Transkription af Grib Dagen Podcast – episode 15

Australsk magpie (00:00)

Mik: (00:02)
Grib!

Christel: (00:04)
Grib dagen!

Christian: (00:26)
Grib dagen for mig er – den underdybende – det’ nu!

Mik:
I et helt årti efterhånden har jeg haft det her citat, Steve Jobs citat, stående på toppen af min Facebook-side: Lad nu være med at leve i sådan en illusion om, at du har noget at miste. “Du er allerede nøgen,” sagde Steve Jobs. “Der er ingen grund til, at du ikke skulle følge dit hjerte.”

Christian:
Det er lige her og nu. Det er sådan et lykkepunkt for mig.

Mik: (01:03)
Velkommen til den femtende episode af Grib dagen-podcasten, hvor vi altid – lover vi jer – ender med at få styr på verdenssituationen.

Christian:
Ja altså, femten…. ‘Fifteen Shades of Real Life’ – ‘Service to Life’, som vi også taler om, at ‘Grib dagen’ egentligtaget er.

Mik:
Og i hvert fald kan man sige – i forhold til det, som er vigtigt for alle os Grib dagen entusiaster – så handler det jo om, altså hvordan er vi overhovedet i stand til efterhånden at gribe dagen, altså at føle, at vi lever livet i en verden, der bliver mere mere broget – tror jeg, at mange oplever – og kompleks og uoverskuelig, og det er nærmest det modsatte af at leve livet, ikke? Altså, vi taler om krig, vi taler om kriser på alle mulige fronter.

Christian:
Hold da op, ja. Men der er jo opskrifter. Ikke bare på at lave mad, men også på at leve livet. Og der tænker jeg… der må vi komme med noget, dér. Og jeg har gået her de sidste mange dage og tænkt over, gud hvor er vi egentligtaget forskellige i alle mulige ender og kanter. Altså, kønnene imellem, menneskene imellem, politiske ting og sager.

Mik:
Velkommen til! Spænd sikkerhedsselerne! Så er vi i luften med den 15. episode af Grib Dagen

Christian (02:12)
Schhhhhhyyiuh. Dum-di-dum-di-dum…

Mik:
Ha-ha!

Joey:
Vov!

Christian (02:23)
Jeg tænker på forskelligheder i forhold til syn på verden. I forhold til hvordan vi står i den ene lejr frem for den anden lejr politisk. Det er sådan som en ting, som jeg oplever lige nu: Folk er bange for krig. Og jeg har set mange steder. Det er der rimelig god grund til at begynde at tænke over lige nu. Men… Og det vigtige er for mig, det er: Jeg kan sagtens sætte mig og så sige: Nu er hele verden af lave omkring alle de her forskelligheder, og jeg kan allerede mærke, er nogle mennesker i min nærmeste omgangskreds, som helt klart er på den anden side end jeg selv er i forhold til holdninger og meninger. Og det er altså mennesker, som jo… hvis jeg bare kigger i to år tilbage… som jeg sad og grillede med, og spiste bøffer, og drak rødvin, og grinte og alt muligt andet, fordi vi har en fælles interesse, der handler om kærlighed og venskab.

Og det har altså bragt mig på banen til alle mulige andre tanker, der nemlig handler om: hvem er mine venner? Hvorfor vælger jeg mine venner? Og hvad giver det mig? Altså, hvilket problematikler ligger der i det?

Mik:
Er det det du siger i virkeligheden, at Trump skiller vandene? Altså, også i forhold til… “Hvis du er ven med Trump, så kan jeg ikke være din ven.” Er det det du siger?

Christian:
Jamen sådan har jeg ikke tænkt på det før, men det tænker jeg nu. Det er blevet sådan med et syv tommer søm straight ind i min pandelarp, der handler om: Ja, det er godt nok alvorligt det her.
Det er jeg meget meget – rigtig meget tror på det er demokrati, tror jeg på. Jeg er godt klar over, der har været alle mulige udfordringer med demokrati. Men det den styringsform, jeg tror mest på. Fordi det er den form, har en grundbasis i at være sociale, som passer meget bedst – i forhold til mine værdier.

Den autoritære form, som jo er ved at være ved en indpas i hele verden rundt, har jo været på spil i lang tid. Jeg kan da huske, jeg boede i Danmark, var der al mulige holdninger i en af de andre, og så var der nogen, der angreb noget, og så skal der lige love for, at så var der kun sort og hvidt, og ikke alt det der imellem.

Men lige her med de sidste ting, der sker i verden, der synes jeg, der kan jeg mærke, inde i mig selv, der skiller vandene lige pludselig for mig. Det har det ikke gjort før.

Mik:
Det synes jeg er spændende, fordi hvad der sker der, hvad er det for en mobilisering, der sker inde i dig, og hvad fører det så til?

Christian:
Hm… Det er godt spørgsmål. Konkret så har jeg jo… i mit skifte fra at bo fysisk i Danmark til at bo i Australien… samtidig med det, så tog jeg en beslutning om de nye venskaber, jeg nu skal begive mig ud i: Der vil jeg gerne åbne lidt mere op for ikke at være så biased… Alle mine egne værdier. Jeg vil være lidt nysgerrig på, hvordan andre mennesker egentligtaget har det. Og der har jeg været i et felt med diamentrale modsætninger af min egen holdning og værdier. Altså også politisk og den slags ting.

Mik:
At være det, der hedder tolerant?

Christian:
Tolerant, ja, men også fordi jeg gerne vil have en forståelse af… hvordan kan det være, at de her mennesker tænker sådan, og har jeg misset noget – i det ene og det andet?

Og der kan man sige, det har jeg været i lang tid her. Vi har jo talt om det før. Der er jo det her problematik med os mennesker i det hele taget, er, at når tingene går skævt, jamen så har vi en tendens til at pege hen mod “det er deres skyld.” Og det er min prioritetsgruppe af alle mulige arter. Jeg har en grundtanke, er, jamen, hovhov, alt er ikke sort og hvidt. Det er det bare ikke.

Den nysgerrighed jeg har, er at sige, hvorfor er det lige peger hen på dem, hvorfor de er sådan og sådan, “jamen, men er de nu det? Og kan du sige, alle de er det over én kam,” osv.

Så det ligger altid i Rasmus Modsat i mig. Du kan ikke bare sige noget, uden at du også kan understøtte dem i en eller Det sådan jeg har det som grundbasis.

Tilbage til, jeg bor i Australien nu, og det der med, at jeg har sat mig selv ud i et lille eksperiment med at finde ud af… nå ja men Christian, der er måske også det, at du er lidt biased, ikk’? Du læser for de nyhedsmedier, som er mere over i dine værdier. Hvad med at lige at læse de andre?

Og det har jeg så gjort i lang tid. Så læser jeg Fox News – og set de samme nyheder, men beskrevet på to forskellige måder.

Og derfor kan man sige, at den der oplevelse, jeg har givet mig selv i nye relationer, hvor værdisættet er anderledes end mit eget, virkelig har givet mig noget.

Og det har været enormt svært, vil jeg sige. Hindsight kan jeg jo mærke: Hold da op det har trukket meget energi.

Nu kommer hovedprøven for mig, det, der sker lige nu ude i verden. Jeg kan lige så godt sige, er jo alle de her store, nærmest monstre, bullies in the school yard. Jeg kan godt nævne navne, jo. Det er Trump og det er Putin, og jeg skal gi’ dig skal jeg – alle mulige, som ligesom sætter sig sammen i klassen og siger “Haha, alle I andre…” Alle de der modsatte værdier, “Det kun den stærkeste, der overlever,” og så videre og så videre.

Det er ret voldsomt. Det havde jeg ikke set komme på den her måde. Altså nu peger Trump, i verdensorden, på, at Europa… “Nej nej, det gider vi ikke. Men vi kan faktisk godt lide dig, Putin”-agtigt. Det er jo helt crazy!

Mik:
Ja og det præger jo også ens hverdag i en Grib dagen sammenhæng. Hvis vi er ude efter, som vi taler meget om, det der med at være i nuet, at være i naturen, at have nogle værdier omkring den klode, vi bor på, og så videre. Hallo! Så skaber det en masse forurening i hverdagen med de der negative indgange til det.

Christian:
Det har været mig svært forståeligt, hvordan man kan tage parti for et menneske, eller stemme for et menneske, på trods af alle de beviste udsagen og de værdier, han står for, Trump for eksempel, ikk’?

På trods af det, at der mange, som jeg godt kan forstå, at amerikanerne har haft en meget svær tilværelse, jo igen, er ikke noget, er sort og hvidt, så der er hele den der… Det har sgu ikke været godt, de har mistet job og alt muligt andet. Og så er de ligesom kommet i en situation, så på trods af alle tingene, der siger alarm-alarm-alarm-alarm! i forhold til den her personlighed, så stemmer vi for ham alligevel. Altså fordi så håber vi på, det går bedre.

Og det er måske den der ting, kan jeg mærke, altså på mit nære plan, at det har jeg svært ved at acceptere, at folk ikke lige laver det ekstra arbejde med at undersøge… Jeg kan godt mærke med mig selv, at jeg har det dårligt, kan godt mærke, jeg gerne vil væk fra det af denne her situation. Jeg synes det og det, det gør det svært for mig. Hvorfor stiller de det ikke spørgsmålet: Men lad mig lige gå et skridt længere ned. Hvad er det egentligtaget det ellers berører i mine værdier i øvrigt?

Men det er ligesom… det glider bare over. Og det kan jeg kun sige, at det har jeg i min hukommelse en meget stærkt følelse omkring.

Jeg har stået engang i en skolegård i Høje Tåstrup og mærket personligheder, the bullies in the school yard, altså mobberne, hvor man kan bare se, er rigtig mange, der falder hen til den kant.

Jeg har et eksempel endda, som ikke handler så meget om den der frygsomhed, der foregår, hvis man er den svage, som jeg var i den situation. Så har jeg oplevet, at der var en person, der stillede sig op på et… jeg tror det var måske 5. 6. klasse – en person, der stillede sig op på kateteret, i frikvarteret, og havde en hel pose karameller og kastede rundt. Og stod og kiggede, observerede den her person, og stod og kiggede på… nød, at folk, de gik og samlede op. Altså, i 5. klasse, der følte jeg bare, at det var frygteligt usmageligt, det her.

Så det er en meget meget kraftig grundfølelse, jeg har. At der ligger åbenbart… de her små skumle mennesker, som har en overlevelsestrategi. De vil jo også gerne have kærlighed i virkeligheden, men overlevelsestrategien, som opstår helt der fra skoleklassen, igennem hele livet, med at træde på andre mennesker.

Mik:
Og så kommer der jo et tidspunkt, hvor man må – som man siger – stå op for sine holdninger.

Christian:
Det er jo lige præcis det jeg er ude i nu. Det er, at jeg tror, jeg sætter nu et punktum for mit eksperiment med at undersøge mig selv i alle mulige afskygninger omkring at være sammen med alle mulige mennesker, som jo ikke har de samme værdisæt, som jeg har.
Og det punktum sender mig så videre til et nyt kapitel. Jeg er 56, jeg omfavner min værdisæt. Det er jeg noget jeg står for.

Og jeg har jo gået og tænkt over Ukraine, bliver jo pludselig… Der komme en bully ind i school yarden dér, ikk’, og tager deres land og gør det ene og det andet. Og så gør de modstand. En rebellion-ting der hedder: nu beskytter vi vores land med livet, du.

Og så jeg tænkt over: Tænk at der er mennesker, kan mobilisere det.

Og så har jeg lavet et billede på det inde i mit hoved, som er en måling på mig selv, hvordan jeg vil stå i det. Og jeg har én oplevelse i mit liv, hvor jeg vil sige, at jeg var en “ukrainsk modstandsmand”. Og det var, da jeg var 18 år gammel, hvor jeg var sammen med to andre kammerater. Vi skulle til nytårsaften. Jeg havde lige bestået mit køreprøve, og en af dem fra køreskolen holdt nytårsfest.

Og så skulle vi gå fra Høje Tåstrup, hvor jeg boede, ned ad en cykelsti, eller en gangsti, ned mod Tåstrup by, hvor den her fest skulle holdes. Og vi kommer over forbi et lejlighedskomplekst, der hedder Gadevang, og der kommer en gut gående med en pistol i hånden.

Vi ser jo ikke, det er jo mørkt, det er jo vinter, vi ser jo ikke lige, han har pistol i hånden til at starte med. Og så er situationen det, at mine to venner, begge to er sådan nogle buff typer, altså de er kraftig bygget, altså muskuløse. Og jeg er mega tynd, kan jeg sige. Jeg var 56 kilo dengang. 56 kilo og 180 centimeter høj. Jeg var et stankelben.

Meget af min beskyttelse for mig selv i øvrigt var jo humoren. Jeg havde sovet hos min farmor og farfar. Hele familien var samlet, fordi de havde drukket. Så stod jeg op ad morgenen, og så går jeg ud. Jeg har kun underbukser på. Og så står alle sammen og kigger på mig – og jeg siger, ‘Har I aldrig set vandrene pinde før?’

Det er bare for at sige, jeg er på det tidspunkt meget meget tynd. Jeg kunne ikke tage på eller noget. Men tilbage dernede i Gadevang med den her pistolmand.

Han spørger os, ‘Hvor skal I hen?’ Så siger jeg, ‘Vi skal til fest.’ Og så har han pludselig så trukket pistolen frem. Og så har vi et element på tre timers tid, hvor han truer os med den her pistol. Og på et tidspunkt, mens vi er halvvejs på vej ned til byen, så tager han pistolet op til min mund, og jeg åbner munden, og han smider pistolløbet ind i munden på mig, og jeg tygger på den. Fordi… Jeg forstår ikke, men det jeg faktisk gør, det var jeg fuldstændig clear, de var andre var pissebange. Men jeg var helt clear og tænkte, ‘Jeg skal finde ud af, det her er en rigtig pistol eller ej.’ Hvis det ikke er en rigtig pistol, så skal vi ikke gå og være bange for ham og alt muligt, så kan vi komme videre. Så jeg tyggede på det der rør, og det var metal.

Det var det første information jeg fik.

Det næste var, jeg prøvede at få ham… For han var jo påvirket, kunne jeg se – hans øjne og hans øvrige måde at være på. Så jeg prøvede lidt at få ham til… Jeg siger, ‘Kan du ramme den der lygtepæl der? Kan du skyde det der? Det kan du vel ikke.’

Men han skød ikke. Han gjorde ingenting. Så skulle vi ned under tunnelen. Så sagde han, ‘Læg jer ned’, og så skulle vi lægge os ned under tunnelen. På maven, alle tre. Og hænderne over hovedet, nakken. Mens vi kiggede ned i jorden der. Og så skulle han så pisse. Og så pissede han. Det var forfærdeligt.

Så gik vi op, og jeg brugte stadig tid på at ham til at ramme alt muligt. Men nu kommer vi ned i by, så nu skal vi ikke gå og skyde. Og vi kommer så ned til det der sted, hvor der er den her fest, den opgang, hvor festen er. Jeg kan se op på op på 3. etage, og kan se, at der er gang i den. Der er jo lys, og der er alt muligt andet. Men jeg ser også i naboopgangen – op samme højde, der er helt mørkt. Så jeg tager ham med derind.

Vi går derind, ringer på og ønsker bare, at der ikke er nogen. Og der ikke nogen, åbner døren. Og så siger jeg, ‘Nå så er de alligevel taget ind til byen.’ Så går vi ned af trappen. Og så står han i… For han er jo stadig påvirket. Så siger han et eller andet til… Der kommer i en gruppe piger gående. Og så siger han ‘Hej piger!’ Og så siger de ‘Hej drenge!’ Og det bliver han interesseret i. Og så går han hen mod dem. Og så… mig og mine to kammerater vi spurter bare den anden vej.

Vi skal hele vejen derfra og hele vejen hjem til Høje Tåstrup, der hvor jeg bor. Lige den aften var det sådan, at min mor og fars venner arbejde indenfor politiet begge to. Så de kontaktede politiet, og politiet kom ud og hentede os. Vi kom til afhøring i hver vores rum. Hele det der var en mærkelig surrealistisk proces. Først kl. 2:50 om natten kommer vi tilbage, kører tilbage til mine forældre, så var det det.

Normalt hører man så ikke mere om det, men fordi vi har min forældres venner, som jo arbejder på hovedet tæt, ringer så næste dag og siger han er blevet taget, han har skudt en mand nede i Harald Blåtand.

Der fik jeg et chok, fordi så spillede jeg hele filmen om alle de gange jeg havde provokeret ham. Han kunne kraftedemig jo have skudt os også. Men den historie er det, fortæller lidt om noget, som man jo normalt ikke viser ved noget om sig selv. At hvad man kan egentlig taget kapere i en traumatisk situation.

Og det er jeg stadig til dagens dato overrasket over, at jeg overhovedet ikke var bange der. Jeg var meget tænkende i forhold til situationen – at se om jeg kunne gøre noget. Strategisk.

Og så går vi lige tilbage til nutiden her nu, det her er verdens, der bliver skillet vandene her i forhold til holdning og værdier og de der stærke mænd, der står derude. Bullies in the school yard. Og så sidder jeg med den her følelse her nu at jeg vil højst sandsynligvis mobilisere en energi for at kæmpe for mine værdier.

Mik:
Som jo trækker tråde tilbage til, hvordan folk talte i 1939-1940, Anden Verdenskrig… Danmark bliver besat. Og der er nogen, der siger, ‘Hov hov, hov, det der foregår her, her er det vores værdier, der står på spil som danskere’. Det var jo det, det handlede om. Og der var jo netop dengang også folk, der var klar til at sige, ‘Vi sætter livet på spil.’

Christian:
Jamen altså, jeg synes, kan se det over hele verden lige nu. I alle mulige punkter, hvor folk beskytter og kæmper for deres lille steder, hvor de bor. Jeg behøver sikkert ikke nævne navne, men det sker overalt. Det er ikke en skid med tiden. Og man kan sige, ‘never again’. Men det ligger åbenbart i os, at når tingene rammer os, at det bliver for svært nok i et samfund, så peger vi på et menneske, som har denne her tendens til at være uhyggelig… bullies og løgnere, og kriminelle og tænker kun på sine bully-venner, og så videre.

Indtil nu har det jo bare været helt stille og det forstår jeg ikke, så må det bare være sådan. Men lige nu, så er det farligt. Jeg synes virkelig, det er farligt, det der sker. Helt inde i mit eget liv nu. Nu bruger jeg mere tid på: ‘Punktummet er slut i forhold til eksperimentet med Christian og finde ud af det ene eller det andet. Jeg ved, hvad mine værdier er, og jeg vil bruge min energi på det.

Altså det er jo bare sådan her… Man kan sige, har nogle ringe omkring os. Den første nære ring, det de nære venner. Hvis man læser alle mulige psykologibøger og alt muligt andet, så er det bare sådan, at der er maksimalt plads til tre. Og det er mennesker, som kan tage ens måde at være på – i alle henseender. Altså jeg er jo for eksempel en, der altid stiller mange spørgsmål.

Mik:
Og ikke at til at stoppe, når du…

Christian:
Og er ikke til at stoppe, det er også noget snakkeri, og sådan, men det sådan en måde, jeg er på, ikk’, kan man sige – og det er jo ikke alle mennesker, der kan klare det.

Men det er utrolig rart for mig at have nogle mennesker, der siger, Det kan jeg godt være med til.

Og så er der jo det her med værdierne. Fælles værdier. Vi behøves ikke være ens. I øvrigt er der jo ikke nogen, der er ens. Men værdisættet er absolut vigtigt.

Mik:
De grundlæggende værdi omkring for eksempel ærlighed. Tillid. Kærlighed.

Christian:
Og det her er ikke engang isoleret til, at det er venner og bekendtskaber. Det er også inklusiv familiemedlemmer. Sådan er det.

Så forskelligheder i venskabskredsene, forskelligheder i værdisæt, forskelligheder… ja med familiemedlemmer, fylder meget i ens liv. Men jeg holder stadigvæk fast i alt det, der ligger ovenover. Alle de dybe værdisæt i forskelligheder. Det er jo en gave for os, at vi hele tiden kan udvikle os.

På det nærmeste vil jeg sige, at jeg har meget svært ved at acceptere det modsatte – at vi bare holder fast i en stærkt… ‘Det skal være sådan her’, ‘Jeg kan ikke holde jul uden den flæskesteg af sådan’ og det ene eller det anden. For det giver jo en situation for ens selv, der en begrænsning for ens selv, der handler om… ‘Jamen så, det blev ikke en god flæskesteg, det blev en lortedag. Mit liv er noget lort’, så kan du se det. Men hvis du åbner op for at sige, at jeg embracer… at jeg omfavner forskellighederne på det niveau, så er det jo rigt. Så er det jo det der med at gribe dagen. Det jo derfor, siger, relationer er ekstremt vigtige, men det er også vigtigt at være bevidst om i dit valg af relationer.

Fight and flight. Enten så kæmper du, ellers også flygter du. Som er hormonerne i kroppen, der sætter i værk. Som er bestemt af en oplevelse – af en tanke, du har – ‘Hov det ser farligt ud. Der står en bully! Hvad vil jeg gøre?’ Og i en tid, hvor som vi er i nu, så opmagniseres der stresshormoner og alt muligt andet som ligger lige under huden hele tiden. Så der er eksplosionsfare overalt omkring os. Det er der bare. Og det gør det altså farligt. Det gør det.

TASMANIEN REPORTAGE
Musik

Christel: (21:03)
Grib naturen.

Mik:
Hello Tasmania! Klokken er kvart i seks. Solen er på vej over de tasmanske bjerge, som vi kan se langt ud i horisonten. Kæmpe store bølger, og jeg skal love for, at vi kan mærke, at vi er kommet tættere på Sydpolen. Det en kold vind, der blæser. Det lidt som at komme tilbage til Danmark. It’s a Finnish boat, så der er andre ting – arkitekturen, som minder dig om Skandinavien.

To hurtige observationer, mens vi kører op af de små snørklede veje mod Cradle Mountains. Nummer 1: Når man kører i en elektrisk bil, en EV, så skal man ikke bare stole på, 10 km i tanken er 10 km på vejen. Når det går op ad bakke, så sidder man og kigger, og så man kørt 2 km. Så forsvandt der lige 10 km fra tanken. Altså, den trækker meget mere energi ud, selvfølgelig, den kører op ad bakke. Så i virkeligheden har vi langt mindre ‘benzin’ i tanken, vi troede. Det er lige hvad at blive kritisk, om vi overhovedet kan nå frem til den campingplads, som vi har sat som mål, skal være vores basecamp, inden at vi starter gå-turen.

Den anden ting er, at vejret, når man ser, hvad temperaturen er, så skal man da ikke regne med, fordi det der står ‘Minus en grad’, at så er det det, der gælder. Nej, fordi ‘minus en grad’, det står der så også, det føles som minus 11 grader. Hold da kæft! Jeg skal love for, at der er et temperaturskift bare fra, vi har kørt fra Færgen og så de der 100 kilometer mod syd. Man kommer virkelig tæt på Sydpolen her.

Vores første nat her i basecamp var kold, iskold, isæ tæerne var nærmest ved at fryse af. Og der var ikke noget at gøre. Der var ingen kære mor, ingen steder at gå hen og varme sig. Men vi kom igennem det og lærte noget om at tage tre par sokker på til næste nat. Så det var egentlig en meget god øvelse. Og sådan er der forskellige ting, har lært her i basecamp.

Det er en meget god ting lige at tage en ekstra dag, før vi starter på den rigtige trekking. Det har været overskyet, det har været blæsende, vejen skifter hver tiende minut. Men så her til morgen, da jeg går ned og vasker tallerkner og gafler og knive i den lille bæk der løber ud fra søen, der er sådan lille vandfald, så kommer solen pludselig frem, og den varmer. Og øj, det hele ser så flot ud lige pludselig.

Så det er jo netop det der med kontresterne fra det kolde til det varme. Og fra det mørke og blæsende til pludselig solen, der skinner, og refleksionerne i vandet her ved den lille bæk, hvor jeg sidder.

Så er det lige pludselig, at man alligevel godt kan se meningen med det hele. Hvorfor man bevæger sig ud i alle de her strabasser. Men der er en belønning. Den kommer i små glimt.

Jeg startede ud, da jeg var din alder, da jeg var 18 år, med troen på, at jeg havde al den frihed, jeg havde brug for her i verden, til at forandre det, som var blevet mig givet. Min var, at jeg skulle fortsætte på universitet, og få en job, og leve dette kedelige liv i Aarhus eller København. Og aldrig se verden, aldrig forstå noget om andre kulturer, andre religioner. Jeg gå igennem livet i det, som mine forældre havde gjorde før det før mig.

Matt:
Syntes du, det var kedeligt?

Mik:
Jeg syntes, det virkede utroligt kedeligt.

Matt:
Hvilket er præcis hvorfor du ikke endte med at leve sådan.

Mik:
Jeg følte en helt fantastisk frihed, da jeg forlod alt det. Pakkede en rygsæk, drog ud i verdenen som en fri sjæl, som vinden blæste og følte, jeg var i fuld kontrol over mit liv. For mig var det frihed. Og det var ikke en teoretisk eller filosofisk ting. Det føltes meget virkeligt.

Matt:
Sandheden er, at du ikke ønskede at forlade… Du ønskede ikke at arbejde i det kontorjob i Aarhus. Min teori, som siger, at du ikke har nogen frihed, ville…

Mik:
Matt, du sagde noget om reglerne for vores rejse, før vi drager ud.

Matt:
Vi må ikke lade vores ego få det bedste af os. Vi må prioritere sikkerhed over eventyr. Vi må kende vores grænser, og ikke tage risiko. Hvis det er frygteligt på første nat, hvis vi er i risiko for at få hypothermia, så skal vi gå tilbage. Denne rejse handler ikke om at bevise vores styrke, men om vores evne til lytte til Moder Natur.

Mik:
Det her var altså ikke hvad jeg havde sagt ja til. Jeg sagde fra starten at: ‘Hvis det bliver dårligt vejr, så aflyser vi. Så tager vi et eller andet sted hen på Tasmanien.’

Vi ved jo, at der allerede er mennesker, der er omkommet heroppe i de her bjerge på grund af kulden, fordi de ikke var forberedte nok på, hvor koldt det faktisk kan blive mellem de her snebelagte bjergtoppe.

Og her står vi så og kigger lige ind i en grå sky af snestorm og vind, der suser om ørene. Og ja, så har jeg altså en søn, der ikke er til at stoppe, fordi nu har han sat sig i hovedet, at nu skal vi op på Cradle Mountain trekking – koste hvad det vil.

Og allerede her efter den første halve time, travende op ad bjergsiden, hvor vi ser skræmte turister, der kommer ned og siger, ‘Uha! Det blæser godt nok deroppe!’, så har jeg allerede tabt en vante, og det føles næsten som sådan et ‘omen’, altså et dårligt tegn på at – uha – det begynder at gå galt lige fra starten det her.

Matt:
One small step for Matt. One giant leap for Mik.

Mik: (28:00)
Vi vader gennem sne og sjap, og der er ikke andre fodspor i sneen end vores. For undgå de værste vindstød oppe over bjergtoppen som hedder Hansen Peak, og som vi skal forbi, så har gået en lidt længere rute bagom toppen, og det så jo fornuftigt nok ud på papiret – vores landkort, som efterhånden er helt gennemblødt og ved at falde fra hinanden – men det viser sig hurtigt, at det er jo så ikke nogen vandrerute længere – det en klatrerute for rutinerede bjergbestigere, eller bjergvandrere, og i hvert fald ikke sådan nogen nybegyndere som os.

Og her står vi så over for sådan en 30 meter glat rund klippe af den slags, hvor der normalt ville være et gelænder og en indhugget sti, så vi kunne blive sikret mod at falde ned eller glide ned af den store klippe. Fordi så ryger man altså lige ned i afgrunden – ned mod en sø. Flere hundrede meter ned.

Og godt nok har de hukket sådan en rille ind i klippen, så man lige akkurat kan sætte hælen i den. Men når man så har 20 kilo på ryggen i sin rygsæk, så er der altså lige i sag at holde balancen. Og det her med at sætte livet på spil på den måde, det var præcis det, som vi havde lovet hinanden, vi ikke ville gøre.

Men… Er der nogen vej tilbage nu? Nej, det er der ikke, fordi Matt står allerede derovre på den anden side og venter på mig. Så der er ikke andet for end at sætte neglene i klippesiden og så ét skridt ad gangen – uden at kigge ned – og klatre på klipper i blæst og regn. ‘Rite of passage’ kan man vist roligt kalde det her – ikke bare for en 18-årig dansk australer, men også for en 63-årig far.

Jeg vil sige, at hvis du kan gøre det her, Matt, så er du kvalificeret for Mount Everest. Det her er så barskt!

Det har regnet og sneet non-stop siden vi startede, og stierne er efterhånden forvandlet til bække med… der fosser med vand. Det vælter ned med vand overalt på bjergsiden. Og så for at undgå vandstrømmene, så zigzagger vi lidt, hopper rundt, også ind i buske og krat. Og faktisk dufter det nogle gange helt fantastisk fra… ja, jeg ved ikke om det er citrongræs eller andre former for urter, som virkelig kommer stærkt frem på grund af at luften er så fugtig og vi knaser de her grene.

Det her er på den ene side jo altså storslået natur – det er vildmarken. Man har fantastiske udsigter. Sådan som jeg forestiller mig at det må have været… Jeg har lige læst en bog for nylig om en dansker, der rejste rundt i Tasmanien tilbage i 1700-tallet. Og det her, det er jo præcis som at have taget en tidsrejse tilbage til 1700-tallet, dengang hvor naturen var den store, og vi mennesker vi var de meget meget små, som kæmpede lidt for at overleve og for at klare os så godt som vi nu kunne – og prøve at holde varmen – for koldt er det, og det blæser, og vi er blevet våde helt ind til kroppen – så koldt, så nu holder vi ikke pauser længere. Nu skal vi bare gå for at holde os varme.

Og der skulle være en hytte et sted, når vi kommer ned til søens bred, men det som om stien den bare bliver ved og ved og fortsætter uden at vi kan se den der hytte nogen steder, og vi begynder at tale om om vi måske er faret vild – vores kort er helt smudret fra hinanden, og det bliver snart mørkt, og vi har efterhånden gået i seks timer – noget der skulle have været en tre timers vandretur.

Og vores våde tøj og ryksækkene føles tungere og tungere. Og jeg glider i mudder og bliver trukket bagover, og denne her ryksæk falder. Og av! Så ligger jeg der på en uheldig måde, jeg får presset et ribben og det begynder at gøre ondt på en grim måde hver eneste gang, når jeg bøjer mig forover.

Det for vildt.

Og der er den. Hytten!

Ja, we hit the spot, hold da kæft!

Vi er nået frem til hytten og vi åbner døren. Og der er ingen hjemme. Det er bare en stor tom hytte. Og der er en brændeovn og en spand med kul og en anden spand med nogle optændingskviste. Og de tørrer. Wow! Der er nogen, har, kan man sige, sørget for os.

Og der hænger et skilt, som forklarer, at den her hytte – Scott Kilvert Memorial Hut, som den hedder – blev bygget til minde om to australiere, Scott og Kilvert hed de. Og de omkom nemlig i en snestorm lige i det her område her i 1965.

Så vi går i gang med at pakke vores gennemblødte rygsække ud, og… alting, finder vi ud af, er vådt. Soveposerne drypper af vand. Og det tøj, som skulle have været vores tørre skiftetøj, nix: Gennemblødt! For vi glemte lige en vigtig detalje i forhold til de mange råd, som vi havde fået. Det var, at det ikke nok at tage plastikposer med. Man skal også pakke sine ting ind i dem. Og især hvis man har tænkt sig at vandre igennem seks timers silende regn.

Og vi finder tændstikkerne frem, som selvfølgelig også er våde. Jeg kan kun få en – allerhøjst en lille gnist frem, og det er ikke nok til at få ild i de her kviste. Temperaturen er 2C grader her i hytten, altså indendørs. Det kan vi se på et termometer, der hænger på væggen.

Og jeg tager så alt mit våde tøj af, for ikke at blive endnu koldere. Undtagen underbukserne, dem beholder jeg trods alt på, selvom de er våde. Og så sidder jeg der og ryster. Og kan mærke kulden kom dybere og dybere ind i kroppen. For jeg har ikke andet end et regnslag, som jeg kan varme mig under.

Jeg får den idé, vi kunne bruge det der sprit, for pokker! som vi har i vores kogegrej. Der skal jo kun en gnist til at få ild i sådan noget sprit.

Og det prøver vi så, men det virker ikke.

Så får Matt en idé. Hvad nu hvis vi dypper tændstækken i sprittet? Altså lige til undtaget svovlet i enden. Og så lader træet trække lidt sprit, sådan at vi kan se, om ikke dampen fra spritten kommer tæt nok på gnisten. Og yes! Det lille trick virker!

Så kommer der ind i ovnen. Og vi får gang i kul-gløderne. Og temperaturen i hytten stiger hurtigt fra de 2 til de 10 grader. Og humøret stiger mest til det tidobbelte.

(34:44)
Så for nu at gøre det, som faktisk er en meget lang historie kort, så havde vi en fantastisk tur til Cradle Mountains, alt i alt. Det blev en grænseoverskridende, kan man sige, men også meget livsbekræftende, voldsom og våd, farlig og vild og vildt fantastisk tur.

På vejen videre den næste dag fik vi mere sne, men vi fik også solskin og skyer, der kom og gik hele tiden. Og glimtvis så fik vi også imponerende udsigter over den her vildmark. Moder Naturs smil til os kom i form af smukke regnbuer langt ude i landskabet, midt i hele panoramet.

Og på et tidspunkt var der en stor sort fugl, der sådan… meget karismatisk, en karawong fugl, hedder den vist, som kom hen og hilste på os mens vi sad der og spiste vores proteinsnack. Den ligesom kiggede os lige i øjnene, som om den havde en eller anden den ville sige.

Vi lærte nogle ting. Vi gjorde helt klart nogle begynderfejl, som vi kunne have undgået, hvis vi havde – måske – tænkt os lige en anelse bedre om. Men vi lærte også, og det var det vigtige, noget om os selv og om hinanden. Og også om fortiden, kan man sige, om det med kunsten at holde sig i live og at værdsætte livet.

Vi fik en lektion om, hvordan alt er relativt, fordi hvis man sammenligner med Cradle Mountains – eller, for den sags skyld, tilværelsen, som den må have været i 1780, ja så er det måske ikke så slemt endda, hvis det lige regner lidt eller hvis der er et eller andet med noget teknik, der driller.

Det her blev for mig og for Matt, som man siger, i sandhed, ‘en oplevelse for livet’.

Matt:
One small step for Matt, one giant leap for Mik.

Jingle: Telefon ringer

Stemme:
Hallo?

Mik: (36:55)
Forskelligheder, Christian, vi to er også meget forskellige, kan man sige. Og noget jeg har lagt mærke til er, at vi kommunikerer forskelligt, eller vi har forskellige måder at komme i kontakt med hinanden på.

Det er tit, du lige ringer, og så snakker vi lige, og så får vi afklaret nogle ting på en telefon. Hvor jeg mere er sådan én, der af natur helst bare måske lige sender en tekst eller en e-mail.

Og når jeg tænker på, hvorfor er vi forskellige der, så – for mit vedkommende – så går det helt tilbage til måske da jeg var teenager, hvor jeg virkelig ikke kunne lide at tale i telefon. Jeg fik nærmest koldsved af at skulle tale i telefon med nogen som helst.

Og så kan man sige, er det mærkeligt, jeg har uddannet mig til at være journalist. Fordi sidenhen så blev jeg virkelig tvunget til at bruge telefonen som et redskab. Altså fordi man skulle som journalist jo lave research, og man skulle tale med alle mulige mennesker for at finde ud af, om noget var sandt eller forkert og så videre.

Men der er måske et eller andet i, at jeg har det bedst med at bare lige sende en tekst og få et svar på en tekst. Og så går jeg videre med nogle andre ting. Men du har et anderledes med det?

Christian:
Det har jeg i hvert fald. Det der med at kunne skrive, det noget der foregår i ens eget tempo. Man kan tænke ind i hovedet, jeg kan skrive det ned, så er det ikke lige det vil sige så sletter jeg det lige igen. Så man har en mulighed for, at det man gerne vil kommunikere ud, bliver bedømt af ens selv, og vurderet af ens selv inden man trykker på ‘send’. Så der er en kvalitets vurdering hele den der proces.

Hvad er så med Christian? Christian er lidt ligeglad med den der kvalitetsafdeling. Fordi det er sådan med mig, at mine tanker bliver først til virkelighed, når jeg har sagt dem. Jeg kan høre mine tanker, når jeg siger det.

Så jeg har rigtig meget brug for, at det kommer ud. Og jeg har i hvert fald gjort det… Og jeg har siddet og kigget på det analytisk og siger, ‘Okay, har du så ikke været bange for at sige noget forkert, Christian?’ Jo. Det har jeg. Jeg kan love dig for, jeg været bange for at sige noget forkert. Men jeg ikke haft noget alternativ, for jeg har aldrig kunne komme ud med tingene foruden at de går op igennem mine ører. Altså, det skal ud i luften, og så skal jeg høre det. Og ad den vej, så har jeg trænet, ubevist, den virkelighed, jeg har. Nemlig at det fungerer sådan for mig. Så det er én ting, der er i vores kommunikation, så har jeg i hvert fald en bevidsthed omkring, at det bliver nødt til. Jeg KAN også godt skrive, men det ikke ‘soothing’ for mig. Jeg kan ikke mærke inden min krop, at det var godt. Så fik jeg sagt det. Den mister jeg i den der proces.

Mik:
Men det vigtige, Christian, er vel, at man får talt om de her ting. Altså os to som venner, men jo også når man er i et parforhold. Altså for eksempel, hvor man finder ud af, at man er forskellige i den måde, kommunikerer på, eller hvordan man helst kommunikerer på. Fordi det kan jo blive misforstået også, ikke?

Christian:
Ikke kan. Det bliver misforstået. Vi er alle sammen, hammerne forskellige. Jeg vil gerne sige en sjov ting omkring det der med tekst og tale. Jeg har jo vist det her med mig selv i rigtig mange år, at det er bare sådan det er. Det er ikke alle jeg har delt det med. Ligesom jeg deler det med dig. Sådan er det jo.

Men jeg sad her den anden dag, og så læste jeg så en artikel omkring børn. Der var lavet en research omkring… Og det var meget specifikt research, der handlede om hormoner i kroppen. Og hvad de betød. Altså biologien. Ikke det kulturelle, ikke normer. Men biologien inde i kroppen. Hvad er det egentlig taget det kan gøre i forhold til kommunikation?

Og den her undersøgelse handlede så om børn og kommunikation med deres mor specifikt. Altså simpelthen ikke andre, kun mor og barn. I den proces tjekkede man jo på to parametre. Der skulle være en kommunikation via tekst, altså SMS’er, og der skulle være en kommunikationsform via at man taler sammen.

Og så laver man nogle målinger, hvor man måler, hvordan hormonernes niveauer simpelthen er. Og det handlede om oxytocin, dopamin og andre vigtige parametre i det her, og man kunne bare måle… – stress var det, ja, det var et stressparameter – som var bare så meget lavere, når kommunikationen foregik talende, og ikke skrivende.

Som jo – i min verden, med nu det jeg lige har forklaret, pludselig siger: ej, er der også noget af det, Christian? Det havde jeg da aldrig tænkt over. Har jeg det åbenbart sådan, at mit kemiværksted inde i min krop har et eller andet – som i den der undersøgsel blev vist. At jeg får en større glæde. Altså simpelthen, der bliver vedlæsehormoner. Det handler ikke bare om, at så kan jeg sige det rigtigt og alt muligt. Der er simpelthen biologi i det, at så står jeg i den situation, at det er bedre.

Mik:
Det talte ord er bedre, end hvis man fik en tekst på SMS, eller…

Christian:
Ja, lige præcis. Det gør jo ikke, jeg siger, jeg så tror på, at ved den undersøgelse, at sådan ligesom dig, har det bedst ved at sende tekst. Det kan jo ligeså godt være, at den frigivelse af glæde over, du gør tingene, er en frigivelse af, at så er du sikker på tingene, der er tryghed omkring det, det kommer ud, og du har vænnet dig til, at du måske ikke har brug for, at få en respons, som jeg i øvrigt har brug for. Jeg har brug for en respons af en eller anden art. Ikke fordi du skal sige, ‘Åh jeg elsker dig’ eller sådan noget. Men der er en respons, og den respons får jeg i det talende.

Kan du følge mig i den der? Så alt den her, det er jo helt vildt, som det jo oftest er for mig, så dykker jeg ned i det her rabbit hole, og så har findet ud af de her hormoner, og så tænker jeg, væn nu lige lidt. Jeg har været sammen med Christel i, hvornår er det lige jeg har været sammen? Nå, det 38 år, okay. Prøv lige at kigge på Christian. Det er dagligdags ting, hvor det lige skrider hen til højre og venstre. Altså i forhold til kommunikation og sådan noget. Og så kiggede jeg ned i hormonerne, i biologien, forskellen på biologien hos en kvinde og en mand.

Grib dagen i cigarkassen (43:29)

Alistair:
Might I say, sirs, your attire is most becoming of the season. A pleasure to behold, indeed. May I presume you would care for the usual? A single malt Scotch for you, sir?

Christian:
Det vil være så fantastisk. Tak.

Mik:
Og for mig også. Tak.

Ha!

Mik: (43:57)
Hvis jeg skal være ærlig om det der med, hvordan mit forhold – som mand – til kvinder begyndte, så skal vi jo helt tilbage til dengang, jeg gik i 1. eller 2. klasse. Og her taler vi… altså jeg er født i 1962, så det har været i slutningen af 1960’erne, måske i begyndelsen af 1970’erne, hvor jeg husker helt tydeligt, at jeg havde den her oplevelse af, at vi drenge og vi piger, vi var ens. Jeg kunne ikke se, der skulle være nogen grund til, at der var nogen forskel.

Og der kan man måske sige: ‘Hvad tænker du?’ Men vi levede i en tid, hvor der var dels var ungdomsoprøret, og der var alt det der foregik i Kina også i virkeligheden måske, som også havde en indflydelse. Jeg ved ikke om du kan huske med hele den bevægelse, var en revolution, som handlede om, at mænd og kvinder skulle gå fuldstændig ens klædt. Og i Vesten, der var der også meget med, at piger begyndte at gå i bukser.

Så jeg husker den der dybe skuffelse, da min bedste veninde, hun pludselig kom en dag i en nederdel. Hvad skulle nu det til for? Skulle hun nu lige skille sig ud og gøre sig anderledes? Hvorfor skulle hun lige udstille, at vi ikke var ens?

Sidenhen, så begyndte jeg jo virkelig at værdsætte den forskellighed.

Altså, og … nu tegner jeg bare et billede. Altså, jeg kører for eksempel meget rundt som taxichauffør for mine børn i Geelong. Så sidder jeg der i bilen, og måske er det en sommerdag, og det er lidt varmt og så videre. Og du ved, ud af den ene øjenkrog eller i bakspejl, så ser jeg lige sådan et skørt, der blæser i vinden. Måske en cyklist eller en kvinde, der er klædt som en rigtig kvinde. Og hvor det bare tænder noget i mig. Altså virkelig, så man kan mærke det, og det går ind og bliver fysisk. Ikke?

Og nogle gange er det bare sådan en lille ting, skal gøre, at så tænder det en gnist. Og man kan næsten ikke få det tanken væk igen, altså – inklusiv at der er noget med benene, der begynder at reagere. På noget, du har set, og som er ingenting, men som bare er et signal om: ‘Der var en kvinde’.

Det må være noget biologi, noget – som du har talt meget om i dag: hormoner, der begynder at arbejde – eller lege triks med en i virkeligheden.

Christian:
Jeg synes ikke, at… Jo jo, tricks. Evolution har gjort os til det, vi er. Fordi det er det bedste for den her art, vi nu er. Mand og kvinde og viderebringelse af arten. Den er ikke længere.
Din oplevelse af at føle et eller andet imellem benene på dig. På cykelstien derude, hvor du ser ingen anden med en sommerkjole, der blæser op. Og så sker der et eller andet – er ikke kulturelt, er ikke en norm. Det ikke baseret på det. Det er baseret på biologi.
Der er nogle informationer, der ryger ind igennem alle dine sanser. Og en af dem er din synsans. Og den der synsans hos manden sætter alting i værk inde i kroppen. Dopamin fiser op fuldstændig i vejret. Langt, langt mere end kvinder.

Det hele er baseret på… for en mand: ‘Så er nu! Nu starter bbq’en, du. Nu skal jeg simpelthen i gang med det der skal gøres!’

Og så sætter den alle mulige hormoner i gang, som giver dig en lyst, en liderlighed. Ja, er jo – i og for sig – en dejlig følelse, der render op. Som sætter dig i emotion til at gøre noget. Og få en tanke om, at ‘det her kunne være interessant’.

Mik, lad os op. siger, at står og kigger på den her cyklist, kommer kørende, er en kvinde, cykler der. Hun mærker, at vinden tager fat i hendes kjole, og den flyver op. Mere tænker hun ikke over det. Hun skal måske, på grund af normer og kultur, tænke på at skubbe den ned, fordi hun har en eller form for fortælling af enten forældre eller samfundsnormer, at der er sådan en som dig, der får af din biologiske baggrund den lyst du nu får.
Evolutionært fungerer det overhovedet ikke sådan for kvinder. Der er det en brændeovn. For nu at sige at manden har en gas-barbecue: Du tænder bare og så er der ild i lortet.

Hvor hun har en brændeovn: Der skal lægge små pinde ind, der skal lidt luft til, og alt muligt andet. Der skal en længere proces til, før der er… i det hele taget, bliver iværksat og igen: biologi – ikke tanker, men biologi – til at sige, ‘Det er spændende. Hvad er det for noget?’

Mik:
Så altså et enkelt blik er ikke nok. Der skal langsomt varmes op.

Christian: (48:56)
Jeg har spurgt andre om, at et blik kan være nok til at have en interesse i at gå videre, men ikke nok til at få det, som du taler om – en bevægelse i dit underliv.

Mik:
Ja, en drift. Og en drift, som vi mænd ved skal have en udløsning. Altså, det duer ikke ellers. Du kan ikke bare gå rundt og have den der drift.

Christian:
Alle de problematikker, der ligger i en almindelig hverdag omkring det der. Der opstår en masse misforståelser.

Mik:
Mellem mænd og kvinder.

Christian:
Lige præcis. Hovedsageligt er det sådan: mændene, det kommer til at tænde på et splitsekund. Kvinder skal have tid. Og det er ikke andet end biologi. Det er simpelthen hormoner, der er bygget til, så skal mændene gøre sådan og sådan. Og fordi, når det så er sket, for det sker jo ret hurtigt…

Det ved alle kvinder også, de sidder og snakker om, ‘Hold kæft, det gik for stærkt’. Det er jo evolutionært, så er det sådan, at hele det her belønningssystem, som manden har, ‘Åh det er dejligt, det dejligt at gå efter det, og nu får jeg det, og nu gør jeg det, og det kan ikke stoppe, og nu er færdig.’

Og så sker der det, som mange kvinder siger, og så er han bare dvask, træt. Men det er faktisk et hormon, det hedder prolatin, som jo stiger gevaldigt hos manden. Og som man evolutionært har kigget på – og sige, ‘Hvad er årsagen til det? Hvorfor skal manden have det problem?

Når han er færdig, ja, det fordi, han skal slappe af bagefter, så han har mulighed for at komme ud og jage senere, og han kan samle kræfter til alle de ting, der ellers ligger foran ham i det gamle samfund, som det var før tid, altså naturverdenen.

Hvor imod kvinden… Hun har til… Altså kvinden har… Kvinden er jo fantastisk. Altså det er jo helt vildt fantastisk. Det er hende, der bærer vores børn. Det hende, der bliver gravid. Det hende, der kan give liv, for fanden. Det er jo helt vanvittigt. Med alle de ting, som er godt for hende. Jeg kan mærke… Prøv at mærk, den sparker og alt muligt. Hold da op. Prøv at tænk på… Jeg spørger bare dig. Altså… Vil du rende rundt med sådan en ind i maven? Med alle de ting.

Mik:
Nej, du har jo ret.

Christian
Så det er jo et åg, kan man sige, med en mandetanke. Den byttehandel, der er i at kunne mærke liv indeni – til det der med at få det ud igennem det der, som jeg har set meget tæt på, for være helt ærlig – det er jo fantastisk, at alt det der liv egentligtaget kan indtræde igennem den åbning, men også alt den smerte, der ligger i det. Det er jo helt vildt.

Og der kommer hormoner også ind. Hormoner hjælper både med at hjælpe kroppen med at gøre alle mulige ting. Men lige tilbage til:
I kvindens, der ligger der under det hele en eller anden en opskrift på, at det ikke er nu, men det først senere hen, når jeg har en overbevisning om, at her har vi en partner, der er værd at komme videre med. Derfor er belønningssystemet i kvindens krop udsat, i stedet for bare at sige, ‘Uh! Der er en, der kommer cyklende med en kjole’ eller what the fuck… Nej, jeg bliver nødt til at vente til der er andre ting, der er ticket ind af informationer, før at jeg bliver tændt. Og når det så er sket, så er vi så i gang.

Men så er kvinden jo – med den der prolaktin, som manden jo, efter hans hurtige udløsning, så han kan slappe af, så han kan komme ud evolutionært og være til det, som han var i hulemandens regi – der er hun anderledes lagt. Nej, nej, nej! Der skal være åbning for mere. Der kommer ikke prolaktins hormon. Det derfor kvinden kan få mere orgasme og så videre og fortsætte.

Hun i den proces får noget, som er meget højere end manden får. Hun får en oxytoxin-release. Altså hormonet oxytoxin, som er sådan en, som… Manden kan ligge og sove og ligge op af kvinden og se det dejligt.

Kvinden har den anden, der hedder, ‘Jeg får oxytoxin, som hedder samhørighed, jeg skal gøre noget med det her, vi har gang i nu. Og nu kan jeg jo se, at er ham, jeg skal have det ene afkom efter det andet med, for det går bare godt.’

Det den der oxytoxin eufori, der kommer ud af det.

Med den viden omkring, hvordan forståelse og bevidsthed om, at det sådan, er styret af det, altså vi er simpelthen styret af det – lige gyldigt hvor mange mennesker, der siger, ‘det er ikke i orden.’ Eller sådan er normerne ikke, eller kulturelt. Så kan det kun flyttes et vist stykke, men det det, kommer til at bestemme i det store hele. Det gør faktisk, at min hverdag ændres ved en bevidsthed omkring, hvad der virkelig er faktuelt. Så kan du agere i den her verden på en helt anden måde. Altså virkelig gribe dagen.

Mik:
Ja, ja. Man kan jo sige, var noget, vi skulle have lært om, da vi gik i folkeskolen. Altså, hvorfor er det ikke lige, at folkeskolelærerne giver os den beskrivelse, som du giver os der omkring… altså hvor forskellige mænd og kvinder er, når det kommer til biologien. Det er jo supervigtigt at vide.

Christian: (54:37)
Det hele handler om forskelligheder. Om det så er biologisk, normer, kulturelt, politisk. Med en bevidsthed, er det bare sådan, at – jamen det ikke er ‘hvis’. Nej, er sådan. Vi er forskellige. Og det, tænker jeg, er ekstremt vigtigt for mig selv. I forhold til at kunne bevæge mig i livet. Her imellem Grib dagen og min Memento Mori, altså: ‘Jeg skal dø.’

Mik:
Ja, ja. Men jeg tror også, er vigtigt for rigtig mange mennesker rundt om i verden. Altså jeg kan da spole tilbage og tale om mine forliste ægteskaber og alt muligt andet, hvor… Måske fordi vi ikke har haft en ordentlig forståelse af, de der forskelligheder, talte om, og hvor biologiske nogle af dem er. Så bum, så crasher hele lortet, ikke? Og du kan kigge rundt i verden og se, hvor mange skilsmisser, er, fordi vi ikke har den forståelse.

Christian:
Og der er også et arbejde, det er der. Der er det arbejde at kigge på sig selv i hele den der proces. Og det er jo derfor, det er så skidesvært for de fleste mennesker. Det er: ‘Nå ja, jeg skal måske også lige kigge på det.’

Mik:
Jeg synes tvært imod, Christian, jeg synes faktisk, at noget af det, fortæller der omkring, ja, men vi reagerer sådan. Kvinder de har en brændeovn i stedet for et gasfyr. Nogle af de der ting, det synes jeg da, jamen hallo, det er ikke noget… det ikke dig, det er ikke din fejl, det ikke dig, der er forkert på den her. Selvom din kone siger til dig, at det dig, er problemet. Nej, det er sgu et større problem, så at sige, ikke? Det er et, som alle mennesker i hele menneskeheden bokser med, at vi har den der forskellighed. Så skulle vi lige tage at tale noget mere om det? Altså…

Christian: (56:18)
Jeg kan i hvert fald kan love dig for, at – dig som lytter – at det kommer vi ikke til at stoppe med at tale om på ingen måde her. Det hele det går ud på, det med at gribe dagen, er at være bevidst om sin egen eksistens og andres eksistenser, fordi vi er jo sociale individer.

Mik:
Og i høj grad noget med, hvordan vi navigerer i den verden, der er os givet – i virkeligheden, og så får det bedste ud af det.

Christian:
Absolut.

Christian (56:58)
Vi har talt om forskelligheder i dag. Mellem mennesker, holdninger og værdier. Også forskelligheder mellem mænd og kvinder, hormonerne og biologien. Ja temperamentet også.

Og så for nyligt, så var jeg i kirke. Ikke et sted som jeg ofte kommer. Men det var jo jul. Og det slog mig med det samme da jeg trådte ind i kirkerummet. At på trods af at vi alle sammen er forskellige. Så var der sgu det der fællesskab, og en tydelig fornemmelse af medmenneskelighed. Det foregik i den svenske kirke i Melbourne, og det var med den danske præst Christian, som holdt juleprædiken.

Præsten Christians juleprædiken (57:48)
Tak for at du igen lader jule…

Christian:
Der var det, skulle være julesalmer og juleværenkalide. Og et kirkerum følgt med mennesker. Og så var der bagefter en fælles julefrokost. Og så midt i det hele, så var der en barndåb. Når man står til en barndåb, så står man jo faktisk og kigger på et helt nyt menneske, der er på vej. Det ikke et færdigt menneske, for der er ikke nogen holdninger endnu. Der er ingen værdier, der er ingen overbevisninger. Men der er noget andet. Det, som vi alle sammen har, et nervesystem, der er følelelser – og der er et potentiale.
Vi bliver ikke født med det, som vi kalder en færdig empati, men vi bliver født med evnen til at kunne udvikle den. Og evolutionært set, er ikke fordi, at empati er smuk, men fordi det virkede. Fordi menneskebørn overlever ikke alene. Det kræver, at de voksne – forældrene – reagerer på deres lyde, og dermed har vi vigtighed, at have empati.

Præsten Christian (59:02)
Do you want to be babtised?

Christian (59:12)
Det var jo sjovt at opleve, at den reaktion, vi alle sammen havde på barnets pludren, det var ikke en irritation og der var ikke afstandstagen til det. Det var en latter, og det var varmt og det var menneskeligt. Og det er faktisk empati i praksis. Ikke som en teori, men som en ren refleks, vi alle har.

Kirkesang

I sådan et kirkerum med den her musik, så får det fat i det sårbare i fællesskabet. Vi mærker bare alle sammen kærligheden og medfølelsen. Det bor i hjernen i samspillet mellem vores følelser og hjernebarken, som hjælper os med at regulere dem. Et barn der pludrer og voksne der smiler, det er menneskehedens overlevelsesstrategi. Så måske i virkeligheden er vi mere ens, end vi er forskellige.

Sang

Mik: (01:01:20)
Så står vi overfor et nyt år. Nu skal vi ind i 2026. Hvad det kan bringe… Og hvis vi lige holder kikkerten på Grib dagen regi, så bliver det jo et spændende år, faktisk, fordi vi har mange ideer til, hvordan vi kan videreudvikle vores lille podcast her, som jo har fået en hel masse lyttere, og som jo også er begyndt at spille en rolle i vores lille lokalmiljø, oplever vi. Der er folk, der lytter, vi får feedback, og måske er det blevet et lille samlingspunkt for… for nogle tanker i hvert fald.

Men Christian, du skal ud på nye eventyr med dine kunder. Du skal ud og opleve den australske bush. Og der kommer til at gå noget tid med det. Men forhåbentlig kan vi få nogle reportager derfra også – undervejs. Og så må vi se. Altså, vi har snakket om at lave vores podcast om til en engelskproget podcast også. Ikke som at vi smider det danske væk, men så vi kører noget både på engelsk og på dansk. Og så drømmer vi lidt om at gå på scenen og lave en live version af Grib dagen. Og der sker jo nogle gange det, når man siger ting – det er jo det der med nytårsforsætter – når man siger dem offentligt, så hænger man jo på dem. Så må man ellers se at få det gjort på et eller andet tidspunkt.

Christian:
De skrå brædder kalder på os!

Mik:
Så tak til jer, har lyttet med indtil nu, og vi håber, I er med på rejsen, når vi fortsætter ind i 26 og videre frem. For som Christian siger, der ligger altid en oplevelse gemt…

Christian:
…i det uforventelige. Grib dagen!

Mik:
…som jo virkeligheden er at gribe livet!

Christian:
Og vi plejer jo gerne at lave det store vingesus. Men i dag vil jeg lave lyden af at gribe. Og det var et grib

Mik:
…dagen.

. . . [ENDS]