioned to me, maybe you should look up singing bowls on Google. And it was around the time Google just was a very new thing. So I put singing bowls into Google. And what came up was a lady called Susie Nelson Smith who lived in Sydney, who was coming to Tasmania to do a singing bowl workshop in two months’ And better than that, there was a free competition to win something. I think it was a free entry to the workshop. So I entered the competition, but I also rang Susie up and said, I’m losing my hearing and I really want to try to repair that.

And I think I need a singing bowl. So what can I do? And I think I want to come to your workshop. So she said, I’ll play to you all the bowls I had for sale over the phone. And you can tell me which one you need. And I sort of thought this was a bit weird. And she said, no, you will know. You will know. We’ll talk through. So she started playing bowls. They were nice. They were nice. They were nice. And then she played this sound and I felt it go from my head to my toes. And even talking about it now, I can feel the tingles in my body. So this particular singing bowl was a B note which relates to the intuition and the crown chakra.

It was really, really interesting. I ordered that bowl and she was going to bring it to the workshop. And at the workshop when we chose, she played bowls once again to choose which ones we were going to work with that weekend. And it was the same note that talked to me, but it was a much bigger bowl. I think it was 16 inches across. And I worked with that that whole weekend. And that sound changed some things in my body that weekend.

We got the experience to lie down with singing bowls all around our body and the group played in a certain pattern which we do for healing.

I was lying there feeling myself go up and down and feeling things change in my body. Feeling like the wiring being re-patterned in my body. And by the time I finished that weekend, I had some really strong physical shifts in my body. And one of the really interesting thing was, I think I would have been in my maybe mid thirties at the time. And

Nessa (05:32.584)

I didn’t get my periods very regularly. They would stretch out to 60 days or more because I was so physically active and didn’t have quite the nutrients for supporting my metabolism. the first night of the workshop, I got hit by periods. So in that day, the frequencies of the bowl’s head touched my body so deeply inside that it got cold to action, which was really good. But I was amazed because before that it was only acupuncture massage or things like that, physical things that would help that to happen. And so there’s been a big evolution in my life of using not just singing bowls, but physical therapies to support change in the body. But I’ve done so much exploration with sound since getting the bowls. As a child, I listened to music for the emotions that came from sound. Very early in my sound therapy career, I think I studied some work by Don Campbell, which is called The Mozart Effect, and that is all about… the higher frequencies in Mozart music which induce this change in the body, particularly on hearing. So there’s so much research out there about sound and how it impacts on our bodies.

Christian

I actually read about the chemistry factor we all have inside us, which is building or sending out all the hormones, endothines, adrenaline, the stress hormones, cortisone. And it’s already scientifically proved that sound wave has that effect to us. So it is a very interesting thing. I can tell about my experience with you the other day. Yeah.

Because the setup is, maybe you can tell me about the setup before I start to tell what happens with me.

Nessa

Yes, I chose a group of bows which I had taken somewhere else the week before. Specifically a 18 inch solar plexus bow which is a really beautiful connection to ourselves and the earth.

It’s a really beautiful bowl to play outside. And I chose some different crystal bowls, a rose quartz bowl and a couple of other what we call alchemy bowls, which sound beautiful together and I knew would sound awesome in that spot. We have the experience, I guess, of doing things in these special spots around our property quite often.

It’s lovely to be able to craft that space to make a really beautiful experience. Well, I hoped it would be.

Christian

it was. I can tell you for a fact. So let me tell you about my experience. There was this sounds which I really, really love, which is the soundscape of the nature, the frogs, the crickets, the birds. I was already in a mood and I was ready for what’s coming on. I really think that was an important thing for me, instead of going into this experience in a quiet room. So for me, definitely that was an emphasized everything. So now the exciting thing, the big ball you had, did something incredibly nice with me. It resonates exactly as I hear a fantastic music. You know, it composed music. But here we don’t have, so to speak, composed music. I know you are the one who’s doing it and obviously you have experience in doing it. But help me out if I’m wrong. You can hit it on what you call it. What’s the saying? Percussion. Percussion. And then you do it on the rim or inside the rim. I think we just call that singing. So that particular part did something to me. My belief now is, well, apparently… My chemical factory was putting out all this good endorphin hormones for me. And then something else happened. There was one thing that I… No, that’s not good. That was a weird one. I would compare it to what I would say a traffic noise I don’t like. Right. So I didn’t go into that, but it was just disturbing in terms of, I want that. You know, I was already intoxicated by the first one.

Secondly, after that, we returned to the big ball again. And then I shifted my opinion about it, about the bad one. It’s like day and night, I need both. I decided I needed both. And therefore I had this feeling it’s all right. And afterwards, immediately after I was thinking about what was it about? And then I remember I was working as an electronic engineer. And when we were, there’s some oscillator, we are testing things. And one of this was reminding me of that work, which is a very, very bad place for me to be. I was very stressful. It was a long period of time where the cortisone, all the stress was up over the roof. with that said, this is me analyzing myself immediately after. And I was tired and we said good night. It was a great experience. I went back to my camper trailer and I called my wife because I need to share it because then I can hear what I’m thinking.

It was a great experience. can only say everybody should try it. To be honest, if you asked me two years ago, I would say, what is that rubbish kind of thing?

Nessa

I found it quite hard during the pandemic when we were all shut down. It was probably, it was the hard place to be, Victoria. And at some point I invented, I’m going to take myself on a retreat at home. You can’t go anywhere. So I’m going to make it retreat. I’ve had all these singing bowls. I have a bath in the garden. I have a lake. I have the bush to walk in.

I’m going to use all my tools and create a retreat. How many days? Well, I think I might have a whole week and I will just do ordinary stuff every time I have to, but I’m on retreat. And that was a real turning point for me because I gave to myself and I made my life so much more fun by giving to myself. yeah, that was it.

But 57 years of living to learn how to make things work and now I’m starting to realise younger people say to me, how did you work that out or how did you learn that or where did you find out about that

That’s the thing, when we’re open, we find things. When we’re open for any opportunity, the most amazing things land in our lap. And I certainly, when I went to that workshop in about 2004, would have had no idea that I would have 23 crystal singing bowls in 30 years’ time. So yeah, it’s amazing.

So listening to music of any kind that feels good is a really beautiful thing and for sure sounds that are agitating. It’s a really good technique to actually be aware of what’s agitating or what doesn’t feel right and find a sound that you love and listen to a bit of the agitating sound and a bit of the good sound. and just allow them to dance in a way to soften the impact of that sound that’s causing problems. So what happened with in the group of bowls being played is that if there is a sound that’s not resonating so well, it will get diluted by the sounds that are nice and then that softens the impact in the body and in that way we can actually change our body’s response to that original sound which might have been linked with a not so good experience.

Christian: (55:07)

Det var enormt fedt at være der og opleve de ting, som I jo sikkert også kunne uddrage af det her lille klip. For det var nemlig kun et lille klip. I virkeligheden er det jo… Jeg var der flere dage, men der blev til en halvanden times optagelse, inklusiv cirka 20 minutter, hvor man virkelig kunne høre, hvad det er, Christian han oplevede. I den fulde udgave af Grib dagen Plus – der vil det også være sådan, at du vil kunne høre meget mere omkring ingredienser. Og når jeg siger ingredienser, så er det ingredienser i homo sapiens kroppen – i hylsteret. For det har Nessa også sit bud på, hvad der kan være godt i forhold til det med at gribe dagen. 

Men gribe dagen, Mik, der kan jeg godt fortælle dig. Det er en bestemmelse af. Det er en bestemmelse af, at vi står op om morgenen og siger ‘Nu tager jeg sgu lige den her spand med hen i parken.’ Om jeg så går en tur med Joey. Eller om jeg så sætter noget på min podcast player, der gør mig glad. Eller sætter mig i en situation, hvor jeg virkelig kan mærke, at jeg har lyst til at grave. Det er noget, jeg bestemmer, når jeg står op. Og det der med at bestemme sig for noget, det synes jeg er vigtigt for os alle sammen, fordi det er det, der bringer os frem til rent faktisk at kunne føle. Føle. At have hormonfabrikken i gang. Som kan give os de der glædefølelser.

Christian: (57:17)

Hvor det bare vildt, at jeg kan indånde luft og jeg kan udånde luft. Det går vi alle sammen hver dag og gør uden at tænke over det, men hvad så hvis vi ikke kendte det? 

Og der var bare det her enkelte punkt som jeg så på en skide video en video der fortalte om hvor verden går af helvede til og alt muligt andet og så sad jeg og kiggede og så var der en genkendelseting, som bare durgret ind i min hjernebark og sagde hold da op, kan du huske det, Christian, da du ikke kunne trække vejret og du blev nødt til at have det der asmamedicin? For det var lige præcis det billedet var. Det var en kvinde, der stod… en indisk kvinde på en indisk strand med fokus på et plastikhylster, altså det, der indeholder medicinen til at jeg kan komme ned i min lunger og så jeg kan trække vejret. 

Og det tror jeg bare, at det er jo bare sådan for os alle sammen. Vi går igennem livet hver eneste dag uden at tænke i virkeligheden så meget over alle tingene. Vi kan udånde, vi kan indånde. Hjertet pumper, som det gør, uden at tænke over det. Og sådan er der jo rigtig mange ting i verden, men lige for tiden, så tænker jeg bare, det er måske ikke lige helt sådan, er i virkeligheden med alle ting.

Og hvad skal der indtage til? Skal jeg have asma før jeg begynder at gribe andet til at tage noget medicin? Eller gøre noget ved min egen tilværelse? Hvad skal der til? Jeg tror faktisk, desværre det er sådan, at hver enkelt person først angriber noget, når det er tæt på os. Men lige nu, så er der altså nogle ting, der bare står og banker på. Det synes jeg.

Mik:

Den positive vinkel, Christian, på det er jo også nogle gange, at man tror, bliver ramt af en ulykke, men det viser sig, at den ulykke åbner en hel verden op, man får et nyt verdenssyn. 

Christian:

Absolut, Mik. Jeg er fuldstændig enig. Så i virkeligheden er det bare sådan med os alle sammen, hele Rasen og Homo Saviens, at vi renner rundt i flok, i to ovre til venstre. altså ude… Altså nej, hvor er dejligt herovre. Der er solskin. Lad sætte os her og se, er selvfølgelig sol.

Og nej, nej, vent lige lidt. Alt det der stråling giver alt for meget kræft. Eller et eller andet. Og så går vi over den anden retning. Og så tror jeg bare, at der er en vis procentdel af os alle sammen, homo sapiens. Hvor det lige pludselig siger, nå for fanden. Jeg genkender godt det der med det der astma-ting der i mig selv. Eller jeg har set på min mor, eller min far, eller min bror, eller min søster, eller nogen omkring mig.

Det gør bare ondt, og det gør ondt indeni, meget, de rent faktisk ikke kunne klare det, eller hvad det nu er. Og så bliver man motiveret, man bliver initieret til at gå i gang med at finde løsninger. Og det bare det, er. Vi er skide heldige. Vi er fucking heldige alle sammen. At der bare er en vis procentdel i verden, som bare er mega meget klogere end os andre, og som bare er fokuseret og går direkte i gang med at sige, ‘Så hvad kan vi gøre ved det?’ Det er jo det, er fantastisk, synes jeg.

Men det kræver, at man mærker efter, og at man faktisk kan mærke sine følelser. Det kræver den der opmærksomhed på følelserne. 

Ja. Og hold da op. Det var eddermanme et dybt spadestik. Fordi netop det, at vi i dag vælger, i kraft af vores dagligdag, at arbejde, som man nu gør, og indtjene til det, man nu skal – ikke jeg, men altså en stor gruppe skal. Og i hele den der dagligdag, forsvinder der jo et indblik på ens egen følelse og egen forståelse af verden. 

Og ikke nok med det. Den måde, man så vælger at bedøve den der kortison, hormonforbrækken igen, der bringer sig ind og man bliver stresset, det er at få noget af modsatte. Og det modsatte er, lad os lige kigge på de sociale medier, og den ene endofin, den anden dopamininsprøvning som jo er bare en skip on the surface, altså det er jo fuldstændig vanvittigt, at vi ikke får mulighed for rent faktisk at mærke i kroppen på hvad jeg lige det her der, men altså jeg er meget fortrøstningsfuld. 

Jeg følger – og det lyder virkeligt… men det gør jeg faktisk jeg har aldrig nogensinde gjort det før, men jeg følger en masse ting på YouTube i øjeblikket omkring musik for Aurora, den norske sangerinde, det er fordi hun er i min optik ekstremt ekspressionelt. Altså hun fuldstændig ærlig. Væk med alt det der, skal være, om man skal, om man burter og alt muligt. Jeg er bare det, er. Og så ud over det, så tilfører hun den her ‘bum bum’ – altså helt ind i kærnen. Ancient music. Altså naturen.

Og jeg bliver så rørt af det. Undskyld, jeg bliver drevet. Undskyld, sorry. Jeg bare… 

Mik:

Det deler jeg med dig, Christian. Den video, som kom ud den 1. oktober, hvor hun synger sammen med den britiske sanger Jacob Collier, og hvor de står på en isflage, han er sagt, oppe i Arctic. Og så til sidst, så kommer… Og hun kommer jo fra Norge… Så kan du huske det der maleri, ‘Skriget’. Et meget berømt maleri. Og der har de sådan et skrig henne til sidst. Og jeg… det er lige før jeg vil sige… vi skal ikke høre hele sangen, men vi kunne måske godt få lov at høre skriget til sidst – som jo, fordi det er en Greenpeace video, samtidig har en fantastisk dækning video-mæssigt. Og det kommer lidt som et chok, fordi man har siddet og set et stykke musik i lang tid, og lige pludselig så sker der noget. Men det skal vi ikke røbe her, hvad det handler om. Jeg synes, at det er måske årets flotteste sang, som er blevet udgivet af de to, Jacob Collier og Aurora.

Det der med er Aurora. Hun bruger elementer fra stammemusik. Har også gjort det, jeg skal lige undersøge, hvad helvede er nu lige derfor noget. Og i Grib dagen regi, så er det bare som det er. Momentum Mori – vi ved, vi skal dø. Carpe Diem, lev livet. Lev nu. Min erkendelse, min egen viden om, at jeg skal dø. Min egen viden om, at det er nu, jeg lever, er én ting. Det er tidsafgrænset. Der er et eller andet. Sådan er det. Biologisk så nedbrydes jeg, og så er det slut. Men musik er helt anderledes. Det er før jeg blev født. Det efter jeg er død. Det er bestemtigt.

Den der fornemmelse, som jeg har med det gamle, anciente musik. En tromme fra det indianske kultur. Aboriginals med klik klak, jeg ved ikke, hedder. En didgeridoo med en meget dybt frekvenserende lyd.

Ikke konstrueret, ikke komponeret, men bare en lyd som er suging, som går dybt ind i vores krop. Det er bestandigt. Det er før jeg blev født. Det er efter jeg er død. Det er sgu fantastisk.

Mik:

Inden vi runder af fra denne her 11. episode af Grib dagen, så synes jeg lige, skal give sådan en slags det sidste ord til Zach Bush, som jo har været en mand, vi begge to har fulgt. Han er jo læge og interesserer sig meget for videnskab, men har bygget en masse ting oven på det. Man kan følge ham på YouTube og den slags. Men han sagde noget for nylig, hvor det virkelig ramte dybt i mig. Og jeg synes, vi skal bare lige høre det. Et lille klip her, hvor han ligesom sætter nogle nye

Zach Bush:

We need to dream the new dream for humanity. And we need to do it by feeling completely instead of blocking the feelings or categorising the feelings or judging the feelings. We need to come into our full feeling bandwidth so that we can dream the new dream. 

And so it’s going to be that trust fall into, you willing to die feeling so much? Because if I really showed you what we’ve set off at the genetic level by the chemical farming of the last 50 years, you would give up hope. I give up hope when I look into that lens. And then I require somebody else, a child typically, or an elder to come along and hold my hand and show me that there’s a plan unfolding. There’s a dream that I can’t dream yet because all I can see is the horror of what we’ve created. If I look too long in the microscope, I give up hope until a child grabs my hand and said, I showed up right now knowing the condition that I was stepping into. I showed up right now because I have a dream and you’re going to train me out of it because you’re an adult. But I’m showing you that there is a dream because I wouldn’t be showing up if there wasn’t. 

And so these children are coming into this world with a new dream. And if we are wise enough to sit and listen to the feet of our children and the feet of our elders that did not leave nature, these are our last 4 % or 3 % of humanity that’s still living an indigenous belief system, an indigenous experience of I am of Earth. I am Earth. 4 % of humans left with that belief system. The rest of us think we come from an abstract reality. Think we live in and are hoping for an abstract reality to solve our critical crisis. And so sit with an elder in an indigenous community, sit with a child and let yourself feel everything. Feel the horror, the wounds, feel everything, feel it, feel it, feel it, feel it, and then dream the new dream.

. . .

Mik: (01:08:52)

Og med de ord, det var hvad vi kunne nå i én podcast episode, den 11. af Grib dagen. Nu er det tid til, at du skal ud og rejse med dine kunder, og jeg skal også ud og rejse med mine børn. Det er tid til noget ferie, læse nogle bøger, og så er vi tilbage igen i det nye år. Så her og nu, godt nytår!

Christian:

Schhhhhhssss. Det var måske ‘vingesuset’ igen igen. Og ikke mindst, flyvemaskinen, lettede fra Melbourne til København med Mik. Og familien. Præcis. Grib dagen.

[Musik og magpie]