Transkription af Grib Dagen Podcast – episode 16
Transkription
[Magpie synger]
Christel:
Grib dagen.
Christian:
Grib dagen for mig er den undelynende: Det er nu!
Mik:
I mere end et helt årti efterhånden har jeg haft det her citat, Steve Jobs-citat, stående på toppen af min Facebookside: “Lad være med at leve i en illusion om, at du har noget at miste. Du er allerede nøgen,” sagde Steve Jobs. “Der er ingen grund til, at du ikke skulle følge dit hjerte.”
Christian:
Det er lige her og nu. Og det er sådan et lykkepunkt for mig.
([Ekko:] Det er sådan et lykkepunkt for mig. Et lykkepunkt for mig…)
Mik:
Grib!
Christian:
Så er vi igen, Mik. Jeg har glædet mig helt vildt meget, fordi – for de ivrige lyttere – så er det jo faktisk fem måneder siden vi sidst mødtes, du og jeg, og det er jo min skyld. 100 procent, fordi jeg har været på tur og jeg har været ude at rejse med mit C-Australia Tours.
Mik:
Ja, og du lovede jo Christian at sende små reportager hjem og sådan noget, men det blev ikke til så meget.
Christian:
Nej, det gjorde det ikke. Der var travlt. Ikke i det lille hjem, men i den lille bil og i det store land.
Mik:
Der kom også en krig og en oliekrise og jeg ved-ikke-hvad ind forbi.
Christian:
Ja, der kom mange ting forbi, og det har ikke stået stille ved at sige ved oplevelser, så jeg glæder mig meget til, at vi går i gang med den her… som du i øvrigt sagde ‘Er det ikke Grib dagen 15’? ‘Nej,’ sagde jeg så. ‘Nej, nej! Vi er oppe i 16! Og i øvrigt også tre år siden Mik, at vi startede.
Mik:
Mmmm. Tiden flyver.
Christian:
Det gør den, men det gør den ikke her fra nu af, fordi den her time her bliver rigtig dejlig at lytte til. Så velkommen til Grib dagen 16.
7NEWS nyhedsoplæser den 28. maj kl 13:
The US has launched new strikes on Iran this afternoon. Explosions were reported near the Strait of Hormuz, the second barrage in just one week…
Elon Musk – https://youtu.be/MF6ybNDnVYU&t=320:
My prediction is that there’ll be more robots than people.
Chris Olah, Anthropic Co-Founder – https://youtu.be/PnIhpDMoL9Q
It’s a real possibility that AI will displace human labour at a very large scale. But I worry most dialogue misses an even harder challenge.
US President Donald Trump:
We’re going to slash the regulations, environmental regulations, that are really put in there in order to stop progress in this country.
Christian:
Mig, som kører rundt med alle mine kunder i fire måneder. Dieselpriser, der bare vælter ind. Cost of living, der vælter ind. Alle mulige følelser af… mine kunder der kommer ind og fortæller om, ‘Hold da kæft mand! Vi kunne ikke flyve herned, fordi vi skal ind over Mellemøsten og der er bombes.’
Og hvad er det for noget der sker? Iran her og Iran der, og altså, you name it.
Mik:
Og så er der Ukraine og så er der
Christian:
Gaza, Venezuela. ‘Vi kører sgu lige, og så napper vi den der, og så er det det. Skal vi ikke lige have Grønland? Skal vi ikke lige have Cuba? Skal vi ikke lige tage Mexico? Skal vi ikke lige sådan? Hvad er det med jer europæere? Fuck NATO. Ikke om vi gider det…’
Mik:
Jamen altså, det har været nogle frygtelige måneder, og jeg oplever også, at folk er lidt oprørte over det.
Christian:
Ja, det er rigtigt. Folk er oprørte. Men jeg kan også godt sige, at der er satme også mange i min nærmeste omgangskreds, inklusiv min mor, som siger ‘Jeg kan altså ikke holde ud at se alle de nyheder dér. Jeg tager ud i kolonihaven i stedet for, og det tror jeg er meget lig rigtig mange mennesker. Hvis man ikke bor lige der, hvor det sker og sner, og hvis man ikke lige er en eller anden procentdel af verdens befolkning, som går op i og bliver fyldt af angst og alt muligt, og som… ‘man må gøre noget’ – og er en aktivist i den ene eller den anden retning, så vælger man den lette løsning, som jeg godt kan forstå. Det er enormt ubehageligt alt det, der sker, og den lette løsning er, at vi kigger den anden vej. Eller vi kigger måske ind i et eller andet latterligt tv-program, altså et eller andet, hvor vi kan leve os ind i en anden verden end det her. For det er godt nok svært det vi skal sidde og tumle med. Altså vi er jo faktisk ude i en situation, hvor det kan blive tredje verdenskrig, like this!
Men ikke nok med det. Cost of living og alt muligt. Hele verden er taget med ind i den her turbulens af utryghed. Måske krige, måske kæmpe energikrise og måske alt muligt. Og alt det her måske ting. Det er svært at håndtere, så jeg godt forstå, at man bakker lidt ud af det.
Jeg har skide svært ved at bakke ud af det. Jeg prøver virkelig at få en fornemmelse af, hvad er hoved og hale i alt det her? Hvorfor gør de ditten og datten? Og når man først begynder på den lille rejse, Mik, så kan jeg godt blive lidt mere angst, fordi så kan jeg jo se, at der er simpelthen kræfter, der er så store, som handler om magtfulde mænd med penge, som styrer vores verden, styrer min verden – uden jeg… Jeg kan ikke gøre en skid ved det.
Nu skal jeg betale mere i husleje, fordi nu skal vi betale mere mad, fordi der er nogen, der vælger noget til deres egen vindings skyld. Aktier og hvad de ellers synes… Og magt. Åh, det gør mig… Grrrrr.
Mik:
Christian, præcis! Og jeg har det på samme måde. Men lad os prøve at snakke om hvad gør vi så? Altså fordi der er. Jeg synes, der er nogle greb, man kan tage, og det synes jeg, den her podcast episode skal handle om.
Christian:
Jamen, det er perfekt, men jeg vil bare sige så, at alt er ikke lort og lagkage. Der er fryd og gammen, og der er hygge.
Mik:
Og der er al mulig grund til netop at opsøge. De gode oplevelser, og det kommer vi også ind på, hvordan man gør det og så videre. Fordi det er jo især essensen af at gribe dagen. Det er det.
Christian:
Yes.
Mik:
Jeg vil gerne starte et helt andet sted, og det er med en lille form for kærlighedserklæring til Joey, som man kan høre en gang imellem ytre sig. Vi lukkede ham uden for døren på et tidspunkt, så hvis du hører noget, der ligesom kradser på døren, så er det fordi Joey er ikke vant til at blive lukket ude. Han skal være sammen med os. Det er han så også nu. Men så nogle gange, så kan man høre lidt smasken, eller hvis der er nogen, der banker på døren, så skal der åbnes, og så bliver der gøet – og den slags.
Men lad os lige prøve at spole tilbage her. Det var en aften her forleden, hvor jeg bare sad og kiggede Joey dybt ind i øjnene, og så tænkte jeg, måske skulle jeg optage den her oplevelse.
Christel:
Grib livet.
Mik:
Hvis du har en hund, så vil jeg vædde med, at der har været et tidspunkt, hvor dig og din hund, I har kigget hinanden ind i øjnene, og der har været den der følelse af en forbindelse, af ‘connection’ – at I forstår hinanden. Og der er en eller anden dybere… en dyb følelse af kærlighed og respekt. Det er ikke noget, man behøver at udtale i ord. Det er bare noget, man kan mærke.
Der er en tryghed, som bliver udtrykt uden ord. Og i virkeligheden på den måde, så kan vi lære noget. Altså hvis du har prøvet det at have en hund – eller måske en kat. Altså at det ligger dybt i os, at noget af det livet handler om, er vores relationer, og at vi kan regne med hinanden. Vi kan stole på hinanden.
Der er de faste ritualer. Hvis man er Joey, så handler det om… De faste ritualer er for eksempel, at vi skal en tur i parken, en gåtur. Der skal kastes nogle bolde. Og vi skal lige en tur forbi skraldespanden, fordi vi har samlet noget plastik op. Den slags.
Og de faste ritualer er med til at give mening. Det føles rart og godt, når vi har gjort det, vi skulle. Og den underliggende dybe følelse er varm og kærlig. En følelse af samhørighed, venskab, tryghed.
Jeg tror, der er mange hundeejere, der forstår, og som kan relatere til det, som jeg fortæller om her. Og min pointe er i virkeligheden, at nøjagtig på samme måde er det jo med det, vi kalder ‘naturen’. Naturen, som jo i virkeligheden er et andet ord for alt det liv, der er omkring os.
Der ligger en dyb underliggende kærlighed lige så snart vi forstår og kan fornemme den, høre den i fuglenes sang, eller fornemme den i den måde… planter der bare skyder op og gror, og viser livets kraft, sådan som det er designet jo til at være en del af alle de større kredsløb – med CO2, der bliver udåndet og fanget ind igen – alle de forskellige ting, der skaber balance her på planeten Jorden.
Og det lyder måske tosset, men jeg oplever virkelig, at man kan zoome ud fra den kærlighed, man føler til sin hund eller til sin kat, eller et kæledyr, man har i hjemmet, til alle de andre ting, der foregår udendørs i naturen, i parken eller i skoven, eller hvor det nu er. Det hænger alt sammen sammen! Det er alt sammen den samme historie om forbundethed, om tillid, om at vi har brug for hinanden, og altså dybest set – at vi er forelsket i hinanden. Forelsket i livet på planeten Jorden. Som den lille blå prik, vi er, i det store mørke univers.
Og fast forankret i den følelse af, at det er det liv, som er fundamentet for hele vores tilværelse – og på samme tid fundamentet for, hvorfor vi er her. Mere kompliceret behøver det faktisk ikke at være. Det er det, det handler om! Det er derfor, vi er her: Vi er her til tjeneste, kan man sige, for livet på planeten Jorden.
[Joey gør og løber ud i haven]
[Musik]
Carl Sagan (i en vidneerklæring foran den Amerikanske Kongres i 1985):
We are passing on extremely great problems for our children, when the time to solve the problems, if they can be solved at all, is now.
Christian:
Altså Mik, når du føler den der ro og samhørighed og den der ubetingede accept, som du taler om, som du har med din hund Joey, så er det faktisk ikke bare psykologi. Det er også biologi.
Fordi det her med at øjenkontakt mellem jer og – altså, også berøring, klappe hunden og hvor Joey lægger hovedet på dit skød og så videre – hele den der nærvær frigiver jo det her hormonet oxytocin både hos Joey og hos dig. Og samtidig så gør det også det, at stresshormonet kortisol falder, når I har det her nærvær.
Og det er jo ikke bare sådan helt tilfældigvis, at hunden har fået de her egenskaber over for mennesket. Fordi evolutionært, så er de jo blevet specialister i at lave de her følelsesmæssige kontakter med mennesker. Fordi, os mennesker, vi har jo gennem tusindvis af år ubevidst avlet hunde sådan videre til, at de skal være bedst til at kunne aflæse vores følelser og søge kontakt og skabe tryghed.
Og det interessante er jo, at når hunde på nogle områder er mere socialt åbne end mennesker, så har menneskene jo det ofte, at de er bygget op af filtre, ego, og sociale masker, bekymringer og gamle erfaringer med afvisninger og så videre.
Så hunden den lever faktisk meget mere direkte i relation og reagerer lynhurtigt på vores stemning – eller alle stemninger omkring den – og på vores kropssprog, vores energi og vores kontakt.
Evolutionært er hunden blevet ekstremt følsom over for menneskers signaler. Faktisk bedre til at aflæse os, end selv chimpanser på flere områder. Så når nu du føler den der tryghed og samhørighed, som du taler om, så er det fordi, at hundens nervesystem og biologi nærmest er ‘tunet ind’ på at skabe en social forbindelse med mennesker.
How good is that?
. . .
SANG:
Han er 47, selvstændig mand.
Rør og sanitet med en god forstand.
Bygger sommerhus med egne hænder.
Renoverer huse. Ingen løse ender.
Han vil have tryghed, men også eventyr.
Fantastisk natur og australske dyr.
Han vil se naturen, ikke skyde, bare se.
Stå helt stille, mens dyrene vælger at blive.
Ja, lige nøjagtig.
Det er sådan, han er.
Midt i Australien med horisonter, begær.
Vi kører firehjulstrækker, rød jord og grin.
Outback Camper, den ruller lige så fint.
Han tager købebrillerne på, når solen den gryr.
Kommer tilbage med lys, der kan spotte et dyr.
Praktisk mand og klar på drømme.
Prøver ihærdigt at gå mod strømmen.
Han nikker lidt, mens Christian, han snakker.
Hans direktehed. Han ikke takker og tænker:
Christian, skru lige ned for psykologien, min ven.
Han står ved vasken, ser vandet gå den forkerte vej.
Hvis man spørger ham jo.
Chris, han starter på fysik og halvkuglesnak.
Han siger, Rolig nu, det er bare universet,
der har lavet om på sit vvs-træk.
Lige nøjagtig.
Han vil have tryghed og lidt vild natur.
En god kop kaffe og tid uden ur.
Ja, lige nøjagtig.
Det er sådan, det skal være.
Australien – foran os.
Og ingenting, der haster her.
. . .
Mik:
‘En mand, der bygger’ – og sikke en sang! Og Christian, den har du lavet!?
Christian:
Ja, det er rigtigt! Og med overhovedet ingen hjælp fra nogen som helst. Det er bare mig.
Nej, det er noget nyt, jeg er begyndt at lave, rigtig meget. Og især inde i min butik, C-Australia Tours.
Så det her, det er mig, der får en tanke om samspillet mellem kunden og mig og de tanker, der er omkring det. Og så har jeg jo altid haft den her tanke om, at musik er hamrende fantastisk. Det er én ting, at når vi lytter på noget, så kan vi komme tilbage til en tid med oplevelser. Og det vil jeg gerne give mine kunder, at de kan lytte på et nummer, som sender dem tilbage til oplevelsen, de havde i Australien.
Og det blev ændret ved at AI pludselig kom på banen og sagde: ‘Christian, det er altså muligt nu, at du kan lave musiknummer her.’
Mik:
Som du laver, mens du er på tur. Og det vil sige, så får de ud over at de får en masse billeder med hjem, altså minderne, fotografierne. Så får de også noget musik, som vil minde dem om turen.
Christian:
Præcis! Mens jeg står og laver mad. Altså helt konkret i det her tilfælde her, så står jeg og laver mad, og så tænker jeg teksten. Okay. Og så er det jo så dejligt ikke behøves bagefter og bare lige skrive det. Nej, jeg transskriberer det. Jeg taler ind i min telefon, og den transskriberer det til en tekst, og så sidder jeg sådan lidt – inden jeg går i seng – så ligger jeg i mit telt, og så ligger jeg der og kigger og laver ordsnedkeri, som handler om at rime. Simpelthen.
Mik
Ja ja, så poesien i det er ikke AI, kan man sige. Det er Christian. Det er Christians ord, vi hører.
Christian:
Helt sikkert, ja. Og så er det så at jeg propper det ind i AI, og der kommer der jo nogle ting til gode for mig. Det er fordi vi gik i gang med at lave den her podcast, og så kom vi også til den vej at lære forskellige værktøjer i forhold til at have spor lydspor og editere det ene og det andet eller redigere hedder det jo på dansk.
Det gør det så muligt for mig at gå ind i AI maskinen jeg nu bruger og så siger jeg vil gerne have at der skal laves noget i den og den stil og forskellige stilarter jeg bygge sammen, som faktisk er gået hen og blive et trademark for alle musiknumre. Det arbejder ud fra det, så det lyder meget Christian-agtigt, som du har sagt.
Mik:
Ja ja.
Christian:
Og så kan man sige så har jeg det at arbejde med, og det propper jeg ind i redigeringsværktøjet, og så skiller jeg alle kanalerne, altså guitar for sig og det ene og det andet for sig. Og så laver jeg små ekko og reverbs og flytter lidt på ting og sager, så det passer til mit udtryk. Og så passer det hele.
Mik:
Ja, så du er produceren i høj grad i den sidste del af processen.
Christian
Ja.
Mik:
Lad os høre, fordi du har også eksperimenteret lidt med andre stilarter?
Christian:
Ja, det er rigtigt.
Mik:
Okay, lad os få en mere!
Christian:
Ja, værsgo, så skal du høre her. Det her er sådan mere solo. Altså ikke en person, der er solo, men for min skyld.
I øvrigt skal jeg sige, når jeg har lavet det her for kunderne. Det gør jeg jo i starten af deres oplevelsestur med mig. Det vil sige, hver morgen er det så en tradition, at jeg starter eventyret ved, at vi kører ud fra stedet, hvor vi er og spiller det her nummer. Så det bliver gentaget en gang, en gang i døgnet. Bum, så kommer den ind.
Men ved du hvad jeg ikke havde tænkt over? Jeg har ikke tænkt over, at det her ikke kun er for dem. Det er også for mig. Altså ikke bare i processen, men også i lytningen.
Så her nu, hvor sæsonen er forbi for mig og C-Australia Tours, så kan jeg sidde i min bil og være sammen med kunden igen, fordi jeg hører det. Så det giver nøjagtig den samme oplevelse for mig.
Men den nye ting jeg har lavet, det er sådan en, der handler om… ikke andre, men min egen oplevelser. Og det er, at jeg kører rundt ude i det australske landskab og nyder den her film jeg ser. Og det jeg altid gør, det er, fordi det er det eneste sted jeg kan gøre det. Det er, at jeg fyrer fuldstændig op for musikken. Altså den får… op på anlægget, og det er for tiden for mig, så er det sådan en tilbage i tiden til funk og house og sådan noget den stil med nogle dybe bas.
Så jeg går bare ind og siger nu laver jeg noget dyb bas, som jeg kan høre, mens jeg kører. Og det skal ikke bare være noget… det skal også være sådan med en lille tekst, der siger lidt om, og så starter den dybe bas. Du kan lige prøve at høre et eksempel her.
SANG
På vejen gennem Australien
Solen stråler ned
Jeg sidder bag rattet
Funky beat i mit sind
Min Mitsubishi ruller
Landskabet er bredt
Kører mod horisonten
hvor himlen og jorden mødes helt
Bas trommer dunker
Der er energi i luften
Musikken guider mig som en sommerbrise, så blød
Svingende rytmer, der fanger mit hjerte
Det er funky deep house numre
som aldrig går af sporet
Kør med mig
Kør med mig gennem landskaberne blå
Funky deep house lyd
Lad os danse, til vi står stå
Se min Mitsubishi med vinden i mit hår
Australia kalder
Musikken er altid klar
Christian:
Så bare det… farer derudaf. Dum chi! Altså virkelig lækkert! Og der kan jeg lede efter alt muligt på Spotify, for der findes jo noget i den stil, men ikke lige det udtryk, jeg lige sidder nu inde i kroppen og gerne vil have. Og der kan jeg bruge AI. Så kan jeg bare gå ind og sige jeg vil lave sådan og sådan og sådan. Og jeg vil også gerne have, at det der vers, jeg gerne vil synge med på, det er der bare. Og det skal ikke være alt muligt. Det er bare lige, hvad jeg føler nu. Så jeg laver det. Det tager 10 minutter – et kvarter, så er jeg færdig. Det er allerede på min telefon. Jeg sætter mig ud i bilen. Jeg skruer op. Det er fantastisk. Hwuuuih! Det gør mig simpelthen bare så lykkelig. Jeg kan mærke det inde i min krop.
SANG:
Tiden står stål
I min Mitsubishi, med vinden i mit hår
Australia kalder musikken er altid klar
I natten blinker stjerner
Månen kaster sit lys
Musikken er en rejse
Et drømmeparadis med hjulene,
der suser i takt til min sjæl
Funky deep house vipper
som aldrig vil svækkes i det australske dyb
hvor kærlighed finder vej
Vi synger til rytme
Lad os aldrig sige nej
Kør med mig.
Kør med mig gennem landskaberne blå.
Funky deep house lyd.
Lad os danse, til vi står stå.
Se min Mitsubishi med vinden i mit hår.
Australia kalder musikken er altid klar.
Så lad musikken spille.
Lad bølge flyde
i mit funky deep house univers.
Vi er aldrig bange.
Kør med mig i nat.
Lad os blive ét med natten
i en Mitsubishi,
hvor musikken aldrig vil mangle.
Australien venter
med liv og med glæde
Funky deep house rytmer
Evighedens fæde
. . .
Mik:
Breaking news, Christian! Jeg har breaking news! Og det her er noget, der ikke sker ret tit i mit liv. Og det er… da-da-da-dummm…
Mik har flyttet sig.
Jeg har flyttet mig. Jeg mener det virkelig.
Og det, det handler om, det er: nu har jeg efterhånden jo i mere end et årti holdt fanen højt, at ‘her kommer jeg som klimaaktivisten’. Og det handler blandt andet om, at jeg var med. Jeg var en del af en lille gruppe, der var med til at starte den kampagne, som blev sådan en verdensomspændende bevægelse, faktisk hvor regeringer og især kommuner kunne erklære sig i klimanødtilstand. ‘Declare a climate emergency’. At det var noget man kunne. Ligesom man kan erklære sig i krig som land, så kunne vi også, mente vi, erklære os i klimanødtilstand.
Og der så vi jo mere end 2.300 kommuner, lokalregeringer, og 18 nationale regeringer og selv EU Kommissionen tog den idé til sig – og erklærede sig i klimanødsituation.
Det var en fantastisk oplevelse at være med på den rejse, som gik hele verden rundt. Især der i 2019, som var samtidig med at Greta Thunberg var en… i min verden – en helt, og de unge kom på gaderne og holdt klimastrejke og så videre.
Og bum, så kom Covid. To år hvor alt blev lagt ned, og det er som om, at den der klimabevægelse, der var i gang på det tidspunkt, den kom aldrig på benene igen efter Covid.
Men der er også sket mange andre ting, som ligesom fører til, at jeg oplever, at nu – ti år senere i klimabevægelsen – er der en form for apati at… oj, vi har jo prøvet alt nu. Vi har gået på gaderne, vi har lavet underskriftindsamling, vi har banket på dørene hos politikerne og se der. Det nytter jo ikke noget. Graferne går stadigvæk den forkerte vej, og vi bliver ved med hvert eneste år at udlede mere og mere CO2. Det er ikke engang sådan, at graferne er bare en lille smule på vej ned. Nej, hvert år er der mere CO2 i atmosfæren, og hvert år bliver det varmere og varmere på kloden – og flere og flere katastrofer… Vi ser det jo nærmest dagligt efterhånden i tv og så videre.
Og der er en følelse af sorg og tab – en oplevelse af et tab, iblandt de her mennesker, som måske udgør hvad…? To procent af befolkningen eller sådan noget. Det er jo ikke fordi klimabevægelsen nogensinde blev særlig stor, og det er i virkeligheden det store problem, når vi lever i et demokrati. Hvis ikke man er nok mennesker, der mener det samme, så er det meget svært at få ting til at flytte sig og få ting til at ske og få regeringerne til at handle.
Og det har skabt fortvivlelse og vrede. Men måske værst af alt, den her håbløshed, apati, som jeg virkelig godt forstår på den ene side. Men på den anden side, så har vi jo snakket om her i Grib dagen regi… Du snakkede om for flere år siden, hvor vi havde en podcast – det var vores tredje episode, hvor du snakkede om ‘de sorte skyer’, fordi vi snakkede om fremtiden. Ikke bare om det der er på vej med klimaet, men også de andre ting, som du jo altså forudså allerede dengang, som vi meget oplever nu med ‘cost of living crisis’. Altså at priserne begynder at ryge op, og der bliver inflation, og folk begynder at klage sig, fordi så er det pludselig benzinpriserne og så videre og så videre. Alle de ting – kombineret med at klimaet ikke bliver bedre. Det bliver kun værre.
Jamen, så står vi der hvor hvor de sorte skyer begynder at trække sig sammen, ik’? Og det oplever jeg, at der er vi jo altså den krise. Den er vi jo dybt på vej ind i nu. Det må man sige. Det ser ikke særlig godt ud.
Men samtidig så oplever jeg lidt, at det har gjort den følelse af, at vi er fejlet. Som klimabevægelse har vi fejlet. Vi har ikke opnået det, vi troede, vi kunne. Altså for ti år siden, da vi gik ind i det, da jeg gik ind i det samtidig. Samtidig har det også givet mig en lærestreg om, at – noget, som vi jo har talt en del om i Grib dagen regi – at vores sprogbrug, må jeg jo erkende har været forkert, fordi vi har ikke talt om klimaproblemerne på en måde, så folk kunne relatere til det – altså den brede befolkning.
Der synes jeg, danskerne har klaret det mægtig fint med at opfinde det her begreb Den Grønne Omstilling. Det er jo et positivt begreb. Det handler om noget… ‘Vi handler på noget!’. Den grønne omstilling i Danmark har været en drivkraft for, at folk er blevet aktive omkring klima og har købt elektriske biler eller har været med til at få en andel i en vindmølle. Og alle de der forskellige ting – som noget positivt.
Vi har ikke på samme måde i Australien haft et ord, altså et sprog for noget positivt. En positiv vision omkring hvad det vil sige at være klimaaktivist. Det har vi ikke. Der er ikke nogen Grøn Omstilling, man taler om som noget positivt i Australien.
Og der har jeg så haft det sidste år har jeg den oplevelse af, ‘Jamen hvad nu, hvis vi begyndte at tale mere positivt om ikke om klimaforandringer, men om livet? Om at beskytte livet på planeten Jorden som nummer 1’ – og det, der på engelsk hedder at være i livets tjeneste: ‘At service to life’.
Det har optændt mig, og det har skabt en glæde i mig selv. Det har skabt en ny energi omkring, at der er måske en vej frem. Men den vej handler ikke om at være klimaaktivist. Den handler om at være ‘livsaktivist’. At komme på banen med alle de gode ting der er omkring os. Det der med livskvalitet.
Man kan tale om livet på så mange forskellige måder, men ikke mindst jo at vores relation til naturen. Der skal vi måske også væk fra overhovedet at tale om naturen, men tale om natur som liv.
Det er jo det, det handler om.
Så når vi taler om at beskytte naturen, så taler vi om at beskytte livet på planeten Jorden.
Og det har ført til, at du kunne se mig i sidste uge – der stod jeg foran nogle universitetsstuderende på Deakin University og holdt et foredrag, og jeg var inviteret som ‘klimaaktivisten’. Nu skulle de have luppen frem og studere klimaaktivisme.
Men hvor jeg måtte sige til dem, ‘Jeg har sat en gravsten op for klimabevægelsen.’ Altså, det kan jeg jo ikke gøre på klimabevægelsen vegne, men det kan jeg gøre for mig selv. Så jeg viste dem sådan en slide af en gravsten og så 3.000 mennesker, der står foran et rådhus, som jeg var med til at samle dengang i 2019. Altså vi var… Det var klimastrejke og så videre, ikk’?
Hvor jeg siger ‘Nej, det er ikke den vej længere. Nu handler det om livet og alt det, som vi kan gøre af positive ting omkring at beskytte livet og omkring at leve et godt liv.’
Og hallo! Er det ikke lige det, som Grib dagen har handlet om fra dag ét?
Og der mødes vi to jo så lige pludselig, hvor igennem de sidste par år har vi haft nogle snakke også ‘off air’, som det hedder, altså udenfor når mikrofonen var tændt, omkring at du måske ikke var så meget følelsesmæssigt berørt omkring det med klimaet og så videre. Det var ikke lige din kop te. Og der må jeg sige, der har jeg flyttet mig nu jeg er kommet med over på din boldbane og tænker mere bredt omkring hvad er det for nogle ting der er galt i vores samfund? Og hvad er det for en fremtid, vi er på vej hen imod?
Og det at jeg tænker mere bredt og er kommet ud af ‘klimaboksen’, det betyder jo også, at jeg begynder for eksempel at tænke om trusler som AI, trusler som PFAS, altså de stoffer, der cirkulerer rundt i havene, og som landmændene spreder på markerne af kemikalier og den slags ting – og mange, mange andre ting, som truer vores vores fremtid.
Så jeg har taget lidt skyklapperne af. Og noget af det, der har været en drivkraft for mig i den proces, lidt ligesom du Christian siger, at nogle gange bliver du nødt til at SIGE tingene, før du kan tænke dem. Altså, du skal ligesom høre dig selv sige dem, og så kan du nå frem til en tanke.
Jeg har gjort det på en anden måde. Jeg har skrevet til mig selv. Jeg har brugt den her blog, som hedder Substack… Jeg begyndte at få flere og flere nyhedsbreve fra folk, der brugte Substack, som er sådan et sted, hvor mange forfattere skriver en slags dagbog til sig selv, og sådan noget. Og det kan man så følge med i. Og det var faktisk ChatGPT, der sagde til mig, at den syntes jeg skulle starte en Substack blog. Og jeg tænkte lidt ‘Skulle jeg det?’, så gjorde jeg det. Det er jo lidt skægt, at man bliver rådet til den slags af en robot, kan man sige – af en ChatGPT.
Men det viste sig at være en rigtig, rigtig konstruktiv ting at gøre, fordi der har jeg så ligesom kunnet tænke højt for mig selv, og det har ført til, at jeg har diskuteret med mig selv alle de her ting omkring fremtiden i min Substack blog. Og er begyndt at få nogle læsere, der kommenterer – og sågar nogle der betaler, som støtter mit lille projekt med at skrive. Så jeg har fået tre betalende abonnenter, og de har hver betalt 500 kroner, så det er da også noget, der kan mærkes på en eller anden måde. Det er i hvert fald den positive stemning af omkring, at vi leder efter nye veje frem, og det kan vi gøre i fællesskab ved at dele informationer, ved at skrive blogposts og læse hinandens blogs, og den slags ting.
Og så lige pludselig, så er hele det der ‘doom scrolling’… slut med det. Fordi nu handler det om at bygge noget nyt op. Men det handler ikke mindst om, og det bliver vigtigt her. Hold ørerne stive her. Fordi, Christian, det handler om vores sprogbrug! Det handler om at ændre vores sprog. Jeg tror, det starter der.
Jeg tror virkelig, at vi har brug for en ny historie, og at den historie kan være med til at forme en bedre fremtid og en ny vision for, hvor vi skal hen. Det er det, der mangler. Men det starter i sproget.
SANG [SPOKEN WORD]
Feel the pulse. Feel the beat. A new world beat at our feet. A vision bright under the stars. We are weaving the stories of who we are.
Mik:
Så det er en invitation der – både til dig, Christian, men også til vores lyttere. I kan finde mig… Mit navn er Mik Aidt, og hvis du bare skriver MikAidt.Substack.com, så vil du se – efterhånden har jeg en 10-15 blogposts derude, og nogle af dem er lange – det må jeg indrømme. Men jeg synes selv, at de har flyttet mig… Det er underligt nok, at man kan skrive, og så når man har skrevet en blogpost efter den, så er der nogle ting, der er gået op for mig, som jeg ikke havde indset, da jeg startede på det – på projektet der.
Jeg oplever det som, at dem, der har læst de ting jeg har skrevet, de er med på rejsen. Jeg får i hvert fald rigtig positiv feedback. Og nogle af dem møder jeg så, fordi vi har nogle månedlige møder her i Geelong, vi kalder Connection Café, og der kommer folk, der så har lyst til at diskutere de ting, jeg har skrevet, med mig – altså face to face. Og det er jo så går det op i en højere enhed, fordi så er det både den menneskelige forbindelse og de snakke vi har der.
Og så går vi hjem og tænker videre i hver vores tænkeboks, men også på en super konstruktiv måde. Så bliver det spændende! Og så bliver der glæde i det i stedet for sorg.
Christian:
Jamen lige præcis glæde og sorg. Det er kontraster, der ligger dér. Følelser, glæde og sorg. Jeg har også læst din Substack, og det er virkelig godt, synes jeg. Gå ind og læs det i hvert fald! Det er ikke en ‘reel’. Absolut ikke. Det er ikke sådan, så har vi to sekunder og så videre til det næste. Det er lidt dybtgående, men det er værd at læse omkring det.
Og så kommer der jo det, der er fantastisk ved det, at det du gerne vil opnå i sidste ende, det er alle de ting, som er et problem. Men hvis det har udspring i at kigge på livet først, så automatisk med den glæde i at bevare livet, får man faktisk elimineret det som er klimaproblematikkerne. Så det er jo fantastisk, at du går igennem det og som jeg kan mærke, at det styrker dig.
Jeg jo har det på den anden måde, som handler om, at det styrker mig at tale. Så det her med for tre år siden, og det er ikke breaking news. Nej, det er tre år siden, at Grib dagen startede, og det er Grib dagen for mig. Det er min Substack, som jo handler om, at jeg taler ikke også, så jeg kan jo høre de ting, som resonerer i mig, og det forstærker simpelthen min egen lyst til at gribe den her dag på en måde. Jeg bliver fuldstændig suget med ind i nuet, som er mit behov for at kunne gøre noget og kunne dele min entusiasme omkring livet i det hele taget. Ikke kun natur, men alt omkring det. Alt det vi snakker om – med sprog og hvad ved jeg… Køn. You name it! Alt det der omgiver os, og som giver følelser. En skide hund, der lægger sit hoved på dine ben og kigger… øjnene op.
Og så er der noget – alle de her ting er fantastisk for mig at kunne have mulighed for at tale det igennem, som jeg gør her. Så jeg er fuldstændig ‘on par’ med de her to ting vi har iværksat og bestemt os for, at det er den forskellighed du og jeg har: Du er til det skrivende. Jeg er til det talende, og det resonerer i hele vores måde at gøre det på. Så jeg siger kæmpe tillykke til det du gør, det du har gang i.
[Musik]
Mik:
Nu taler vi også en gang imellem om køn i Grib dagen regi. Og man kan sige nærmest løbende har vi jo også nogle diskussioner om de der ting med hvad vil det sige at være mand? Hvad vil det sige at være kvinde – i den tid vi lever i?
Fordi der er jo sket. Det ved vi jo. En kæmpe udvikling fra… lad os sige fra 1800-tallet, hvor der var nogle meget faste kønsroller. Og så til der, hvor vi er i dag, hvor man kan sige, det hele sejler lidt, og det er måske blevet lidt for opløst – med hensyn til at finde ud af, hvad skal jeg gøre som mand, eller hvad skal jeg gøre som kvinde? Hvad er min rolle? En slags spænding mellem to måder at være i verden på. Altså, vi har den mandlige fokus på, at ‘vi skal vinde, vi skal præstere’, vi skal… Det skal gå hurtigt, vi skal producere, og vi skal have kontrol, og den slags ting. Altså, det er de mandlige ord. Og så har vi de dér mere kvindelige værdier, hvor man sætter omsorg og relationer, og moderskabet. Følelserne. Det mere langsomme…
Christian:
Jamen, det tror jeg bare, at man kan korte det hele ned til: Manden, det hedder ‘egen vinding’. Og kvinden, det er: ‘fælles vinding’. Det tror jeg.
Mik:
Og beskyttelse af livet. Det er jo ikke tilfældigt, vi taler om Moder Jord. ‘Mother Earth’. Det er ikke Far Jord. Det er Mother Earth. Og med de briller på, der synes jeg lige præcis der kommer vi lige det skridt dybere ned. Der er hele den der bevægelse på TikTok, som der bliver talt om. Millioner af videoer bliver lagt op, der handler om det ‘guddommeligt feminine’.
Og der er nogle… dem, der kritiserer det, der siger: ‘Jamen det er jo altså tilbage til de gamle dage med kønsrollerne igen’ og sådan noget. Men måske er det ikke det. Måske handler det om nogle mennesker – og i det her tilfælde nogle kvinder – der leder efter en ny måde at være menneske på. Ikke bare at være kvinde på, men at være menneske på. Og her skal vi som mænd, ups! måske lige have antennerne lidt mere ud, fordi det de taler om, det er ikke bare ‘kvindelighed’ – det er faktisk, at de stiller sig op imod den der grådighed og egen vinding og præstationer og alle de ting, og i stedet for stiller noget op omkring stabilitet, bæredygtighed, samhørighed, som du siger, mening! Alt det, hvis man ser på det med klimabriller, med en klimakikkert – det er jo præcis det, vi har brug for i fremtiden, hvis vi skal overhovedet overleve som civilisation, vil jeg sige.
Så er det de værdier, vi skal have på banen, og der skal vi have mændene med. Så hallo! Det ændrer jo hele vores opfattelse af, hvad det vil sige at være mand. Fordi vi skal ligesom finde en ny måde, hvor det ikke handler om vi skal være bløde mænd. Vi skal ikke være ‘woke’, men vi skal… måske skal vi være sådan nogle ‘balancerede mænd’, som ikke er egoistiske, men som har den der balance – den dér indre ro, som kan lede uden at være ego, og som kan være i virkeligheden have den følelsesmæssige den kvindelige intelligens uden at blive kvindeliggjort.
Det er interessant, fordi der er lige præcis sproget… Der følger sproget ikke med endnu. Vi mangler nye ord.
Christian:
Jamen jeg tror, at… Jeg kan godt forstå, hvad du siger. Det må jeg indrømme. Men jeg tror, at der er en udfordring i det. Og det udfordring handler ikke om det kulturelle alene. Det handler også om vores biologi.
For biologien er jo faktisk, som biologien er evolutionært. Så er vi mennesker sådan som vi er, og derfor er det bare sådan, at du som mand har de der rigtig meget mere testosteron i din krop, som giver sig udslag i forskellige ting og laver kortslutninger.
Tænk sig engang – bare én ting, som man ved det er, at der er 300.000 indtryk i sekundet et menneske får, og manden kan igennem hans pandelap maksimalt få halvanden gang information. Så filtrerings systemet, bare det alene, er anderledes end kvindens – hvor en kvinde kan have tre informationer ind. Altså det vi kalder ‘multitaske’, kan man sige.
Så rent biologisk set er mændene os to bygget som grund til at have ikke så meget overblik for at sige det rent ud sagt, men mere kan fokusere sig til at være noget. Og det er jo ikke bare noget, vi kan ændre ved tale overhovedet, men vi kan tale om det – om hvilken vej kan vi nærme os noget, som er fremad? Og det spiller sig fuldstændig med det du starter med at sige, ‘Christian, jeg var klimaaktivist. Jeg peger i den retning der’, men nu er du mere til livet og mening med livet. Det har kvinderne meget, meget større mulighed for at tænke, fordi de har en helt anden biologi end os til at starte med.
Og med det sagt, så synes jeg altså, det er ved at være tid… Jeg kan høre, der er noget, der banker, og det er Cigarkassen, der skal i gang.
Mik:
Vi må ind i mandeklubben i Melbourne.
Christian:
Ja tak. Jeg synes vi skal tage toget, fordi hvordan er det lige her i øjeblikket her i Victoria? Alting er gratis. Al public transport.
Mik:
Jamen det er en fest.
Christian:
Det er fantastisk. Så jeg går ned og lige… Vi skal ikke have Myki med – eller rejsekort, som det hedder på dansk. Det er bare at sætte sig ind.
Mik:
Det er grønne tider!
Christian:
Ja tak. Man kan blive helt grøn af misundelse.
Christel:
Grib dagen i Cigarkassen.
Alistair:
Good day gentlemen! My word! It has been far too long. What an absolute pleasure to see you both again. The club has not quite been the same in your absence.
Mik:
Thank you very much! It’s nice to be here.
Christian:
It is. It’s been a while.
Alistair:
You are most kind sir. Now then what may I tempt you with this evening?
Christian:
Really think today I will have in lemon bitter the typical Australian one.
Mik:
Oh, I’m gonna just have a Scotch as usual. A double.
Alistair:
Of course. Excellent choices, gentlemen at once your refreshments shall be with you presently.
Mik:
Ja, det er faktisk flere uger siden, at jeg har fået noget alkohol. Der er jo den der sideeffekt, når man ikke har drukket i et stykke tid, at så kan man virkelig mærke det, når man får sådan et glas. Og ved du hvad jeg har lagt mærke til, Christian?
Christian:
Nej.
Mik:
Og det har jeg lagt mærke til gennem hele livet, men det er blevet mere tydeligt for mig her i de senere år. Og det er, at når jeg har fået noget alkohol, så får jeg også en større orgasme.
Christian:
Okay?
Mik:
Simpelthen.
Christian:
Wow. Jeg har det fuldstændig anderledes. Altså alkohol for mig kan godt tage barrieren ned i forhold til den der, hvornår man tager initiativ selv i en hverdag, i en stresset og travl hverdag. Og så er alkoholen super godt, fordi så hopper vi over dér. Altså så kan vi sagtens…
Mik:
Jamen altså, det er jo… Alkohol er jo kendt for det, på den måde. Altså, så ryger hæmningerne, ikk’?
Christian:
Ja, præcis, ja. Men i selve akten, der synes jeg at at her hvor jeg er blevet ældre, så vender den imod mig faktisk – i forhold til at få den oplevelse jeg gerne vil have ud af det.
Så jeg vil helst undgå det faktisk, så jeg kan være mere til stede, her faktisk. Altså det har faktisk noget at gøre med alderen. Det er åbenbart modsat for mig, end det er for dig, så lidt interessant synes jeg.
Men det er sjovt, at du starter med at sige det her omkring orgasme, som jeg jo så også vil sige for os mænd er en udløsning, jo. Fordi det der med udløsning, det altså udløsning skråstreg orgasme er jo noget som giver os dopamin release, endorfiner, oxytocin.
Ikke i samme ratio som med kvinderne. Men… Det er jo det, det er. Det er jo ekstremt dejligt. Hold da op. Man kan bare mærke: det var fedt.
Men der er faktisk noget mere end bare lige den der pleasure ting. Der er faktisk noget biologisk set, som forskerne har kigget på, at når den der udløsning kommer, så gør den noget.
Jeg tror lige vil sætte dig ind i det. Fordi altså, ja – tissetrolden vil jeg lige kalde den nu – penis – har jo et rør, hvor både urin og sæd har sin gennemgang igennem, ikk’? Sådan er det.
Og det vil sige, hvis du går ind i kroppen og lige tager – ude fra spidsen af og så op og så ind i kroppen, og så er der lige den her urinstreng, der går op til blæren, men den er omkranset af noget, der hedder prostata. Og det er prostatakirtlens opgave at lave det her sæd, vi nu skal bruge, som kan eventuelt rende ud i, at der kommer et nyt menneske på Jorden på et eller andet tidspunkt.
Og der har man kigget på to ting: Den ene ting er omkring fertilitet. Altså, for det er jo meget kendt i tiden faktisk, at det er sværere og sværere at få børn, og som i mange, mange tilfælde handler om, at mænd har dårlig sædkvalitet.
Og der er der nogle forskere, der var inde og kigge på, selvfølgelig, hvad er det den dårlige sædkvalitet kommer fra? Men der er også nogle andre ting, som de har været inde og kigge på, som handler om omkring lige præcis det der med, at hvis man har et ønske om at få børn, så er der nogle råd, man skal følge.
Og det er sådan nogle ting som for eksempel, at det skal selvfølgelig passe med kvindens cyklus og alle de her ting her, men det skal også være sådan, at manden ikke skal gemme på sæden for længe? Altså det vil sige, du skal have, faktisk… De anbefaler hver anden tredje dag, når du er i gang med at skal lave et barn. Så skal du hver anden, tredje dag tømme. Du skal have udløsning.
Mik:
Der skal friske varer på hylden.
Christian:
Det er simpelthen fordi… – ja, det lyder fuldstændig mærkeligt, for det har jeg sgu aldrig tænkt over – men altså, sådan en sædcelle, der bliver produceret, den skal jo ind i den væske der, så den kan komme frem og alle de her ting, der nu ligger i det. Og hvis de ligger der for længe, så bliver sædceller simpelthen for gamle. Det er ikke fordi, det står på hylden og nede i og siger, ‘Hvor længe kan mælken holde her? ‘Due date: den 27. marts 2020.’
Mik:
Ja ja. Spermen er blevet sur.
Christian:
Nej nej for satan, Mik. Men det er altså rigtigt. Sædceller bliver for gamle. Simpelthen. Så det er den ene ting. Det var omkring fertilitet. Og så er den anden ting, som vi to nok skal tænke mere over, det er jo, at jo ældre du bliver, jo større er risikoen for i alle de her mange celledelinger i øvrigt, der er i hele vores krop, altså nye celler, der bliver bygget, når de andre er døde. Så kan der opstå mutationer, og så er det kræft, vi taler om.
Og lige omkring prostata, der er der jo, ja, prostatakræft. Og der er også noget forskning, der viser mere og mere, at det faktisk har en gavnlig effekt at have udløsning oftere, som også handler om at gøre det her element at få tømt… Ikke bare for fertilitetens skyld, men også rense ud i røret, så at sige, fordi ellers kan der ophobe sig forskellige ting og sager. For eksempel inflammation. Og inflammation er en starter på at sætte immunforsvaret unødigt i gang og dermed kigge hen imod inflammation og måske ikke så meget i de forskellige celledelinger, der går forkert og så ellers kroppen selv skal klare prostatakræft.
Men det er en balance igen. Du skal ikke bare sidde og rive i banditten hver dag og tro, at det er det vigtigste. Det er selvfølgelig… Det handler om balance. Men der er altså noget om snakken. Det vil bare sige udløsning er ikke bare kun lige dejligt for den ene, men det er måske også lidt helbredende for dig. En vedligeholdelses ting.
Mik:
Og der er der jo altså, hvis man er i et fast parforhold, måske en form for ubalance i forhold til… altså, behovet fra en mands side. Og det kan både være det, der bare pumper og vil ud på daglig basis, måske flere gange om dagen, ikke? Og så kvindens behov, der er et helt andet, hvor der hvor der kan gå meget, meget lang tid imellem, at der faktisk er en oprigtig lyst til at gøre noget ved det her. Der er en ubalance der, som – fra naturens side – hvordan finder man en måde at håndtere det på i et parforhold?
Christian:
Altså lige nøjagtig det der med kvinders behov og mænds behov. Der sad jeg sammen med min kone og så en film, der hed ‘Ladies First’ på Netflix, som er ret sjov film. Det er ham der den engelske komiker skråstreg skuespiller, som hedder Sacha Baron Cohen, som spiller hovedrollen.
Og jeg prøver lige at sætte scenen kort.
Han er en typisk mand i det samfund, som er et billede af lige nu. Simpelthen. Stærk. Træder på alle andre. Egen vinding, og det ene og det andet. Sådan er det. Og så har han alle de her kvinder, som er støttede af hans sprog og alle andre mænds holdninger til kvinder. Så de bliver bare mast ned. De skal… De kommer ikke op i toppen eller noget som helst.
Mik
Så der er et berømt ord for det efterhånden, mand-osfæren.
Christian:
Manosfæren? Jamen, fedt mand! Jamen så er der en manosfære i det her. Altså et splitting image af virkeligheden og ret hurtigt så ændrer filmen. Man får lige sat den scene der. Ja, okay, det kender vi godt, og det bliver selvfølgelig lige skruet lidt op, så vi er helt sikker på, at det er ham, der bare skider på alle andre mennesker. Især kvinderne.
Han løber ind i en lygtepæl, og han vågner op, efter han har slået hovedet. Og så har verden ændret sig, og den har ændret sig, så… Nu kaldte du det manosfære, så må det hedde en kvindosfære. Fordi alt er vendt om.
Så tilbage til vores snak om orgasme og kvindernes behov og mændenes behov. Det er en sjov ting. Det er jo, at i manosfæren, der sidder mændene omkring et bord, direktionsbordet, og de har inviteret hende kvinden ind der, som de åbenbart skal gøre, fordi det siger en eller anden, at det skal vi have taget ind. Så det gør vi lige. Men hun har jo ikke et ben til jorden. De sidder bare og håner hende og bullyes og altså rigtig hø hø mandehumor. Og en af de ting de siger er… da hun begynder ligesom… Da hun bliver… Der bliver spurgt omkring bordet: ‘Er der nogen der har noget at sige til det her?’ Så siger hun noget, og det er en kritik, og den måde de angriber det på, er at de siger ‘Nå, er det den tid på måneden’ – ikke også?
Nu vender hele lortet til den her, der hedder kvindosfæren. Han har lige slået panden, og nu er det alt sammen omvendt.
Så sidder han på direktionen, og det er kvinder hele vejen rundt. Og så kører de med den her, der handler om ‘Nå, er det på den tid i døgnet, hvor du ikke har ‘jacked off’.’ Simpelthen fordi mænd bliver jo fan’me mærkelige i hovedet, hvis de ikke bare kan komme af med en udløsning.
Det var edderman’me en smart ting, der var lavet i den her film, synes jeg. Det var at beskrive det, som du lige tænkte over lige for et øjeblik siden omkring den her balance, der skal være.
Fordi, hov, vent nu lidt! Sidder du i kvindens stol og ser på manden, så er han eddermaneme ikke bare en gang om måneden ramt af biologien. Han er ramt af det hele tiden! Og han bliver sur og tvær, hvis han ikke lige får ‘releaset’.
Og ved du hvad? Vi står ikke på den anden ende for kvinderne for at hjælpe dem. Det er der ikke nogen, der siger: ‘Der skal være balance i sagerne.’ Så hvorfor skulle de stå på den anden side og sige ‘Nå, jeg må hellere… jeg er obligated til, fordi han har sin biologi’?
Nej, der tænker jeg, at der er også balance i det. Så må du lige bruge lidt. Hvad skal man sige? Det man kan se på alle statistikker, så er der køkkenrulle og toiletpapir, der bliver brugt i verden. Men jeg tror nok, der bliver brugt rigtig meget toiletpapir og køkkenrulle i verden på baggrund af, at manden han skal have sin release en gang imellem. Og det er en selvbehandling, han laver.
Mik:
Men kunne der også være en form for partnerisk forståelse af, at nogle gange så var det også okay ikke at have sex sammen, men at kvinden lige hjalp ham med at komme af med det, der pressede på.
Christian:
Det kunne man da godt sige. Altså, jeg tror i det store hele, så tror jeg bare, at der skal italesættes i en manosfære, som det er nu, at vi får ikke bare en manosfære, men en mellemting – mande-sfære og kvinde-sfære. Det tror jeg ville gavne os alle sammen. Så det ikke er egen vinding, men det er en fælles vinding. Og det er altså en forståelse af biologien, simpelthen.
Mik:
Jeg hørte en en, der fortalte om noget, som havde gjort underværker i hans forhold til sin kone, og det var, at de en eller to gange om dagen lå så at sige ovenpå hinanden – og ikke nødvendigvis, hvor der var nogen, der trængte ind i… Altså manden, der trænger ind i kvinden – men hvor de bare havde den der meget, meget tætte kontakt i cirka fem minutter.
Og det opfattede de det som en form for meditation. De sagde ikke noget, de gjorde ikke noget, og formålet med det var ikke at have sex. Det var det ikke. Altså specifikt IKKE. Det var faktisk ulovligt, så at sige.
Christian:
Ja ja!
Mik:
Og nogle gange så kunne han faktisk komme ind i hende, og så lå de der i fem minutter. Men der var ikke noget med en udløsning, og det fortalte han, at det gjorde underværker, at de havde den der tætte kontakt en gang om dagen. Mindst en gang om dagen. Nogle gange to.
Ja, fordi kvinden havde brug for den følelse af, at han var der og ikke bare var der mundtligt og med at hjælpe ude i køkkenet eller sådan noget. Men han var der på den der meget, meget tætte, nære måde.
Christian:
Det jeg tænker i virkeligheden, det er, at du har ret. At det er en vigtig ting, den der med at ligge ovenpå hinanden. Jeg har selv læst samme ting, der ikke ligger ovenpå det, men handler om det der berøring. Det er jo sådan nogle mærkelige ting der er i verden. Jeg fatter det simpelthen ikke. Der sker noget, som er usynligt.
Altså, vi har åbenbart accepteret, at dyrearter… Det er helt normalt, at en sommerfugl, den har feromoner og kan lugte 30 kilometer væk fra – det ene og det andet. Og når de så bevæger sig, så de her feromoner, som bare flyver i luften, går ind og trykker inde i hjernen til enten at have lyst til eller ikke lyst til eller samhørighed og alt muligt andet. Det har vi accepteret, at sådan er det ude i naturen.
Men vi har fandeme svært ved at sige, at os mennesker, det er faktisk det samme. At vi rent faktisk ved bare at have en kontakt hud til hud, afgiver automatisk oxytocin i os begge to. Lidt ligesom den snak, som vi har haft tidligere i programmet omkring hunde, og hvad de gør, så er det faktisk bare mand og kvinde. Mand og mand. Kvinde-kvinde. Altså menneskehud mod menneskehud afgiver det, der er betaling i Kasse 1. Ikke ikke en udløsning, men en velværefølelse. En samhørighedsfølelse, som er langt langt over det at udløsningen er kommet. Du ved jo lige så godt som mig… ‘Ja, det var dejligt.’ Det var for at få alle de der skide stresshormoner, der ellers bliver opmagasineret, som er en biologisk ting, for at sætte dig i gang med at lave et barn.
Mik:
Jo altså, der er mange mænd, der specifikt siger, at de bruger det som en slags sovepille, fordi hjernen kører rundt. Man har haft en stresset dag, og der er mange ting, hjernen forsøger at løse. Så kan man lige spille den af, ikk’, og så falder man i søvn.
Christian:
Jamen altså din drugdealer, det er din krop. Du skal ikke have en recept på det ovre hos din læge. Du skal bare ind i dit hoved tænke: ‘Nu går jeg ned ad den her vej her. Det er så et eller andet…. Hvad ved jeg. Du sætter dig på toilettet… Og så går jeg ind, og så går jeg på ‘apoteket’, og så får jeg lige releaset noget velvære.
Så det er klart, at den velvære er gennemstrømmende. Der er bare en ting, som jeg har nævnt tidligere i et andet cigarkasse-element: at manden har den her… at der kommer den der proglin, altså et andet hormon end kvinderne får, som gør, at du bliver træt. Og den der træthedsfornemmelse er jo det, man også gerne vil have. Som du siger – eller nogle mænd siger – at ‘Puha, det var en stressende dag. Nu vil jeg gerne sove,’ og det er altså en naturlig kemisk reaktion i kroppen, der gør, at du bliver træt. Så det kan jeg godt følge.
Men at lægge den over på kvindens ansvar, at det er sådan det skal gå, det tænker jeg ikke er en god ting. Jeg tænker til gengæld, at det er en god ting, at vi kommer til at vide meget mere. Altså, jeg kunne forestille mig for eksempel, at man i skolerne indfører det i seksuelt på det tidspunkt, hvor piger og drenge pludselig indtræder i puberteten, hvor det hele bare kører derudaf. At man i den tid begynder at tale om forskellighederne i biologien og respekten for hinandens forskelligheder.
Sådan så når man kommer ind i voksenalderen, så ved man om sin partner hvordan og hvorledes tingene er. Og så er der et grundlag for at have en forståelse for tingene, og ad den vej kan der opstå det, der hedder en egen tanke. ‘Ah, nu ved jeg, hvad det handler om. Det kan jeg da lige hjælpe med.’ Eller for begge to. For begge partnerne.
Gud, er det virkelig slemt… Prøv at tænke på halvdelen af verden er kvinder. Det kan vi jo godt blive enige om. Og halvdelen af verden render rundt og bløder – jeg ved ikke hvor mange tusinde liter blod om dagen fra dem selv af. Det går du aldrig og tænker på. Det går jeg aldrig og tænker på. At det rent faktisk er det, det handler. De tier faktisk stille. De går ikke og klager. ‘Åh ja’, influenza-agtig. De slås fucking med det her hver eneste måned fra den dag, de går i puberteten til den dag de fan’me også skal slås med at være i menopause. Kæmpe problemer som alt sammen bliver byttet til en fantastisk byttehandel. Yeah! Jeg kan få en baby ind i maven, jeg skal rende rundt med, og så skal jeg have – yeah! – kæmpestore problemer, når den skal ud igen, og så videre. Og alt sammen ud fra biologien, der ligger… en kæmpe urkraft, der handler om at have ikke for egen vinding, men for fælles vinding og selvfølgelig mit eget afkom, ikk?
Så hold da op. Udløsning. Ja tak. Så jeg tror bare. Jeg tror bare, at jeg tror… Til næste gang, Mik, nu bliver helt interesseret i det selv faktisk til næste gang, så vil jeg sgu prøve at finde ud af, hvad er det lige der sker med en kvinde? Er der nogle helbredsmæssige ting, der sker omkring hendes orgasme. Det har jeg ikke engang kigget på. Jeg har jo bare været interesseret i mit eget køn, og hvad der skete der lige her for et øjeblik siden.
Mik:
Så, fortsættelse følger!
Christian:
Nej hov, må jeg lige spørge om noget. Fordi, ved du hvor køkkenrullen er? Ha ha ha ha. Så men, skal vi ikke bare sige det var nok? Fordi så siger jeg til Alistair…
. . .
Christel:
De valg vi tager. Grib livet.
Christian:
Inde under det her australske sundhedssystem, så får man sådan nogle sedler engang imellem, om at man skal til den ene test og den anden test. Og en af de tests, som jeg jo skulle have lavet, det er, at jeg skulle lave en… var lige ved at sige: tv show. Et videokamera ind igennem munden og ind igennem den anden vej. Altså det, der hedder ‘colonoscopi’ og ‘gastroscopi’ på engelsk.
Jeg kan ikke lige huske, hvad det hedder på dansk, men anyways… Det melder jeg mig til. Det er selvfølgelig… Det vil jeg gerne have tjekket ud. Der er nogle issues, der skal kigges på. Og så viser det sig, at der hvor jeg kan få plads, det er to timers kørsel fra, hvor jeg bor. I en by der hedder Ararat, som er meget tæt på – i øvrigt – der hvor jeg er med mine kunder i The Grampians.
Jeg siger tak, for det er allerede i næste uge, at jeg får gjort det. Og det der med at skal hen og på et hospital og skal have foretaget det…. Der er jo en masse ting man skal have gjort inden, og min kone hun kører mig derud, fordi jeg skal jo under anæstesi undervejs, og derfor er det ikke en god idé at køre bil bagefter. Så hun skal selvfølgelig køre os hjem bagefter.
Vi kommer derud og vi har aldrig været der før, så hvor er det lige jeg skal møde? Og jeg kigger på sedlen og det er den stue ditten og datten. Og altså der står nogle opmærksomme medarbejdere derude. Altså lige fra dem der sidder i receptionen til dem der ellers kommer til at overtage mig i hele forløbet. En sygeplejerske, der lige skal måle ditten og datten, en anden der skal forklare mig ditten dat… En anæstesi-læge, der skal forklare mig ditten og datten, og så til jeg kommer ind på selve stuen og bliver knocket ud og bliver holdt kærligt i hånden undervejs i det.
Og så til jeg vågner op og stille og roligt, så er der nogen, der forklarer, hvad der er sket, og så kommer der en læge og siger ‘Vi fandt det og det og resten er sendt til biopsi, og vi tror ikke der er det og det. Så her, værsgo og tak for i dag. Du siger bare til.’
Og hele den der fra-A-til-Z oplevelse, jeg havde, var helt fantastisk. Al den imødekommenhed, hjælpsomhed, smilende positive mennesker, ja selv bygningen i sig selv var også inviterende, bygget op til imødekommenhed. Så alt i alt god oplevelse.
Kører hjem, så går der ikke mere end en uge, 14 dages tid, og så ligger der et brev i postkassen hos mig. Jeg åbner det op.
Det er fra Ararat, og det er sådan en tilfredshedsundersøgelse, de har gang i, og der har man jo muligheder – ligesom altid – at det er fra 1 til 10 og 10 er ekstremt godt og et er noget bæ, et eller andet, så kan man jo krydse af derhenad.
Men der er også mulighed for at komme med sit eget lille prosa, skrive histen og pisten om det ene og det andet. Og jeg havde jo lige, som jeg lige har fortalt, en rigtig god oplevelse, og jeg havde bare. Jeg var drevet af en stærk følelse af, at jeg ville gerne dele min taknemmelighed over deres imødekommenhed. Jeg skrev ikke meget langt. Jeg skrev bare lige fra lige som jeg lige har forklaret. Det har været en god oplevelse.
Så går der en uge, så får jeg et brev fra Ararat. Efter jeg havde sendt den her tilfredshedsundersøgelse til dem, så sørme om de ikke sender mig på det nærmeste en tilfredshed-beskrivelse om mig, som havde givet de her fine ord til dem.
Og det handlede om, at de havde simpelthen præsenteret det her over for medarbejderne, og de var blevet glade for, at der rent faktisk var kommet det her og den smittende der var i det, smittede de så direkte tilbage til mig – ved at det ikke bare var en forudskrevet brev jeg får. Nej, det var simpelthen personligt og underskrevet og det ene og det andet.
Det var sådan en fin oplevelse, og den her lille fortælling siger jo alt om, hvor meget man selv kan gøre i forhold til at gøre andre glade. I det her tilfælde her, så var det andre, der gjorde mig glad til at starte med, og den giver jeg tilbage. Og sørme om jeg ikke får det en gang tilbage.
Og sørme om jeg ikke giver det en gang tilbage til dig som lytter. Og så videre og så videre.
Altså, det er en no brainer til at gøre de her ting her. Og så i øvrigt den her ting, som jeg nogle gange ikke tænker over mere, Mik. Det der med at være sådan her, det tænker jeg sådan set ikke over. Det gør jeg bare. Og der var et eksempel, hvor at her da den sidste kunde var på tur, der skulle vi op fra Sydney af, og så slår vi vejen hjem til Victoria, hvor jeg bor halvt over. Det vil sige, så er der cirka 600 kilometer, så vi kører af sted der de 600 kilometer, vi har foran os, og vi skal lige have tanket op, og jeg er inde på en tankstation og skal tanke op, og så ud af min øjenkrog, der ser jeg så ovre i hjørnet derovre – der ser jeg nogen, der er ved at putte luft på dækkene. Man kan godt se, at de har problemer, så jeg går derhen, og det var da helt naturligt. Så går jeg hen til dem og får en snak med dem, og jeg skal prøve at sige, at noget jeg kan hjælpe med, og det ene og det andet, og så er jeg færdig med det. Og så går jeg tilbage til mit gøremål, nemlig at tanke op. Og så går jeg ind og handler ind.
Eller også åbner jeg lige døren og siger til min kunde, ‘Hva’… Er der noget kaffe, du gerne vil have med eller noget andet? Når nu jeg lige er derinde, ik’?’
Og så kommer jeg ud, sætter mig ind i bilen, og så kører vi. Og så er det ligesom det.
Så kommer vi hjem, og det er faktisk allerede dagen efter, at jeg skal køre kunden til lufthavnen. Den morgen sidder vi spiser morgenmad, og kunden siger så til mig, min kunde siger til mig: ‘Christian, der er noget, jeg skal fortælle dig.’ ‘Nå, hvad skal du fortælle mig?’
Så kommer hans tilfredshedsundersøgelse. Han siger: ‘Jeg går og lægger mærke til som for eksempel på tankstationen. Så gjorde du det og det og det.’ ‘Det smitter,’ siger han så. ‘Det får jeg også lyst til, når jeg kommer hjem.’
Hold da op. Altså, jeg blev helt rørt, fordi han måtte lige minde mig om, at, ‘Hvad er det, du snakker om?’ Så det her, jeg sidder og fortæller om, at jeg havde gjort det og det, det blev jeg husket på. Ikke fordi jeg gik og tænkte på det selv, men det fortalte han. Og jeg tror bare, det vil sige, det er, at her var der et menneske, som så sagde til mig, at det var noget, han kunne bruge i sit liv ved at iagttage, hvad jeg gjorde. Og jeg synes, det er fantastisk. Altså, jeg er ovenud… fuldstændig på den anden ende over det.
Jeg tror, det er sådan ligesom hvis man skal træne sig op til noget, altså musklerne, så starter man jo ikke med 10 kilo. Så starter man med 500 gram, og så gør man et eller andet. Men man er også meget bevidst i hovedet om, at nu skal jeg gøre det. Nu skal jeg gøre det. Og alle de her ting her. Men på et eller andet tidspunkt, så lever det ud. Så gør man det bare. Så tænker man ikke over det. Så er det bare en bestanddel af en. Og det er jeg overbevist om: At lige så snart vi tager den beslutning, os alle sammen: ‘Jeg vil være positiv i dag’ – i alle mulige henseender, så lige så stille og roligt, så indfinder der sig, så du faktisk ikke… Altså, det bliver en ubevidst handling for dig.
Og i øvrigt ham, jeg så kørte til lufthavnen, er skrev jeg den her sang til ham, der hedder ‘Den ægte vare’.
SANG
Fra Herlev til dejlige Darling.
Kaj og Christian på oplevelse, safari.
Ikke bare tur, men meget mere.
Nærhed og venskab i hjertet, det sker.
Siden jeg var lærling, og du var svend.
Heldigvis. Vi nu mødes igen og igen.
At kalde mig søn, et valg du tager,
det smitter og jeg kalder dig far.
Det vi to har, det er den ægte vare.
Sammen vi hele verden kan klare.
Vi taler om livet, det svære og det gode.
Altid med humoren. Vores egen kode.
Vi griber dagen, igen og igen.
Ikke alene. Men sammen, min ven.
Kaj CNC Service og pensionist.
Sociale løsninger. Det er din gnist.
Alle deres problemer,
det klarer du hos kunder, som hero, DTU
Omsorg i dit hjerte, der bor du altid
tjekker ind på min mor, en ven.
Du er en rigtig makker, din kærlige facon.
Jeg er dig evigt takker.
Det vi to har, det er den ægte vare,
sammen vi hele verden kan klare.
Vi taler om livet, det svære og det gode.
Altid med humoren. Vores egen kode.
Vi griber dagen igen og igen.
Ikke alene – men sammen, min ven.
. . .
Christian:
Det er edderman’me vildt, Mik. Vi starter den her Grib dagen 16… bare lige for at huske dig på – det 16. afsnit, episode – det starter vi med at være i bål og brand. Hele verden på den anden ende, og alt muligt andet. Og så slutter vi alligevel af med positivitet. Er det ikke fantastisk?
Mik:
Den styrke og alle de fantastiske ting, der kommer ud af at have en optimisme og være positiv – det er måske også det vigtigste i forhold til vores arbejde fremover, tænker jeg. Grib dagen i de næste mange kommende episoder kommer virkelig til at sætte fokus på det med glæde – og styrken i at være optimist.
Christian:
Ja, det er jo helt klart vores eget ansvar. Hver enkelt individ. Mand. Kvinde. Alt imellem. Vores eget ansvar at lave et udgangspunkt, der hedder ‘Jeg vil være optimist. Jeg vil have en positiv tankegang i dag.’
Mik:
Og der cirkulerer jo sådan et citat… Susse, der siger:
Susse:
Hvis man ikke tænder lys for andre mennesker, så skal man altså ikke beklage sig over selv at sidde i mørke. Alt det du giver, det får du tilbage igen. Sådan er det jo.
Mik:
Hvis ikke man tænder lys for andre mennesker, så skal man altså ikke beklage sig over at sidde i mørke.
Christian:
Præcis!
Mik:
Og den del af det handler jo også om at være givende. Det, vi har talt om med omsorg og de der såkaldt kvindelige værdier, om at tage vare om andre og om fællesskabet, og så videre, ikk’? Altså, ‘hvis ikke man tænder lys for andre mennesker, skal man ikke beklage sig over at sidde i mørke.’ Det er en historie om, at man bliver faktisk rigere af at give – sjovt nok – end man bliver af at tage.
Christian:
Præcis. Altså, ikke kun én selv, der bliver rigere. Alle bliver rigere – på, at man selv starter med at være positiv.
Mik:
Så det hedder ikke ‘Fear of Missing Out’ længere, Christian – FOMO. Nej, det hedder JOMO: ‘Joy of Missing Out!’. Altså: tag den med ro – og glæd dig over at have tid. Vær i nuet. Grib dagen.
Christian:
Yes. Og bliv ved med at gribe den. Og hvad skal vi bruge i dag? Vi har hernede i værktøjskassen, de forskellige lyde. Nu skal jeg lige tænke… Vi har haft… Shhhhhs.. Vi har også lyden af gribe: [Klik] Det kan man jo også gøre.
Og den nye ting, jeg tænker, det er måske – øh, at vi springer ud i det. [Bum] Sådan! Men hoppede jeg altså…
Mik:
Dér vækkede du lige Joey!
Christian:
Men øh, hav det nu godt derude til vi ses igen!
. . . [ENDS]