Australsk magpie (00:00)<\/p>\n\n\n\n
Mik: (00:02)
Grib!<\/p>\n\n\n\n
Christel: (00:04)
Grib dagen!<\/p>\n\n\n\n
Christian: (00:26)
Grib dagen for mig er – den underdybende – det’ nu!<\/p>\n\n\n\n
Mik:
I et helt \u00e5rti efterh\u00e5nden har jeg haft det her citat, Steve Jobs citat, st\u00e5ende p\u00e5 toppen af min Facebook-side: Lad nu v\u00e6re med at leve i s\u00e5dan en illusion om, at du har noget at miste. “Du er allerede n\u00f8gen,” sagde Steve Jobs. “Der er ingen grund til, at du ikke skulle f\u00f8lge dit hjerte.”<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Det er lige her og nu. Det er s\u00e5dan et lykkepunkt for mig.<\/p>\n\n\n\n
Mik: (01:03)
Velkommen til den femtende episode af Grib dagen-podcasten, hvor vi altid – lover vi jer – ender med at f\u00e5 styr p\u00e5 verdenssituationen.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Ja alts\u00e5, femten\u2026. ‘Fifteen Shades of Real Life’ – ‘Service to Life’, som vi ogs\u00e5 taler om, at ‘Grib dagen’ egentligtaget er.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Og i hvert fald kan man sige – i forhold til det, som er vigtigt for alle os Grib dagen entusiaster – s\u00e5 handler det jo om, alts\u00e5 hvordan er vi overhovedet i stand til efterh\u00e5nden at gribe dagen, alts\u00e5 at f\u00f8le, at vi lever livet i en verden, der bliver mere mere broget – tror jeg, at mange oplever – og kompleks og uoverskuelig, og det er n\u00e6rmest det modsatte af at leve livet, ikke? Alts\u00e5, vi taler om krig, vi taler om kriser p\u00e5 alle mulige fronter.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Hold da op, ja. Men der er jo opskrifter. Ikke bare p\u00e5 at lave mad, men ogs\u00e5 p\u00e5 at leve livet. Og der t\u00e6nker jeg\u2026 der m\u00e5 vi komme med noget, d\u00e9r. Og jeg har g\u00e5et her de sidste mange dage og t\u00e6nkt over, gud hvor er vi egentligtaget forskellige i alle mulige ender og kanter. Alts\u00e5, k\u00f8nnene imellem, menneskene imellem, politiske ting og sager.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Velkommen til! Sp\u00e6nd sikkerhedsselerne! S\u00e5 er vi i luften med den 15. episode af Grib Dagen<\/p>\n\n\n\n
Christian (02:12)
Schhhhhhyyiuh. Dum-di-dum-di-dum\u2026<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Ha-ha!<\/p>\n\n\n\n
Joey:
Vov!<\/p>\n\n\n\n
Christian (02:23)
Jeg t\u00e6nker p\u00e5 forskelligheder i forhold til syn p\u00e5 verden. I forhold til hvordan vi st\u00e5r i den ene lejr frem for den anden lejr politisk. Det er s\u00e5dan som en ting, som jeg oplever lige nu: Folk er bange for krig. Og jeg har set mange steder. Det er der rimelig god grund til at begynde at t\u00e6nke over lige nu. Men\u2026 Og det vigtige er for mig, det er: Jeg kan sagtens s\u00e6tte mig og s\u00e5 sige: Nu er hele verden af lave omkring alle de her forskelligheder, og jeg kan allerede m\u00e6rke, er nogle mennesker i min n\u00e6rmeste omgangskreds, som helt klart er p\u00e5 den anden side end jeg selv er i forhold til holdninger og meninger. Og det er alts\u00e5 mennesker, som jo\u2026 hvis jeg bare kigger i to \u00e5r tilbage\u2026 som jeg sad og grillede med, og spiste b\u00f8ffer, og drak r\u00f8dvin, og grinte og alt muligt andet, fordi vi har en f\u00e6lles interesse, der handler om k\u00e6rlighed og venskab.<\/p>\n\n\n\n
Og det har alts\u00e5 bragt mig p\u00e5 banen til alle mulige andre tanker, der nemlig handler om: hvem er mine venner? Hvorfor v\u00e6lger jeg mine venner? Og hvad giver det mig? Alts\u00e5, hvilket problematikler ligger der i det?<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Er det det du siger i virkeligheden, at Trump skiller vandene? Alts\u00e5, ogs\u00e5 i forhold til\u2026 “Hvis du er ven med Trump, s\u00e5 kan jeg ikke v\u00e6re din ven.” Er det det du siger?<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Jamen s\u00e5dan har jeg ikke t\u00e6nkt p\u00e5 det f\u00f8r, men det t\u00e6nker jeg nu. Det er blevet s\u00e5dan med et syv tommer s\u00f8m straight ind i min pandelarp, der handler om: Ja, det er godt nok alvorligt det her.
Det er jeg meget meget – rigtig meget tror p\u00e5 det er demokrati, tror jeg p\u00e5. Jeg er godt klar over, der har v\u00e6ret alle mulige udfordringer med demokrati. Men det den styringsform, jeg tror mest p\u00e5. Fordi det er den form, har en grundbasis i at v\u00e6re sociale, som passer meget bedst – i forhold til mine v\u00e6rdier.<\/p>\n\n\n\n
Den autorit\u00e6re form, som jo er ved at v\u00e6re ved en indpas i hele verden rundt, har jo v\u00e6ret p\u00e5 spil i lang tid. Jeg kan da huske, jeg boede i Danmark, var der al mulige holdninger i en af de andre, og s\u00e5 var der nogen, der angreb noget, og s\u00e5 skal der lige love for, at s\u00e5 var der kun sort og hvidt, og ikke alt det der imellem.<\/p>\n\n\n\n
Men lige her med de sidste ting, der sker i verden, der synes jeg, der kan jeg m\u00e6rke, inde i mig selv, der skiller vandene lige pludselig for mig. Det har det ikke gjort f\u00f8r.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Det synes jeg er sp\u00e6ndende, fordi hvad der sker der, hvad er det for en mobilisering, der sker inde i dig, og hvad f\u00f8rer det s\u00e5 til?<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Hm\u2026 Det er godt sp\u00f8rgsm\u00e5l. Konkret s\u00e5 har jeg jo\u2026 i mit skifte fra at bo fysisk i Danmark til at bo i Australien\u2026 samtidig med det, s\u00e5 tog jeg en beslutning om de nye venskaber, jeg nu skal begive mig ud i: Der vil jeg gerne \u00e5bne lidt mere op for ikke at v\u00e6re s\u00e5 biased\u2026 Alle mine egne v\u00e6rdier. Jeg vil v\u00e6re lidt nysgerrig p\u00e5, hvordan andre mennesker egentligtaget har det. Og der har jeg v\u00e6ret i et felt med diamentrale mods\u00e6tninger af min egen holdning og v\u00e6rdier. Alts\u00e5 ogs\u00e5 politisk og den slags ting.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
At v\u00e6re det, der hedder tolerant?<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Tolerant, ja, men ogs\u00e5 fordi jeg gerne vil have en forst\u00e5else af\u2026 hvordan kan det v\u00e6re, at de her mennesker t\u00e6nker s\u00e5dan, og har jeg misset noget – i det ene og det andet?<\/p>\n\n\n\n
Og der kan man sige, det har jeg v\u00e6ret i lang tid her. Vi har jo talt om det f\u00f8r. Der er jo det her problematik med os mennesker i det hele taget, er, at n\u00e5r tingene g\u00e5r sk\u00e6vt, jamen s\u00e5 har vi en tendens til at pege hen mod “det er deres skyld.” Og det er min prioritetsgruppe af alle mulige arter. Jeg har en grundtanke, er, jamen, hovhov, alt er ikke sort og hvidt. Det er det bare ikke.<\/p>\n\n\n\n
Den nysgerrighed jeg har, er at sige, hvorfor er det lige peger hen p\u00e5 dem, hvorfor de er s\u00e5dan og s\u00e5dan, “jamen, men er de nu det? Og kan du sige, alle de er det over \u00e9n kam,” osv.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 det ligger altid i Rasmus Modsat i mig. Du kan ikke bare sige noget, uden at du ogs\u00e5 kan underst\u00f8tte dem i en eller Det s\u00e5dan jeg har det som grundbasis.<\/p>\n\n\n\n
Tilbage til, jeg bor i Australien nu, og det der med, at jeg har sat mig selv ud i et lille eksperiment med at finde ud af\u2026 n\u00e5 ja men Christian, der er m\u00e5ske ogs\u00e5 det, at du er lidt biased, ikk’? Du l\u00e6ser for de nyhedsmedier, som er mere over i dine v\u00e6rdier. Hvad med at lige at l\u00e6se de andre?<\/p>\n\n\n\n
Og det har jeg s\u00e5 gjort i lang tid. S\u00e5 l\u00e6ser jeg Fox News – og set de samme nyheder, men beskrevet p\u00e5 to forskellige m\u00e5der.<\/p>\n\n\n\n
Og derfor kan man sige, at den der oplevelse, jeg har givet mig selv i nye relationer, hvor v\u00e6rdis\u00e6ttet er anderledes end mit eget, virkelig har givet mig noget.<\/p>\n\n\n\n
Og det har v\u00e6ret enormt sv\u00e6rt, vil jeg sige. Hindsight kan jeg jo m\u00e6rke: Hold da op det har trukket meget energi.<\/p>\n\n\n\n
Nu kommer hovedpr\u00f8ven for mig, det, der sker lige nu ude i verden. Jeg kan lige s\u00e5 godt sige, er jo alle de her store, n\u00e6rmest monstre, bullies in the school yard. Jeg kan godt n\u00e6vne navne, jo. Det er Trump og det er Putin, og jeg skal gi’ dig skal jeg – alle mulige, som ligesom s\u00e6tter sig sammen i klassen og siger “Haha, alle I andre\u2026” Alle de der modsatte v\u00e6rdier, “Det kun den st\u00e6rkeste, der overlever,” og s\u00e5 videre og s\u00e5 videre.<\/p>\n\n\n\n
Det er ret voldsomt. Det havde jeg ikke set komme p\u00e5 den her m\u00e5de. Alts\u00e5 nu peger Trump, i verdensorden, p\u00e5, at Europa\u2026 “Nej nej, det gider vi ikke. Men vi kan faktisk godt lide dig, Putin”-agtigt. Det er jo helt crazy!<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Ja og det pr\u00e6ger jo ogs\u00e5 ens hverdag i en Grib dagen sammenh\u00e6ng. Hvis vi er ude efter, som vi taler meget om, det der med at v\u00e6re i nuet, at v\u00e6re i naturen, at have nogle v\u00e6rdier omkring den klode, vi bor p\u00e5, og s\u00e5 videre. Hallo! S\u00e5 skaber det en masse forurening i hverdagen med de der negative indgange til det.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Det har v\u00e6ret mig sv\u00e6rt forst\u00e5eligt, hvordan man kan tage parti for et menneske, eller stemme for et menneske, p\u00e5 trods af alle de beviste udsagen og de v\u00e6rdier, han st\u00e5r for, Trump for eksempel, ikk’?<\/p>\n\n\n\n
P\u00e5 trods af det, at der mange, som jeg godt kan forst\u00e5, at amerikanerne har haft en meget sv\u00e6r tilv\u00e6relse, jo igen, er ikke noget, er sort og hvidt, s\u00e5 der er hele den der\u2026 Det har sgu ikke v\u00e6ret godt, de har mistet job og alt muligt andet. Og s\u00e5 er de ligesom kommet i en situation, s\u00e5 p\u00e5 trods af alle tingene, der siger alarm-alarm-alarm-alarm! i forhold til den her personlighed, s\u00e5 stemmer vi for ham alligevel. Alts\u00e5 fordi s\u00e5 h\u00e5ber vi p\u00e5, det g\u00e5r bedre.<\/p>\n\n\n\n
Og det er m\u00e5ske den der ting, kan jeg m\u00e6rke, alts\u00e5 p\u00e5 mit n\u00e6re plan, at det har jeg sv\u00e6rt ved at acceptere, at folk ikke lige laver det ekstra arbejde med at unders\u00f8ge\u2026 Jeg kan godt m\u00e6rke med mig selv, at jeg har det d\u00e5rligt, kan godt m\u00e6rke, jeg gerne vil v\u00e6k fra det af denne her situation. Jeg synes det og det, det g\u00f8r det sv\u00e6rt for mig. Hvorfor stiller de det ikke sp\u00f8rgsm\u00e5let: Men lad mig lige g\u00e5 et skridt l\u00e6ngere ned. Hvad er det egentligtaget det ellers ber\u00f8rer i mine v\u00e6rdier i \u00f8vrigt?<\/p>\n\n\n\n
Men det er ligesom\u2026 det glider bare over. Og det kan jeg kun sige, at det har jeg i min hukommelse en meget st\u00e6rkt f\u00f8lelse omkring.<\/p>\n\n\n\n
Jeg har st\u00e5et engang i en skoleg\u00e5rd i H\u00f8je T\u00e5strup og m\u00e6rket personligheder, the bullies in the school yard, alts\u00e5 mobberne, hvor man kan bare se, er rigtig mange, der falder hen til den kant.<\/p>\n\n\n\n
Jeg har et eksempel endda, som ikke handler s\u00e5 meget om den der frygsomhed, der foreg\u00e5r, hvis man er den svage, som jeg var i den situation. S\u00e5 har jeg oplevet, at der var en person, der stillede sig op p\u00e5 et\u2026 jeg tror det var m\u00e5ske 5. 6. klasse – en person, der stillede sig op p\u00e5 kateteret, i frikvarteret, og havde en hel pose karameller og kastede rundt. Og stod og kiggede, observerede den her person, og stod og kiggede p\u00e5\u2026 n\u00f8d, at folk, de gik og samlede op. Alts\u00e5, i 5. klasse, der f\u00f8lte jeg bare, at det var frygteligt usmageligt, det her.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 det er en meget meget kraftig grundf\u00f8lelse, jeg har. At der ligger \u00e5benbart\u2026 de her sm\u00e5 skumle mennesker, som har en overlevelsestrategi. De vil jo ogs\u00e5 gerne have k\u00e6rlighed i virkeligheden, men overlevelsestrategien, som opst\u00e5r helt der fra skoleklassen, igennem hele livet, med at tr\u00e6de p\u00e5 andre mennesker.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Og s\u00e5 kommer der jo et tidspunkt, hvor man m\u00e5 – som man siger – st\u00e5 op for sine holdninger.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Det er jo lige pr\u00e6cis det jeg er ude i nu. Det er, at jeg tror, jeg s\u00e6tter nu et punktum for mit eksperiment med at unders\u00f8ge mig selv i alle mulige afskygninger omkring at v\u00e6re sammen med alle mulige mennesker, som jo ikke har de samme v\u00e6rdis\u00e6t, som jeg har.
Og det punktum sender mig s\u00e5 videre til et nyt kapitel. Jeg er 56, jeg omfavner min v\u00e6rdis\u00e6t. Det er jeg noget jeg st\u00e5r for.<\/p>\n\n\n\n
Og jeg har jo g\u00e5et og t\u00e6nkt over Ukraine, bliver jo pludselig\u2026 Der komme en bully ind i school yarden d\u00e9r, ikk’, og tager deres land og g\u00f8r det ene og det andet. Og s\u00e5 g\u00f8r de modstand. En rebellion-ting der hedder: nu beskytter vi vores land med livet, du.<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 jeg t\u00e6nkt over: T\u00e6nk at der er mennesker, kan mobilisere det.<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 har jeg lavet et billede p\u00e5 det inde i mit hoved, som er en m\u00e5ling p\u00e5 mig selv, hvordan jeg vil st\u00e5 i det. Og jeg har \u00e9n oplevelse i mit liv, hvor jeg vil sige, at jeg var en “ukrainsk modstandsmand”. Og det var, da jeg var 18 \u00e5r gammel, hvor jeg var sammen med to andre kammerater. Vi skulle til nyt\u00e5rsaften. Jeg havde lige best\u00e5et mit k\u00f8repr\u00f8ve, og en af dem fra k\u00f8reskolen holdt nyt\u00e5rsfest.<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 skulle vi g\u00e5 fra H\u00f8je T\u00e5strup, hvor jeg boede, ned ad en cykelsti, eller en gangsti, ned mod T\u00e5strup by, hvor den her fest skulle holdes. Og vi kommer over forbi et lejlighedskomplekst, der hedder Gadevang, og der kommer en gut g\u00e5ende med en pistol i h\u00e5nden.<\/p>\n\n\n\n
Vi ser jo ikke, det er jo m\u00f8rkt, det er jo vinter, vi ser jo ikke lige, han har pistol i h\u00e5nden til at starte med. Og s\u00e5 er situationen det, at mine to venner, begge to er s\u00e5dan nogle buff typer, alts\u00e5 de er kraftig bygget, alts\u00e5 muskul\u00f8se. Og jeg er mega tynd, kan jeg sige. Jeg var 56 kilo dengang. 56 kilo og 180 centimeter h\u00f8j. Jeg var et stankelben.<\/p>\n\n\n\n
Meget af min beskyttelse for mig selv i \u00f8vrigt var jo humoren. Jeg havde sovet hos min farmor og farfar. Hele familien var samlet, fordi de havde drukket. S\u00e5 stod jeg op ad morgenen, og s\u00e5 g\u00e5r jeg ud. Jeg har kun underbukser p\u00e5. Og s\u00e5 st\u00e5r alle sammen og kigger p\u00e5 mig – og jeg siger, ‘Har I aldrig set vandrene pinde f\u00f8r?’<\/p>\n\n\n\n
Det er bare for at sige, jeg er p\u00e5 det tidspunkt meget meget tynd. Jeg kunne ikke tage p\u00e5 eller noget. Men tilbage dernede i Gadevang med den her pistolmand.<\/p>\n\n\n\n
Han sp\u00f8rger os, ‘Hvor skal I hen?’ S\u00e5 siger jeg, ‘Vi skal til fest.’ Og s\u00e5 har han pludselig s\u00e5 trukket pistolen frem. Og s\u00e5 har vi et element p\u00e5 tre timers tid, hvor han truer os med den her pistol. Og p\u00e5 et tidspunkt, mens vi er halvvejs p\u00e5 vej ned til byen, s\u00e5 tager han pistolet op til min mund, og jeg \u00e5bner munden, og han smider pistoll\u00f8bet ind i munden p\u00e5 mig, og jeg tygger p\u00e5 den. Fordi\u2026 Jeg forst\u00e5r ikke, men det jeg faktisk g\u00f8r, det var jeg fuldst\u00e6ndig clear, de var andre var pissebange. Men jeg var helt clear og t\u00e6nkte, ‘Jeg skal finde ud af, det her er en rigtig pistol eller ej.’ Hvis det ikke er en rigtig pistol, s\u00e5 skal vi ikke g\u00e5 og v\u00e6re bange for ham og alt muligt, s\u00e5 kan vi komme videre. S\u00e5 jeg tyggede p\u00e5 det der r\u00f8r, og det var metal.<\/p>\n\n\n\n
Det var det f\u00f8rste information jeg fik.<\/p>\n\n\n\n
Det n\u00e6ste var, jeg pr\u00f8vede at f\u00e5 ham\u2026 For han var jo p\u00e5virket, kunne jeg se – hans \u00f8jne og hans \u00f8vrige m\u00e5de at v\u00e6re p\u00e5. S\u00e5 jeg pr\u00f8vede lidt at f\u00e5 ham til\u2026 Jeg siger, ‘Kan du ramme den der lygtep\u00e6l der? Kan du skyde det der? Det kan du vel ikke.’<\/p>\n\n\n\n
Men han sk\u00f8d ikke. Han gjorde ingenting. S\u00e5 skulle vi ned under tunnelen. S\u00e5 sagde han, ‘L\u00e6g jer ned’, og s\u00e5 skulle vi l\u00e6gge os ned under tunnelen. P\u00e5 maven, alle tre. Og h\u00e6nderne over hovedet, nakken. Mens vi kiggede ned i jorden der. Og s\u00e5 skulle han s\u00e5 pisse. Og s\u00e5 pissede han. Det var forf\u00e6rdeligt.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 gik vi op, og jeg brugte stadig tid p\u00e5 at ham til at ramme alt muligt. Men nu kommer vi ned i by, s\u00e5 nu skal vi ikke g\u00e5 og skyde. Og vi kommer s\u00e5 ned til det der sted, hvor der er den her fest, den opgang, hvor festen er. Jeg kan se op p\u00e5 op p\u00e5 3. etage, og kan se, at der er gang i den. Der er jo lys, og der er alt muligt andet. Men jeg ser ogs\u00e5 i naboopgangen – op samme h\u00f8jde, der er helt m\u00f8rkt. S\u00e5 jeg tager ham med derind.<\/p>\n\n\n\n
Vi g\u00e5r derind, ringer p\u00e5 og \u00f8nsker bare, at der ikke er nogen. Og der ikke nogen, \u00e5bner d\u00f8ren. Og s\u00e5 siger jeg, ‘N\u00e5 s\u00e5 er de alligevel taget ind til byen.’ S\u00e5 g\u00e5r vi ned af trappen. Og s\u00e5 st\u00e5r han i\u2026 For han er jo stadig p\u00e5virket. S\u00e5 siger han et eller andet til\u2026 Der kommer i en gruppe piger g\u00e5ende. Og s\u00e5 siger han ‘Hej piger!’ Og s\u00e5 siger de ‘Hej drenge!’ Og det bliver han interesseret i. Og s\u00e5 g\u00e5r han hen mod dem. Og s\u00e5\u2026 mig og mine to kammerater vi spurter bare den anden vej.<\/p>\n\n\n\n
Vi skal hele vejen derfra og hele vejen hjem til H\u00f8je T\u00e5strup, der hvor jeg bor. Lige den aften var det s\u00e5dan, at min mor og fars venner arbejde indenfor politiet begge to. S\u00e5 de kontaktede politiet, og politiet kom ud og hentede os. Vi kom til afh\u00f8ring i hver vores rum. Hele det der var en m\u00e6rkelig surrealistisk proces. F\u00f8rst kl. 2:50 om natten kommer vi tilbage, k\u00f8rer tilbage til mine for\u00e6ldre, s\u00e5 var det det.<\/p>\n\n\n\n
Normalt h\u00f8rer man s\u00e5 ikke mere om det, men fordi vi har min for\u00e6ldres venner, som jo arbejder p\u00e5 hovedet t\u00e6t, ringer s\u00e5 n\u00e6ste dag og siger han er blevet taget, han har skudt en mand nede i Harald Bl\u00e5tand.<\/p>\n\n\n\n
Der fik jeg et chok, fordi s\u00e5 spillede jeg hele filmen om alle de gange jeg havde provokeret ham. Han kunne kraftedemig jo have skudt os ogs\u00e5. Men den historie er det, fort\u00e6ller lidt om noget, som man jo normalt ikke viser ved noget om sig selv. At hvad man kan egentlig taget kapere i en traumatisk situation.<\/p>\n\n\n\n
Og det er jeg stadig til dagens dato overrasket over, at jeg overhovedet ikke var bange der. Jeg var meget t\u00e6nkende i forhold til situationen – at se om jeg kunne g\u00f8re noget. Strategisk.<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 g\u00e5r vi lige tilbage til nutiden her nu, det her er verdens, der bliver skillet vandene her i forhold til holdning og v\u00e6rdier og de der st\u00e6rke m\u00e6nd, der st\u00e5r derude. Bullies in the school yard. Og s\u00e5 sidder jeg med den her f\u00f8lelse her nu at jeg vil h\u00f8jst sandsynligvis mobilisere en energi for at k\u00e6mpe for mine v\u00e6rdier.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Som jo tr\u00e6kker tr\u00e5de tilbage til, hvordan folk talte i 1939-1940, Anden Verdenskrig\u2026 Danmark bliver besat. Og der er nogen, der siger, ‘Hov hov, hov, det der foreg\u00e5r her, her er det vores v\u00e6rdier, der st\u00e5r p\u00e5 spil som danskere’. Det var jo det, det handlede om. Og der var jo netop dengang ogs\u00e5 folk, der var klar til at sige, ‘Vi s\u00e6tter livet p\u00e5 spil.’<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Jamen alts\u00e5, jeg synes, kan se det over hele verden lige nu. I alle mulige punkter, hvor folk beskytter og k\u00e6mper for deres lille steder, hvor de bor. Jeg beh\u00f8ver sikkert ikke n\u00e6vne navne, men det sker overalt. Det er ikke en skid med tiden. Og man kan sige, ‘never again’. Men det ligger \u00e5benbart i os, at n\u00e5r tingene rammer os, at det bliver for sv\u00e6rt nok i et samfund, s\u00e5 peger vi p\u00e5 et menneske, som har denne her tendens til at v\u00e6re uhyggelig\u2026 bullies og l\u00f8gnere, og kriminelle og t\u00e6nker kun p\u00e5 sine bully-venner, og s\u00e5 videre.<\/p>\n\n\n\n
Indtil nu har det jo bare v\u00e6ret helt stille og det forst\u00e5r jeg ikke, s\u00e5 m\u00e5 det bare v\u00e6re s\u00e5dan. Men lige nu, s\u00e5 er det farligt. Jeg synes virkelig, det er farligt, det der sker. Helt inde i mit eget liv nu. Nu bruger jeg mere tid p\u00e5: ‘Punktummet er slut i forhold til eksperimentet med Christian og finde ud af det ene eller det andet. Jeg ved, hvad mine v\u00e6rdier er, og jeg vil bruge min energi p\u00e5 det.<\/p>\n\n\n\n
Alts\u00e5 det er jo bare s\u00e5dan her\u2026 Man kan sige, har nogle ringe omkring os. Den f\u00f8rste n\u00e6re ring, det de n\u00e6re venner. Hvis man l\u00e6ser alle mulige psykologib\u00f8ger og alt muligt andet, s\u00e5 er det bare s\u00e5dan, at der er maksimalt plads til tre. Og det er mennesker, som kan tage ens m\u00e5de at v\u00e6re p\u00e5 – i alle henseender. Alts\u00e5 jeg er jo for eksempel en, der altid stiller mange sp\u00f8rgsm\u00e5l.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Og ikke at til at stoppe, n\u00e5r du\u2026<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Og er ikke til at stoppe, det er ogs\u00e5 noget snakkeri, og s\u00e5dan, men det s\u00e5dan en m\u00e5de, jeg er p\u00e5, ikk’, kan man sige – og det er jo ikke alle mennesker, der kan klare det.<\/p>\n\n\n\n
Men det er utrolig rart for mig at have nogle mennesker, der siger, Det kan jeg godt v\u00e6re med til.<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 er der jo det her med v\u00e6rdierne. F\u00e6lles v\u00e6rdier. Vi beh\u00f8ves ikke v\u00e6re ens. I \u00f8vrigt er der jo ikke nogen, der er ens. Men v\u00e6rdis\u00e6ttet er absolut vigtigt.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
De grundl\u00e6ggende v\u00e6rdi omkring for eksempel \u00e6rlighed. Tillid. K\u00e6rlighed.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Og det her er ikke engang isoleret til, at det er venner og bekendtskaber. Det er ogs\u00e5 inklusiv familiemedlemmer. S\u00e5dan er det.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 forskelligheder i venskabskredsene, forskelligheder i v\u00e6rdis\u00e6t, forskelligheder\u2026 ja med familiemedlemmer, fylder meget i ens liv. Men jeg holder stadigv\u00e6k fast i alt det, der ligger ovenover. Alle de dybe v\u00e6rdis\u00e6t i forskelligheder. Det er jo en gave for os, at vi hele tiden kan udvikle os.<\/p>\n\n\n\n
P\u00e5 det n\u00e6rmeste vil jeg sige, at jeg har meget sv\u00e6rt ved at acceptere det modsatte – at vi bare holder fast i en st\u00e6rkt\u2026 ‘Det skal v\u00e6re s\u00e5dan her’, ‘Jeg kan ikke holde jul uden den fl\u00e6skesteg af s\u00e5dan’ og det ene eller det anden. For det giver jo en situation for ens selv, der en begr\u00e6nsning for ens selv, der handler om\u2026 ‘Jamen s\u00e5, det blev ikke en god fl\u00e6skesteg, det blev en lortedag. Mit liv er noget lort’, s\u00e5 kan du se det. Men hvis du \u00e5bner op for at sige, at jeg embracer\u2026 at jeg omfavner forskellighederne p\u00e5 det niveau, s\u00e5 er det jo rigt. S\u00e5 er det jo det der med at gribe dagen. Det jo derfor, siger, relationer er ekstremt vigtige, men det er ogs\u00e5 vigtigt at v\u00e6re bevidst om i dit valg af relationer.<\/p>\n\n\n\n
Fight and flight. Enten s\u00e5 k\u00e6mper du, ellers ogs\u00e5 flygter du. Som er hormonerne i kroppen, der s\u00e6tter i v\u00e6rk. Som er bestemt af en oplevelse – af en tanke, du har – ‘Hov det ser farligt ud. Der st\u00e5r en bully! Hvad vil jeg g\u00f8re?’ Og i en tid, hvor som vi er i nu, s\u00e5 opmagniseres der stresshormoner og alt muligt andet som ligger lige under huden hele tiden. S\u00e5 der er eksplosionsfare overalt omkring os. Det er der bare. Og det g\u00f8r det alts\u00e5 farligt. Det g\u00f8r det.<\/p>\n\n\n\n
TASMANIEN REPORTAGE
Musik<\/p>\n\n\n\n
Christel: (21:03)
Grib naturen.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Hello Tasmania! Klokken er kvart i seks. Solen er p\u00e5 vej over de tasmanske bjerge, som vi kan se langt ud i horisonten. K\u00e6mpe store b\u00f8lger, og jeg skal love for, at vi kan m\u00e6rke, at vi er kommet t\u00e6ttere p\u00e5 Sydpolen. Det en kold vind, der bl\u00e6ser. Det lidt som at komme tilbage til Danmark. It’s a Finnish boat, s\u00e5 der er andre ting – arkitekturen, som minder dig om Skandinavien.<\/p>\n\n\n\n
To hurtige observationer, mens vi k\u00f8rer op af de sm\u00e5 sn\u00f8rklede veje mod Cradle Mountains. Nummer 1: N\u00e5r man k\u00f8rer i en elektrisk bil, en EV, s\u00e5 skal man ikke bare stole p\u00e5, 10 km i tanken er 10 km p\u00e5 vejen. N\u00e5r det g\u00e5r op ad bakke, s\u00e5 sidder man og kigger, og s\u00e5 man k\u00f8rt 2 km. S\u00e5 forsvandt der lige 10 km fra tanken. Alts\u00e5, den tr\u00e6kker meget mere energi ud, selvf\u00f8lgelig, den k\u00f8rer op ad bakke. S\u00e5 i virkeligheden har vi langt mindre ‘benzin’ i tanken, vi troede. Det er lige hvad at blive kritisk, om vi overhovedet kan n\u00e5 frem til den campingplads, som vi har sat som m\u00e5l, skal v\u00e6re vores basecamp, inden at vi starter g\u00e5-turen.<\/p>\n\n\n\n
Den anden ting er, at vejret, n\u00e5r man ser, hvad temperaturen er, s\u00e5 skal man da ikke regne med, fordi det der st\u00e5r ‘Minus en grad’, at s\u00e5 er det det, der g\u00e6lder. Nej, fordi ‘minus en grad’, det st\u00e5r der s\u00e5 ogs\u00e5, det f\u00f8les som minus 11 grader. Hold da k\u00e6ft! Jeg skal love for, at der er et temperaturskift bare fra, vi har k\u00f8rt fra F\u00e6rgen og s\u00e5 de der 100 kilometer mod syd. Man kommer virkelig t\u00e6t p\u00e5 Sydpolen her.<\/p>\n\n\n\n
Vores f\u00f8rste nat her i basecamp var kold, iskold, is\u00e6 t\u00e6erne var n\u00e6rmest ved at fryse af. Og der var ikke noget at g\u00f8re. Der var ingen k\u00e6re mor, ingen steder at g\u00e5 hen og varme sig. Men vi kom igennem det og l\u00e6rte noget om at tage tre par sokker p\u00e5 til n\u00e6ste nat. S\u00e5 det var egentlig en meget god \u00f8velse. Og s\u00e5dan er der forskellige ting, har l\u00e6rt her i basecamp.<\/p>\n\n\n\n
Det er en meget god ting lige at tage en ekstra dag, f\u00f8r vi starter p\u00e5 den rigtige trekking. Det har v\u00e6ret overskyet, det har v\u00e6ret bl\u00e6sende, vejen skifter hver tiende minut. Men s\u00e5 her til morgen, da jeg g\u00e5r ned og vasker tallerkner og gafler og knive i den lille b\u00e6k der l\u00f8ber ud fra s\u00f8en, der er s\u00e5dan lille vandfald, s\u00e5 kommer solen pludselig frem, og den varmer. Og \u00f8j, det hele ser s\u00e5 flot ud lige pludselig.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 det er jo netop det der med kontresterne fra det kolde til det varme. Og fra det m\u00f8rke og bl\u00e6sende til pludselig solen, der skinner, og refleksionerne i vandet her ved den lille b\u00e6k, hvor jeg sidder.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 er det lige pludselig, at man alligevel godt kan se meningen med det hele. Hvorfor man bev\u00e6ger sig ud i alle de her strabasser. Men der er en bel\u00f8nning. Den kommer i sm\u00e5 glimt.<\/p>\n\n\n\n
Jeg startede ud, da jeg var din alder, da jeg var 18 \u00e5r, med troen p\u00e5, at jeg havde al den frihed, jeg havde brug for her i verden, til at forandre det, som var blevet mig givet. Min var, at jeg skulle forts\u00e6tte p\u00e5 universitet, og f\u00e5 en job, og leve dette kedelige liv i Aarhus eller K\u00f8benhavn. Og aldrig se verden, aldrig forst\u00e5 noget om andre kulturer, andre religioner. Jeg g\u00e5 igennem livet i det, som mine for\u00e6ldre havde gjorde f\u00f8r det f\u00f8r mig.<\/p>\n\n\n\n
Matt:
Syntes du, det var kedeligt?<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Jeg syntes, det virkede utroligt kedeligt.<\/p>\n\n\n\n
Matt:
Hvilket er pr\u00e6cis hvorfor du ikke endte med at leve s\u00e5dan.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Jeg f\u00f8lte en helt fantastisk frihed, da jeg forlod alt det. Pakkede en rygs\u00e6k, drog ud i verdenen som en fri sj\u00e6l, som vinden bl\u00e6ste og f\u00f8lte, jeg var i fuld kontrol over mit liv. For mig var det frihed. Og det var ikke en teoretisk eller filosofisk ting. Det f\u00f8ltes meget virkeligt.<\/p>\n\n\n\n
Matt:
Sandheden er, at du ikke \u00f8nskede at forlade\u2026 Du \u00f8nskede ikke at arbejde i det kontorjob i Aarhus. Min teori, som siger, at du ikke har nogen frihed, ville\u2026<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Matt, du sagde noget om reglerne for vores rejse, f\u00f8r vi drager ud.<\/p>\n\n\n\n
Matt:
Vi m\u00e5 ikke lade vores ego f\u00e5 det bedste af os. Vi m\u00e5 prioritere sikkerhed over eventyr. Vi m\u00e5 kende vores gr\u00e6nser, og ikke tage risiko. Hvis det er frygteligt p\u00e5 f\u00f8rste nat, hvis vi er i risiko for at f\u00e5 hypothermia, s\u00e5 skal vi g\u00e5 tilbage. Denne rejse handler ikke om at bevise vores styrke, men om vores evne til lytte til Moder Natur.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Det her var alts\u00e5 ikke hvad jeg havde sagt ja til. Jeg sagde fra starten at: ‘Hvis det bliver d\u00e5rligt vejr, s\u00e5 aflyser vi. S\u00e5 tager vi et eller andet sted hen p\u00e5 Tasmanien.’<\/p>\n\n\n\n
Vi ved jo, at der allerede er mennesker, der er omkommet heroppe i de her bjerge p\u00e5 grund af kulden, fordi de ikke var forberedte nok p\u00e5, hvor koldt det faktisk kan blive mellem de her snebelagte bjergtoppe.<\/p>\n\n\n\n
Og her st\u00e5r vi s\u00e5 og kigger lige ind i en gr\u00e5 sky af snestorm og vind, der suser om \u00f8rene. Og ja, s\u00e5 har jeg alts\u00e5 en s\u00f8n, der ikke er til at stoppe, fordi nu har han sat sig i hovedet, at nu skal vi op p\u00e5 Cradle Mountain trekking – koste hvad det vil.<\/p>\n\n\n\n
Og allerede her efter den f\u00f8rste halve time, travende op ad bjergsiden, hvor vi ser skr\u00e6mte turister, der kommer ned og siger, ‘Uha! Det bl\u00e6ser godt nok deroppe!’, s\u00e5 har jeg allerede tabt en vante, og det f\u00f8les n\u00e6sten som s\u00e5dan et ‘omen’, alts\u00e5 et d\u00e5rligt tegn p\u00e5 at – uha – det begynder at g\u00e5 galt lige fra starten det her.<\/p>\n\n\n\n
Matt:
One small step for Matt. One giant leap for Mik.<\/p>\n\n\n\n
Mik: (28:00)
Vi vader gennem sne og sjap, og der er ikke andre fodspor i sneen end vores. For undg\u00e5 de v\u00e6rste vindst\u00f8d oppe over bjergtoppen som hedder Hansen Peak, og som vi skal forbi, s\u00e5 har g\u00e5et en lidt l\u00e6ngere rute bagom toppen, og det s\u00e5 jo fornuftigt nok ud p\u00e5 papiret – vores landkort, som efterh\u00e5nden er helt gennembl\u00f8dt og ved at falde fra hinanden – men det viser sig hurtigt, at det er jo s\u00e5 ikke nogen vandrerute l\u00e6ngere – det en klatrerute for rutinerede bjergbestigere, eller bjergvandrere, og i hvert fald ikke s\u00e5dan nogen nybegyndere som os.<\/p>\n\n\n\n
Og her st\u00e5r vi s\u00e5 over for s\u00e5dan en 30 meter glat rund klippe af den slags, hvor der normalt ville v\u00e6re et gel\u00e6nder og en indhugget sti, s\u00e5 vi kunne blive sikret mod at falde ned eller glide ned af den store klippe. Fordi s\u00e5 ryger man alts\u00e5 lige ned i afgrunden – ned mod en s\u00f8. Flere hundrede meter ned.<\/p>\n\n\n\n
Og godt nok har de hukket s\u00e5dan en rille ind i klippen, s\u00e5 man lige akkurat kan s\u00e6tte h\u00e6len i den. Men n\u00e5r man s\u00e5 har 20 kilo p\u00e5 ryggen i sin rygs\u00e6k, s\u00e5 er der alts\u00e5 lige i sag at holde balancen. Og det her med at s\u00e6tte livet p\u00e5 spil p\u00e5 den m\u00e5de, det var pr\u00e6cis det, som vi havde lovet hinanden, vi ikke ville g\u00f8re.<\/p>\n\n\n\n
Men\u2026 Er der nogen vej tilbage nu? Nej, det er der ikke, fordi Matt st\u00e5r allerede derovre p\u00e5 den anden side og venter p\u00e5 mig. S\u00e5 der er ikke andet for end at s\u00e6tte neglene i klippesiden og s\u00e5 \u00e9t skridt ad gangen – uden at kigge ned – og klatre p\u00e5 klipper i bl\u00e6st og regn. ‘Rite of passage’ kan man vist roligt kalde det her – ikke bare for en 18-\u00e5rig dansk australer, men ogs\u00e5 for en 63-\u00e5rig far.<\/p>\n\n\n\n
Jeg vil sige, at hvis du kan g\u00f8re det her, Matt, s\u00e5 er du kvalificeret for Mount Everest. Det her er s\u00e5 barskt!<\/p>\n\n\n\n
Det har regnet og sneet non-stop siden vi startede, og stierne er efterh\u00e5nden forvandlet til b\u00e6kke med\u2026 der fosser med vand. Det v\u00e6lter ned med vand overalt p\u00e5 bjergsiden. Og s\u00e5 for at undg\u00e5 vandstr\u00f8mmene, s\u00e5 zigzagger vi lidt, hopper rundt, ogs\u00e5 ind i buske og krat. Og faktisk dufter det nogle gange helt fantastisk fra\u2026 ja, jeg ved ikke om det er citrongr\u00e6s eller andre former for urter, som virkelig kommer st\u00e6rkt frem p\u00e5 grund af at luften er s\u00e5 fugtig og vi knaser de her grene.<\/p>\n\n\n\n
Det her er p\u00e5 den ene side jo alts\u00e5 storsl\u00e5et natur – det er vildmarken. Man har fantastiske udsigter. S\u00e5dan som jeg forestiller mig at det m\u00e5 have v\u00e6ret\u2026 Jeg har lige l\u00e6st en bog for nylig om en dansker, der rejste rundt i Tasmanien tilbage i 1700-tallet. Og det her, det er jo pr\u00e6cis som at have taget en tidsrejse tilbage til 1700-tallet, dengang hvor naturen var den store, og vi mennesker vi var de meget meget sm\u00e5, som k\u00e6mpede lidt for at overleve og for at klare os s\u00e5 godt som vi nu kunne – og pr\u00f8ve at holde varmen – for koldt er det, og det bl\u00e6ser, og vi er blevet v\u00e5de helt ind til kroppen – s\u00e5 koldt, s\u00e5 nu holder vi ikke pauser l\u00e6ngere. Nu skal vi bare g\u00e5 for at holde os varme.<\/p>\n\n\n\n
Og der skulle v\u00e6re en hytte et sted, n\u00e5r vi kommer ned til s\u00f8ens bred, men det som om stien den bare bliver ved og ved og forts\u00e6tter uden at vi kan se den der hytte nogen steder, og vi begynder at tale om om vi m\u00e5ske er faret vild – vores kort er helt smudret fra hinanden, og det bliver snart m\u00f8rkt, og vi har efterh\u00e5nden g\u00e5et i seks timer – noget der skulle have v\u00e6ret en tre timers vandretur.<\/p>\n\n\n\n
Og vores v\u00e5de t\u00f8j og ryks\u00e6kkene f\u00f8les tungere og tungere. Og jeg glider i mudder og bliver trukket bagover, og denne her ryks\u00e6k falder. Og av! S\u00e5 ligger jeg der p\u00e5 en uheldig m\u00e5de, jeg f\u00e5r presset et ribben og det begynder at g\u00f8re ondt p\u00e5 en grim m\u00e5de hver eneste gang, n\u00e5r jeg b\u00f8jer mig forover.<\/p>\n\n\n\n
Det for vildt.<\/p>\n\n\n\n
Og der er den. Hytten!<\/p>\n\n\n\n
Ja, we hit the spot, hold da k\u00e6ft!<\/p>\n\n\n\n
Vi er n\u00e5et frem til hytten og vi \u00e5bner d\u00f8ren. Og der er ingen hjemme. Det er bare en stor tom hytte. Og der er en br\u00e6ndeovn og en spand med kul og en anden spand med nogle opt\u00e6ndingskviste. Og de t\u00f8rrer. Wow! Der er nogen, har, kan man sige, s\u00f8rget for os.<\/p>\n\n\n\n
Og der h\u00e6nger et skilt, som forklarer, at den her hytte – Scott Kilvert Memorial Hut, som den hedder – blev bygget til minde om to australiere, Scott og Kilvert hed de. Og de omkom nemlig i en snestorm lige i det her omr\u00e5de her i 1965.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 vi g\u00e5r i gang med at pakke vores gennembl\u00f8dte rygs\u00e6kke ud, og\u2026 alting, finder vi ud af, er v\u00e5dt. Soveposerne drypper af vand. Og det t\u00f8j, som skulle have v\u00e6ret vores t\u00f8rre skiftet\u00f8j, nix: Gennembl\u00f8dt! For vi glemte lige en vigtig detalje i forhold til de mange r\u00e5d, som vi havde f\u00e5et. Det var, at det ikke nok at tage plastikposer med. Man skal ogs\u00e5 pakke sine ting ind i dem. Og is\u00e6r hvis man har t\u00e6nkt sig at vandre igennem seks timers silende regn.<\/p>\n\n\n\n
Og vi finder t\u00e6ndstikkerne frem, som selvf\u00f8lgelig ogs\u00e5 er v\u00e5de. Jeg kan kun f\u00e5 en – allerh\u00f8jst en lille gnist frem, og det er ikke nok til at f\u00e5 ild i de her kviste. Temperaturen er 2C grader her i hytten, alts\u00e5 indend\u00f8rs. Det kan vi se p\u00e5 et termometer, der h\u00e6nger p\u00e5 v\u00e6ggen.<\/p>\n\n\n\n
Og jeg tager s\u00e5 alt mit v\u00e5de t\u00f8j af, for ikke at blive endnu koldere. Undtagen underbukserne, dem beholder jeg trods alt p\u00e5, selvom de er v\u00e5de. Og s\u00e5 sidder jeg der og ryster. Og kan m\u00e6rke kulden kom dybere og dybere ind i kroppen. For jeg har ikke andet end et regnslag, som jeg kan varme mig under.<\/p>\n\n\n\n
Jeg f\u00e5r den id\u00e9, vi kunne bruge det der sprit, for pokker! som vi har i vores kogegrej. Der skal jo kun en gnist til at f\u00e5 ild i s\u00e5dan noget sprit.<\/p>\n\n\n\n
Og det pr\u00f8ver vi s\u00e5, men det virker ikke.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 f\u00e5r Matt en id\u00e9. Hvad nu hvis vi dypper t\u00e6ndst\u00e6kken i sprittet? Alts\u00e5 lige til undtaget svovlet i enden. Og s\u00e5 lader tr\u00e6et tr\u00e6kke lidt sprit, s\u00e5dan at vi kan se, om ikke dampen fra spritten kommer t\u00e6t nok p\u00e5 gnisten. Og yes! Det lille trick virker!<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 kommer der ind i ovnen. Og vi f\u00e5r gang i kul-gl\u00f8derne. Og temperaturen i hytten stiger hurtigt fra de 2 til de 10 grader. Og hum\u00f8ret stiger mest til det tidobbelte.<\/p>\n\n\n\n
(34:44)
S\u00e5 for nu at g\u00f8re det, som faktisk er en meget lang historie kort, s\u00e5 havde vi en fantastisk tur til Cradle Mountains, alt i alt. Det blev en gr\u00e6nseoverskridende, kan man sige, men ogs\u00e5 meget livsbekr\u00e6ftende, voldsom og v\u00e5d, farlig og vild og vildt fantastisk tur.<\/p>\n\n\n\n
P\u00e5 vejen videre den n\u00e6ste dag fik vi mere sne, men vi fik ogs\u00e5 solskin og skyer, der kom og gik hele tiden. Og glimtvis s\u00e5 fik vi ogs\u00e5 imponerende udsigter over den her vildmark. Moder Naturs smil til os kom i form af smukke regnbuer langt ude i landskabet, midt i hele panoramet.<\/p>\n\n\n\n
Og p\u00e5 et tidspunkt var der en stor sort fugl, der s\u00e5dan\u2026 meget karismatisk, en karawong fugl, hedder den vist, som kom hen og hilste p\u00e5 os mens vi sad der og spiste vores proteinsnack. Den ligesom kiggede os lige i \u00f8jnene, som om den havde en eller anden den ville sige.<\/p>\n\n\n\n
Vi l\u00e6rte nogle ting. Vi gjorde helt klart nogle begynderfejl, som vi kunne have undg\u00e5et, hvis vi havde – m\u00e5ske – t\u00e6nkt os lige en anelse bedre om. Men vi l\u00e6rte ogs\u00e5, og det var det vigtige, noget om os selv og om hinanden. Og ogs\u00e5 om fortiden, kan man sige, om det med kunsten at holde sig i live og at v\u00e6rds\u00e6tte livet.<\/p>\n\n\n\n
Vi fik en lektion om, hvordan alt er relativt, fordi hvis man sammenligner med Cradle Mountains – eller, for den sags skyld, tilv\u00e6relsen, som den m\u00e5 have v\u00e6ret i 1780, ja s\u00e5 er det m\u00e5ske ikke s\u00e5 slemt endda, hvis det lige regner lidt eller hvis der er et eller andet med noget teknik, der driller.<\/p>\n\n\n\n
Det her blev for mig og for Matt, som man siger, i sandhed, ‘en oplevelse for livet’.<\/p>\n\n\n\n
Matt:
One small step for Matt, one giant leap for Mik.<\/p>\n\n\n\n
Jingle: Telefon ringer<\/p>\n\n\n\n
Stemme:
Hallo?<\/p>\n\n\n\n
Mik: (36:55)
Forskelligheder, Christian, vi to er ogs\u00e5 meget forskellige, kan man sige. Og noget jeg har lagt m\u00e6rke til er, at vi kommunikerer forskelligt, eller vi har forskellige m\u00e5der at komme i kontakt med hinanden p\u00e5.<\/p>\n\n\n\n
Det er tit, du lige ringer, og s\u00e5 snakker vi lige, og s\u00e5 f\u00e5r vi afklaret nogle ting p\u00e5 en telefon. Hvor jeg mere er s\u00e5dan \u00e9n, der af natur helst bare m\u00e5ske lige sender en tekst eller en e-mail.<\/p>\n\n\n\n
Og n\u00e5r jeg t\u00e6nker p\u00e5, hvorfor er vi forskellige der, s\u00e5 – for mit vedkommende – s\u00e5 g\u00e5r det helt tilbage til m\u00e5ske da jeg var teenager, hvor jeg virkelig ikke kunne lide at tale i telefon. Jeg fik n\u00e6rmest koldsved af at skulle tale i telefon med nogen som helst.<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 kan man sige, er det m\u00e6rkeligt, jeg har uddannet mig til at v\u00e6re journalist. Fordi sidenhen s\u00e5 blev jeg virkelig tvunget til at bruge telefonen som et redskab. Alts\u00e5 fordi man skulle som journalist jo lave research, og man skulle tale med alle mulige mennesker for at finde ud af, om noget var sandt eller forkert og s\u00e5 videre.<\/p>\n\n\n\n
Men der er m\u00e5ske et eller andet i, at jeg har det bedst med at bare lige sende en tekst og f\u00e5 et svar p\u00e5 en tekst. Og s\u00e5 g\u00e5r jeg videre med nogle andre ting. Men du har et anderledes med det?<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Det har jeg i hvert fald. Det der med at kunne skrive, det noget der foreg\u00e5r i ens eget tempo. Man kan t\u00e6nke ind i hovedet, jeg kan skrive det ned, s\u00e5 er det ikke lige det vil sige s\u00e5 sletter jeg det lige igen. S\u00e5 man har en mulighed for, at det man gerne vil kommunikere ud, bliver bed\u00f8mt af ens selv, og vurderet af ens selv inden man trykker p\u00e5 ‘send’. S\u00e5 der er en kvalitets vurdering hele den der proces.<\/p>\n\n\n\n
Hvad er s\u00e5 med Christian? Christian er lidt ligeglad med den der kvalitetsafdeling. Fordi det er s\u00e5dan med mig, at mine tanker bliver f\u00f8rst til virkelighed, n\u00e5r jeg har sagt dem. Jeg kan h\u00f8re mine tanker, n\u00e5r jeg siger det.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 jeg har rigtig meget brug for, at det kommer ud. Og jeg har i hvert fald gjort det\u2026 Og jeg har siddet og kigget p\u00e5 det analytisk og siger, ‘Okay, har du s\u00e5 ikke v\u00e6ret bange for at sige noget forkert, Christian?’ Jo. Det har jeg. Jeg kan love dig for, jeg v\u00e6ret bange for at sige noget forkert. Men jeg ikke haft noget alternativ, for jeg har aldrig kunne komme ud med tingene foruden at de g\u00e5r op igennem mine \u00f8rer. Alts\u00e5, det skal ud i luften, og s\u00e5 skal jeg h\u00f8re det. Og ad den vej, s\u00e5 har jeg tr\u00e6net, ubevist, den virkelighed, jeg har. Nemlig at det fungerer s\u00e5dan for mig. S\u00e5 det er \u00e9n ting, der er i vores kommunikation, s\u00e5 har jeg i hvert fald en bevidsthed omkring, at det bliver n\u00f8dt til. Jeg KAN ogs\u00e5 godt skrive, men det ikke ‘soothing’ for mig. Jeg kan ikke m\u00e6rke inden min krop, at det var godt. S\u00e5 fik jeg sagt det. Den mister jeg i den der proces.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Men det vigtige, Christian, er vel, at man f\u00e5r talt om de her ting. Alts\u00e5 os to som venner, men jo ogs\u00e5 n\u00e5r man er i et parforhold. Alts\u00e5 for eksempel, hvor man finder ud af, at man er forskellige i den m\u00e5de, kommunikerer p\u00e5, eller hvordan man helst kommunikerer p\u00e5. Fordi det kan jo blive misforst\u00e5et ogs\u00e5, ikke?<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Ikke kan. Det bliver misforst\u00e5et. Vi er alle sammen, hammerne forskellige. Jeg vil gerne sige en sjov ting omkring det der med tekst og tale. Jeg har jo vist det her med mig selv i rigtig mange \u00e5r, at det er bare s\u00e5dan det er. Det er ikke alle jeg har delt det med. Ligesom jeg deler det med dig. S\u00e5dan er det jo.<\/p>\n\n\n\n
Men jeg sad her den anden dag, og s\u00e5 l\u00e6ste jeg s\u00e5 en artikel omkring b\u00f8rn. Der var lavet en research omkring\u2026 Og det var meget specifikt research, der handlede om hormoner i kroppen. Og hvad de bet\u00f8d. Alts\u00e5 biologien. Ikke det kulturelle, ikke normer. Men biologien inde i kroppen. Hvad er det egentlig taget det kan g\u00f8re i forhold til kommunikation?<\/p>\n\n\n\n
Og den her unders\u00f8gelse handlede s\u00e5 om b\u00f8rn og kommunikation med deres mor specifikt. Alts\u00e5 simpelthen ikke andre, kun mor og barn. I den proces tjekkede man jo p\u00e5 to parametre. Der skulle v\u00e6re en kommunikation via tekst, alts\u00e5 SMS’er, og der skulle v\u00e6re en kommunikationsform via at man taler sammen.<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 laver man nogle m\u00e5linger, hvor man m\u00e5ler, hvordan hormonernes niveauer simpelthen er. Og det handlede om oxytocin, dopamin og andre vigtige parametre i det her, og man kunne bare m\u00e5le\u2026 – stress var det, ja, det var et stressparameter – som var bare s\u00e5 meget lavere, n\u00e5r kommunikationen foregik talende, og ikke skrivende.<\/p>\n\n\n\n
Som jo – i min verden, med nu det jeg lige har forklaret, pludselig siger: ej, er der ogs\u00e5 noget af det, Christian? Det havde jeg da aldrig t\u00e6nkt over. Har jeg det \u00e5benbart s\u00e5dan, at mit kemiv\u00e6rksted inde i min krop har et eller andet – som i den der unders\u00f8gsel blev vist. At jeg f\u00e5r en st\u00f8rre gl\u00e6de. Alts\u00e5 simpelthen, der bliver vedl\u00e6sehormoner. Det handler ikke bare om, at s\u00e5 kan jeg sige det rigtigt og alt muligt. Der er simpelthen biologi i det, at s\u00e5 st\u00e5r jeg i den situation, at det er bedre.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Det talte ord er bedre, end hvis man fik en tekst p\u00e5 SMS, eller\u2026<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Ja, lige pr\u00e6cis. Det g\u00f8r jo ikke, jeg siger, jeg s\u00e5 tror p\u00e5, at ved den unders\u00f8gelse, at s\u00e5dan ligesom dig, har det bedst ved at sende tekst. Det kan jo liges\u00e5 godt v\u00e6re, at den frigivelse af gl\u00e6de over, du g\u00f8r tingene, er en frigivelse af, at s\u00e5 er du sikker p\u00e5 tingene, der er tryghed omkring det, det kommer ud, og du har v\u00e6nnet dig til, at du m\u00e5ske ikke har brug for, at f\u00e5 en respons, som jeg i \u00f8vrigt har brug for. Jeg har brug for en respons af en eller anden art. Ikke fordi du skal sige, ‘\u00c5h jeg elsker dig’ eller s\u00e5dan noget. Men der er en respons, og den respons f\u00e5r jeg i det talende.<\/p>\n\n\n\n
Kan du f\u00f8lge mig i den der? S\u00e5 alt den her, det er jo helt vildt, som det jo oftest er for mig, s\u00e5 dykker jeg ned i det her rabbit hole, og s\u00e5 har findet ud af de her hormoner, og s\u00e5 t\u00e6nker jeg, v\u00e6n nu lige lidt. Jeg har v\u00e6ret sammen med Christel i, hvorn\u00e5r er det lige jeg har v\u00e6ret sammen? N\u00e5, det 38 \u00e5r, okay. Pr\u00f8v lige at kigge p\u00e5 Christian. Det er dagligdags ting, hvor det lige skrider hen til h\u00f8jre og venstre. Alts\u00e5 i forhold til kommunikation og s\u00e5dan noget. Og s\u00e5 kiggede jeg ned i hormonerne, i biologien, forskellen p\u00e5 biologien hos en kvinde og en mand.<\/p>\n\n\n\n
Grib dagen i cigarkassen (43:29)<\/p>\n\n\n\n
Alistair:
Might I say, sirs, your attire is most becoming of the season. A pleasure to behold, indeed. May I presume you would care for the usual? A single malt Scotch for you, sir?<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Det vil v\u00e6re s\u00e5 fantastisk. Tak.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Og for mig ogs\u00e5. Tak.<\/p>\n\n\n\n
Ha!<\/p>\n\n\n\n
Mik: (43:57)
Hvis jeg skal v\u00e6re \u00e6rlig om det der med, hvordan mit forhold – som mand – til kvinder begyndte, s\u00e5 skal vi jo helt tilbage til dengang, jeg gik i 1. eller 2. klasse. Og her taler vi\u2026 alts\u00e5 jeg er f\u00f8dt i 1962, s\u00e5 det har v\u00e6ret i slutningen af 1960’erne, m\u00e5ske i begyndelsen af 1970’erne, hvor jeg husker helt tydeligt, at jeg havde den her oplevelse af, at vi drenge og vi piger, vi var ens. Jeg kunne ikke se, der skulle v\u00e6re nogen grund til, at der var nogen forskel.<\/p>\n\n\n\n
Og der kan man m\u00e5ske sige: ‘Hvad t\u00e6nker du?’ Men vi levede i en tid, hvor der var dels var ungdomsopr\u00f8ret, og der var alt det der foregik i Kina ogs\u00e5 i virkeligheden m\u00e5ske, som ogs\u00e5 havde en indflydelse. Jeg ved ikke om du kan huske med hele den bev\u00e6gelse, var en revolution, som handlede om, at m\u00e6nd og kvinder skulle g\u00e5 fuldst\u00e6ndig ens kl\u00e6dt. Og i Vesten, der var der ogs\u00e5 meget med, at piger begyndte at g\u00e5 i bukser.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 jeg husker den der dybe skuffelse, da min bedste veninde, hun pludselig kom en dag i en nederdel. Hvad skulle nu det til for? Skulle hun nu lige skille sig ud og g\u00f8re sig anderledes? Hvorfor skulle hun lige udstille, at vi ikke var ens?<\/p>\n\n\n\n
Sidenhen, s\u00e5 begyndte jeg jo virkelig at v\u00e6rds\u00e6tte den forskellighed.<\/p>\n\n\n\n
Alts\u00e5, og \u2026 nu tegner jeg bare et billede. Alts\u00e5, jeg k\u00f8rer for eksempel meget rundt som taxichauff\u00f8r for mine b\u00f8rn i Geelong. S\u00e5 sidder jeg der i bilen, og m\u00e5ske er det en sommerdag, og det er lidt varmt og s\u00e5 videre. Og du ved, ud af den ene \u00f8jenkrog eller i bakspejl, s\u00e5 ser jeg lige s\u00e5dan et sk\u00f8rt, der bl\u00e6ser i vinden. M\u00e5ske en cyklist eller en kvinde, der er kl\u00e6dt som en rigtig kvinde. Og hvor det bare t\u00e6nder noget i mig. Alts\u00e5 virkelig, s\u00e5 man kan m\u00e6rke det, og det g\u00e5r ind og bliver fysisk. Ikke?<\/p>\n\n\n\n
Og nogle gange er det bare s\u00e5dan en lille ting, skal g\u00f8re, at s\u00e5 t\u00e6nder det en gnist. Og man kan n\u00e6sten ikke f\u00e5 det tanken v\u00e6k igen, alts\u00e5 – inklusiv at der er noget med benene, der begynder at reagere. P\u00e5 noget, du har set, og som er ingenting, men som bare er et signal om: ‘Der var en kvinde’.<\/p>\n\n\n\n
Det m\u00e5 v\u00e6re noget biologi, noget – som du har talt meget om i dag: hormoner, der begynder at arbejde – eller lege triks med en i virkeligheden.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Jeg synes ikke, at\u2026 Jo jo, tricks. Evolution har gjort os til det, vi er. Fordi det er det bedste for den her art, vi nu er. Mand og kvinde og viderebringelse af arten. Den er ikke l\u00e6ngere.
Din oplevelse af at f\u00f8le et eller andet imellem benene p\u00e5 dig. P\u00e5 cykelstien derude, hvor du ser ingen anden med en sommerkjole, der bl\u00e6ser op. Og s\u00e5 sker der et eller andet – er ikke kulturelt, er ikke en norm. Det ikke baseret p\u00e5 det. Det er baseret p\u00e5 biologi.
Der er nogle informationer, der ryger ind igennem alle dine sanser. Og en af dem er din synsans. Og den der synsans hos manden s\u00e6tter alting i v\u00e6rk inde i kroppen. Dopamin fiser op fuldst\u00e6ndig i vejret. Langt, langt mere end kvinder.<\/p>\n\n\n\n
Det hele er baseret p\u00e5\u2026 for en mand: ‘S\u00e5 er nu! Nu starter bbq’en, du. Nu skal jeg simpelthen i gang med det der skal g\u00f8res!’<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 s\u00e6tter den alle mulige hormoner i gang, som giver dig en lyst, en liderlighed. Ja, er jo – i og for sig – en dejlig f\u00f8lelse, der render op. Som s\u00e6tter dig i emotion til at g\u00f8re noget. Og f\u00e5 en tanke om, at ‘det her kunne v\u00e6re interessant’.<\/p>\n\n\n\n
Mik, lad os op. siger, at st\u00e5r og kigger p\u00e5 den her cyklist, kommer k\u00f8rende, er en kvinde, cykler der. Hun m\u00e6rker, at vinden tager fat i hendes kjole, og den flyver op. Mere t\u00e6nker hun ikke over det. Hun skal m\u00e5ske, p\u00e5 grund af normer og kultur, t\u00e6nke p\u00e5 at skubbe den ned, fordi hun har en eller form for fort\u00e6lling af enten for\u00e6ldre eller samfundsnormer, at der er s\u00e5dan en som dig, der f\u00e5r af din biologiske baggrund den lyst du nu f\u00e5r.
Evolution\u00e6rt fungerer det overhovedet ikke s\u00e5dan for kvinder. Der er det en br\u00e6ndeovn. For nu at sige at manden har en gas-barbecue: Du t\u00e6nder bare og s\u00e5 er der ild i lortet.<\/p>\n\n\n\n
Hvor hun har en br\u00e6ndeovn: Der skal l\u00e6gge sm\u00e5 pinde ind, der skal lidt luft til, og alt muligt andet. Der skal en l\u00e6ngere proces til, f\u00f8r der er\u2026 i det hele taget, bliver iv\u00e6rksat og igen: biologi – ikke tanker, men biologi – til at sige, ‘Det er sp\u00e6ndende. Hvad er det for noget?’<\/p>\n\n\n\n
Mik:
S\u00e5 alts\u00e5 et enkelt blik er ikke nok. Der skal langsomt varmes op.<\/p>\n\n\n\n
Christian: (48:56)
Jeg har spurgt andre om, at et blik kan v\u00e6re nok til at have en interesse i at g\u00e5 videre, men ikke nok til at f\u00e5 det, som du taler om – en bev\u00e6gelse i dit underliv.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Ja, en drift. Og en drift, som vi m\u00e6nd ved skal have en udl\u00f8sning. Alts\u00e5, det duer ikke ellers. Du kan ikke bare g\u00e5 rundt og have den der drift.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Alle de problematikker, der ligger i en almindelig hverdag omkring det der. Der opst\u00e5r en masse misforst\u00e5elser.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Mellem m\u00e6nd og kvinder.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Lige pr\u00e6cis. Hovedsageligt er det s\u00e5dan: m\u00e6ndene, det kommer til at t\u00e6nde p\u00e5 et splitsekund. Kvinder skal have tid. Og det er ikke andet end biologi. Det er simpelthen hormoner, der er bygget til, s\u00e5 skal m\u00e6ndene g\u00f8re s\u00e5dan og s\u00e5dan. Og fordi, n\u00e5r det s\u00e5 er sket, for det sker jo ret hurtigt\u2026<\/p>\n\n\n\n
Det ved alle kvinder ogs\u00e5, de sidder og snakker om, ‘Hold k\u00e6ft, det gik for st\u00e6rkt’. Det er jo evolution\u00e6rt, s\u00e5 er det s\u00e5dan, at hele det her bel\u00f8nningssystem, som manden har, ‘\u00c5h det er dejligt, det dejligt at g\u00e5 efter det, og nu f\u00e5r jeg det, og nu g\u00f8r jeg det, og det kan ikke stoppe, og nu er f\u00e6rdig.’<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 sker der det, som mange kvinder siger, og s\u00e5 er han bare dvask, tr\u00e6t. Men det er faktisk et hormon, det hedder prolatin, som jo stiger gevaldigt hos manden. Og som man evolution\u00e6rt har kigget p\u00e5 – og sige, ‘Hvad er \u00e5rsagen til det? Hvorfor skal manden have det problem?<\/p>\n\n\n\n
N\u00e5r han er f\u00e6rdig, ja, det fordi, han skal slappe af bagefter, s\u00e5 han har mulighed for at komme ud og jage senere, og han kan samle kr\u00e6fter til alle de ting, der ellers ligger foran ham i det gamle samfund, som det var f\u00f8r tid, alts\u00e5 naturverdenen.<\/p>\n\n\n\n
Hvor imod kvinden\u2026 Hun har til\u2026 Alts\u00e5 kvinden har\u2026 Kvinden er jo fantastisk. Alts\u00e5 det er jo helt vildt fantastisk. Det er hende, der b\u00e6rer vores b\u00f8rn. Det hende, der bliver gravid. Det hende, der kan give liv, for fanden. Det er jo helt vanvittigt. Med alle de ting, som er godt for hende. Jeg kan m\u00e6rke\u2026 Pr\u00f8v at m\u00e6rk, den sparker og alt muligt. Hold da op. Pr\u00f8v at t\u00e6nk p\u00e5\u2026 Jeg sp\u00f8rger bare dig. Alts\u00e5\u2026 Vil du rende rundt med s\u00e5dan en ind i maven? Med alle de ting.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Nej, du har jo ret.<\/p>\n\n\n\n
Christian
S\u00e5 det er jo et \u00e5g, kan man sige, med en mandetanke. Den byttehandel, der er i at kunne m\u00e6rke liv indeni – til det der med at f\u00e5 det ud igennem det der, som jeg har set meget t\u00e6t p\u00e5, for v\u00e6re helt \u00e6rlig – det er jo fantastisk, at alt det der liv egentligtaget kan indtr\u00e6de igennem den \u00e5bning, men ogs\u00e5 alt den smerte, der ligger i det. Det er jo helt vildt.<\/p>\n\n\n\n
Og der kommer hormoner ogs\u00e5 ind. Hormoner hj\u00e6lper b\u00e5de med at hj\u00e6lpe kroppen med at g\u00f8re alle mulige ting. Men lige tilbage til:
I kvindens, der ligger der under det hele en eller anden en opskrift p\u00e5, at det ikke er nu, men det f\u00f8rst senere hen, n\u00e5r jeg har en overbevisning om, at her har vi en partner, der er v\u00e6rd at komme videre med. Derfor er bel\u00f8nningssystemet i kvindens krop udsat, i stedet for bare at sige, ‘Uh! Der er en, der kommer cyklende med en kjole’ eller what the fuck\u2026 Nej, jeg bliver n\u00f8dt til at vente til der er andre ting, der er ticket ind af informationer, f\u00f8r at jeg bliver t\u00e6ndt. Og n\u00e5r det s\u00e5 er sket, s\u00e5 er vi s\u00e5 i gang.<\/p>\n\n\n\n
Men s\u00e5 er kvinden jo – med den der prolaktin, som manden jo, efter hans hurtige udl\u00f8sning, s\u00e5 han kan slappe af, s\u00e5 han kan komme ud evolution\u00e6rt og v\u00e6re til det, som han var i hulemandens regi – der er hun anderledes lagt. Nej, nej, nej! Der skal v\u00e6re \u00e5bning for mere. Der kommer ikke prolaktins hormon. Det derfor kvinden kan f\u00e5 mere orgasme og s\u00e5 videre og forts\u00e6tte.<\/p>\n\n\n\n
Hun i den proces f\u00e5r noget, som er meget h\u00f8jere end manden f\u00e5r. Hun f\u00e5r en oxytoxin-release. Alts\u00e5 hormonet oxytoxin, som er s\u00e5dan en, som\u2026 Manden kan ligge og sove og ligge op af kvinden og se det dejligt.<\/p>\n\n\n\n
Kvinden har den anden, der hedder, ‘Jeg f\u00e5r oxytoxin, som hedder samh\u00f8righed, jeg skal g\u00f8re noget med det her, vi har gang i nu. Og nu kan jeg jo se, at er ham, jeg skal have det ene afkom efter det andet med, for det g\u00e5r bare godt.’<\/p>\n\n\n\n
Det den der oxytoxin eufori, der kommer ud af det.<\/p>\n\n\n\n
Med den viden omkring, hvordan forst\u00e5else og bevidsthed om, at det s\u00e5dan, er styret af det, alts\u00e5 vi er simpelthen styret af det – lige gyldigt hvor mange mennesker, der siger, ‘det er ikke i orden.’ Eller s\u00e5dan er normerne ikke, eller kulturelt. S\u00e5 kan det kun flyttes et vist stykke, men det det, kommer til at bestemme i det store hele. Det g\u00f8r faktisk, at min hverdag \u00e6ndres ved en bevidsthed omkring, hvad der virkelig er faktuelt. S\u00e5 kan du agere i den her verden p\u00e5 en helt anden m\u00e5de. Alts\u00e5 virkelig gribe dagen.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Ja, ja. Man kan jo sige, var noget, vi skulle have l\u00e6rt om, da vi gik i folkeskolen. Alts\u00e5, hvorfor er det ikke lige, at folkeskolel\u00e6rerne giver os den beskrivelse, som du giver os der omkring\u2026 alts\u00e5 hvor forskellige m\u00e6nd og kvinder er, n\u00e5r det kommer til biologien. Det er jo supervigtigt at vide.<\/p>\n\n\n\n
Christian: (54:37)
Det hele handler om forskelligheder. Om det s\u00e5 er biologisk, normer, kulturelt, politisk. Med en bevidsthed, er det bare s\u00e5dan, at – jamen det ikke er ‘hvis’. Nej, er s\u00e5dan. Vi er forskellige. Og det, t\u00e6nker jeg, er ekstremt vigtigt for mig selv. I forhold til at kunne bev\u00e6ge mig i livet. Her imellem Grib dagen og min Memento Mori, alts\u00e5: ‘Jeg skal d\u00f8.’<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Ja, ja. Men jeg tror ogs\u00e5, er vigtigt for rigtig mange mennesker rundt om i verden. Alts\u00e5 jeg kan da spole tilbage og tale om mine forliste \u00e6gteskaber og alt muligt andet, hvor\u2026 M\u00e5ske fordi vi ikke har haft en ordentlig forst\u00e5else af, de der forskelligheder, talte om, og hvor biologiske nogle af dem er. S\u00e5 bum, s\u00e5 crasher hele lortet, ikke? Og du kan kigge rundt i verden og se, hvor mange skilsmisser, er, fordi vi ikke har den forst\u00e5else.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Og der er ogs\u00e5 et arbejde, det er der. Der er det arbejde at kigge p\u00e5 sig selv i hele den der proces. Og det er jo derfor, det er s\u00e5 skidesv\u00e6rt for de fleste mennesker. Det er: ‘N\u00e5 ja, jeg skal m\u00e5ske ogs\u00e5 lige kigge p\u00e5 det.’<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Jeg synes tv\u00e6rt imod, Christian, jeg synes faktisk, at noget af det, fort\u00e6ller der omkring, ja, men vi reagerer s\u00e5dan. Kvinder de har en br\u00e6ndeovn i stedet for et gasfyr. Nogle af de der ting, det synes jeg da, jamen hallo, det er ikke noget\u2026 det ikke dig, det er ikke din fejl, det ikke dig, der er forkert p\u00e5 den her. Selvom din kone siger til dig, at det dig, er problemet. Nej, det er sgu et st\u00f8rre problem, s\u00e5 at sige, ikke? Det er et, som alle mennesker i hele menneskeheden bokser med, at vi har den der forskellighed. S\u00e5 skulle vi lige tage at tale noget mere om det? Alts\u00e5\u2026<\/p>\n\n\n\n
Christian: (56:18)
Jeg kan i hvert fald kan love dig for, at – dig som lytter – at det kommer vi ikke til at stoppe med at tale om p\u00e5 ingen m\u00e5de her. Det hele det g\u00e5r ud p\u00e5, det med at gribe dagen, er at v\u00e6re bevidst om sin egen eksistens og andres eksistenser, fordi vi er jo sociale individer.<\/p>\n\n\n\n
Mik:
Og i h\u00f8j grad noget med, hvordan vi navigerer i den verden, der er os givet – i virkeligheden, og s\u00e5 f\u00e5r det bedste ud af det.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Absolut.<\/p>\n\n\n\n
Christian (56:58)
Vi har talt om forskelligheder i dag. Mellem mennesker, holdninger og v\u00e6rdier. Ogs\u00e5 forskelligheder mellem m\u00e6nd og kvinder, hormonerne og biologien. Ja temperamentet ogs\u00e5.<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 for nyligt, s\u00e5 var jeg i kirke. Ikke et sted som jeg ofte kommer. Men det var jo jul. Og det slog mig med det samme da jeg tr\u00e5dte ind i kirkerummet. At p\u00e5 trods af at vi alle sammen er forskellige. S\u00e5 var der sgu det der f\u00e6llesskab, og en tydelig fornemmelse af medmenneskelighed. Det foregik i den svenske kirke i Melbourne, og det var med den danske pr\u00e6st Christian, som holdt julepr\u00e6diken.<\/p>\n\n\n\n
Pr\u00e6sten Christians julepr\u00e6diken (57:48)
Tak for at du igen lader jule\u2026<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Der var det, skulle v\u00e6re julesalmer og julev\u00e6renkalide. Og et kirkerum f\u00f8lgt med mennesker. Og s\u00e5 var der bagefter en f\u00e6lles julefrokost. Og s\u00e5 midt i det hele, s\u00e5 var der en barnd\u00e5b. N\u00e5r man st\u00e5r til en barnd\u00e5b, s\u00e5 st\u00e5r man jo faktisk og kigger p\u00e5 et helt nyt menneske, der er p\u00e5 vej. Det ikke et f\u00e6rdigt menneske, for der er ikke nogen holdninger endnu. Der er ingen v\u00e6rdier, der er ingen overbevisninger. Men der er noget andet. Det, som vi alle sammen har, et nervesystem, der er f\u00f8lelelser – og der er et potentiale.
Vi bliver ikke f\u00f8dt med det, som vi kalder en f\u00e6rdig empati, men vi bliver f\u00f8dt med evnen til at kunne udvikle den. Og evolution\u00e6rt set, er ikke fordi, at empati er smuk, men fordi det virkede. Fordi menneskeb\u00f8rn overlever ikke alene. Det kr\u00e6ver, at de voksne – for\u00e6ldrene – reagerer p\u00e5 deres lyde, og dermed har vi vigtighed, at have empati.<\/p>\n\n\n\n
Pr\u00e6sten Christian (59:02)
Do you want to be babtised?<\/p>\n\n\n\n
Christian (59:12)
Det var jo sjovt at opleve, at den reaktion, vi alle sammen havde p\u00e5 barnets pludren, det var ikke en irritation og der var ikke afstandstagen til det. Det var en latter, og det var varmt og det var menneskeligt. Og det er faktisk empati i praksis. Ikke som en teori, men som en ren refleks, vi alle har.<\/p>\n\n\n\n
Kirkesang<\/p>\n\n\n\n
I s\u00e5dan et kirkerum med den her musik, s\u00e5 f\u00e5r det fat i det s\u00e5rbare i f\u00e6llesskabet. Vi m\u00e6rker bare alle sammen k\u00e6rligheden og medf\u00f8lelsen. Det bor i hjernen i samspillet mellem vores f\u00f8lelser og hjernebarken, som hj\u00e6lper os med at regulere dem. Et barn der pludrer og voksne der smiler, det er menneskehedens overlevelsesstrategi. S\u00e5 m\u00e5ske i virkeligheden er vi mere ens, end vi er forskellige.<\/p>\n\n\n\n
Sang<\/p>\n\n\n\n
Mik: (01:01:20)
S\u00e5 st\u00e5r vi overfor et nyt \u00e5r. Nu skal vi ind i 2026. Hvad det kan bringe\u2026 Og hvis vi lige holder kikkerten p\u00e5 Grib dagen regi, s\u00e5 bliver det jo et sp\u00e6ndende \u00e5r, faktisk, fordi vi har mange ideer til, hvordan vi kan videreudvikle vores lille podcast her, som jo har f\u00e5et en hel masse lyttere, og som jo ogs\u00e5 er begyndt at spille en rolle i vores lille lokalmilj\u00f8, oplever vi. Der er folk, der lytter, vi f\u00e5r feedback, og m\u00e5ske er det blevet et lille samlingspunkt for\u2026 for nogle tanker i hvert fald.<\/p>\n\n\n\n
Men Christian, du skal ud p\u00e5 nye eventyr med dine kunder. Du skal ud og opleve den australske bush. Og der kommer til at g\u00e5 noget tid med det. Men forh\u00e5bentlig kan vi f\u00e5 nogle reportager derfra ogs\u00e5 – undervejs. Og s\u00e5 m\u00e5 vi se. Alts\u00e5, vi har snakket om at lave vores podcast om til en engelskproget podcast ogs\u00e5. Ikke som at vi smider det danske v\u00e6k, men s\u00e5 vi k\u00f8rer noget b\u00e5de p\u00e5 engelsk og p\u00e5 dansk. Og s\u00e5 dr\u00f8mmer vi lidt om at g\u00e5 p\u00e5 scenen og lave en live version af Grib dagen. Og der sker jo nogle gange det, n\u00e5r man siger ting – det er jo det der med nyt\u00e5rsfors\u00e6tter – n\u00e5r man siger dem offentligt, s\u00e5 h\u00e6nger man jo p\u00e5 dem. S\u00e5 m\u00e5 man ellers se at f\u00e5 det gjort p\u00e5 et eller andet tidspunkt.<\/p>\n\n\n\n
Christian:
De skr\u00e5 br\u00e6dder kalder p\u00e5 os!<\/p>\n\n\n\n
Mik:
S\u00e5 tak til jer, har lyttet med indtil nu, og vi h\u00e5ber, I er med p\u00e5 rejsen, n\u00e5r vi forts\u00e6tter ind i 26 og videre frem. For som Christian siger, der ligger altid en oplevelse gemt\u2026<\/p>\n\n\n\n
Christian:
\u2026i det uforventelige. Grib dagen!<\/p>\n\n\n\n
Mik:
\u2026som jo virkeligheden er at gribe livet!<\/p>\n\n\n\n
Christian:
Og vi plejer jo gerne at lave det store vingesus. Men i dag vil jeg lave lyden af at gribe. Og det var et grib<\/p>\n\n\n\n
Mik:
\u2026dagen.<\/p>\n\n\n\n
. . . [ENDS]<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"
Australsk magpie (00:00) Mik: (00:02)Grib! Christel: (00:04)Grib dagen! Christian: (00:26)Grib dagen for mig er – den underdybende – det’ nu! Mik:I et helt \u00e5rti efterh\u00e5nden har jeg haft det her […]<\/p>\n","protected":false},"author":2,"featured_media":1067,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"_angie_page":false,"om_disable_all_campaigns":false,"_monsterinsights_skip_tracking":false,"footnotes":""},"class_list":["post-1098","page","type-page","status-publish","has-post-thumbnail","hentry"],"aioseo_notices":[],"aioseo_head":"\n\t\t\n\t\n\t\n\t\n\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t\n\t\t