Transkription af Grib Dagen Podcast – episode 12
[Magpie song]
Mik Aidt:
Grib!
Christel:
Grib dagen
[1990er-modem ringer op]
Christian Nikolajsen:
Grib dagen, for mig, er… den-undelynende: det’ nu!
Mik:
I mere end et helt årti efterhånden har haft det her citat, Steve Jobs citat, stående på toppen af min Facebook-side: “Lad nu være med at leve i en illusion om, at du har noget at miste. Du er allerede nøgen,” sagde Steve Jobs: “Der er ingen grund til, at du ikke skulle følge dit hjerte.”
Christian:
Det er lige her og nu. Og det er sådan et lykkepunkt for mig.
Mik:
Grib!
AI-Christian:
Du sidder derude bag højtaleren eller dine hovedtelefoner og lytter til den her meget spændende podcast, som vi jo har valgt at kalde ‘Grib dagen’.
AI-Mik:
Og her kommer noget uforventet ind, og vi kan jo godt lide det uforventede her i podcasten. I det her tilfælde er det uforventede, at det ikke er Christian og Mik, der sidder bag mikrofonen i dag, som du måske ville forvente. Det er derimod en kunstig intelligens, en AI, som har lært Christians og Miks stemmer.
AI-Christian:
Det gør vi da meget godt, ikk’?
AI-Mik:
Og det synes jeg da!
AI-Christian
Men nu stiller vi om til de rigtige levende og autentiske mennesker, de vaskeægte: Mik Aidt og Christian Nikolajsen.
Mik:
…som er tilbage på banen efter en lang pause. Velkommen til!
Christian, for søren! Det er jo vildt, hvad der sker med AI og kunstig intelligens, så det kommer vi til at tale om i dag. Men inden da, så skal vi også høre lidt om, hvor DU har været rundt i verden, eller nærmere betegnet i The Grampians, og i vores lokalområder her i den sydlige del af Australien.
Christian:
Det er nemlig rigtigt. Staten Victoria har været udgangspunktet for mig og de danskere, der har været med på tur.
Mik:
Vi kommer også til at høre noget musik, men ikke den musik som vi plejer, fordi i dag står den på 100 procent kunstigt genereret AI-musik.
Christian:
Lige med én undtagelse, hvis jeg skal komme med det – fordi der ER en undtagelse.
Mik:
Og den er, at der jo – eftersom at der kommer mere og mere AI på banen – så er der også brug for autentiske mennesker og autentiske musikere. Og det emne kommer vi selvfølgelig også ind på.
Christian:
Men skal vi ikke se at komme i gang, Mik?
Mik:
Det skal vi. Velkommen til ‘Grib dagen’.
[AI musik]
Christel:
Begrib AI
Christian:
Ved du hvad, Mik, altså – jeg er ligeså begejstret, som du er… Da du viste mig og spillede de her stemmer, som overhovedet ikke er vores. Jeg synes det er helt vildt. Og det bringer mig jo så også på banen i forhold til at tale om AI i al almindelighed. Hvad er det for noget? Hvor længe har det været der? – var jeg lige ved at sige – og: Hvad kommer der til at ske med det her AI? Skal vi være bange? Skal vi være glade? Hvad skal der ske?
Mik:
Jeg kan huske tilbage i 1993. Det var et år efter, at der var en mand nede i Schweiz, der havde opfundet et nyt kodesprog, der hed HTML, som gjorde, man kunne begynde at bruge Internettet på en helt ny måde. Og hvor jeg var dybt fascineret af, at der var noget på vej, der hed ‘Internettet’. Og i 1994, der stod jeg på en markedsplads med en lille computer og viste folk, hvad Internettet var. Og du ved, det var jo langsomt, og det var besværligt at koble på – man skulle have sådan et modem med alle de der lyde, der kom – og det var dyrt oven i købet, og folk de sagde, ‘Ja den er god med dig.’ Og jeg følte mig jo sådan lidt… måske, som sådan en misforstået profet, du ved, der står der og har set lyset og fortæller om den nye verden, der er på vej, og – ‘den der revolution, kan I ikke høre og se, hvad det her kommer til at betyde?’
Og jeg oplever måske lidt sådan, hvis jeg kigger tilbage på mit liv, at jeg har sgu mange gange stået og følt mig lidt som sådan en misforstået profet, der har talt om noget, er på vej – om noget, der uundgåeligt vil ske om 10 eller 20 år, og hvor folk bare står og siger, ‘Hvad har han gang i? Altså, hvad snakker han om?’
Men jeg må jo sige med Internettet, for eksempel… Det kan da godt være, at jeg var 10 eller 20 år forud for min tid – på den måde, at jeg kunne se, hvad der var på vej dér, men jeg fik jo ret.
På samme måde havde jeg det, også der i 1990erne, hvor jeg snakkede meget om, at sukker er et problem, og vi bliver nødt til at gøre noget ved den måde, vi spiser – og sådan nogle ting. Og folk de var sådan lidt, ‘Nej, vi har jo en madpyramide. Man skal jo følge madpyramiden’ og have meget af de der kulhydrater nede i bunden, osv. Og jeg sagde, ‘Nej, den skal vendes på hovedet, venner!’
Og der gik jo igen 10 eller 20 år før, at det faktisk viste sig, at videnskaben fulgte med, og på et tidspunkt kom det så også frem, at selv de mennesker, der laver sådan nogle madpyramider, de måtte sige, at ‘ja, det er nok rigtigt, at vi skal have vendt den der madpyramide på hovedet.’
Nu er der så kommet det her med kunstig intelligens og AI. Og det er jo ikke mere end et år eller to siden, at vi hørte om det, sådan for alvor, altså hvor vi hørte om ChatGPT – og pludselig lærte – bare det at skulle sige de bogstaver: G P T – og den slags.
Og det er jo godt nok gået så stærkt. Fordi hver eneste dag, næsten, sådan føles det, så kommer der nye landvindinger – og nye ting, som AI kan, som det ikke kunne tidligere.
Bare inden for de sidste 14 dage, der har jeg været inde i nogle systemer, hvor jeg har været fuldstændig slået bagover: ‘Hold da op! Kan AI nu også det?’
Og det er jo sådan lidt en blanding af frygt og begejstring. Begejstring fordi at… Hold da op! Sikke et værktøj, og sikke meget, man pludselig kan producere.
For eksempel mig som journalist, er i stand til at stå op en eller anden morgen og så i løbet af en halv time til en time kan jeg have produceret 15 gange mere, end jeg ville have kunnet i den gamle verden.
Samtidig, så, når jeg tænker på mine børn, og hvis jeg kigger ti år frem – hvis det fortsætter på den her måde, og med den hastighed – så må jeg sige, så kan jeg godt blive meget bekymret for, hvordan verden kommer til at se ud.
AI kan bruges til fantastiske ting. Det kan jo bruges bl.a. til, at vi mennesker kan begynde at slappe meget mere af. Fordi lige rundt om hjørnet, der står der jo robotter og venter. Robotter som ikke bare… Altså nu tænker vi om kunstig intelligens som at det handler om en computer, der kan hjælpe dig med ting. Men før vi ved det, så er det jo også fysiske ting, der bevæger sig, og som har arme og ben, og som kan gøre ting for dig – og løse opgaver.
Og man skal ikke tænke ret langt ud i fremtiden, før vi begynder at se robotterne gøre det arbejde, vi plejede at gøre, meget hurtigere, meget bedre og meget billigere. Og det betyder, der en masse mennesker, vil blive fyret. Det betyder, at hele samfundsstrukturen må jo skulle ændre sig, kan man sige.
Fordi hvordan skal folk tjene deres penge? Vi kan ikke have at alle folk sidder og sulter på gaderne.
Så vil der komme en ny form for bistandshjælp. Man taler om det, hedder ‘UBI’ – Universal Basic Income – som en måde at ligesom sige, at så kan vi mennesker jo bruge tid på det, vi har lyst til. Vi kan læse bøger, vi kan gå ture i skoven, være i harmoni med naturen, lave kunst og musik eller fordybe os i filosofi. Altimens at robotterne gør alt det arbejde, vi plejede at skulle gøre.
Det er jo et kæmpe skift. Og jeg må sige – når jeg ser på mine børn, som går i gymnasiet i øjeblikket, så tænker jeg: Hvordan kan det være, at skoleinspektøren på sådan et gymnasium ikke allerede nu begynder at tale til sine elever om, hvad det er for et skift, der er på vej?
Hvorfor begynder vi ikke at tage det her meget, meget mere alvorligt? Det er som om, at folk bare tager øreklapper og skyklapper på. Så – ‘uha, nej, det må vi ikke snakke om.’ I skolesystemet er kunstig intelligens jo nærmest et tabu. Vi lader som om det ikke findes, og vi holder det ude så godt vi overhovedet kan. Men kig lige 10 eller 20 år frem, og så vil det være nogle helt andre ting folk har brug for, end det de lærer i skolen i dag. Det er der bare ingen tvivl om.
Det vil være nogle fuldstændig andre værdier, der skal på banen. Og ting vi skal lære at være gode til, hvis vi skal mentalt klare os i den verden, vi er på vej ind i.
Og med mentalt, der mener jeg virkelig, det der… – det er meget eksistentielt… at du for eksempel som musiker, bliver totalt udfordret på, at alle nu kan lave musik. På ti minutter kan de bare sige en prompt, hvad de vil have, og så har de et stykke musik, der ville have taget en musiker en måned at lave – med alt, hvad det indbærer – med lyrik og optagelser, osv.
Det samme med billeder, som jo kan genereres. Tegninger, og så videre og så videre. Der er jo ingen ende på alle de ting, hvor maskinerne nu kan gå ind og gøre – de ting, vi plejede at gøre. Men de gør det faktisk både hurtigere og bedre og billigere. Og så er spørgsmålet: “Jamen, hvad skal jeg så lave, far?”
Og det spørgsmål bliver vi nødt til at være bevidst om. Og tage en dyb diskussion om. Og det mener jeg også, at for eksempel skolesystemet burde være ‘up-front’ i forhold til at gøre vores børn klar på, hvad det er for en verden, der er på vej.
Christian:
Jeg tror, det er sådan her: Din bekymring om i forhold til skoleledelser og folk, der ligesom ikke sætter sig ind i det – de vender det blinde øje til. Det handler ikke om, at det er en bevidst ond handling, ‘Det gider jeg ikke at sætte mig ind i overhovedet.’
Det handler simpelthen bare om, at ‘Det forstår jeg ikke en skid af det her.’ – ‘Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i.’
Kort sagt: teknologi i al almindelighed er noget svært håndterbart for de fleste mennesker, hvis man ikke lige er inden for det. Eller hvis ikke man har en eller anden nysgerrighed omkring det. Og derfor så vil alt ny teknologi være svært for rigtigt mange mennesker.
Lige pludselig, som du ser i Danmark, der er NemID og jeg ved ikke hvad, og så er der hel generation… Jeg ved dine forældre, de er 90 eller noget lignende i den stil – og de er fuldstændig stået af i forhold til alt det der. Den tech-savviness, der skal til. De er stået fra.
Nu er du jo af den støbning, som du er. Og jeg kan huske, da jeg satte dig ind i alt det her… Det her skete – og det her er på vej, Mik. Og du blev farlig interesseret i det lige med det samme. Du var hooked på.
Der var ingen tvivl om, at det… – og så med din historik omkring din HTML og så videre og så videre, at du er absolut en af dem, der er god til at tage den pind dér videre. For det har du gjort.
Og det også derfor, jeg spurgte dig – fordi du har jo så betalt for det her ekstra GPT 4.0 eller O.
Jeg har ikke gået på den vogn med at betale for det, men jeg er der helt klart den støbning, der er utrolig meget nysgerrig i hele det der felt der. Og det kræver bare, at man først og fremmest har en motor, der hedder, ‘Det vil jeg fandme gerne vide noget om.’ Altså, ‘Jeg kan simpelthen ikke lade være med at vide noget om det.’
Og så opstår der jo i den der lange granskning – eller det ene eller det andet, som jo i første omgang for mit vedkommende handler om ikke bare om hvad det kan, og hvad man kan blive bange for, hvad det kan, osv. Men handler rigtig meget om: hvordan i alverden kan det lade sig gøre.
Og da det gik op for mig, hvordan det kan lade sig gøre – at det er en læringsproces. Og der er bare det: Hver gang der bliver opfundet noget nyt, så er det jo med brillerne på, der hedder, at det er godt for menneskeheden.
Det er virkelig godt. Det har vi noget, kan hjælpe os med at svare på en masse ting, og vi kan gøre det hurtigere og alt muligt andet.
Alt AI, kloge AI i dag, er bygget op på den måde, at det ikke handler om, ikke som de fleste tror, at det er bare et opslagsværk eller noget andet. Nej, nej. Det er ligesom et menneske, der bliver født: Et menneske, der bliver født, har ingen sprog. Dermed så har du ikke en eller anden lærer, som siger, når du er 0,0001 år: ‘Nu skal du høre her: 2 plus 2 er lig med 4’. Så er der fakta, og så skal du gemme den viden.
Det findes ikke. Et menneske bliver født med 0,0000 viden og ingenting i forhold til, hvad det betyder, når jeg siger, ‘Kan du så tie stille?’
Det fatter det her lille menneskebarn ikke en skid om. For det første, er det dansk – hvad betyder den sammensætning af lyde og alt det der?
Alt det er igennem en menneskehjerne jo noget, der sker med fejl og fejl, altså tolkninger. Et kæmpe belønningssystem, der ligger i den menneskehjerne.
Det er biologisk ting, der hedder at mennesket har nogle hormon ting og sager i kroppen, der siger: ‘Så! Der er gave ved kasse 1. Du gættede rigtigt: Hvis du skriger sådan her, så kommer der en reaktion: Du får en pat i munden. Du kan suge, der er mad.’
Og det derfor, psykologien og alt muligt andet siger de første 4-5 år er ekstremt vigtigt i et menneskes liv. Fordi det er der, hvor vi lærer på den måde.
Derefter begynder vi at have den der med en lærer, der står og siger noget. Og lærerne, der står og siger noget, i den teknologiske verden, det er Google. Altså det er sådan noget opslagssværk. Vi fodrer dem alt muligt. Men ChatGPT er alt det, der sker forinden. Det er en læringsmaskine. Jo mere information du fodrer den med, jo bedre er den til at lære omkring det.
Men den lærer jo ikke bare af dig og mig, den lærer af maskiner. Så den lærer af flere millioner prompte, bliver lavet af andre maskiner per dag, for de skal gå hurtigere til at de bliver dygtigere. Så for hver eneste mikrosekund bliver den klogere af nye prompte.
Jeg tror, at det her kommer til at køre rigtig stærkt, og det kan vi bare se allerede nu. Der er så mange ting, er så givtigt for menneskeheden.
Jeg har kræft, jeg kan blive scannet… jeg skal ikke vente to dage, tre dage, fire dage på, at en læge har tolket det. Maskinen gør det meget hurtigt, og jeg kan komme hurtigere og hurtigere i gang.
Hvis alt går godt, så vil vi faktisk kunne have det sådan, vi kommer til at arbejde mindre og mindre. Jeg kan komme med den her, der hedder, jamen før Internettet, før CPU’en den overhovedet kom på banen, så havde vi en masse mennesker, arbejdede med alt muligt, som computeren har overtaget lige siden. Altså før AI.
Vi mennesker kommer til at tilpasse os det nye, der handler om, at okay så meget arbejde er der altså heller ikke. Så vi kommer til at skulle arbejde mindre. Og derfor kommer vi til at få noget andet. Vi får mere fritid. Og det her mere fritid kommer til at være sådan, at det der, vi skal købe vores ydelser i vores fritid.
Det kræver selvfølgelig, så vi tjener de penge, så vi kan gøre det. Men jeg tror i det store hele, at den udgift, der ligger i dag til menneskehænder, bliver mindre. Og dermed så bliver det også flere penge. De ydelser, vi ellers skulle betale for i vores løn, i stedet for at vi tjener 40 timer om ugen for kunne betale alle de menneskehændigheder, til: at så skal kun betale til 20.
Derfor kan vores løn række længere. Så det tror jeg, kommer til at få en større fritid. Hvor vi så vælger at ud og opleve noget. Og vi vil vurdere, at det er bedre. Jeg tror faktisk også, at den største bekymring, vi alle sammen render rundt med. Eller i en af de store bekymringer, det jo både krig og klimaforandringer – at forskellige AI’er kommer til at så gode til at hjælpe med ting og sager, der handler om, at måske skulle man gøre sådan og sådan på den måde.
Det at den kan lave sådan nogle løsninger ude fra nogle prompte, giver den. Der er jeg sikker på, den klogskab – den er jo oppe på omkring 300. Det er meget forskelligt, hvad folk siger i IQ. Det er det menneskelige intelligensk kursent, man gør derud fra, når vi er færdige i 2025, så er vi op på over 1.000. Så hurtigt går det.
Når det når der, så kommer den med et forslag om noget, som vi ikke har tænkt noget som helst over. Hvordan i alverden vi skal kunne redde klimaforandringerne? Hvordan får vi 425 ppm ned til de 300, som det er sket 3.000 gange i vores Jords historie? Og så videre.
[AI musik]
Christel:
Grib Australien
Christian:
Der ligger sådan en ting inde i mig, som er meget stærk. En meget stærk følelse, jeg har. Og som helt sikkert er det, der er årsagen til, at jeg elsker mit arbejde. At have lyst til at fortælle om, hvad der sker uden for os mennesker, altså i naturen.
Der er en ting her i den australske natur, som er helt naturligt. Der opstod pludselig for mange år siden en art, der hedder eukalyptustræer.
Det er blomstrende træer – i alt sådan noget, der ligner 7-800 forskellige arter. Og i det her store land, som også er et kontinent, så opstår der tit, at der kommer meget ofte lynnedslag. Og de her lynnedslag, de slår jo ned i alt muligt. Men eukalyptustræerne har adopteret det her vilkår, der nu findes, at det faktisk er blevet sådan, at de ligesom ’embracer’ det. De siger… – det ville være fantastisk, hvis de kunne fortælle om det – men det er i hvert fald, det er ligesom at fundet ud af, at vi må leve med det, og så vores reproducering: der skal faktisk en brand til for mange arter – ikke alle 800 eukalyptus arter – men mange arter skal bruge en brand.
Så hvor mange bushfires sker der omkring her i Australien? Der over 100.000, som sker via lynedslag. De der 100.000 brande, der nu sker – så har man jo et helt system af mennesker der renner rundt, altså brandmænd, som sørger for at kunne håndtere de her ting her.
Så jeg ved 100 procent når jeg skal starte sæsonen med at have danskere på besøg og vi skal ud, så kan det godt være jeg har lavet en itinery-list. ‘Vi skal det og det og det. Det er alle tiders. Vi skal til The Grampians.’ Men jeg også klar over hver eneste gang, at naturen er jo sådan anlagt, at lige pludselig, så er der en bushfire. Ikke hvis, men der kommer en bushfire.
Bushfire som lige præcis er det her med, at det er eukalyptustræerne… Et eukalyptustræ har jo en trækrone, hvor at de her blade indeholder eukalyptusolie. Og ja tak, olie. Altså det er brandfarligt som ind i helvede. Det er én stor brandbombe.
Det har de simpelthen arrangeret så fint, de her træer her, at skulle der komme en lille gnist, så har vi noget, der kan sætte gang i det hele. Ikke nok med det, så selve stammen – der er mange arter, ligesom har en bark, der ligesom fælder og falder af og lægger sig i bunden af træet. Nede på jorden. Så ligger der sådan en lille… Lige som om der er nogle mennesker, der har sagt, ‘nå her skal vi have et Sankt Hans bål’.
Så det ordner vi selv. Så ligger der alle de her bark her, sådan så skulle der komme et lyn, så kan jeg da ihvertfald samle op i det.
Og lad lige lege, der kommer et lynnedslag ned i den der bunke der, og så går det jo stærkt, så brænder det. Så kan træet gøre det, at det afgiver et brandhæmmende stof.
Hernede i Australien kalder man eukalyptotræer ‘gum trees’. Og det gør man fordi gum sveder simpelthen harpiks ud, når der kommer brand. Og det er brandhæmmende. Og det vil sige, så går ilden så op af stammen, og så, yes, op i toppen, har vi alle de der blade fyldt med olie, og så går der endnu mere. Og det går meget, meget stærkt med her. Når det brand, det ligesom har overstået, og vi leger lige, og det går ikke mere voldsomt til, den slukker simpelthen bare. Sådan er det. Så venter træet på, hvis man kan sige sådan, at det begynder at regne en eller anden dag.
Og en eller anden dag regner det altså. Og regn det er vand og H2O, er den kemiske formulering af det. Og H2O når den rammer ned og rammer asken, for der ligger asket fra branden af nede på jorden.
Når den laver den der kombination, så går der så i gang med nogle spiringer af nogle arterne af eukalyptustræerne. Andre arter de har sådan noget helt vildt noget, der hedder epikromisk. Altså ud for træet spark kommer der knubskrydninger. Fordi det er jo sådan – det er jo sindssygt vildt, at et træ kan hente sin energi via stjernen, altså stjernelys, altså solen simpelthen.
Og det er jo fotosyntese. Og hvad ved vi om fotosyntese? Vi ved, at bladene, ja det er dem, henter det, for de er grønne. Så derfor er det skidesmart at få noget epikomisk. Det vil sige, der kommer nogle skud fra stamme, der siger, tak, nu suger jeg lidt lys opfra.
Og så får jeg faktisk gang i at lave en fotosyntese og samle energien. Det er jo helt vildt fantastisk. Og inden for ganske kort tid, og jeg mener virkelig ganske, altså et, to, tre år, så har vi en trækroen igen, og så fungerer træet. Og så begynder vi over flere år at smide de der bladene, kommer ud fra stammen, og så har vi det, der ligner et almindeligt træ igen. Det er fantastisk.
Det var én måde, som eukalyptustræet har lavet en strategi. En anden måde er også, at der er nogle af dem, har nogle nødder, der indeholder frø og de der nødder er ekstremt hårde, og den eneste måde, at det kan komme ud af det, det er ved en brand.
Så der er sådan nogle forskellige strategier.
Når det er sagt, er det jo sådan, at når jeg har de her dansker med på tur, så er det jo lige præcis sådan en historie, som jeg fortæller nu, fortæller lidt om, at måske er det ikke bare lige en brand, er forfærdeligt. Måske er det jo faktisk, som Christian siger, det er sådan, som livet har adopteret vilkårene. Det er jo sådan arten eucalyptus – arten har tilpasset sig for at kunne viderebringe sin egen art.
Men det er ikke kun viderebringelsen, Mik. Det er også i forhold til, at hvis den får forskellige sygdomme. Svampe kommer til at vokse. Der kommer bakterier. Så når den her brand kommer, så får den lige renset – en lille kur, den får. Helt automatisk. Og så er der god gang i den for dens børn. At de kan komme til verden uden den store problematik.
Men så er der også lige den der DNA-evolutionslæring, der handler om – at hver eneste gang en art skal startes så op, så kan der jo ske det, der sker en mutation.
Og mutationen kan være så heldig, at det en mutation, som klarer sig bedre end den tidligere version af arten, og dermed så får vi en ny art på banen. Og det er jo sådan, det hele foregår.
Så det er ret spændende. Og det må jeg sige, at det har været rigtig meget spændende. Altså næsten lidt for spændende, fordi lige præcis den her sæson, der har det brændt. Jeg skal lige love for, det har brændt.
Det har mange konsekvenser. Det er også en konsekvens for de steder, hvor jeg nu bruger overnatningsplads. De er jo blevet mine venner – ude fra The Grampians. Så der er også en anden ting at kigge på. Det er forfærdeligt, når vi mennesker skal involveres i det her med at blive ramt af brand.
Men jeg vil sige, når en dør lukkes, for det blev den nemlig. Jeg måtte jo sige til mine kunder, ‘Prøv at hør her. Nu er den her dør lukket. Vi kan ikke komme op og vandre der, som vi havde regnet med.’
Men så siger jeg så, ‘Der er en helt anden dør der åbner sig.’ For nu kan vi virkelig kigge på hvad der sker. Jeg havde en formidlingsmulighed, som var udover det så vanligt. Nemlig at stå i 5 minutter efter branden. Og ellers køre rundt i området, fordi der var en brand sidste år. Så kan vi kigge på den forandring der nu er. Og det var helt fantastisk. Og så se det – de danskere, jeg nu havde med – i deres øjne, i forhold til… ‘Det er jo rigtigt, hvad Christian siger.’ Det er faktisk også sådan, at vi kan godt se, det er en del af livet.
Men der er også en anden ting, at når det så sker, så er det jo en rutsjebanetur og livsbekræftende af helvede til. Det er vildt spændende at se det der uden for, fordi det kan give en kæmpestor inspiration indeni os selv på vores egen tilstedeværelse i verden.
[AI musik]
Christian:
I og for sig, så er der jo mange, som tænker: de der eukalyptusbrande, det er jo klimaforandringerne. Og det kan du høre, som jeg lige har fortalt dig, at det er det ikke sådan lige det, jeg mener her.
Men det er det, den-undelynende, når man for eksempel ser, at de fornyldes i Los Angeles – de brande, er der. Fordi det er jo også eukalyptustræer. Men eukalyptustræer er ikke fra USA. De er blevet hentet. Det en invasiv art, det er introduceret art i USA.
Eukalyptustræ er jo faktisk et træ, der er blevet introduceret mange steder i verden. Og som jo har… det jo det, som jeg har forklaret – det vilkår, at de skal brænde.
Og det vil sige, det kommer de så også til i de lande, kommer hen. Og det har man måske ikke lige tænkt på. Så hvis vi lige tager først og fremmest Californien. Det er flot træ, det vokser hurtigt. Det er blomstrende træ. Alle tiders, er pæn i stammen, og det lige det, vi vil have. Det planter vi langs vejen her, og det går hurtigt, er nemt at gøre.
Uden at spekulere på, at nå for satan, så kan vi lige pludselig få – på grund af klimaforandringer – de vejrforhold, som der nu er sket i hele verden, og så i den del af verden, så de klimaforandringer gør så med de tre, at det så brænder.
Og det skal vi selvfølgelig huske på. Og så skal vi også huske på, at sådan noget som eukalyptus-træer, den der hedder eukalyptus globulus-arten, som er et træ, der er introduceret i Sydøstasien, fordi man tænkte, ‘åh, det er smart, her har vi at gøre med et træ, der er dygtigt til at finde vand nede under sig. Og at suge det hurtigt op og vokse og tage alt vandet fra undergrunden. Det kan vi bruge i vores sumpområder her i Sydøstasien. Når vi gør det, så har vi udryddet områderne, hvor malariamyggen holder til. Så er der ingen larver og ingen malariamyg. Bang så klarede vi det.’
Hvad introducerer de så samtidig? Et træ, der kan brænde. Det kan alle træer, men her skal det den-underlynende brænde for at komme videre.
Og sådan er det også meget, synes jeg, i det hele taget. Men 100 procent: klimaforandringen skal vi ikke glemme. At det har helt klart noget at sige. Også her i Australien.
Der er sket det her i Australien, at der er to ting, gør, at vi ser de her brande oftere og større. Den ene ting, det er selvfølgelig klimaforandringerne. Det er, der kommer et vejrlig, hvor vi får flere lynedslag, som vi så sætter gang i brandene.
Det er den ene ting. Den anden ting, er, at os mennesker har valgt at sige, kunne det ikke være smart herovre ved nærheden af den her flod lige at lave nogle bomuldsmarker, fordi det kunne vi tjene gode penge på, og så tager vi alt vandet fra den her flod, fordi vi skal jo vande de her bomuldsmarker. Og så selvom der står nogen, hedder indigenous people og siger, oh ho, vagt i gevær, hvis I gør det, så gør I det faktisk, det er endnu værre på økonometrierne, og så hvis der bare kommer en lille smule, så brænder hele lortet endnu mere. Så det skal man jo huske på.
[AI musik]
Christel:
Grib musikken
Christian:
Sidst snakkede vi om, at jeg var meget optaget af musik og hvordan det rører mig. Altså, rører mig. Musik har en kæmpestor emotionel virkelig for mig. På et tidspunkt nævnte jeg, at Aurora, den norske sangerinde, virkelig betyder noget for mig. Der havde jeg så booket ind til min kone og min datter og mig selv til en koncert i Melbourne, som jeg synes var fantastisk, og jeg synes lige, vi skal høre en lille lyd-snas fra det, som jeg har optaget, fordi det kan være en lille optakt til noget andet, jeg gerne vil ind på.
Aurora: SONG
You cannot eat money, oh no. When the last tree has fallen and the rivers have been poisoned, you cannot eat money, oh no.
5, 4, 3, 2.
Christian:
Det er ekstremt fedt synes jeg. Hun har bare den der effekt ved mig, som er helt ekstrem. Altså fuldstændig. Jeg forstår det simpelthen ikke, men…
Når hun siger noget, det er så transparent. Det det, hun mener. Og det er også det, jeg mener. Hun siger virkelig, ‘Hvor er det vigtigt det her med vores natur. Fordi vi er en del af det.’ For vi er en del af det. Det er jo hvert fald det, vi har klippet os ud af ordet natur. Altså, mennesket er én ting, og så er det naturen. Fuldstændig crazy. Anyways, hun synger det der, og så siger ‘you cannot eat money.’
Så går der et tid efter hun har sungen det, og så går det stille, og så siger hun så… Det her, det dedikerer hun til børn i verden. Og de børn hun snakker om, er os mennesker. Os som menneskehed, vi er børn af verden. Ja nu går hun decideret ind i Congo og Palestina og Ukraine og jeg ska’ gi’ dig ska’ jeg, ikke? Altså hvor det er brændpunkterne er i øjeblikket, som hun nu altid gør til sine koncerter.
Og så har hun en ambassadør, altså hun er autist, som gør, at hun har lidt fokuseringsproblemer, så det er en fantastisk i løbet af en koncert.
Der er ikke en eneste koncert, hvor hun ikke siger, at hun glemte lige teksten, og nu er jeg lige ramt ind i en følelse. Hun spige imellem tingene, og pludselig fortælle om, hvor hun går helt… Det bare det, har lyst til sige. Og så…
Så glemte hun lige, hvad den næste sang skal være, og det er så dejligt ærligt og givtigt, egentlig er… puha, jeg kan slet ikke … Og så synger hun vidunderligt … Og hvis du så kiggede dig omkring, inden alle de her, jeg ved ikke, 7.500 mennesker. Der står mange i min alder, altså mænd. Altså jeg ved ikke, hvad det handler om, men… og så står der selvfølgelig også det, som hun jo selv er en neurodivergent, ikke? Altså andre kan se på hendes måde… Jeg kan i fald føle, hun siger, er så stort.
Hold da op, at betyder meget for mig at være i sådan et… Musikken er fantastisk. Hun synger godt. Hun er det, som hun er. Og det render ind i hele mine holistiske tanker om gangen med naturen.
Det er bare nogle følelser, der handler om, at… Hvis jeg tog en rumraket og hoppede ind i den. Hvis vi bare lige legede at det kunne jeg gøre. Så kunne jeg flyve ud i rummet, så kunne jeg kigge ned på den her runde kugle, den blå planet. Og så se det i et større perspektiv.
Det større perspektiv – det er, jamen det er en rund kugle, hvor det hele lort er på. Alt hænger sammen. Som ærtehalm. Fuldstændig. Så længe vi ikke smider en bombe i hovedet på hinanden, men det foregår helt naturligt det ting der sker, så er det nogle ting, sker. Det er også forfærdeligt, men det er også forfærdeligt, at vi mennesker ikke kan blive mere end 110 år, eller hvor meget vi kan blive. Det er virkeligheden. Virkeligheden er, at jeg fødes, og jeg dør, og det gør al ting på jorden.
AI-stemme:
Og færdig, bom!
[AI SANG:]
Welcome to the cycle of life
The heat rises, lightnings fly,
Wind turns to storm, trees burn and die.
In the earth, a seed remains,
A whispered hope in falling rain.
We chase the dawn, we taste the rain,
Feel love and loss, and joy and pain.
The leaves will turn, the tides will rise,
For all must live, and all must die.
Christian:
Den her plads, som jeg overnatter på med mine danskere, der kommer over besøg, hedder The Grampians Paradise and Wetlands Caravan Park. Og det her sted blev virkelig ‘paradise’ efter den her brand. Fordi det der skete, at den her familie, ejer det her sted, simpelthen beskyttede det. Altså, der stod: Evakuér! Evakuér! – men de evakuerede ikke. Det gjorde de ikke. De blev der.
Nu havde de så også forberedt sig i forhold til at have alt muligt brandhæmmende tøj. De havde også udstyr i forhold til generatorer, kører på diesel. For strøm er der jo ikke noget af, når hele lortet brænder, og der er heller ikke noget kommunikation. Så de dieselgeneratorer til at kunne køre pumperne, der kunne pumpe vand op, så de kunne stå og sprøjte ud på deres property, på græs og på træ og det ene og det andet. For det er jo sådan, at brand spreder sig ved, at det er gløder fra et tretal, og gløderne flyver op i luften, og så lander de måske nede i deres hus eller på deres græs og sådan noget. Og hvis det er vort, så kan du ikke gå i lidt, så det handler om for dem at gøre det helt vort. Gudskelov er det sådan, kan få ud at sådan nogle ting og så for saten, brænder det 50 kilometer frem. Vi må hellere begynde at gøre det vort her. Så det gjorde det i god tid, og hvilket så også gjorde alt vores satureret. Det var simpelthen gennemvædet. Når det er sagt, at det hele var overstået, brænden fra deres steder af.
Så var det jo fuldstændig vanvittigt at se alt det der, som jeg var ude og kigge på. At det står bare der for kulet. Men lige deres sted, fordi det var gennemved, er det som de faktisk har døbt den. Et paradise. Fordi det bliver en lille oase. Og alle de dyr, skal tænke på, de kan jo flytte sig. Det kan træerne ikke. Men alle de dyr, lever i et symbiose med natur omkring sig i The Grampians, de flytter sig.
De flytter så hurtigt, som de hurtigt kan. er nogen, går tabt. Det er der 100 procent, men der er også mange, der når at komme væk. Det blev en flygtningseleje for alle de levende dyr i The Grampians på den her oase. En dør var lukket i forhold til mine danskere, kom på besøg. Men en anden dør blev åbnet i forhold til, at de virkelig så. Hold da op, hvad er der skal her. Jeg kan godt sidde og få ondt i maven over alle de startende dyr, der dør i branden. Det kan jeg godt. Men jeg sidder også og kigger.
For det gjorde jeg jo lige for et øjeblik siden i den her rumrekette at kigge ned på den blå planet og kigge på det større perspektiv at der er faktisk noget sundhed i at for livet det finder vej der er altid en vej for det liv. Det er altså 100 millioner procent: det finder vej.
Ligeså vel som jeg bliver følelsesmæssig ramt af Auroras musik, og som giver mig alle mulige… hu-hej, bare glæde og alt muligt andet, så gør det også når jeg ser de her små sprouts, eller spirer, der ligger, eller den her cikade, der kravler op ad et træ og fortsætter sin sang.
En fårekylling står og det gør, fordi den skal altså videre i livet, og den skal altså sørge for arten, bliver videreført. Og det gør den.
(38:33)
Jeg er meget glad for at bo her, hvor jeg bor, fordi jeg får set de her ting. Jeg kan simpelthen se det og mærke det direkte på min krop. Det er helt fantastisk. Til modsætning for de danskere, besøger mig, så bor de i et land, der ikke er de her foranderligheder og uforudsigelige hændelser i naturen. I hvert fald ikke i her størrelse her. Og det gør så også gennem det, at hele naturen i Danmark er blevet så bittesmå.
Nu gik jeg ind og brugte ChatGPT og alt muligt andet. Prøv at tjekke op på, hvor langt er vi indtaget i biodiversiteten i Danmark. Altså i alt regner man med, der er 40.000 arter tilbage i Danmark. Og så siger du måske, at det er er meget. Ja, men det er inklusiv fungis, det er inklusiv insekter, det er inklusiv alt. Og det er ikke meget. Vi taler om, her i Australien, der er der flere millioner arter. Selvfølgelig er det et større land. Men altså, der burde i Danmark også være i hvert fald 600.000 arter. Det er rigtigt. Der er 40.000. Og det går kun den forkerte vej.
Christel:
Grib livet
Mik:
Jeg står op det fredag morgen, og jeg har travlt, har en masse ting jeg skal nå inden klokken dit og klokken dat og alligevel så sidder jeg lige og scroller bare lige et par linjer ned der på Facebook og BOM! Så kommer der sådan en post, der siger… en kvinde, som jeg kendte rigtig godt i Danmark. Det er hendes Facebook-side som bekendtgør det, men der står så at det er hendes søster der skriver. ‘I søndags gik hun bort.’
Og pludselig så får min travle fredag bare ligesom BANG! Der kommer sådan en ind fra venstre, og man tænker lidt, ‘åh, jeg har jo alt det her jeg skal nå.’ Og alligevel så har jeg bare lyst til at stå helt… altså slukke for alt og gå i en helt anden form for eftertænksomhed omkring, ‘Ej, altså, vi lever ikke for evigt. Ingen af os.’ Det ved vi jo. Men det er så hårdt, når man lige pludselig får at vide, en person man havde et meget tæt forhold til ikke længere er her. Også når man får det at vide gennem Facebook.
Christian:
Kan du huske noget om, hvor lang tid siden det er, du sidst har talt med hende?
Mik:
30 år siden.
Christian:
Ja. Så forbindelsen… Jeg nævner lige, fordi det er sådan en følelse, havde.
Mik:
Det var en meget nær varm forbindelse, kan man sige, for 30 år siden. Der er jo sket meget siden, men vi har faktisk holdt kontakt på Facebook. Ligesom en gang imellem kan man se… man kommenterer lidt på hinandens posts. Og jeg kan se, at hun er der, og jeg kan se, hvad hun laver. Og sådan nogle ting. Og så havde hun noget sygdom for et års tid siden. Hvor jeg også tænkte, at det ser sgu ikke godt ud. Men så kom hun op igen, og så lige pludselig nu – nej, det gjorde hun så ikke. Væk.
Christian:
Den oplevelse, du lige fortalte. Hvad nu, hvis det var sådan, hvis der ikk var noget Facebook, der var opfundet? Hvordan havde kontakten været med den person i de 30 år? Hvordan havde du… Altså, så ikke fået at vide, der er sket noget. Men du har selvfølgelig heller ikke været opmærksom på noget. Og det må man sige, det man kan sige… Vi taler om kunstig intelligens. Her kan vi sige en kunstig kontakt. Og jeg synes, det er en lidt tidsrøver.
Altså forstår du? Altså fordi… Jamen der fik jeg lige det at vide. Ja, det gjorde du. Men altså… Jeg har i hvert fald selv begyndt at tænke rigtig meget over det her med nødvendigheden i at gå og holde øje med forskellige ting, altså jeg. Altså i alle mulighedens ene. Og jeg er mere mere begyndt at… Og slipte. Og så tænke over… Det der meget nærmest. Altså simpelthen det der med, og jeg… i forgårs, der… Der var min datter jeg, vi var nede ved floden. Ude at gå tur. Og jeg har lidt ondt i knæen, altså jeg har sgu været lidt tilbageholdet med at komme afsted. Men jeg var glad for, at jeg tog med hende på turen, fordi så fik vi jo snakket, som vi altid gør, når vi er ude at gå tur. Og så går vi i det her fantastiske natur, og vi går og hopper begge to. For sådan er det, at vi ser den der skide slange, som vi er så interesserede i.
Og da vi kommer ned i den ene ende, for ikke en rundt cirkel, vi går ned ind til, hvor floden slutter. Og så går vi tilbage for det smukkeste og god i naturen, synes vi. Og man ser det jo… Man tænker, så ser du det samme. Nej, så ser du på den anden side alt det, du går med ryggen til på vej. På tilbagevejen, ser vi en tigersnake. En stor, fed, fantastisk flot tigersnake. Altså virkelig den flotteste tigersnake, har set her i Victoria. Og så tænker jeg: Nu filmer jeg det. Nu skal jeg fortælle om det her. Det her er i min baghave. Her er en tigersnake, og den er giftig. Det ene og det andet. Fordi jeg er så glad ved det. Altså, jeg er så glad ved det.
Men jeg tager jo noget tid, hvor jeg lige siger til Sarah, prøv lige at gå lidt til siden, fordi jeg skal lige filme det her. Og så filmer jeg og slutter af med en kommentar, der hedder, ‘Og det her, kan du opleve, når du er på tur med C-Australia Tours. Altså, du ved, Men i mellemtiden, mens jeg står og filmer, så lige pludselig forsvinder den her slange.
Det sker, mens jeg filmer, og så siger jeg bare… Nej, nu går den væk. Og så bagefter kigger Sarah på det, for hun skal også se det. Så sidder vi og snakker, og så siger hun så… Du kan jo prøve at redigere det der, kan du ellers sige nej, nej. Det er lidt Aurora-agtigt, lidt det, jeg går op i. Kan godt lide at være transparent med mig selv, og ikke alt det der skide… Lad som om… Altså, nej, det autentisk? Autentisk, ja. Så i hvert fald, så tænker jeg jo…
Jeg kom med den kommentar, hedder… Det kan man opleve på C-Australia Tours. At den selvfølgelig skulle uploades. Så kom jeg hjem og sad og kiggede på den. Så tænkte jeg… Er den egentlig taget god nok til det? Hvornår får jeg klap på skulderen? Og ved du hvad? Så fravalgte jeg at sætte den op, og så sendte jeg den bare til mine nærmeste. Jeg sendte den til dem, som jeg gør direkte. Til mine nærmeste. Ligesom jeg også er begyndt at sende en fødselsdagshilsen direkte til min nærmeste. Ikke egentlig, det bliver postet op, så andre kan se, jeg ønsker tillykke til alle mulige andre. Fordi jeg synes lidt mere, altså mere og mere, det er en tidsstjæler, og jeg spørger mig selv, hvorfor jeg gør det. Og jeg siger mig ærlig ankendt, altså… Nogle gange kan jeg ikke rigtig svare på det, men jeg tror måske, en del af er også den der med.
For ikke at blive set eller måske noget ensomhed. Hvis jeg tager beslutningen, det gør sig gældende, så kan jeg med det samme sige, er du ensom, Christian? Nej. Alle de mennesker, er sammen med, jeg elsker det bare.
Mik:
Du har fat i den lange ende, tror jeg. Jeg har altid været meget optaget af sociale medier på mange måder. Ikke mindst at finde ud af, hvordan man kan udnytte dem til at få sin budskab ud og mange andre ting. Men inden for bare de sidste par uger her, der har jeg faktisk rådet flere mennesker til… Jeg simpelthen sagt til dem, at tror, at du skal lukke for dit Facebook og dit sociale medieunivers. For jeg kan høre at det tynger dig. Jeg kan høre, du bliver revet med af nogle konspirationsteorier og nogle andre ting, der foregår. Du er kommet ind i nogle ekkokamre, som det hedder, hvor det tynger dig mere, end det gør godt.
Og det er ikke nødvendigvis, altså det er ikke dig, der skal løse hele verdens problemer. Og det ikke dig, skal løse de konflikter, som du bliver rullet ind i der. Fordi der er også den side af de sociale medier, at der kører alle mulige historier. Det ikke kun, at folk er… Du ved, hilser fødselsdagshilsner og den slags. Der kører jo også alle mulige andre ting. Og så kommenterer folk på hinandens posts. Og det ikke alle sammen søde og rare posts. Det kan være dybt bekymrende hvad det er, folk skriver, og hvordan de skriver ting til hinanden. Og på tidspunkt, så tror jeg bare, man skal sige: Der er en vej ud af det der, og det er, at du bare slukker for din computer og begynder at være til stede i dit virkelige liv.
Hmm.
Vi er virkelig ved at nå det til på mange områder, hvor man skal overveje, hvad man bruger sin tid på, og hvad man får ud af det.
Så hvorfor er du der stadigvæk selv så?
Jamen, jeg er der egentlig ikke ret meget. Jeg er der så lidt, at folk bliver nogle gange sure på mig. ‘Jeg skrev jo til dig på et eller andet sted,’ og så har jeg bare sådan, ja det kan godt være, du gjorde det, men der står ikke nogen steder, jeg har ikke lavet nogen kontrakt med Facebook om, hvor meget jeg er på Facebook, og hvor meget jeg holder øje med, at folk poster og skriver i alle mulige steder.
Jeg har, synes jeg selv, rimeligt afslappet forhold til det. Jeg har det på samme måde med nyhederne og med tv. En gang imellem kan jeg være meget optaget af, der sker i verden. Andre gange kan der gå en uge, hvor jeg ikke tænder for tv overhovedet, og jeg ikke ser en eneste nyhedsudsendelse, fordi min egen næreverden er mere interessant. Så det er et valg.
Christian:
Altså jeg har sådan 100… Altså det kan jeg slet ikke se bort fra. At der er to ting, som jeg beskæftiger mig med i mit liv, som er 100 procent selvvalgt. Og jeg meget glad for det. Den ene, handler om min C-Australia Tours. Og den anden, den handler om det, vi sidder og laver nu. Vi snakker om at gribe dagen. Og begge dele har jeg lyst til, at andre skal vide noget om. Og der har jeg 100 procent brugt, og det kan man sikkert se, ind på den der Facebook-side, har. At det, det den bliver brugt til, det er… Så siger Christian noget om det, og så siger han noget om det, som altid er en… Ja, faktisk ‘Hør mig’. Kunne du ikke tænke dig at komme med på den her tur her? kunne du ikke lige tænke dig høre den her radio? Aller podcast. Så det bruger jeg helt sikkert.
Og så kan jeg jo se, fordi jeg kan ikke se bort fra, at jeg rent faktisk hver eneste dag kigger lige på det der. Og så ser jeg jo, at halvdelen af det, er jo alle mulige reklamer. Altså som ud fra mit bevægelsesmønstre på nettet, går ind og prøver at ramme mig til et eller andet. Reklamer er både til at jeg skal handle, men det også i forhold til mening og holdninger.
Jeg synes det er vildt, fordi der er rigtig mange mennesker, som for eksempel er drevet af angst. Og når jeg er bange for at gå ind i S2, fordi der kan være, kommer en eller anden. Og så siger man, at det ser jeg på min Facebook-side. Vi skal huske på, at Facebook-side i dag er sådan nogle i vores alder eller ældre endnu. Det ikke de unge, de er helt andre steder.
Men de mindste, jeg kender, er så ældre end mig eller samme alder, ved ikke rigtigt, den algoritme, nu foregår… Jeg er bange for det der med fremmed, der overfaldet mig i toget. Og så skriver jeg lige like til det. Og så pludselig, så får jeg flere historier om fremmed, der overfaldet mig i toget. Og så får jeg flere historier, der handler om en højere retning af… Altså politiske holdninger, osv. Og så pludselig, så man jo opslutter det, og det det, det hele går ud på.
Man kan sige, i starten da Facebook blev lavet, 2007 startede jeg med det. Så var det slet ikke omfangsrigt, men de har lavet algoritmer, og selvfølgelig kunne man jo også se, at man kan finde sådan nogle kurve, hvor man kan se verdens rigeste og største virksomhed. Og der Facebook bare kører deroppe kurven deroppe. Og der er det jo en af de vanvittige ting, at de har lavet nogle algoritmer, som jo er AI igen. Modeller der finder ud af hvem vi er og hvordan noget er ledes. Som jo er mest kapitalistiske i forhold til kroner ører. Man kan selvfølgelig udnyttes og hallo bliver udnyttet til også at smide politiske holdninger i Norge.
SANG (51:50)
Time stops moving, where does it begin?
Seize the day Sees the day Sees the day With me now With me now Like my hair Like my hair
Mik:
Jeg har lyst til, efter sådan en snak her, både om fremtiden, også om det virvar, som vi lever med i. Jeg har simpelthen lyst til at trække vejret dybt. Og jeg skal fortælle dig om et sted, gerne vil tage dig med til inde i Melbourne. Jeg har fundet et sted, hvor man ligesom kan gå tilbage i tiden. Og især måske kan man sige for os som mænd, at vi kan finde et åndehul og være mænd.
Jamen, så giver dig adressen, og så…
Christian:
Jeg skal lige høre først, er det Mik AI eller er det Mik AI DT, jeg har med at gøre her?
Mik:
Det er faktisk Mik Aidt. Altså med DT. Men nu taler vi om det med at være autentiske, Christian. Og det er det, som jeg godt kunne tænke mig, at vi skabte i vores lille podcast her… At vi skabte et særligt rum, hvor vi virkelig tør være autentiske som mænd og taler om nogle af de der emner, der er mellem mænd og kvinder. Parforhold og den slags ting.
Fordi apropos AI, så er det i hvert fald et område som AI ved meget lidt om, og der vil gå lang tid før AI begynder at forstå, hvad det er, vi taler om.
Interessant, et sted hvor AI er kunstneutralt, og vi mennesker, altså menneskeheden har, jeg ved godt der er ‘woke’ og alt muligt andet, men der er der jo trots alt biologisk set noget, der hedder mand og kvinde.
Vi har noget, der vi slipper med os, kan man sige. Også noget historisk, vi har også noget, er meget uafklarede omkring, Christian, hvis I skal være ærlige. Og det den konversation, det er den samtale, jeg godt kunne tænke mig, vi kunne have i et helt fortroligt rum. Og det rum, mener jeg faktisk, har fundet. Jeg kalder det for Cigarkassen. De sidder faktisk og ryger cigarer derinde.
Christian:
Okay. Spændende. Jamen altså, det dig der leder den her, det kan jeg godt sige dig. Jeg tager lige, jeg henter lige mit myki-card, for vi tager toget går jeg ud fra, fordi jeg gider ikke køre hjem. Der venter en kold øl, jeg går en cigar, kan jeg forestille mig.
Skide godt, lad os tage afsted.
Christel: (55:05.87)
Grib Dagen i Cigarkassen
Mik:
Det ser meget mondænt ud, må jeg sige.
Ja, det er et gammelt sted. Jeg vil tro, jeg har 150 år på banen. Altså bare bygningen. Det er ligesom en helt mausoleum med søjler og de høje vinduer. Men lad os gå ind for at køre til.
Christian:
Ja ja, jeg følger bare med dig.
Alistair:
Good evening, sirs! Welcome! It is my great honour to welcome you to the esteemed halls of our Gentlemen’s Club, a sanctuary of refinement and tradition. Within these walls, history whispers through the very fabric of the armchairs, and the echoes of conversation linger beneath the chandeliers. Here, amidst the warmth of mahogany and the glow of candlelight, you are invited to leave behind the clamor of the outside world. This is a place of dignity, of camaraderie, and of the finest culinary pleasures. As your humble servant this evening, my purpose is to ensure that your experience is nothing short of exceptional. Should you require anything to enhance your comfort, please do not hesitate to call upon me. My name is Alistair. May your time here be marked by splendid conversation, exquisite flavours, and memories worthy of our cherished traditions. Once again, gentlement! Welcome to our sanctuary of elegance and grace. Enjoy your evening!
Christian:
Tak, Alistair.
Mik:
Her i starten af marts starter jo hvert år kvindernes internationale kampdag, tror jeg vi kalder den på dansk. Det er International Women’s Day. Og man kan jo tænke lidt over, hvorfor er det egentlig, at vi har sådan en dag, vi har ikke Mændenes Internationale Kampdag?
Jeg kan huske noget, handler om, var barn. At jeg spurgte, hvorfor er der noget, hedder Mors dag? Og så fik jeg at vide dengang i 70’erne. Jamen, det er fordi, at det er Fars dag alle de andre dage. Ja, og det er jo, når jeg kiggede rundt omkring, dernede i der gård, hvor jeg var dreng. Og alle de der mødre, som var hjemme de første 3-4 år, stod dernede i gården med os unger, og fædrene de var på arbejde.
Og der var snak, jeg godt huske, der var snak om, ‘Hvor jeg glæder mig, at jeg kan komme tilbage på arbejde’. Fordi det lå ligesom implicit, at kvinderollen var ligesom det, som den var dengang. Det ved du og jeg jo, det har ændret sig gevaldigt.
Mik:
Og dog ikke så meget i Australien faktisk som i Danmark. Lige hvad det angår.
Christian:
Der er mere konservative, gammeldags holdninger til det, som helt sikkert ligger noget med det der Commonwealth og de asiatiske lande.
Alistair:
Would you care for a glass of port or a fine whisky to begin with?
Mik:
Jeg tror, vil have en whisky.
Alistair:
An excellent choice, sir. I’ll have it brought over at once.
Mik:
Det er lissom om, når jeg kigger tilbage på mit liv.. Jeg er jo over 60 år gammel nu – og jeg har haft flere kvinder i mit liv. Ikke på samme tid. Men sådan, du ved – 17 år med én – 15 år med en anden. Og der er sådan lidt en rød tråd, fornemmer jeg, i de forhold, har haft, fordi de jo så ikke varet evigt. De strandede – på et eller andet tidspunkt gav vi op. Og hvad handlede det om?
Det handlede tit om… jeg synes i hvert fald, det er den samme sang jeg har fået hver gang, at det er nået til enden af et parforhold – at kvinden siger: ‘Jeg føler mig overset. Jeg føler mig negligeret. Du har jo ikke tid til mig.’
Det er som om, at kvinder nogle gange vil… Men jeg skal selvfølgelig passe på ikke at generalisere og bare sige, at ‘sådan er kvinder’. Men jeg synes, der er en rød tråd i, at de kvinder, jeg har kendt, de har nogle andre behov end jeg har, med hensyn til hvordan vi bruger vores tid.
Jeg synes for eksempel det er skønt at gå i byen og spise en middag sammen, hvis man har noget at fejre. Men jeg synes, er superkedeligt, hvis det noget, man gør, fordi man skal og det er sådan en eller anden rutine, der er lagt ind, at ‘hver tirsdag, så skal vi gå i byen’.
Så mistede jeg lysten til at lege med.
Og der er sådan en hel stribe af forventninger, oplever jeg fra kvinders side om, at vi skal på en dyr ferierejse et eller andet sted hen, eller vi skal ud på de fine restauranter, eller vi skal gøre alle de her ting.
Hvor meget mening er der i det? Jeg synes nogle gange, det føles lidt tomt. Og det er måske derfor, at vi er gået skævt af hinanden på den lange bane. Fordi jeg søger mening i, at jeg får travlt med en hel masse ting, som optager mig. Og ikke så meget det der med at sidde med fødderne i sand på en strand. Kan du følge mig?
Christian:
Absolut. Langt hen ad vejen. Jeg er… Til at starte med: Når jeg siger ‘langt hen ad vejen’, så er jeg jo også et andet menneske end du er. Så udover, at jeg er samme køn som dig, så har jeg jo også nogle andre holdninger til livet, end du har. Det er min grundtanke – i det hele taget, er at være enkelt individ, ligegyldigt om man er mand eller kvinde, eller er noget imellem, eller hvad det nu er, eller jeg sidder i dag, så er vi bare individ altså. Så jeg forstår, hvad du siger, fordi vi er jo næsten jævnaldrende, du og jeg. Og derfor har jeg også et helt liv bag mig. Jeg har kun ét kærlighedsforhold med én kvinde i mit liv. Og derfor kan vi ikke sammenligne vores betragtninger overhovedet, fordi mit forhold er der stadigvæk. Og derfor har jeg ikke været ude for de oplevelser, som du har været ude for. Men dit indhold i dit liv af oplevelser med kvindekønnet kan godt genkende nogle ting. Det kan jeg sgu godt.
Og jeg har en betragtning, der hedder sådan her: Alle dage, hvor jeg har eksisteret på den her Jord, så har jeg oplevet, at jeg befinder mig godt med både kvinder og mænd. Men ikke alle kvinder og ikke alle mænd. Der er nogle mænd, er ekstremt maskuline for mig. Det kan jeg ikke finde ud af. Og der er nogle kvinder, er ekstremt feministiske. Og det kan jeg ikke finde ud af.
Der hvor jeg synes, jeg befinder mig bedst i, det der hvor jeg ligesom… Og det er jo sådan hvad der er værdisætning for mig. Det er at vi kan have en ligeværdig snak om alt muligt mellem himmel og jord. Det kan jeg både med kvinder og mænd.
Så er der det her med, at det kan jo ikke set bort fra. Jeg kan give dig et eksempel. Vi, du og jeg, her i den her del af verden, hvor vi bor, har jo valgt at lave noget, hedder en vikingelejr til, altså en drengeklub. Og der er noget meget, meget fedt ved det. Det er, at der er en præmis der, ligesom vi har præmissen, sidder her i Gentleman’s Club, så har vi en præmis i den klub, hedder, jamen, så er det sådan, det foregår, og vi snakker om alt muligt, som vi mænd nu gør.
Og jeg føler, når du siger det der med, så skal det være en fin restaurant. Det kender jeg godt det der. At der er den der fra kvinderne sider. Ikke alle igen, men det er der en del af. Min kone har så valgt at følge op med det og så sige, vi laver sgu også en klub for kvinder. Og ved du hvad de er? De er langt bedre til at holde gang i det her. Så de mødes engang om måneden, så sidder de med deres strikketøj, og så snakker de om… Tænk at kunne være en flue på væggen og se, hvad fanden det handler om.
Det er en oplevelse jeg har, der handler om, at de er forskellige fra os. Og det er måske det, tænker jeg, den forskellighed er.
Nu går jeg helt ind i kernen, der handler om det der ‘skide-irriterende’ – som kvinderne mange gange synes – sex for eksempel. Jeg kan kigge på og så sige, okay, historien siger, at der altid har været prostituerede. Men jeg har aldrig nogensinde kunne finde nogen som helst steder om mandlige prostituerede for 200 år siden. Det er altid kvinder, og derfor så tænker jeg, at det der behov for den fysiske ting, ligger i akten. Det er måske sådan her, at hvis jeg skal følge mig helt menneske og elskende kærlighedsmæssigt med en kvinde, så er sex noget af det største for mig. Det er betalt i en udløsning, også kærlighed. Det er fucking kærlighed, det der. Og det er min fornemmelse, når jeg snakker i alle mine scenarier af hele mit liv med andre mænd.
Så har vi den samme oplevelse med kvinder. Det er ikke ligesom de har det. Så der er to forskellige måder, ser på tingene. Bare lige den der, vi er sammen. Man skal sige, det er for artens overlevelse.
Og der er jo også forskellige ting, vi tænder på seksuelt – altså mænd og kvinder, tænker jeg. Og der igen, har ret. Altså vi er meget forskellige som individer. Men der er måske nogle fællestræk. Du nævnte ordet ligeværdighed. Og det er jo ikke altid sådan, at der behøver at ligeværdighed i et seksuelt forhold. Altså der behøver ikke at være ligeværdighed i sengen. Og det er måske netop altså faktisk sådan, at ligeværdighed dræber. Den energi, den elektricitet, der er imellem to køn.
Jeg synes du er ind på noget, som jeg også synes er rigtigt for mig. Det ikke det samme for alle mennesker, men for mig er det sådan, jeg kan godt lide, at der er den der forskellighed. Både Good old, fordi det gør også, at jeg nogle gange har det sådan, at jeg simpelthen ikke kan forstå, hvad der sker i kvindens hjerte, nogle gange. Og jeg tror helt sikkert, de har det samme oplevelse med os. Når jeg kigger på de unge mennesker i dag, deres liv, jamen så er det jo… Så på en eller måde er det udvandet. På en eller anden måde er der en holdning i samfundet om, der ikke skal være den store forskel. Det synes jeg er lidt ærgerligt, fordi nu har jeg jo lige selv sagt, godt kan lide, er forskel. Men jeg tror, at hele bevægelsen for, at der ikke skal være så stor forskel, bunder sig i noget helt andet. Nemlig, at der ikke være så stor forskel i behandlingen af os som mennesker i samfundet. Og det der, hvor den kom frem, Kvindernes Kampdag. Du skal jo behandles ligesom jer selvfølgelig. Og det kan jeg fandme godt forstå.
Men vi er bare i en tid, hvor det er lidt mudder, synes jeg. For mit perspektiv ville være sådan her. Vi skal alle sammen i et samfund behandles fuldstændig ligeværdigt. I forhold til arbejdspladser, forhold til løn og alt muligt andet. 100 procent. Der er vi ikke nået til endnu. Det er et faktum. Men det, synes jeg, det skal det være. Men samtidig så har jeg det også sådan. Jeg kan godt lide, at vi er forskellige. At der er det her mystiske med den der kvinde.
Det er så lidt eventyrsagtigt, synes jeg. Det kan jeg godt lide. Og så nogle gange, når man jo i mit tilfælde har været sammen med en kvinde i 38 år, så kan der jo opstå nogle ting, hvor jeg ikke synes, er så skidespændende, at vi er så forskellige. Og sådan er det jo også med mine venner i det hele taget. Men det dog, tror jeg, noget, hvis man selv smider noget ind i puljen, er med til at gøre livet meget mere interessant.
Og der skal jeg i den situation med en partner jo også kigge indad. Og det ikke altid handler om mig og mine holdninger. Det var en lang svada, Mik.
Mik:
Det er der, den bliver svær. Rigtig svær. Fordi man kan jo også sige, at skal du nu også det? Er det ikke okay, at du som mand, altså, mander dig op? Som man jo siger. Det er jo simpelthen et udtryk. Man ‘mander sig op’. Man taler ikke om, at ‘man kvinder sig op’. Men man ‘mander sig op’. Og det betyder jo… Ja, hvad betyder det i 2025? Hvad betyder det at ‘mande sig op’? Altså, det betyder vel at man måske også har som mand ret til at insistere på, at det bliver på den måde, som man har besluttet sig for.
Christian:
Ja, bare dit sprog fortæller det hele. Sproget er jo det, der i virkeligheden gør sig gældende for, at der er behov for en kvinderens kampdag. I vores sprog – ‘mander sig op’, at det vil sige, ligger implicit det, at… Du har lige sagt det præcis som det er. Der er ikke noget, der hedder ‘kvinder sig op’, fordi det har man ikke valgt. Man har ikke valgt i samfundet at det er noget som helst værd. Så bare i sproget i sig selv ligger der en patriarkisk syn på det hele.
Så det kryber ind i alle ender og kanter. Men jeg synes, at mande sig op… Nu har jeg spurgt det, som det er. Det at man skal mande sig op… Det kan vi jo omformulere og sige. Jeg skal holde ved mit. Og det kan man jo gøre. Man kan jo sige, at jeg vil gerne holde ved min ting, fordi det sådan, føler mig som person. At det har jeg behov for. Jeg skal ikke lave om på det her. Det kan man jo sagtens gøre. Ikke noget problem i det.
Udover at nogle gange har det en konsekvens. Det kan være, den anden ikke er med på den vogn. Og der er det jo bare i det der spand mellem forskellighederne i kønnet, at der er det ekstremt vigtigt, at man kan kommunikere. Og kommunikation handler ikke om, hvad der kommer ud af en selv. Det handler også om, hvad der kommer ind i ens ører. Og tolke det og være åben for det. Og det sådan, jeg ser på det.
Men præmissen i forhold til, at vi sidder her i en Gentleman’s Club, er, jeg er en klub nu. Jeg er noget særligt, privilegeret. Jeg kan sidde og snakke med dig og sige, nå har du det også sådan? Ja, det har jeg også.
Jeg synes, har masser at snakke om. Der er masser at tænke… Jeg godt kunne tænke mig at høre, hvad du tænker om det – i det her lidt fortrolige rum.
Alistair:
Here you are, sirs, two whiskies. I trust they will be to your liking.
Christian:
Du kender mig bedre end jeg selv gør, Alistair! Det er præcis den smag, jeg længtes efter i dag. Mange tak!
Mik:
Jeg tænker faktisk, Christian, hvis du havde tid, så kunne jeg godt tænke… (fades)
Musik
Christel:
Det skal nok gå
Christian:
Der er jo det her med, at vi mennesker hele – og så bruger jeg ordet: – fucking tiden prøver at finde, hvordan kan jeg gøre det nemmere for mig selv. Der kan man sige, der er jo regler, der kan omgås, og hvis de kan omgås uden at sker noget med mig, så gør man det. Nå, okay. Altså i Danmark, skal betales også meget i skat og moms og sådan noget. Der er stort potentiale for et arbejdsområde, der hedder Sort Arbejde, for eksempel. Og det sker i meget vid strækning.
Det ikke det samme som, at folk er onde eller noget som helst. De vil bare dem selv det nærmeste, det bedste. Og det vil sige, at hvis de kan se de flere muligheder, så kan jeg samtidig med at få lavet det her samtale-køkken, så kan jeg sgu også komme ud og rejse over det ene og det andet. Det vil til evig tid være der, men det ikke det samme som at sige, at vi ikke er et social menneske. Det det, jeg arbejder med, for eksempel i NLP. Altså coaching. Det er bare sådan, vi alle sammen, hvis vi er ramt af et eller andet angst eller noget andet, som gør, at vi de tunge op i et hjørne til at være et andet menneske end det, vi egentlig har lyst til. Så under os alle sammen, så har vi i virkeligheden lyst til bare at være et godt menneske, fordi det der giver et allerstørst bonus for os alle sammen. Det er der nogen, kan lide os. Hvorfor fanden tror du, at de der sociale medier har så stor indvirkning – er, jeg bare siger sådan, så er der en, der siger ‘like’. Der en, kan lide mig. Så det det, det handler om. Så derfor skal det nok gå, det hele. Så længe vi er nogen, der siger, vi kan lide hinanden.
Mik:
Men så lad os runde af på den måde, at jeg siger, at jeg kan rigtig godt lide dig, og jeg kan rigtig godt lide at lave den her podcast. Og at minde os selv, hver gang vi laver den, om at vi skal jo gribe dagen. Ikke bare den dag, lige er gået, men også i morgen. Så snart den starter.
Det er en forkortelse her: ‘Anderledes Interessant’, vil jeg sige.
Jeg ved, det er interessant. Så, men nu skal jeg ikke holde det her kunstigt i live længere. Og så ses vi jo i episode 13. Uha, det ville blive skudigt… Det ville blive overskudigt, skridtere.
Mik:
Ja, det bliver interessant. Vi skal også i gang, Christian, med at lave en episode på engelsk. Det har vi snakket om længe, og jeg synes, det bærer mere med den retning. Og du skal ud og snakke om bushfires, altså skovbrande. Og det kommer vi også til at forberede på engelsk.
Christian:
Ej, det gør det ikke. Det kommer til at være min side og være danglish. selvfølgelig… helt sikkert. Men de andre, bliver det helt klart en aussie engelsk. Men jeg ved, at de er gode til at engelsk, så man kan bestå det. Mik, super-nice at vi kunne mødes igen. Det havde jeg savnet.
Mik:
Ja, men i lige måde. Og det samme til lytterne. Dejligt at I hang på hele vejen. Tak fordi I lyttede med, og vi glæder os til at være tilbage inden så længe.
Christian:
Og det var så det store vingeshus for min nedvært Mik AI-dt. Og vi siger tak for denne gang.