Transkription af Grib Dagen Podcast – episode 14

[Magpie song]

Mik:
Grib! 

Christel:
Grib dagen.

Christian:
Grib dagen for mig er den-undelynende – det er nu! 

Mik:
I mere end et helt årti efterhånden har jeg haft det her citat, Steve Jobs-citat, stående på toppen af min Facebook-side: “Lad være med at leve i en illusion om, at du har noget at miste. Du er allerede nøgen,” sagde Steve Jobs. “Der er ingen grund til, at du ikke skulle følge dit hjerte.” 

Christian:
Det er lige her og nu. Det er et lykkepunkt for mig.

Mik:
Grib! 

Christian:
Det er lidt sjovt – her, hvor vi sidder lige nu, at på det nærmeste så er vi i Victoria, eller også så er vi i New South Wales, fordi vi sidder faktisk kun 50 meter fra grænsen til Victoria, som jo er Murray River, den længste flod i Australien. Og vi sidder på staten New South Wales’ side af floden.

Og lige nu så sidder vi, Mik og jeg, og kigger i det, der er typisk australsk eucalyptus skov. Og forinden at vi kørte herop for at være på det her ‘vikingetogt’ nummer 2, version 2, med i alt otte danske herrer, så havde jeg jo håbet lidt på, at jeg skulle gå ud og lede efter nogle skorpioner. Så mens jeg sidder her og spejder ud over det hele, så kan jeg simpelthen ikke lade være med at tænke på, at det kan være, der er nogle skorpioner derovre. For der er i hvert fald seks forskellige skorpiontyper her.

Anyways, jeg sidder med dig her på en træstamme, Mik. 

Mik:
Yes, og vi er jo lige kommet tilbage fra Danmark begge to, så der er en masse at fortælle der, og vi skal jo også gøre lidt reklame for, at du har været i lydstudiet, kan man sige, og har lavet et flot ‘rejsepostkort’ fra Danmark, som er en opsummering af dine oplevelser. Men mere end det, synes jeg også, det er jo en udsendelse, hvor du ligesom er på en form for udforskning i forhold til hele det her spørgsmål om, hvordan man kan blive bedre til – eller god til – at gribe dagen.

Hvis man gerne vil tættere på naturen, så er der ikke noget bedre end at bo i telt – eller i et blikskur, som jeg gør. For så kan man høre naturen i al sin styrke og næsten overvældende magt, når det tordner.

Wow! Sikke en dyb, stor lyd. Og hvis du hører nogen, der knurrer i baggrunden, så er det fordi vi har også naturen inden for dørene, nemlig i form af en hund. Velkommen til en Grib dagen, hvor vi træder ind i naturens verden.

Christian:
Der er et eller andet… Det dér med den dér hygge, der sker, når vi sidder her. Jeg tror 100 procent, det er sådan her, at alle os mennesker – altså alle over en kam – har det rigtig hyggeligt, har en god følelse af at sidde i læ for de vejrmæssige ting og sager derude.

Jeg har det her smart-ur, og da jeg satte mig ned, Mik, der stod min puls på 78. Den er nede på 62 nu. Så meget betyder det for mig, at jeg har den her baggrundslyd, som er meget beroligende. Altså regnen.

Dér hvor jeg hiver de bedste følelser frem fra min barndom, så de lyde – og det er naturlyde – det er fantastisk, hvad det giver mig. Og lige på denne her parkeringsplads, der blev jeg meget inspireret af solsorten, som jeg har været flere gange, fordi det hensætter mig direkte – ligesom et komponeret stykke musik, som kan give dig en følelse, en memory, en hukommelsesting, fra en anden tid, og som hiver fat i den følelse i det minut du hører det. Det er fantastisk det kan give det.

Mik:
Præcis på samme måde har jeg det, Christian. Når jeg hører en solsort, så sender det mig tilbage til barndommen. Ja, altså, for eksempel de teenageår, hvor vi havde en ugle boende. Det var en ugle, som var syg i starten, og som vi redede og fodrede. Og sådan en ugle den skal jo have, nogle gange, frisk kød, så vi gik rundt med vores haglgeværer, faktisk, og skød små fugle, fordi så gav vi dem som mad til uglen, og i den der jagt-situation der var det utrolig nærværende med fuglelydene. Vi var jo – altså vi jo havde virkelig alle antenner ude, fordi vi ville jo altså skyde de der fugle, ikk’? 

Men samtidig så – på en eller anden måde – så prentede de der sangtoner sig ind på mig, så jeg aldrig glemmer det. Fordi vi lyttede ligesom på naturen på en ny måde. Så sådan har vi jo ting fra barndommen, som så vi tager med os i livet. Og jeg ved ikke hvorfor, men på den måde har jeg det med solsorten. Solsorten er jo et tegn på forår i Danmark. Der har været stille hele vinteren, og så begynder man at høre solsorten, dér i april måned, ikk’? Netop i den stille støvregn. Ej, det er jo magisk!

Christian:
Når jeg lytter til solsorten sang, så lytter jeg faktisk i virkeligheden til naturens egen velkomsthilsen, som minder mig om, at vi er en del af et fællesskab, som strækker sig langt ud over mig som menneske. Et fællesskab, hvor selv den lille fugl har meget stor betydning. For solsorten, det er jo en nøglespiller i naturens fællesskab. Den holder balancen i haver og skove ved at spise insekter, larver og snegle, som jo ellers kunne gå hen og skade planterne. Den spreder frø fra bær og frugter, så nye planter kan vokse frem og skabe nye levesteder for andre arter. Og når den søger efter regnorme i jorden, så sætter den gang i den øverste jordstruktur og styrker alt det der mikroskopiske liv, som ligger lige under overfladen. Dens reder fungerer som små oaser af beskyttelse for andre smådyr, og samtidig indgår den som en naturlig del af fødekæden og sikrer, at også rovfugle og andre rovdyr kan trives. Og så mens alt det her sker, så ikke nok med det, så fylder den luften med sin fantastiske flotte sang. Den synger ikke kun for sig selv, men for fællesskabet. Den kommunikerer årstidernes skiften, territoriernes grænser og livets vedvarende rytme.

Solsorten minder mig om, at naturen er et stort og et fintmasket fællesskab, hvor alt hænger sammen. At vi – os mennesker – er vævet ind i det samme økologiske netværk, at vi trives, når fællesskabet trives, og at når vi værner om naturen, ja så værner vi også om os selv og hinanden.

Det er jo fantastisk, at den her musik fra solsorten giver sådan en følelse for både dig og mig, som vender helt tilbage fra det danske. Og ja, det er jo lidt pussenøjerligt, at vi har solsorten her ude i vores baghaver i Australien, hvor den jo sådan set ikke hører til. Men der siger jeg bare tak. Det er en af de ting jeg siger tak for – at de her engelske folk, der kom hertil i 1788 og fremad – at de savnede den her lyd og de tog den med her. Så den er jeg glad for.

Jeg tænker også en lille ting, når nu vi siger Danmark. Fordi for ikke så længe siden, der var vi i Danmark. Både du og jeg, og jeg var der jo to uger før dig i Danmark, og jeg sendte dig en besked på WhatsApp. Den fandt jeg frem her. Jeg tror lige, jeg vil læse den op for dig. Det du skal forestille dig, det er, at jeg lige ankommet hos moster Bente hvor vi skulle være den første nat, så der er jetlag på. Jeg vågner altid klokken lort, om jeg så må sige. Så klokken er 04:35 og så skriver jeg det her til dig: “Første morgen vågner jeg klokken 04:35. Solsorten holder morgensamling udenfor. Lyset har været tændt en time uden nogen har bedt om det. Christel og jeg ligger i moster Bentes soveværelse og bliver stille ramt af dansk sommer. Den der særlige version med dug, fuglesang og en snert af rugbrød i horisonten. Overraskende nok, så glæder jeg mig til det hele. Til de fire uger med smør, småsnak og sol – måske. Det er dansk på den helt store stille måde. Jeg er lidt rørt.” Og du sender mig tilbage: “Skønt at høre! Danmark fra sin bedste side.” Og det er det jo også. Det er jo Danmark fra sin bedste side, det, jeg beskriver dér. Og så ventede der så de her fire uger med alle mulige slags oplevelser.

Christel:
Grib dagen – i Danmark. 

Christian:
Morten kørte mig så op til deres sommerhus, mens de er i Danmark, hvor at jeg skulle møde Kristine, hans kæreste, og Matilde, deres datter, som vi så fandt ud af var blev smittet af farens og morens kærlighed og passion for naturen. Fordi da vi kom til sommerhuset, så stod Matilde klar med sit lille terrarium og en masse små tudser. Og det var ikke farvetusser. …. Fordi så kan det være jeg kan høre hvad den her tusse siger lige om lidt. Ikke?

Med hvor siger du, den skal være henne, den dér? Den skal være dernede, så den kan hygge sig lidt, fordi at den var forbavset, når den kom derud. 

Ja? 

Fordi den var bange for at den var kommet ud, hvor der var dybt vand. Hey se! Den er bange igen, fordi at nu tror den, at den er kommet ud på dybt vand. Her, lille tudse! Det var ikke ret dybt vand. Nej. Der var ikke noget dybt vand i. Tudsen har det helt fint dernede. Det tror jeg også. Hvor kan den bedst li’ at være? Den kan bedst lide at være dernede. Ej, du må ikke komme derop! Det er farligt for små tudser. Tænk hvis du faldt ned. Tænk hvis den lille tudse faldt ned! 

Ja, hvad ville der så ske? 

Så knækkede den bagbenene. Ja, og så kan den jo ikke hoppe. Den kan i hvert fald ikke hoppe så godt, men den er stadigvæk levende. 

Ja, det er rigtigt. Vi har haft nogle tudser uden ben, ikk’? Eller som manglede den ene fod. 

Christian:
Det er dem, der hedder fodtudser.

Tror du, at den der… at du kan se, hvordan tudserne gør det? Altså, hvad tænker du på? Hvordan tudserne siger deres lyd? Ja, altså, det er rigtigt, hvis man… Du har jo hørt om aftenen, så kan man høre frøerne også kvække, ikk’? Ja. Og det er jo rigtigt, hvad du lige så der, fordi… det der, det er sådan en, der optager lyde, Så det er fuldstændigt rigtigt. Så kan man se hvis den siger… Men den siger ikke noget lige nu, fordi den er lige ved at slappe af. Ja. Jeg skal lige gøre den noget. Ja, den gør noget! Den gør noget. Tudsen gør noget. Ja, hvad gør den? Den hopper ikke, men jeg tror faktisk vi kan røre lidt ved den, og så kvækker den måske lidt. Og så kan vi høre, hvordan den lyder. Tror du det? Ja! Den kvækker! Ja, jeg ku’ godt høre det!

SANG
Matilde hun smiler til en tudse der
Hun viser den stolt, så alle kan lære
Kristine er nysgerrig, går hånd i hånd 
med mor, med far i naturens bånd
Smittende passion 
fra generation til generation

Christian:
Årsagen til at jeg var i Danmark var hovedsageligt startet op med, at jeg skulle holde et foredrag omkring mine rejser, C-Australia Tours, som jo så udvidede sig til at jeg skulle holde et foredrag, der hed ‘Fik du set det du ville?’ og som handler rigtig meget om hvordan jeg gerne vil dele en oplevelse om at vi mennesker kan se ud i fremtiden. Vi kan forestille os så mange ting ud i fremtiden, og som jeg har brugt som værktøj i forhold til at få mig selv i gang med alle mulige ting i Grib dagen regi. 

Jeg var nervøs over nogle forskellige ting i min Danmarks tur, og nervøsiteten handlede om at skulle møde nogle spøgelser, usagte spøgelser, som jeg… Og jeg kommer til Danmark, og jeg har mit stint, som jeg kalder det, på cirka en måned med forskellige slags oplevelser, og jeg har nogle fantastisk gode oplevelser, blandt andet hvor jeg har en base hos min mor og får rigtig gode snakke med hende. Og så har jeg også nogle hvor at det rystede mig lidt, og så har jeg alle de her foredrags ting og alle de her mennesker jeg møder. 

Og så – meget hurtigt – går det op for mig, at denne her telefon jeg sidder med i hånden, den bliver en lille hjælper, og så sidder jeg og optager en samtale eller noget i naturen eller hvad det nu ellers er. Fordi på en eller anden måde så fik det groundet mig i nogle tanker om, at der er noget mere i det her, uden at jeg vidste noget om det, du.

Det er først der på det tidspunkt, Mik, hvor jeg skal over og holde foredrag i Ry, og hvor du kommer forbi og henter mig, og vi skal til Risskov og høre om din historie, om din barndom og ser din barndomsby, dit barndomssted, at jeg… Boink! gik det op i mit hovede: Det her, det skal handle om barndommen. Der var så mange ting i mine oplevelser undervejs, som handlede om det her, og så tænkte jeg også: Men det er jo også det, som jeg kommer til at sige det i lige præcis Grib dagen Plus. 

Det er, at det forsorgsmuseum, som ligger på Fyn, hvor jeg opdager helt ‘up in my face’ der er simpelthen så mange børn, der vokser op uden tryghed og kærlighed, og at det dermed bliver utrolig svært at kunne gribe dagen som voksen.

Men jeg vil gerne lave et håb, og det er derfor at relationer kom ind i mit billede også, fordi det der med at vi som voksen kan skabe relationer med mennesker, der kan smitte én med positiv energi, gør jo at man selv kan give tilbage. Og ad den vej forstærker det lysten og viljen og muligheden for at kunne gribe dagen.

Mik:
En af de ting, som jeg synes du får beskrevet meget flot Christian. det er, at det kan jo være let nok at sige til folk: “Du skal gribe dagen, du skal leve i nuet, du skal være til stede, du skal ud og opleve!” Du skal… som du altid siger: “Der ligger altid en oplevelse gemt i det uforventelige.” Altså at man skal være modig, jo, i virkeligheden, til nogle gange at bare kaste sig ud i noget, som man ikke havde regnet med eller noget, hvor der sker… helt bevidst kommer til at ske ting, man ikke har regnet med, ikk’? 

Christian:
Jo. At det kræver, at man har en eller anden form for basis – at der er et fundament at gøre de her ting på. Og det er jo altså stof til eftertanke.

Mik:
Jeg synes, vi lever i et land – Australien… Vi fortæller jo mange gode historier og positive historier om blandt andet naturen i Australien. Men jeg synes også, at hvis man kigger på de mennesker, der bor i Australien og her tænker jeg på de indfødte. Både dem, der har boet her i titusindvis af år, og dem, der er kommet inden for de sidste 200 år. Der tror jeg – det er i hvert fald mit indtryk… og nu kan det godt være, jeg siger noget, der lyder sådan lidt fordomsfuldt, men jeg mener det faktisk, og jeg har også set tal, der ligesom underbygger det jeg siger nu, og det er, at der er rigtig mange australiere, der er vokset op med svigt i deres familier, med aggressioner, med en form for opdragelse, som har været hård. Og det præger jo altså det australske samfund. Det er ikke noget, man lige lægger mærke til, hvis man kommer her som turist. Men når man bor her og kommer tæt på nogle mennesker, så finder man… så har jeg i hvert fald lært, at der er mange, der kan fortælle nogle ikke så kønne historier om deres barndom. Og så er det jo en anden snak – det der med “Ah, men vi skal gribe dagen, ikk’!” Ja, absolut.

Christian:
Jeg har en lille tanke omkring det der du siger, fordi – som du rigtig nok siger er fordomsfuldt – Men det er jo dog en oplevelse, du har. Og jeg tror, at netop fordi at jeg har været der, kunne se Snorke for mig, som var din beskrivelse af den der ugle i rede og jeg kunne… altså jeg kunne virkelig fornemme Hold da op – du havde en helt anden indgang til livet end jeg havde, og dermed har du jo også et andet sammenligningsgrundlag end jeg har. Så du vil jo nok kunne se det, som du beskriver, at det… Gud, det var dog utroligt, de har det så svært, de her australiere – og så videre. Fordi du kommer fra der hvor du kommer fra, som jo ikke var ramt af det. Men jeg kommer derfra, hvor jeg kommer, og der var mange, der er ramt af det, så på den måde, så tror jeg, at jeg ikke ser det her som noget “australsk er sådan og sådan.” Jeg har bare… altså forstår du sammenligningen, fordi, det er jo hvor man kommer fra, hvordan man siger, “Gud, var det virkelig sådan?” Ikke?

Det, der gør så ondt indeni mig, det er bare at – hold da kæft, når man bliver født og kommer til verden, så skal du dælme være heldig, at du render ud i det rigtige land. Ikke nok med det. I det rigtige social-økonomiske samfundslag. Du skal komme ud til nogen, der griber dig, som har styrken til at kunne give dig en tryghed. Prøv at tænk på at blive født midt i Delhi eller der, hvor du fortalte i går omkring lejrbålet, her hvor vi er på tur, nemlig omkring din Sudan rejse, da du var 18 år og du skulle på toilettet – og de der planker og der var en meter mider nedenunder. Du kan jo godt høre… Der er jo helt vildt så mange forskellige vilkår vi kommer ind til verden i, så det er ikke alle der har muligheden for at kunne gribe dagen, bare ved at lytte og sige: “Du skal bare gøre dét og så gå og samle lidt affald her og der og så ellers lave et eller andet du er passioneret omkring.” 

Der er andre ting, der er på spil. Måske skal jeg først have noget at spise, men måske skal jeg også have noget kærlighed. Den fucking kærlighed er vigtig, som jo … ja, efterhånden i mine egne granskninger i det ene og det andet finder ud af ja, oxytocin menneskekroppens belønningssystemer er jo ikke bare tanker, nej, det er kemi inde i kroppen hver gang der sker et eller andet, og du siger: “Ov! Der fik jeg kærlighed!” så bliver det bare sat i værk inde i hormonfabrikken, som gør at du får en glædefølelse. Og det er jo alle mulige… hvad de nu hedder – oxytocin, dopamin og alle de her forskellige ting som er hack på livet.

Men… Og det er derfor, at jeg runder af og laver en sløjfe: relationer Det er fucking relationer, der er vigtigt. Relationen til dig selv til at starte med, men relationer med andre mennesker, som kan give dig styrke til altså det er jo belønningssystemet igen: Der er en hormonfabrik, der skal i gang i, ikk’? Og jeg synes, det er fantastisk.

SANG:
Et lille hjerte banker
Kærligheden gror
Malene, et mirakel
Dit barn, dit spor
Dit barn, dit spor

Christian:
Livet starter altid med håb. Håbet om, at det lille hjerte, det begynder at banke. Håbet om, at fostret hænger fast i hele graviditeten og håbet om, at der står nogen derude og er klar til at byde velkommen til verden og kan give fundamentet for resten af livet.

Jeg tror, det er vigtigt at have de positive briller på her i livet, at vi ikke bruger vores energi på brok over politikere, på at give skylden til fremmede eller små irritationer over serveringstider og trafik. Alt det der det stjæler jo bare kræfter. Kræfter, som jo kan bruges på at skabe noget godt sammen. På min Danmarksrejse denne sommer, så valgte jeg selv bevidst de relationer, som jeg vil bruge min tid på. Mennesker, som jeg ved giver energi, og som også selv vælger at leve med en positiv tilgang. 

Og så var der denne her gang også flere af mine kunder fra C-Australia Tours, som inviterede mig hjem i deres hjem i Danmark. Jeg oplevede noget fantastisk noget, nemlig at mange af dem havde skabt en hverdag, hvor de bevidst omgav sig med mennesker, som der ville noget godt, og hvor de selv bidrog til deres nærsamfund gennem frivilligt arbejde. Det inspirerede mig, for når vi som voksne vælger at bygge vores relationer på glæde, fællesskab og positive værdier, så giver vi ikke bare os selv, men også andre modet til at gribe dagen.

SANG:

Nye relationer, gamle venner med
Livet bliver rigere af den kærlighed
I fællesskabets varme jeg mærker min stil
Vi griber dagen sammen og går derhen vi vil

Grib dagen fra starten af livet 
i tryghed, kærlighed, det vi får givet
Relationer finder vejen frem, vi går
Fra barndommens rødder til alt det, vi opnår

Christel:
Grib dagen – i naturen.

Christian:
Jeg er jo bare et menneske, som bliver mødt af alle mulige ting i min tilværelse, og mange tingene kan være dårlige, og så bliver jeg dårlig tilpas. Jeg bliver deprimeret, jeg bliver ked af det og alt muligt. Men der er en redningsplanke for mig. Altid. Det er, at jeg kan altid hive fat i naturen. Jeg kan simpelthen få styr på mine følelser ved at være i naturen. Jeg kan ikke fortælle det på anden måde.

Når jeg er i elementerne… Måske skal jeg give et eksempel, som er – måske – ret voldsomt, men i kraft af at jeg jo ofte er i naturen, fordi jeg har det her firma og har mine kunder med derude i naturen og gerne vil smitte dem med naturen, så er jeg også derude i alle elementerne. Og det kan så absolut være, at der er kæmpe storm, som der var på et tidspunkt for ikke så lang tid siden. Altså, jeg sover jo i sådan et lillebitte telt, mens mine kunder, de sover i den her campertrailer med tag – og det ene og det andet. Jeg sover i det her lille telt, og så var der en advarsel på min telefon fra noget, der hedder Vic Emergency – en app, der beskriver og fortæller alle slags advarsler lige fra flooding og jordskælv og bushfire, ja og storme. Og i det her tilfælde, så var der en orkanstyrke storm i det område, hvor jeg var med mine kunder.

Og jeg ligger på den her luftmadras og kigger op i mit telts loft, som er cirka 60 centimeter fra min næse – det er ikke fordi, jeg har en meget lang næse! – men advarslen sagde: “100 kilometer i timen” “gust winds” – kastevinde. Og det skal jeg denundelynende love for, der kommer. Mit telt, det knækkede, og jeg lå… Hele den nat… Jeg fik ikke sovet overhovedet, og der var over to tusind lynnedslag, så det var ét stort lysshow og ved du hvad jeg gjorde, Mik? Jeg gik ud af teltet og jeg stod sådan her – med… Jeg løftede min arme. Så kom og tag mig! Sådan sagde jeg, og det kan de ikke høre inde i campertraileren, fordi der var så meget støj af lynnedslag og torden og regn og rusk og vind og det ene og det andet, så kunne jeg bare stå der… “Kom og tag mig!” Og det var helt vildt – den følelse jeg havde omkring det dér. Jeg vidste ikke, der var 2.000 lynnedslag. Det så jeg jo på appen dagen efter. Lige i det område in the Grampians var der så meget knald på.

Man skulle tro, at jeg så om morgenen… – for det klarede op, jo – Det er det, vejret gør – altid. Det klarer altid op på et eller andet tidspunkt. Og den der modsathed, som er naturlig, hvor jeg kiggede rundt på mit telt, der var fuldstændig krøllet sammen og jeg skulle jo i virkeligheden have været megatræt. Men jeg var frisk. Og kunden stod op og havde ikke rigtig lagt mærke til noget. “Det ruskede da noget i den dér campertrailer…” og det kunne jeg også godt se, for den havde faktisk bukket nogle af de stolper, som holder taget oppe, og jeg sagde til kunden: “Ved du hvad, vi spiser lidt morgenmad hurtigt, fordi vi skal lige igennem… Jeg kunne forestille mig, at der ligger mange væltede træer rundt omkring.” Og jeg havde ret.

Vi kommer ud – og hvad er det jeg siger, Mik? Der ligger altid en oplevelse gemt i det uforventelige, og det var jo, ja, uforventeligt, at vi lige skulle opleve det her. Og så kører vi så rundt ude i naturen, for den eneste vej… Det er noget, som hedder The Otways, som er en nationalpark, der ligger nede i det sydlige Victoria, altså ud til havet. Og der ligger bare træer, der er væltet ud over vejen, det ene og det andet, så vi kører slalomløb igennem det her – altså meget stille og rolig, men fed oplevelse. Forstået på den måde, at det var… Alt hvad jeg havde i mine dagligdags tanker om problemer, om det ene og det andet. Det var sådan her: [Snap!] Så var det væk, du! Fordi jeg var i naturen, og det var det eneste. Jeg var simpelthen draget ind i minuttet, i sekundet, i nuet. Så der var ikke plads til alle de andre latterlige ting, som jeg går og spekulerer over. Er det ikke vildt? Og det er det, naturen gør for mig.

Naturen kan altid… og det er en skide lyd som en solsort, der siger noget, regn på et bliktag, på blade, en vind der skubber, blade der rasler i trætoppene, fårekyllinger, frøer der kvækker, fugle der pipper. Duften! Duften af nyfalden regn, duften af nyslået græs, duften af jord. Ahhh! Det er så livsgivende!

Det er lige foran vores næsetip det her gratis… det fuldstændig gratis redskab, værktøj, der kan gå ind i os og hjælpe os i vores følelser. Det er fantastisk. 

Mik:
Det er fantastisk. Og jeg sidder og bliver helt varm om hjertet, Christian, fordi jeg har været på en anden rejse de sidste par måneder, som også handler om naturen. Ikke på så dramatisk måde, som du fortæller, men som handler om, at jeg har været meget optaget af, at der er mange mennesker, der snakker om naturen i alle mulige sammenhænge. Jeg tror måske næsten som en slags modreaktion til alt det, der sker politisk rundt omkring i verden med krige og med stærke mænd, der fører sig frem og alt det der, så er der samtidig en anden bevægelse, der handler om at stille sig… Du nævnte det dér med livet. Det livsbekræftende – at stille sig til tjeneste for livet. ‘Livet’ forstået som naturen, fordi meget af det, du taler om med hensyn til lydene, det kommer jo fra den levende del af naturen, og det dér med at gå ind i den form for… ikke bare kampen med at beskytte, men at værdsætte og være på lige fod med de andre levende væsener på planeten Jorden, dét oplever jeg næsten som sådan en helt global bevægelse i øjeblikket: at der er rigtig mange mennesker, der hopper med på den bølge, så at sige.

Christian:
Ham dér, du introducerede mig for… Du har jo den der Sustainable Hour og du har også Force of Life, som jeg i hvert fald kan tease for at folk skal lytte på. Hvad er det, han hedder? Joseph… 

Mik:
Joseph Gelfer. 

Christian:
Ja, Joseph Gelfer som havde det her udsagn, som jeg godt rigtig godt kan li’, der hedder: ‘Service to Life’.

Joseph Gelfer:
“Historically unprecedented change. That is what is required. And a phrase I like to use is: ‘In service to life on Earth.’ If you are not in service to life on Earth, you don’t deserve to be in business.”

Christian:
Det er supergodt sagt, faktisk. For det er netop ‘Service to Life’, at vi skal betragte os selv som værende i. At jeg, Christian Nikolajsen, har det udgangspunkt at være ‘at service to life’ – og service to life, ja, det er den undelynende ud fra mit perspektiv… Det starter jo i mig selv og mine nærmeste omgivelser, og hele den dér natur, som vi lige har talt om, og alle de væsener, der er her.

En anden ting jeg synes, er, at du har lavet et fantastisk godt program med Barbara Lepani, som jo i øvrigt er fra det, man kalder babyboomer generationen, som du jo også er med i, Mik. For det er jo noget med… hvad er det? Op til 1965. Hvis man er født efter Anden Verdenskrig og så op til 1965, så er man babyboomer, og så derefter, så ryger man over i de helt yngre, som er Generation X, som er mig – ah, det er vist ikke helt rigtigt, men generationen lige efter, ikk’? Det, jeg synes var interessant med hende i det hele taget, det er jo, at hun havde den her tanke om, at i stedet for at gå ud og… som pensionist, som hun jo så er nu – i stedet for at gå ud og bruge sin tid på meget individualitet – som at gå og spille golf og hygge sig med en lille cocktail her og der og ellers flyve rundt omkring i verden, ja så har hun en tanke, der handler om at deltage i det lokalsamfund, du er i, og viderebringe sin viden nedadtil til de andre generationer. Og det synes jeg var meget tiltalende.

Barbara Lepani:
“New roots are spreading. And I find these new roots all over the place. So I think the Eldership Revolution is the job of we elders – the baby boomers – to help the young people grow these new roots – these new plants in the soil. So, how about we reimagine the whole meaning and purpose of retirement? Put new seeds in the soil of the retirement world and give up this stupid quest of endless overseas journeys on ocean cruisers to faraway places and start to make a life in this world in this country where we live for the coming generations. ‘Leave life-affirming legacies’ should be our mission.”

Christian:
Samtidig mens du deler den her, så delte du også hende den anden – Monica, en biolog, som startede med at arbejde med fisk og dyr og alt muligt, men så lige pludselig, da hun skulle i sin videnskabelig måde skulle lave empiri og sådan noget, opdagede at så skulle hun dræbe nogle af de her, og det kunne hun slet ikke holde ud, og så skiftede hun vognbane og så begyndte hun at arbejde med planter og hele den dér lange fortælling om, hvor fantastisk det er at planter de faktisk kommunikerer med hinanden og de har hukommelse. Altså mimose – den plante, du lige rører, og så lukker den bladene sammen, og den havde hun så lavet et forsøg med, og så… Den lærte simpelthen – den havde hukommelse, så når hun gjorde det over længere tid, så vidste den, at når det var hende, der gjorde sådan og sådan, så var der ingen grund til at den bruger al sin energi på at lukke, fordi der skete jo ikke noget. Er det ikke fantastisk?

Så de to personer, som du har bragt ud i æteren via din podcast, som jeg kun kan anbefale, at folk de lytter på, og det kommer til at stå i podcast-noterne, har jo bevæget mig, fordi de kredser om det samme. Det kredser om det her med Service to Life. Ja det skal jeg da lige love for! at med lidt omtanke omkring… med Christians stille snak om: Hold da op! Vi kan være ude i naturen, og det kan give os så meget – følelser – på en dag, hvor det hele er noget lort, så kan det gribe os i nuet, og vi kan være i nuet. Men ud over det, så har vi en masse viden fra Monica, der fortæller omkring, at alt derude kommunikerer – også planter – de kommunikerer med hinanden. 

Og så med Barbara, der lige fortæller om at, ja, alle vores forskellige generationer som eksisterer på den her jordklode, vi kan bidrage med noget, og især den ældre generation, som hun selv er en del af. 

Mik:
Og også at der er en masse visdom i det man kalder de indfødte folkeslag. The indigenous. Og det perspektiv, den ændring i perspektiv – ligesom mig, der sidder på cafeen, hvor det begynder at regne, og hvor jeg normalt ville flygte ind i tørvejr, men hvor jeg for første gang får en oplevelse af, at regnen er ikke min fjende. Jeg kan godt sidde her, og det er okay jeg bliver lidt våd. Det er faktisk okay der drypper vand i mit hår. Jeg lader det ske, og jeg har næsten følelsen af, at – jamen regnen, den kærtegner mig. Det lyder skørt, men at det er en positiv regn, der falder, som gør noget godt ved mig. 

Christian:
Jeg er slet ikke i tvivl om, at det dér… Du er i det dér moment. Det gør noget godt ved dig. Så det der er imellem den følelse, at du kan mærke ‘ah det er dejligt’, det er at du laver en egenfortælling. Det er det, der kommer ovenpå – efter at du føler ‘det var sgu godt.’ Jeg tror simpelthen det er sådan her, at man selv kan tage en beslutning om at sige: Hov, vent nu lige lidt! ‘Hold up a second!’ Jeg er her, men jeg er bare en brik ud af det hele, og det der kommer ud af det… Når du stiller dig den præmis for din tilværelse på denne her jordklode, så sker det efterfølgende – så er der kun én andet sætning, der hedder: Jamen, så er alle de andre også en brik af det hele. Og alle de andre, det er jo alt det levende, levende væsener og planter, og det ene og det andet. De er en del af økosystemet, og bare ved at tage den beslutning, så vil du jo automatisk føle: ‘Jamen, så er det jo godt det her.’

Men jeg tror bare, at alle mennesker hundrede procent har været sådan. Uanset om man er ‘city slicker’ eller hvad fanden man er, så når du bliver taget i hånden og går i skoven og sådan lige går og kigger lidt derude, så har du en god følelse, og så kommer manuskriptet – var jeg lige ved at sige. Bagefter. Ens egenfortælling. ‘Nå men det er fordi, det er sådan og sådan.’ Der er jo mange, der siger: ‘Nej men det var fordi, der var jeg sammen med min kæreste derude.’ Det er jo så en egenfortælling. Men det starter et sted med at man føler et eller andet, ‘Åh det er dejligt, det her!’ og jeg tror bare, at naturen gør, at du føler, det er dejligt. Så kan du selv smide på – alle mulige historier på hvorfor det er sådan. Jeg inviterer bare til en tanke, der handler om, at den dér natur, det er helt fantastisk, hvordan den kan grounde dig og få dig i nuet, fordi den giver dig en følelse. Og hvis du bare siger til dig selv: Den der følelse vil jeg gerne finde og gøre noget ved. Så får du den sgu!

Mik:
Og hvis man kaster sig ud i livet og ser naturen som livet, så er det også med til at give en en følelse af, at livet er godt, og at du er med til at gøre planeten Jorden til et sted, hvor det er godt at leve. 

Christian:
Ja ja! Ved du hvad – prøv at hør’, altså… Jeg var jo på camping med nogle venner, ikke i C-Australia regi. Bare på camping. Og så tager jeg ud i noget wetlands, der ligger i nærheden, fordi jeg havde sådan en tanke om: Ah! Jeg skal ud og se om jeg ikke kan se en isfugl – altså de små blå isfugle, som der også findes her i Australien. Bare nogle helt andre typer.

Anyways, jeg går så med ham min ven der, som også godt kan li’ naturen, men han har et andet syn på det. Han har det med… ‘Åh, vi skal jo lige passe på jeg ikke får våde tæer.’ Så for eksempel når jeg går med mine støvler i sådan noget wetlands, jamen så lige pludselig så har du foden, så den kommer nedunder. Der kommer lige noget vand på i det skridt, du lige tager der, indtil du tager det næste skridt og kommer op på tørt igen. Det kunne jeg mærke og se på ham, at det var… Det var et skridt, der var svært for ham at tage. ‘Åh, så bliver jeg våd!’ Og så stoppede den. Og så undgik han at gå derhen, hvor jeg gik hen, hvor jeg faktisk så en isfugl, hvor jeg faktisk fik en belønning om at være til stede i det, så der i den øvelse handler om – nemlig ligesom du også havde en øvelse at sidde i Geelong et eller andet sted og regnen, den røg lige ned på dig. Jamen så lad den dog være med det, fordi det giver dig noget andet.

Når du overskrider din egen nervøsitet for ting og sager ude i naturen, så er der den dér belønning, som jo er en følelse – en følelse, som du får. Og jeg tror den følelse, som man får, er forskellig for hvert menneske i hvert menneske i forhold til forklaring af, hvorfor de får det. Men jeg tror, at du, når du gør det, at du bevæger dig på en sti, der ikke er asfalteret, og du kan mærke græsset, måske – det har regnet, og så bliver du… våde tæer. 

Så i stedet for at have en tanke oppe i hovedet der hedder: ‘Åh nu har jeg våde tæer!’ og nu må jeg stoppe – og så hænge fast i den tanke ‘Åh og så må jeg hjem!’ og så ‘Ah, nu er det dejligt’ ‘Nu kan jeg sidde indenfor her, og så kan jeg tænde for min Netflix, og så kan jeg drikke noget… det ene og det andet og så kan jeg hygge mig ved at se nogle andre, der oplever naturen uden at få våde tæer.’ Ikke? Der er det bare – det er så meget mere belønning, at du selv stikker fødderne ned i det dér våde. Seriøst!

Og jeg er godt klar over det, altså jeg… Jeg har jo simpelthen folk med på tur, som har den her forskrækkelse over alle mulige ting i naturen, og jeg inviterer dem til denne her tanke, at… – jeg gør det i det små – at det med at have våde tæer, det kan faktisk være meget godt. Og se nu… Og det gør jeg faktisk ved at jeg peger på alt muligt og fortæller historier, så de glemmer at have en egentanke om alle de ting, ‘Åh nu har jeg våde tæer!’ Og det hele – i min situation i forhold til hvad Barbara snakker om… Jeg er ikke gået på pension endnu, men jeg har eddermamne en mission om, at det er sådan… Altså de her mennesker, det er jo nogle, der er gået på pension, de fleste af dem, jeg har med på tur. De går så hjem til Danmark. Så er min mission, at de går hjem og missionerer over at have den her glæde sammen med naturen, i fællesskabet i naturen.

MUSIK OG AI

Grib dagen Plus ‘Min Danmarksrejse’ er jo allerede ude, og jeg allerede fået en masse reaktioner på den. Og en del af de reaktioner, jeg har fået handler om: ‘Nå Christian, det dér musik der – er det det dér AI?’ Ja, det er det. ‘Nå! Det må jeg nok sige.’ ‘Kan det virkelig det!’, eller sådan noget. Det er den ene reaktion. Og så er der den anden reaktion: ‘Du skal ikke komme her med alt det der AI-pis der’ ‘fordi så laver man det jo ikke selv’ – og alt mulig andet. Og der har jeg simpelthen behov for at fortælle lidt mere omkring, hvad jeg synes omkring det.

Fordi hvis jeg ikke havde AI, så havde jeg ikke haft mulighed for at have denne her fantastiske rejse med at sidde og finde på musik som – ja, det er AI, der laver det, men jeg starter jo med at have en tanke om, hvordan det her musik skal bruges, så det er en kreativ proces, jeg er igennem. Den kreative proces handler om: Her har noget – en kontekst, den skal være i, og med noget content, noget indhold, jeg gerne vil have. Indholdet er prosa, det er lyrik, det skriver jeg selv. Det propper jeg ind i min AI maskine. Og så fortæller jeg, hvilken stemning jeg vil have, hvilken slags musik, ting og sager jeg vil gerne have. Og ud af det, så kommer den med nogle forslag. De her forslag sidder jeg jo så og roder frem og tilbage i, og propper det ind i mit eget lydredigeringsprogram, og lige trykker det endnu mere. Den proces – oppe i mit hovede – der sker, og alt det praktiske, der er i det, oplever jeg, at jeg ikke kunne uden AI.

Og jeg synes ikke der er noget forkert i, at jeg har det her stykke værktøj. Om jeg så sidder med en snydeting, nemlig en kasse med en lang, lang ende ud af en trækasse med 6 strenge. ‘Det er jo snyd.’ ‘Det er jo ikke rigtig lyde.’ Jo det er lyde, og så kan man lave alt muligt, og så er der en kreativ proces i det. Ja og… eller værre end det, Christian, fordi der har jo i mange, mange år eksisteret trommemaskiner. Og det var også meget kontroversielt, da de først kom på banen, men der er jo ikke nogen i dag, der gør over, at du bruger en trommemaskine, næ næ, eller sampling. Da jeg var ung og helt oppe at køre på hiphop og electric boogie og jeg-skal-gi’-dig ska’ jeg. Dansede inde på Strøget, og det var en fantastisk tid for mig med al den musik, der var omkring det. Det var jeg jo en… Kan du huske ‘scratching’? Altså man havde pladerne, og så kunne vi jo trække og lave… være kreative med lyden, bagfra og kunne lave rytmer ud af det. Der var sampling, der kom ind. Man kunne sample fra andres musik og lave det på en anden måde. Det ser vi gang på gang. Der er lavet musik før i tiden, der laver de fem eller seks covernumre siden, bare en nyere lyd, og så videre. Så det er jo helt en ongoing ting i forhold til det – så for mig… Jeg tror, jeg vil præcisere, at for mig er AI et stykke værktøj, jeg har i min kreative proces til at udtrykke mig.

Mik:
Hm, og det dér med at udtrykke sig… Det er jo præcis det, som musik altid har været så god til. Altså at udtrykke følelser. At der kommer noget andet ud, end hvis man stod og læste det op fra en bog, for eksempel. Og for mig så… så må jeg også sige, at jeg synes, det er lidt synd, at folk ikke kan se, at musik har altid haft det dér mål for os mennesker, at det forbinder os… Hvad var det? (Vov!) Hvad er der? Det kan godt være en fugl, der fløj ind, og så faldt ned. Ja.

Christian:
Nå, anyways… 

Mik:
Der er en pointe, der går tabt, og det er, at musik har altid… i al den tid, vi har lavet musik, altså helt tilbage fra stenalderen, der har det handlet om at musik udtrykker følelser, og at musik bringer mennesker sammen. Altså at det er noget, der forbinder os. Muligheden for at skabe forbindelser, det er jo det, der er musikkens styrke. Det bliver jo ikke ændret af, at det er AI musik.

Så for mig at se, så sker der samtidig det, at fordi vi kan spejle os op imod den musik, som AI laver, så bliver det pludselig mere interessant, at vi mennesker faktisk ikke er så perfekte som AI er. Og lige pludselig så bliver den uperfekte musik også mere interessant. 

Christian:
Og for mig at sidde og bruge tiden, for det er jo tid, jeg bruger på at lave det her, så giver det mig en masse glæde og en måde at udtrykke mig på. Der er nogle ord, som jeg ikke bare kan få ud af min mund, men som skal proppes ind via sang.

Mik:
Og samtidig er det jo netop en demokratisering endnu engang, hvor vi ser, at computerne gør os individer… som individer, som enkeltpersoner, gør computerne os i stand til at udføre noget, som vi ikke kunne før. Vi behøver lige pludselig ikke have en masse penge og et studie og fire andre mennesker, der skal involveres for at lave et stykke musik.

Christian:
Der er altid i det der med, at man kan sætte sig ned og have en mening om alt muligt. Og det er selvfølgelig klart. Man kan have en mening om alt. ‘Jeg kan kun li’ dem, der synger rigtig godt, og der er nogle, der siger: ‘Nej, jeg skal ikke bruge nogen, der synger rigtigt godt. De skal udtrykke en følelse.’ Bob Dylan synger jo ad helveds til, for eksempel, men giver en fantastisk følelse. Og så fremdeles. Altså, der er jo masser af de dér, som vi kan blive uenige om alle sammen, for det er jo en smagssag, det her.

Men i bund og grund synes jeg: Om du så siger AI, siger sampling, scratching, og hvad er det, det hedder, når sætter igennem en voicecoder og – hold da op! – alle de ting man gør i dag. Og så kan vi da godt sætte os ned og sige: ‘Hov hov! Det er jo ikke en violin, det dér! Det er jo en synthesizer!’ Og så videre.

Mik:
Præcis! Og der er måske lige en krølle på den hale, som er at AI – fordi AI skaber et spejl i virkeligheden, hvor AI jo næsten altid lyder perfekt – så bliver vi nogle mennesker nødt til at komme med vores uperfekthed og lægge det ind. 

Christian:
Der er noget organisk i AI også. Der er også helt klart den anden, at jeg sidder som en person, der synes, at det her, det er eddermanme robotter. Jamen, fint! Men der er noget organisk i, at jeg, Christian, er på en situation lige nu, hvor jeg synes, at jeg har noget organisk kørende, for det handler om mine kreative tanker. Det handler om mine tekster. Det handler om min bestemmelse af, hvad andre folk skal lytte, og hvad de kommer frem til. At det så er, at jeg har værktøjet, der hjælper mig med, at jeg ikke selv skal sidde og spille alle instrumenterne. Det er jo fantastisk!

Og så kan man jo også vende den om og sige: ‘Jamen så kan du jo ikke spille.’ Jamen det er også rigtigt. Det kan jeg ikke. Men det… 

Mik:
Og i hvert fald, Christian, kan man sige, at den musik var aldrig kommet til verden, hvis ikke at der havde været de værktøjer. 

Christian:
Spot on! For det er lige præcis det, fordi alternativet ville være, at Christian havde siddet og tænkt alt det her. Men han kan ikke gøre det. Bøv øv bøv. Og så havde jeg bare… hvad skulle jeg så lave? Ja, så kan det jo godt være, at så havde jeg gået til badminton, eller et eller andet. Hvad ved jeg?! Who knows? Eller jeg måske… Faktisk havde jeg måske havde doom-scrollet min telefon en time eller to ekstra, hvor jeg bare havde set alt muligt andet lort. Nu bruger jeg det bare på noget konkret, og det kan jeg godt lide. Og med det sagt, så synes jeg lige, at vi smider et AI-nummer på – det skider jeg på. Okay?

SANG: ‘Return again’

I hear you, Mother Earth
Not in words
but in the silence beneath the trees
A heartbeat in the soil
A whisper carried by wind

The soil breathes
The trees remember
Tending the Earth
as she has tended us

We came from you
and to you, we will return
Every breath we take is a gift
Every drop of rain
is kindness of Planet Earth

Return again, to the land of fertility
A finding – willy-nelly, really –
of what is important in life
Return again, to what we once knew
It’s how we listen, it’s how we care

CIGARKASSEN

Christel:
Grib dagen – i cigarkassen.

Alistair:
Gentlemen, I am most delighted to inform you that the esteemed Manne cigars are now at your disposal. Should you care to indulge, it would be our very great pleasure to offer them to you with the compliments of the house.

Mik:
Ah no, no thank you – not for me today.

Alistair:
Very well, sir.

Christian:
Jeg har faktisk røget engang – for mange mange år siden. Det er sådan noget nytårsaften-noget. Men nej tak til mig. Det bliver et nej tak.

Mik:
Kender du det, Christian: Den klassiske situation og i virkeligheden den måde, som mange parforhold jo bryder ned på, det er, at hun står og råber og skriger og manden, han står og lukker sig inde. Som en snegl, der kryber ind i sit sneglehus. Siger ingenting, går rundt og surmuler, og så sker der ikke noget. Og så på et tidspunkt, så… Puff!! Så ryger det parforhold.

Christian:
Ja. 

Mik:
Jeg ser det igen og igen i blandt mine venner. Jeg også selv oplevet det på egen krop. Det, der er en, der har fortalt mig, det er, at det er jo ikke konflikterne, faktisk, der ødelægger et parforhold. Det er, når vi forsøger at undgå dem. Altså når manden går ind i sig selv og ikke vil, faktisk jo, forstå, hvad det er, der foregår. Og med det mener jeg, at jeg har fået forklaret, at det der sker hos kvinden, når hun står der og råber og ser ud som om hun vil skændes, så – i virkeligheden – det signal, hun sender det er, at hun vil føle sig hørt. At hun vil blive forstået, måske beroliget, at hendes følelser også betyder noget.

Og den der validering af, at hendes følelser betyder noget. At det er dét, hun råber efter. Og det giver jo et andet perspektiv. Altså hvis man har den forståelse, at hun i virkeligheden – hun ikke bare føler sig overset, men hun føler sig utryg. Og den der utryghed, det er så det, der gør, at hun står dér og råber.

Men mænd – eller nu kan tale for mig selv: mig som mand, jeg kan ikke klare, når hun står der og råber, vel? Altså, så går jeg bare væk. Men hvad handler det om? Jamen, det handler vel måske om det der med, at man ikke forstår, hvad konflikten handler om. Altså fordi jeg synes, at hun er fuldstændig åndssvag, og hvorfor skal hun stå og råbe op om lige den dér lille småting, ikk’? Og jeg ser ikke, at det hun i virkeligheden signalerer, det er: Hun føler sig utryg, hun føler sig ikke hørt. Hun føler ikke, at jeg forstår hendes følelser eller gør i det mindste et forsøg på at forstå hendes følelser.

Christian:
Men det tror du ret i. Altså, jeg kender godt det, du siger der, det gør jeg sgu. Altså, jeg er også til tider ham der, der forsvinder for den snak. ‘Lad mig være!’ Jeg tror, der er mange mænd, der gør den der ting, man taler om knudemænd og sådan noget… Men jeg har det altså sådan her: Jeg tror altså ikke, at vi bare kan sige… Vi kan konstatere, at procentvis er det meget sandsynligt, at det vil være sådan, at det er manden, der gør… der flygter dér, og sådan noget. Men jeg tror ikke biologisk set, at det hænger sådan sammen.

Måske kan man gå ind og… – altså nu gætter jeg bare – at vi har jo de her forskelle hormoner i kroppen. Mænd har temmelig mange flere testosteroner, og der ligger jo alle mulige undersøgelser på – videnskabelige undersøgelser på – hvad testosteron egentlig taget gør, både i den ende, der handler om, hvorfor det findes, altså hvad det kan. Det kan bringe dig frem til at være aggressiv, som kan være nyttigt, altså i forhold til at beskytte og sådan nogle ting – i et andet slags samfund end det, vi lever i dag, ikk’?

Så måske er der noget i, at… Nu prøver jeg bare at realisere lidt selv på tanken. Jeg er i en situation… Min kone siger noget… Og det er jo absolut rigtigt, det du siger… Hun vil jo gerne høres. Og så skulle jeg jo så, hvis alt kommer til alt, stoppe min følelser for det der bliver sagt og afvente til hun er færdig og kunne lægge følelsen på hylden.

Men jeg tror i mit tilfælde, hvis jeg lige tager den der og skiller det ud, hvad sker der så? Så når jeg rammer en følelse, så får jeg en vis form for afmagt. Jeg bliver styret af den følelse, og der bliver lukket for min høresans, som jeg jo kan tænke på, at den skulle jeg bruge nu. Men der ligger en følelse, og den der følelse er måske den, at der er afmagten – og afmagten gør, at man trækker sig, fordi man ved jo godt… Jeg ved godt, at det bliver ikke plausibelt – det, der kommer ud af min mund, for det er mere baseret på den følelse af afmagt, der er, og så forsvinder jeg, fordi det kan ikke håndtere.

Så kan jeg så granske i mig selv. Og det er så det jeg tænker, at der skal gøres rigtig meget. Og så kan jeg bagefter sidde i mit rum og så tænke over: så hvad handler det om? Og der tror jeg, det er vigtigt, at man starter med at sige: først og fremmest så handler det om mig. Der var en afmagt dér, hva’ faen handlede det om, Christian? Okay. ‘Men det var fordi hun sagde dét og dét.’ Okay, men hvad var det? Så hvad mener du i det hele taget?

Så det dér spand, der er – til at kunne tage imod og komme med en ræsonnering over for den anden i kommunikationen på en saglig måde uden den aggression, der eventuelt kunne være, kunne være fantastisk, hvis det kunne lade sig gøre. Men øjensynligt, så kan det ikke. Altså, for mange gange… det er jo… Jeg synes, der er ét kerneord, og det er det dér med at lytte. Altså fordi hvis du kan komme tilbage så, og så sige: ‘Jeg vil gerne lytte,’ ‘og jeg vil gerne forstå.’ ‘Hvordan kan du få mig til at forstå?’ Også selvom det er svært. ‘Hvordan kan du få mig til at forstå, hvad det er, du føler?’ Jeg synes, det er en skidegod recept på det der. Lytte! Jeg vil gerne høre, jeg vil gerne kunne forstå.

Okay. Der ved jeg jo for eksempel du selv har fortalt over for mig, at der er mange gange, hvor du havner i en situation. Du kan ikke forstå, fordi du hænger fast i en anden følelse, ‘og det er jo fandme sådan og sådan og sådan’, og det at så komme videre ned til at faktisk have en konkret tanke om, at ‘Nej, nu vil jeg altså oprigteligt gerne forstå.’ Det er det spand, der er det svære. Fordi der er jo et ego i starten, der hedder ‘Hvad fanden er det for noget?’ Og den taler meget højere, og jeg kan godt genkende det i nogle situationer for mig selv, det der. Og det er jo faktisk irriterende.

Hvis vi ser bort fra, at det her det handler om en han og en hun, men det handler om en relation, så tror jeg, at vi hvert individ vil kunne komme meget længere. Så kommer vi ikke til at hænge fast i, at det en han og en hun ting. Så kommer vi til at hænge fast i, at det er en måde, jeg selv reagerer over i en hvilken som helst situation. At jeg flygter lidt fra konflikten, for det gør jeg også. Jeg kan godt sige, at jeg… ‘Gud,’ ‘jeg gør bare sådan og sådan.’ Nej, der er sgu også mange gange, hvor jeg også bare gør præcis det samme, som jo i bund og grund handler om, at jeg bange for at miste relationen, og at jeg ikke lige er på toppen over, hvad det egentlig taget er jeg selv mener i situationen.

Så det er i virkeligheden – det er ikke konflikten, der ødelægger parforholdet, når det kommer til stykket. Det er tværtimod forsøget på at undgå, at konflikten, der ender med at ødelægge det. Ja, ja, fordi det bygger jo ovenpå hinanden. Jeg kan give et lille kort eksempel. Jeg var 18, min kone var 15. Vi startede vores forhold. Vi var ikke færdige mennesker endnu. I den alder, der er man jo overhovedet slet ikke færdig. Og så bevæger vi os jo i lige linje frem sammen. Men vi har individuelle liv, hvor vi gav hinanden rum til at blive et menneske, men samtidig også have en fælles ‘path’ som forhold, som et par.

Og der skal man give hinanden plads til, at her farer vi frem i tiden og så pludseligt, så går hun over i den ene side med en holdning her, og pludselig går jeg over i en anden holdning der, fordi det er jo sådan som vi er som mennesker. Vi bliver jo formet af det, vi er i hver eneste dag med andre mennesker, og så videre. Andre relationer. Og det, der ligger i det, det er… Det er i hvert fald en tyrkertanke, jeg har på det – det er, at jo mere vi samles og snakker, altså jo oftere, jo højere frekvens at vi snakker om, hvor vi er. Hvor ser vi os selv? Hvor ser vi os sammen? Jo tættere vi på hinanden og jo mindre risiko er der for at vi kommer væk fra hinanden.

Og det er nemlig det, der er problemet. Hvis man så har den her konfliktsky helt fra starten, og man har etableret den i relationen, så den konfliktskyhed gør jo, at man får lov til at køre der ud af i hver sin tangent, fordi man fortæller ikke den anden part den anden part af relationen, om hvor man så er. Og pludselig en dag… Der kan gå fire år, fem år, hvor man har brugt… – altså i de fire-fem år der har man jo hele tiden gerne villet være sammen, og så finder vi ud af ‘Ah men måske bliver vi rigtig glade, hvis vi køber et nyt hus, og vi køber en bil, og vi skal ha’ et barn eller et eller andet i den stil, og så er vi enige om det, men vi får aldrig snakket om alle de andre ting. Og de bliver klistret på hinanden, de dér konfliktskyheder – og til sidst efter fem-ti år, så er der så stor forskel på hinanden, at konflikten er jo meget stor, når man går i gang med den. Og så kommer det faktisk til at ende med det – meget ofte – som en skilsmisse.

Så jeg tænker bare: Det er fuldstændig spot on, hvad du siger: At det er ikke konflikten i sig selv, det er det, at vi undgår konflikterne, som ødelægger forhold – alle slags relationer. 

Mik:
Og hvis man skal gøre en indsats, som mand for at forstå… altså relationen der: mand-kvinde, så handler det jo også om at stå fast. Altså som et kærligt anker, som gerne vil lytte og på den måde, at hun ikke føler sig utryg. At vise det. Men det er svært. 

Christian:
Det er megasvært. Altså, alle relationer er megasvære, men jeg ved jo ligeså godt, altså det… Jeg har været sammen med min kone i rigtig rigtig mange år, og jeg også blev spurgt mange gange: ‘Nå, hvad er hemmeligheden mellem det og det?’ Altså: ‘Hvordan kan det lade sig gøre, at vi ikke er blevet skilt?’ Så længe! Ja, ja, lige præcis, ikk’? Det er jo ikke helt normalt længere.

Og min egen granskning på det, det handler om netop det, du griber fat i: at… ikke at være konfliktsky, og det kan man jo ikke… jeg har i hvert fald svært ved bare at sige: ‘Det skal du så ikke være.’ Jeg kommer jo ind i situationer, hvor jeg bliver bange for at tabe relationen, og dermed så er jeg konfliktsky. Men hvis man laver en fælles beslutning om – i relationen – at vi samles omkring… og siger: Nu sætter vi os ned. Lad os bare sige, det gør vi hver anden måned, og så siger vi så: ‘Hvad foregår der i dit liv?’

Nu har jeg arbejdet med NLP, for eksempel. Og i NLP, der snakker man ikke om en terapeutisk, der handler om kigge i baghistorikken. Men: hvad kunne vi godt tænke os fremadrettet? Og jeg tror, det er løsningen. Jeg tror, det er løsningen, at hvis man sætter sig ned og finder en snak i en hvilken som helst relation om hvad kunne vi godt tænke os, så taler man positivt om noget, og så er man allerede et stykke længere end den konfliktsky, man har.

Jeg har jo masser af mande-venner – også udover dem, der kommer her i Cigarkassen. Jeg tror, jeg er en person, der inviterer til, at mine mande-venner får mere kontakt til deres følelser, fordi jeg viser dem, at jeg har følelser. Jeg fortæller om følelser. Jeg græder sgu også overfor dem, fordi det er jo… Ligesom vi snakker om natur. I øvrigt så vil jeg gerne tilbage til naturen om ikke så lang tid, så det bliver en kort session i dag…

Ja så tror jeg sgu på, at ligesom at jeg har en overbevisning om, at naturen giver alle mennesker, uanset hvilket køn man har, en belønning for at være i det. Ligesom meget overbevisning har jeg også om, at alle mennesker uanset køn har lyst til at få kærlighed og være i relationer. Derfor vil det være sådan, at hvis jeg smitter folk med enten natur eller med at jeg er et følemenneske, og ad den vej, at det kan man komme langt med. Og er det en solsort, der siger noget der? Jeg tror…

. . . [ENDS]